Roadtrip Italien 2014

Roadtrip Italien 2014

“At rejse er at leve”

13-07-2014

Italien 2014

Vi er ved at planlægge vores første sommerferie sammen, og planlægningen øger forventningens glæde, i det der er så mange steder at vælge mellem, at vi slet ikke synes vores 15 dage til rådighed er nok.

Men retningen lå nok i kortene, om ikke andet så efter at vi bød på et luksus ophold på lauritz.com og vandt auktionen uden at vide hvilken by vi ville havne i. Egentlig en ret god oplevelse, spontant, overraskende og udfordrende.

Med kun 15 dage til rådighed skal vi igennem et wellnessophold med 2 overnatninger i Trier, 3 overnatninger i Rom, hvor 3. dagen skal bruges i Pompei, en lille uge hos venner i Tricase og Tiggiano, og derefter 3 dage i Toscana inden der er arbejdsdag igen mandag morgen.

Lang biltur, der skal meget musik med, og stærk kaffe, en masse indtryk, jeg glæder mig som et lille barn. Måske finder jeg mit fremtidige yndlingssted, måske finder vi en forladt italiensk villa, med en skøn forsømt have vi kan lege er vores.

Vi regner med at skulle køre knap 7000 km, plus kørsel i områderne vi skal se.

Med kun 2 – 3 dage i Rom forsøger vi at spore os frem til hvad der vil være specielt for os at se, og det er ikke nødvendigvis det samme som guidebøgerne vil have os til at se, selvom vi da skæver til blogs, google, erfaringer og rejsebøger. Der er delte meninger og måske har jeg lidt en tendens til at lede efter noget andre ikke umiddelbart ser. Nok lidt svært at finde noget der ikke allerede er set i Rom. Måske leder jeg efter min fremtid i Italien, der hvor jeg kan mærke jeg hører hjemme. Vi joker lidt med at det ikke er sikkert vi begge er med i bilen tilbage til Aalborg.

Men jo, jeg tog ham med hjem/ tog med ham hjem igen. 🙂

Vel hjemme igen kan vi se tilbage på en dejlig, men også lidt presset ferie. Lidt for meget der skulle opleves på 15 dage. Men helt sikkert en kæmpe oplevelse. Selvom vi har regnet på køretid og udgifter til brændstof og vejafgifter vs. at tage et fly og leje en bil, så er der bare noget helt specielt at se landskabet ændre sig undervejs og de gode timer man har sammen i bilen, er hyggelige og virkelig kvalitetstid.

Vi havde vores Lauritz.com køb; Spa & Wellness ophold i Trier, som viste sig i stedet at være Gondorf uden for Trier. Et ok hotel hvis man bruger det som udgangspunkt til at se omegnen, men ikke specielt hyggeligt.

Vi kørte fra Silkeborg lørdag aften. Her havde vi tilbragt første ferieuge af vores i alt 3 uger. En kop kaffe undervejs hos familie i Vejle, for at hilse på, og få tiden til at passe lidt bedre med at køre om natten og ankomme tidligt om morgenen. Vi tankede således fuld tank ved Kruså kl. 00.10, og sætter for alvor kursen sydpå. Vi tager den med ro, vi har jo hele natten til at klare de ca. 700 km. vi har fra Kruså til Gondorf.  Kl. 1.30 er vi begge trætte og kører fra motorvejen og tager en times lur på en p-plads ved den lille by Rade. Da vi ikke kan sove mere, kører vi stille og roligt videre.

Efter en kop kaffe på en tankstation kl. 6.00, kører vi det sidste stykke og er ved hotellet Terra Ventura kl. 9.15. For tidligt til vores værelse er klart efter sidste gæster. Men pyt med det, vi er friske og klar til de oplevelser vi har ventet på siden planlægningen. Vi kører til Trier og finder byens flotte torv, og får den største brunch jeg nogensinde har set og sat til livs. Tiltrængt efter de mange timer i bilen uden ordentlig søvn og mad.

Trier er Tysklands ældste by. Der er rigtigt mange spændende bygninger, med sjove og flotte dekorationer, og virkelig noget flottere byggestil, flere detaljer end man ser på nyere byggerier. Smag og behag selvfølgelig. Men jeg synes det er lidt en skam at de bygninger vi efterlader til kommende generationer er fuldstændig anonyme betonbygninger med glasfacader. Det er selvfølgelig dyrere at lave en bygning med sten huggede skulpturer (er der i det hele taget nogen der kan lave den slags håndværk mere?), men den vil da blive beundret i mange, mange år frem. Så her tilbringer vi en god del af dagen. Vi får bla. set museet tilknyttet Port Negro, en del af den gamle bydel. At 40 % af Trier blev ødelagt ved bombardementer i 2. verdenskrig kan ikke sådan lige ses, alt er bygget smukt op igen.

Vi tager tilbage til Gondorf først på eftermiddagen og er tilbage i hotellets wellness afdeling og når en tur i hotellets indendørs swimmingpool. Et par timers afslapning inden vi skal til middag.

Opholdet på hotellet inkluderede en ”Romantisk Candle Light Dinner”, og vi klæder os pænt på for hinanden, spændte på hvad der var i vente. Vi kommer ned i en stor meget lys restaurant, fuldt blus på alle lys. Bordet var fint dækket i et hjørne, med stof-rosenblade og små guldstykker/stjerner drysset med rund hånd. Et lille bord-staffeli præsenterede menuen, med et par valgmuligheder. Super god mad, men meget distraherende at radioen kører højlydt med tyske nyheder om bomber, krig og ødelæggelser verden over. Vi døjer med at finde romantikken og spørger om de har musik i stedet. Men nej, radio var standard, men de kunne da slukke. Af hensyn til de andre gæster sagde vi radioen var ok.

Der er to restauranter i forlængelse af hinanden, der sad vel 3 – 4 gæster i denne og den anden var tom. En familie med 3 meget larmende børn sad ved bordet ved siden af os, hvilket også undrede os. Da det nu var solgt som ”Romantisk Candle Light Dinner”, som selve salgsargumentet for opholdet, forventede vi måske lidt dæmpet lys og musik og andre par i samme stemning. Og tag nu ikke fejl, vi elsker begge børn. Men når det nu skulle være romantisk og intimt, var det meget forstyrrende med børn der løb rundt og legede og fik lov til at hoppe i stolene, med pommes fritter i hænderne.  Måske kunne man have placeret et af selskaberne i et hjørne, lidt væk, så man bedre fik en fornemmelse af hygge. Nå pyt, det gik også. Vinen var lidt en skuffelse, kun tysk, ikke noget alternativ. Men alt i alt fint nok, humøret var højt og vi kunne grine af forskellen på forventninger og virkelighed.

Med en stor altan tilknyttet værelset, kan vi se solen gå ned over dalen og det er ekstra skønt at kravle i en rigtig seng og få en hel nattesøvn. Vi vågner alligevel tidligt, da madrasserne er hårdere end vi er vant til og der bliver flyttet på affaldscontainerne udenfor. Derhjemme ville det være træls, men her gør det intet at ligge vågen en time og høre fugle og liv udenfor. Her kan vi ligge med fred og få renset ud i tankerne og udskyde stillingtagen til nogle af de små og store problemer, til vi kommer hjem. At man vågner med solen skinnende gennem et luftigt gardin der blafrer let i den åbne altandør gør starten på dagen perfekt. Ren filmidyl.

Efter brunch sætter vi kursen mod Luxembourg. Ingen plan, bare i den retning. Vi bliver pga. omlægning af veje dirigeret lidt rundt, til vi til sidst får øje på en kæmpe borg på en af bjergtoppene. Vi bliver enige om at køre i dens retning, og finder den imponerende borg Vianden, med en idyllisk landsby omkring. Vejen fører stejlt op til parkeringspladsen og da jeg er chauffør, er det der vi stopper. Jan er ikke så interesseret “i gamle sten der er gået i stykker”, men han betaler gerne de 12 euro pr. pers. for at gøre sin kone glad. To timer senere har vi været igennem alle tilgængelige rum og mange hundrede års historie, og selv Jan er begejstret.

Da vi kommer ud, er himlen blevet sort – som i HELT SORT!  Og det buldrer faretruende i det fjerne. Det bliver et tordenvejr som jeg glæder mig til. De første dråber er få og lune, men så snart vi sidder i bilen begynder regnen for alvor. Man kan ikke køre tilbage gennem byen, så vi må køre opad og Jan leder efter et udkigspunkt over byen. Vi når kun op på vejen lige over borgen da himlen åbner sig 100 % og tømmer sig fuldstændigt lige over os. Vi må holde ind på en p-plads, for vi kan intet se. Efter lidt tid i bilen får vi øje på at det faktisk er en p-plads for et udkigstårn vi holder på. Og vi bliver enige om at det jo kun er vand og egentligt ret hyggeligt, tager vi skoene af og står ud i regnen. I bagagerummet finder vi regnslag fra vores open air – aften i selskab med Elton John, frem, og går rigtigt mange trin op i bare fødder og floder af regn. Trappen starter som behageligt beton, men går efter et par etager over i en skridsikker ruflet jerntrappe, som ikke var så spændende for bare fødder, men selv det var sjovt i regnen. På toppen ved udsigtstårnet viser det sig at vi står ved et kæmpe, kæmpe, vandreservoir. Vi læser os frem til at der sker en transport af 7,3 millioner m3 vand gennem turbinerne, i døgnet. Det er simpelthen så imponerende et syn, at vi bare står stille i den silende regn og ser vandet ramme overfladen af den kæmpe ”sø”.

Vi sætter kursen mod Luxembourg by og vandrer rundt i stille regn på gågader og gamle pladser med imponerende bygninger. Uden at købe noget og uden at have behov for noget var det bare en god dag med masser af indtryk.

Med i vores køb af opholdet hører en luksus massage for to og den har vi skubbet så meget med, at vi nu bliver nødt til at booke den til “afvikling” så snart de åbner lige efter brunch den 3. morgen. Skøn luksus og forkælelse, og en lidt stresset udtjekning, Vi har nemlig en overnatning i Rom, som er booket hjemmefra, og der regnede vi med vi kunne være inden midnat samme dag. Men det skred fuldstændig for os, massagen er vi færdige med kl. ca. 11.00, og med beregning på ca. 10 timers kørsel til Rom, kan vi overhovedet ikke være i Rom til tiden. Så vi må ringe og kommunikere med den italienske vært og sige vi er en del forsinkede. Han er heldigvis forstående og venlig.

Kl. 12.30 når vi Saarbrücken, en kæmpe by! Og kl. 12.45 når vi ind i Frankrig. På det tidspunkt havde vi håbet at spare en time ved turen over Frankrig, i stedet har vi brugt et kvarter mere pga. vejarbejde.

Noget der indtil nu har undret mig er at vi ikke har mødt nogen biler med danske nummerplader. Måske har de fleste danskere overstået deres ferie i august, eller også er vi lidt udenfor ”vores” foretrukne feriesteder?

Noget andet vi har lagt mærke til at rigtigt mange af de tyskere vi møder, er rygere. Selv forældre på udendørs restauranter, med cigarethånden på barnevognens styr er helt almindeligt. Så udenfor i den friske luft sidder børnene i klapvognen og får brisen og røgen fra cigaretten lige i ansigtet. Så er de tilvænnet.

Kl. 14.45 1500 km. siden Silkeborg. Første kø pga. vejarbejde. Vi betragter bjergene til højre for os.

Kl. 16.30 Schweitz, 153 km. til Gothard. Marmelademadder på 1 uge gammelt toastbrød. Har set første skilt med “I” på, så brødet glider fint ned, vi er snart i Italien. Henover autoværnet kan vi se en lille del af en landsby fare forbi, fuldstændigt ens typehuse. Lidt forvirrende fordi vi i Schweitz forventer at se den slags huse vi forbinder med Schweitz, ikke huse vi kunne se i Bækparken, Valsgaard, Dk.

Vi tager en “vaske hænder” pause 35 km. før Gotthard og tanker endnu 65 l diesel, til 130 chf. på dagens valutaomregner svarer det til 930 dkr.

Den italienske vært for vores første overnatning i Rom, er heldigvis stadig venlig og forstående da vi omsider dukker op ved 00.30 tiden om natten. Vi finder at vores billige bookning af værelse udenfor Rom, har givet os en hel lejlighed med to soveværelser, køkken, stue, bad og terrasse foran huset. Logiet ligger lidt udenfor Rom, vi kører igennem lidt slumagtigt område, hvilket skræmmer, men alle bungalows ligger inden for mure og alarmer, og lejlighederne er store og pænt rene.

Vi vågner efter en god nat, på trods af at jeg flere gange har været vågen og oppe og åbne vinduer og skodder og kigge ud, og sikre mig at vi virkelig er i Italien. Jeg var sidst i Italien i 2007 og denne ferie skal bare overgå den sidste. En skam at vi ankom til Rom om natten da der var mørkt, jeg ville gerne have set Rom lidt ”udefra” mens vi fandt bestemmelsesstedet. Vi tjekker ud og spiser brunch på en tank med lokalt cafeteria et stykke henne ad vejen. Her tanker vi igen, 63 l. til 98 euro, vores hidtil dyreste tankning.

Efter maden må vi tilbage da jeg har efterladt min bærbare på logiet. Vi kører herefter ind til Rom, finder et parkeringshus hvor bilen skal stå mens vi er i byen, og vandrer rundt og får hele tiden øje på nyt der skal udforskes. Vores to planlagte dage er alt for lidt. Den første dag vandrer vi rundt, den anden dag er vi både inde at se en 5D (havde jeg ikke hørt om før) om teori om livets udvikling og derefter en 3D der tager os med i gaderne i Roms historie.

I den mørke “biograf” med de effekter der nu hører den slags film til, er der skjult ved sæderne installeret virkemidler der skal give en oplevelsen af at være med i filmens virkelighed. Da der således vises en rotteplage i Roms gader begynder snoretræk at røre ved vores bare ben under stolene i mørket. Jeg skriger højt og er virkelig skræmt, og bliver således ufrivilligt en del af dagens underholdning. Så fik alle andre bonus for pengene og jeg havde myrekryb resten af den dag.

Vi får set Colosseum, Forum Romanum, Palatinerhøjen, Vatikanet og en halt masse mere, især masser af ”gamle sten der er gået i stykker”. Vi fik spist på de små caféer i sidegaderne, vi fik siddet på bænke og iagttaget andre menneskers ansigtsudtryk. Vi fik fantaseret om deres liv og ærinder. Jan er ved at være omvendt, historien, romantikken og en begejstret glad kone har fået tag i ham

  1. 7. august henter vi bilen i parkeringshuset og mangler kun bykørsel ud af Rom. Så mange indtryk og oplevelser. Så mange km rundt i små gader, som vi forsøger at indprente os som evigt minde.

At vi kun mangler bykørslen er nu ikke en lille ting. Aldrig har jeg set – og været midt i sådan et trafikkaos. Italienerne skal frem. Først. De kører frem på kryds og tværs, presser og dytter og rammer. Og indimellem kører scootere og cyklister, upåvirkede, frygtløse og gestikulerende. Indimellem og foran og bagved. Jeg ved ikke hvor lang eller bred vores Mercedes er, men på den tur var det lige før jeg ønskede jeg også sad i en lille smartcar med gaffatape på alle skærme og var i stand til at tage det med sindsro nå de bløde trafikanter lige sætter en fod på de biler de kommer forbi, for at holde balancen i en snæver passage. Der er buler og ridser på stort set alle biler. Og gaffatape. Lyskryds er kun vejledende, hvis der ikke kommer nogen (hurtigt nok) er der jo ingen grund til at stoppe. Parkering kan ske pludseligt, gerne i anden eller tredje position på vejen. Bare tænd for katastrofeblinket hvis du har et ærinde i en butik, så kører de andre udenom. Eller venter. Og pas hele tiden på, at få kigget til alle sider, for der køres gerne indenom hvis der (måske) er plads. På en gade er det ikke ualmindeligt at se en hel række biler der har parkeret parrallet med gaden og så 3 der vender med front mod fortovet. Lidt på skrå, så går det nok. Italienerne har stor tålmodighed med hinanden i trafikken, de er alle i samme situation. De skal nok komme frem. En anden ting er forrudevaskerne, som også bevæger sig rundt mellem bilerne. De går i gang selvom man har takket nej og ryster på hovedet. Italienerne er vant til det, selvom de har sagt nej tak, giver de op og giver mønter. Derfor betaler det sig at ignorere et nej, langt de fleste gange.

Et godt eksempel på trafikkens bevægelse, er da vi skal ud af Roms byring. Vi skal åbenbart alle igennem en gammel port. Der er en vejbane, men bilerne holder i 6 sideløbende positioner, det er der nemlig plads til i den rundkørsel som man ikke kan se for biler på kryds og tværs. Alle biler skal igennem samme port. Og det kommer de. Den der er mest modig eller mindst glad for sin bil, kommer først. Fletteregler har en større betydning i Rom end i Aalborg. Blinklys, vognbaneskift, fortrydelse af retning og pressen sig ind fra alle retninger er helt ok. En undskyldende gestus med armen ud af vinduet kan ordne alt og få det til at se ud som om de først nu har opdaget de skulle være i en anden bane. Længere fremme ser man den samme bil gøre samme nummer igen og igen, og sådan kommer de foran 2 – 3 biler ad gangen.

Kl. 22.30 er vi fremme ved Hotel Cesare Augusto i Napoli. Hotellet er booket i bilen undervejs, også denne gang bare for en nat, Vi tjekker ind og forlader med det samme hotellet for at gå en tur i Napolis gader. Da det er udenfor centrum, er der ikke så meget at se, men vi finder da en isbar, hvor vi kan se de sælger både pandekager og is og beder om netop det, to pandekager med is i. Men det forstår de ikke, de må hive unge fra stolene på gaden, ind for at få det oversat til italiensk, ønsker vi virkelig is i pandekagen? Det resulterer i at de hælder dej på panden, vender pandekagen, lægger is på og steger videre. Til sidst får vi pandekagen med smeltet is de må samle op med skeer for at få over på vores tallerkner. Det grinte vi meget af, så meget for en international dessert.

Hotellet var billigt, vi skal jo afsted igen efter morgenmaden, så det behøvede ikke være andet end seng, toilet, bad og parkering. Men vi får en overraskelse. Elektriciteten virker kun i den ene halvdel af værelset og der er ingen top- eller rullemadras på sengen. Så vi skøjter svedige rundt (på den uromantiske måde) på et lagen direkte på den syntetiske madras. Jan er okay med værelset, han har nemlig natlampe og telefonlader i sin side af værelset. Om morgenen skal vi have hotellets morgenmad inden vi kører videre, maden var ikke noget særligt, men gamle Mama i køkkenet gør det hele besværet værd. Hun giver os varmt hånden da vi takker for maden og spørger om vi kommer igen og ser oprigtigt ked ud af vores korte ophold. Vi er som følge af det billige hotel havnet i Napolis mere private gader. Vores indtryk er at der flyder med affald. Containerne er proppede og har små bjerge med endnu mere affald ved siden af. På vores lille gåtur efter isen så vi den største kakerlak jeg nogensinde har set, halv længde af min langfinger. Men vi er klar over vi ser bagsiden, en anden gang kan vi måske se en anden side af Napoli.

Da vi skal forlade hotellet skal vi ud gennem en port. Men der har chaufføren af en stor hvid varevogn valgt at parkere. Vi dytter og venter og dytter højere og venter. Jan går ud på gaden hvor vores dytten har tiltrukket sig opmærksomhed. De lokale har spottet vores problem og kalder og råber efter chaufføren, og spørger gestikulerende som kun italienere kan det, hvor chaufføren mon er. Man kan næsten se deres dramatiske “Mamma Mia” komme over læberne. Jan vil dytte fra varevognens eget horn, men det forsvinder ned midt i ratstammen, så det hjælper ikke. Til sidst har nogen fundet chaufføren i et tilstødende hus og han kommer ud, ledsaget af de lokales skæld ud, men han løfter smilende skuldrene i vores retning og er sekundet videre i sit liv, med mobilen hvilende mellem skulder og kind flytter han bilen og vi kan komme videre. Man bliver på en eller anden måde lidt grebet af hele måden på det. De har ikke travlt, hvad skal man nå? Hvorfor har vi så travlt og er utålmodige, vi skal jo nok nå frem selvom vi lige måtte vente en halv time i en port.

Vi skal nu se Pompei. Troede jeg. I mine planer har det hele tiden været; Trier, Rom, Napoli, Pompei, Tiggiano, Toscana og hjem. I Jans viste det sig at Vesuv lå mellem Napoli og Pompei. Jan har hele tiden tænkt på Pompei som vulkanen, selvom vi hjemmefra har set en dokumentar/drama fortælling om den dag i år 79 e. Kr. hvor Vesuv i to dage åbnede for lava og aske og begravede byer og mennesker levende.

Jeg har højdeskræk og bryder mig ikke om broer, tårne og bjergkørsel (selvom jeg elsker bjergene) Min skræk er allerede blevet sat hårdt på prøve både i min barndoms ferieture, men også siden jeg med Jan har været på El Teide på vores bryllupsrejse til Tenerife, og da vi kravlede op i et udsigtstårn i Luxembourg på denne ferietur. Det er som om jeg tror at bare jeg rykker tættere på chaufføren kommer vi væk fra kanten og kan ikke falde ned. Men det eneste der sker er at chaufførens bevægelsesmuligheder bliver mere og mere begrænsede.

Vi finder et kompromis og kører først op til Vesuv som selvfølgelig skal ses helt fra toppen. Hold da op en udsigt over Napoli der er på vejen op. Smukt med bugten for foden af byen. Her er vi nødt til at holde ind og få billederne fra vores iPhones over på min bærbare, så vi kan tage endnu flere.

Vi kan køre næsten til toppen, derefter må vi betale 6 euro pr. bil og 10 euro pr. næse og i dårlig form puste op ad det sidste stykke. På vejen op, med kun en lille rest værdighed, blev vi overhalet af børn der legede tagfat, syngende pensionister, rygere, mennesker tungere end mig og en enkelt højgravid. Derefter led vi i stilhed det sidste stykke.

Helt oppe over skylaget som skjuler Napoli, kan man se direkte ned i krateret, med stensider og støvet bund og grønt. Ikke noget hul eller andet der kan advare om hvilke kræfter der ligger herunder. Sidste udbrud var i 1944 og den “lever” stadig. Jan som orkede at gå halvvejs rundt om toppen (der valgte jeg lige at passe på bænken imens) for at se det hele fra en anden vinkel, fortalte om røg, så helt død er den ikke. Hvordan tør man at bo for dens fod? Bygge hus og få børn?

Nedturen foregik i et noget mere værdigt tempo. Ikke helt så røde kinder og kun et enkelt tøset skrig da et par firben pludselig bevæger sig ude i min højre synsvinkel.

Vel nede igen sætter vi kursen mod den begravede by Pompei, som jeg glæder mig helt vildt til at se. Indgangen koster 11 euro pr. næse og det betaler jeg gladeligt igen. Det hele er så meget større end jeg havde troet, der er så meget at se og det er meget velbevaret. Eneste skuffelse er at alle de udgravede ting, afstøbninger af dyr og mennesker (egentligt ret makabert) var flyttet ind på et museum i Napoli. Det ville have været rart at vide på forhånd, hvis det var det man ville se. Men bygninger, butikker og gader var mange timers gåtur værd. Igen lod også Jan sig imponere. Der var sandelig ikke noget fattigt over en by i år 79 e. Kr. Byen var veludstyret og havde handelsliv og smukke parker og stadion og teatre. Vi havde for få timer, idet vi samme aften skal ankomme til vores venner på Italiens hæl, hvor vi skal tilbringe 6 dage i private hjem.

Vi ankommer til Tiggiano kl. 1.00, noget senere end planen. Og nøjagtigt 3300 km. siden vi kørte fra Silkeborg. Efter en kort velkomst bliver vi dirigeret til en lejlighed som er stillet til rådighed af venner den lille uge vi skal være der. Vi siger godnat og er taknemmelige for at kunne tage bad efter de støvede ture på Vesuv og i Pompei og kravler derefter under tæppet, i hvad der synes at være, 30 graders varme.

Denne uge i Tiggiano med vennerne har rykket en del på vores værdier. Varme, åndelighed, sammenhold og gæstfrihed i en grad jeg aldrig har set i Danmark eller bare min omgangskreds. Vi har fået rykket noget indeni, og har fået oplevelser for livet. Vi har set byer på egen hånd og er blevet vist rundt. Hver dag en strandtur, til to forskellige strande på skift. Også her må man sige der er forskel på hvad danskere og italienere kræver af en tur. Måske fordi de bor så tæt på stranden kræves intet andet end et håndklæde, en flaske vand og et par mønter til en is. Dagens strandtur kan sagtens bare være en time eller to inden man skal noget andet. Når vi har været på stranden i Danmark har det været en hel dagsudflugt, helst med borde og stole og køletasker og diverse underholdning. Måske fordi vi skal køre et stykke når der endelig er godt vejr?

Gæstfriheden er fantastisk. Vi var dagligt sammen med et ældre ægtepar som bor i et rummeligt hus med figener, tomater og chili voksende i deres lille have. Hos dem bor deres tvillingedrenge på 40 år. Jo, det er rigtigt nok. De to “drenge” bor hos deres forældre. På samme værelse som de altid har gjort. Sammen. I Danmark ville vi finde det sært, men dernede er det bare sådan man indretter sig, de hygger sig med familien, kræver ikke meget og hjælper hinanden.  De to mænd er godt nok ved at bygge deres egne huse. Eller hus, for de skal stadig bo sammen, i et dobbelthus med hver sin lejlighed. Det har deres far som er over 80 år tvunget dem til, fordi “det er sundt for dem at have deres eget”. Men det er ikke noget der haster, de har det jo godt hvor de er.

I vores besøgs anledning, er også drengenes søster, Franca, og hendes mand og 16-årige datter på besøg. Det vil sige vi dagligt sidder 9 til bords. Mama Anna og hendes datter Franca laver hver dag 3 retter mad til frokosten. Maden bliver øset op i køkkenet, først til Jan, så til mig, derefter til de andre mænd, og til sidst kvinderne. Da der en dag kommer en uanmeldt gæst lige til spisetid, får han Francas tallerken. Ingen tager det store notits af det. Vi tilbyder hendes at vi kan dele vores mad som er øset rigeligt op, men nej tak, hun har smagt maden da hun lavede den. Smilende og tilfreds med at være en god værtinde. Og for gæsten var det naturligt, selvom han jo også kunne se det betød hun måtte tage en bid eller to fra sin gamle fars tallerken.

Nu har vi prøvet at køre med vores italienske vært, Maurizio som chauffør. Og jeg ved ikke om jeg skal beskrive oplevelsen af italiensk kørsel indefra, som ikke nær så slem som det ser ud, udefra. Ikke helt så dødsangstfremkaldende som når man selv kører i egen bil mellem italienerne. Maurizio har tilsyneladende fuldstændig kontrol og ro i sin kørsel. Han har 100 % tillid til at andre viger og giver plads hvor han gerne vil frem. Han taler livligt med både medpassagerer og i sin mobil og da han får øje på nogle vi skal møde, bremser han, tænder katastrofeblinket og lader alle stige ud og hilse på. Det varer længe efter vi er kørt derfra igen at Jan gør ham opmærksom på at katastrofeblinket stadig er tændt. Ikke så vigtigt. Bilen kørte i øvrigt på Metangas. En Alfa Romeo, købt for 1000 euro og lavet lidt om. Helt almindelig optankning i Syditalien.

Vi får set Lecce, som helt bestemt også er endnu en tur værd en anden gang. Det er ikke sidste gang vi bruger vores ferie dernede. Eller måske ligefrem flytter dertil, hvem ved?

Onsdag d. 13/8 kører vi fra Tricase og Tiggiano, efter en meget rørende afsked, hvor vi blev inviteret til permanent at bo i lejligheden som vi har lånt. Den er ellers nybygget til en nu afdød søn og har stået tom siden hans død efter en fejldiagnose og efterfølgende fejloperation. Lejligheden skal ikke sælges eller lejes ud, men vi kunne komme og bo der. Og vi er fristede. De 5 dage vi har tilbragt hos vores italienske venner, er gået så stærkt, at jeg har svært ved at adskille den ene dag fra den anden. Vi har været en del på stranden, set markeder og vandret rundt for at se byer med historiske bygninger (her il jeg fremhæve Lecce, du bliver aldrig færdig med at imponeres) og om aftenen har vi deltaget i småbyernes byfester og set det mest imponerende fyrværkeri, på højde med Aalborgs Tall Ship Race fyrværkeri i 2010 hvor jeg stod der med en god ven og besluttede at bygge en ny forsvarsmur. Måske var det alle de glade mennesker omkring mig, måske var det den specielle is vores venner gladeligt kører mange km for at få, de usædvanlige smagsvarianter de opfordrede os til at prøve, mens de spændte ventede på smagens oplevelse viste sig i vores ansigter. Derfor elsker jeg Italien. Alle sanser er i brug. Gamle oplevelser i ny forklædning. Hele tiden.

Vi sætter kursen mod Toscana, hvor de sidste 3 døgn skal bruges, inden vi skal på arbejde mandag morgen. Kl. 00.10 må jeg give op og holde ind og tage 4 timer, Jan er helt mast og kan ikke overtage og det er der ikke noget at sige til, han har kørt langt størstedelen af de mange tilbagelagt km. I bilen plages jeg af lopper, måske fordi jeg tillod mig at knække et lille skud af en palmes stamme på en tankstation i Bari, så faldt der prompte straf for det, med masser af bid og kløe.

Kl. 11.25 er vi fremme i Siena, vores GPS ville godt nok have os udenom, men byen var på ønskelisten hjemmefra, da vi ligeved og næsten kunne nå at overvære det historiske årlige hestevæddeløb i byen. Så vi gør holdt her og går en tur i byen, med dens mange skæve og stejle gader. Byen summer af de mange gæster og turister der hvert år strømmer til for at se dette væddeløb. På et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer jeg også til at stå blandt de mange tilskuere, bare ikke denne gang. Til gengæld gik vi amok i de mange skobutikker og købte også her tasker og gaver til vores tilsammen fire piger og to drenge. (inkl. vores svigerbørn) I Rom opdagede vi glæden ved en slice pizza og en flaske vand eller hvidvin, indtaget på et trappetrin, så vi ikke skal indenfor og sidde eller gå glip af menneskernes liv og gøremål på gaden. Også her i Siena vil vi ikke gå glip af noget og sidder på et par sten og nyder de fantastiske pizza de laver i Italien. Uden sammenligning med “danske” pizza.

At køre til Toscana, i egen bil betyder at man selv bestemmer farten og de veje man vil tage og stoppe når der skal fotograferes. Og det skulle der. Tit. Billeder og bøger lyver ikke. Vi kiggede på husene som om de kunne blive vores hvis vi bare slog til. Og vi skiftede hele tiden det ene sted ud med det næste. Talte om det praktiske i tilkørslen, hvad tilbygninger skal bruges til og hvordan vejene vil være om vinteren. Til sidst ankommer vi til Villa Margherita som vi har booket tre overnatninger på, hjemmefra. Smuk bygning, den rigtige gule farve og frønne skodder. Vi får et værelse i den ene fløj og går på opdagelse i både bygninger og omgivelser og gik udenfor de anviste gange for ikke at gå glip af noget sjovt eller mystisk, ikke beregnet for gæsters øjne.

Hotellets omgivelser og bygninger er helt i orden, men ejerne og deres familie fylder utroligt meget. Deres familie opfører sig som adelige og flytter gerne gæsters vinglas for selv at indtage det foretrukne bord, med det evigt undskyldende og ligeglade skuldertræk som vi ofte finder charmerende. Men ikke her. Deres børn leger tagfat mellem bordene, mens de stjæler de små Nutella, pakker fra buffeten og endda cykler rundt mellem gæsterne på restauranten. Vi skal tilbage til Toscana, men ikke til Villa Margherita.

Vi bruger hotellet som base og kører rundt og ser Volterra, Livorno og selvfølgelig Pisa. Vi falder hurtigt i hak med to andre danske par, meget yngre end os, men festlige og tilbringer aftenen på terrassen foran hotellet, deler rødvin og taler til langt ud på natten indtil vi pænt får at vide at andre gæster, med værelser ud til terrassen har bedt værten sende os i seng.

Den anden dag beslutter vi os for at droppe sidste overnatning og tage den store oplevelse med, at høre Madame Butterfly i Puccinis egen fødeby Lucca, hvor der er bygget et fri luftsoperahus til ære for ham. Også denne oplevelse er 100 % for min skyld, Jan har aldrig bevidst lyttet til opera eller følt sig tilskyndet til at give det en chance. Vi får overtalt det ene unge par til at tage med os, de har heller aldrig haft oplevelsen før. Vi tjekker ud af hotellet tidligt på eftermiddagen og bruger dagen i Lucca, som kunne have fortjent et par timer mere, men vi skal jo mødes med Bente og Anders, så vi må finde det lille opera auditorium udenfor byen. Scenen ligger bygget lige op ad en smuk sø hvor vi med champagne i glassene får fornøjelsen af solens sidste stråler, den sidste solnedgang for os i Italien i denne omgang.

Da vi sidder der overgiver alle sig og lever sig ind i historien og de imponerende sangstemmers styrke. Ingen mikrofoner og alligevel synger de hele området op. Fantastisk sidste aften, helt perfekt at køre hjem på.

Kl. 00.30 sætter vi kursen nordpå. Nu skal vi desværre hjem. Den første time er let, vi googler Madame Butterfly og får detaljerne med. Opera på italiensk giver lidt gætværk på hvad der sker indimellem, men i det store hele var det nemt nok at forstå handlingen, der var var bare lige nogle få personer vi skulle have på plads.

Søndag kl. knap 7 om morgenen, er vi næsten på toppen af Paso San Bernardino, vi tanker 63 l- diesel til 1,879 chf. pr. l.

Vi er trætte og bytter chauffør hver eller hver anden time. Holdt en times pause på en rasteplads før Schweitz, Jan er helt brugt op, han har som sædvanligt kørt mest. På trods af min angst for at falde af broer og bjerge er det netop hvad jeg nu bliver udfordret på. Jeg opdager jeg ubevidst søger ind mod midten af vejen, af skræk for kanten. Sandsynligheden for at jeg rammer en modkørende bil er nok større end sandsynligheden for at vi falder af bjerget.

6 grader udenfor – jeg vil tilbage til Tricase!

Vi er hjemme lidt over 23.30 søndag aften. Vi kan ikke tænde lyset og konkluderer at strømmen er gået. Vi åbner fryserne og opdager det nok ikke er sket samme dag, men alligevel heller ikke for mange dage siden. Skriver sms til Ann at vi er hjemme og har tænkt os at lade fryser være fryser, vi vil sove. Hvortil hun svarer “jamen, har I ikke toppen af jeres bryllupskage i fryseren”? Nå jo, op igen, tømme fryser, gøre rent og redde hvad reddes kan.

Når jeg flytter til Italien vil jeg ikke have en fryser, jeg vil hente frisk mad på markedet når jeg er sulten og vende mit ansigt mod solen og ikke bruge tid på at ærgre mig over noget.

 

0 comments on “Roadtrip Italien 2014Add yours →

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *