Nicaragua 2016

Nicaragua 2016

Min mands ældste datter har i tre år boet i Nicaragua, hvor hun udfører frivilligt bibel undervisningsarbejde. Hun tjener til føden, når hun i tre måneder om året, er hjemme og arbejde i min mands revisionsfirma. I Nicaragua arbejder hun to dage om ugen som phoner for en telemarketings virksomhed. Hun føler hun har et drømmeliv, en frihed som andre kun drømmer om.

Vi ville selvfølgelig gerne sikre os at strandene er så hvide, temperaturen så lun og vandet så varmt, som hun sagde. Så vi arrangerede en tur i november 2016, for lige at tjekke om på, om hun havde det godt.

Rygterne siger, at hvis man søger flere gange på de forskellige rejseapps, så husker de hvor man gerne vil hen og så stiger priserne. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men vi søgte længe og måtte flere gange tilpasse vores rejsedage. I november er der regntid i Mellemamerika, og dette år var der også valg, hvilket gav forventning om uroligheder, pga. korruptionen der har holdt den samme familie på magten i mange år.

Vi fandt vores rejsedatoer, og fandt ud af at sådan en flyvetur tager omkring 21 timer i alt. Aalborg – Amsterdam – Atlanta – Managua. Siden vi nu skulle lande i både Amsterdam og Atlanta og ingen af os havde været de to steder før, besluttede vi at tage et døgn hvert sted på turen til Nicaragua.

Vi fandt billetter til knap 9.000 kr. for os begge, retur. Da min mands eks kone tog afsted, samme tur (dog uden de længere ophold i Holland og USA) blot en måned senere, måtte hun give næsten det samme for en person. Vi var godt tilfredse med de priser vi fandt.

Da vi lander i Schiphol opdager Jan at han ikke har de to dankort med, som han altid har i lommen. Vi taler lidt rystede om hvor han kan have tabt dem, og han prøver at huske tilbage på hvornår han sidst havde dem. Det får ham til at ringe til min datters kæreste som har vores bil mens vi er væk, og han tjekker….Jo de ligger ved siden af sædet i bilen. Så de næste 16 dage er uden hans kort. Ikke lige drømmestarten på en ferie, når jeg ikke har haft et almindeligt dankort i årevis. Men det viste sig selvfølgelig at lykkes alligevel.

Amsterdam er en spændende by, som jeg elskede fra første øjekast. Lufthavnen er enorm, som en hel by, men vi fandt da en lufthavnsbus som kunne køre os til en anden lufthavns terminal, hvorfra vi kunne finde en metro til vores hotel. Hotellet var et charmerende hus, med rigtigt mange trapper – som i rigtigt, rigtigt mange smalle trapper op under loftet. Værelset er skønt, og vi får lagt tingene fra os og går ned ad alle trapperne igen, for vi skal selvfølgelig se Amsterdam. Vi finder en italiensk restaurant hvor vi får skøn Pasta Carbonara og pizza og to kæmpe, meget kolde, øl.

Efter maden vil vi gå en tur, vi vil lede efter en hæveautomat. Jeg synes vi går og går uden at finde en, mystisk i så stor en by, at der ingen hæveautomater er. Da jeg udtrykker min undren (og mine ømme fødder) kan jeg se på min mand at jeg måske har været lidt naiv. Vi ledte godt nok efter en hæveautomat, men ”det gjorde jo ikke noget hvis vi lige fik et glimt af det berygtede Red Light distrikt også.” Mænd altså…

Vi gik i en evighed, til sidst fandt vi en hæveautomat og vendte næsen mod de smalle trapper til værelset oppe under loftet. Efter en god nats hvile tjekkede vi ud, men fik lov at sætte oppakningen i receptionen, mens vi fik set mere af Amsterdam. Vi fik en dejlig brunch og vandrede hele dagen rundt i byen og fik da også set det berømte distrikt med damerne i vinduerne. En af damerne fik jeg øjenkontakt med, og hun synes åbenbart vi så søde ud, for med fingre i luften og smukke læber mimede hun om vi ville besøge hende, en eller to personer.

Amsterdam byder på så meget af en dag ikke er nok, for at se det hele. Jo, der er damer i vinduerne, og der lugter af ”fjolletobak”, men der er også masser af gallerier, antikvitetshandlere, caféer, en masse smalle og skæve huse. For ikke at nævne en masse broer over de mange kanaler. Jeg vil meget gerne tilbage, men på denne tur var Amsterdam blot en mellemlanding, og vi skulle mod lufthavnen igen allerede om eftermiddagen.

Turen fra Amsterdam til Atlanta tager 9 timer. Heldigvis i et Delta fly hvor service simpelthen er i top. Med hver sin skærm havde vi mulighed for både at spille, se film, følge med i flyvningen og høre musik. Og med mit yndlingsprogram ”Grand Designs” på skærmen ”fløj” de ni timer afsted. Jeg troede jeg kunne sove, men jeg var lysvågen og nød turen.

Atlanta er så også en kæmpe stor lufthavn, og der er en ret lang køretur ud til terminalen hvor vi kunne finde en lufthavnsbus der kunne køre os til hotellet. Hvor hotellet i Amsterdam var helt perfekt for to ”lovebirds”, så var det her helt forfærdeligt. Det lå et skummelt sted, men det kunne vi ikke bebrejde nogen, for vi havde selv valgt det og havde prioriteret en lav pris ”vi skal jo kun sove der”. Receptionen så i de sene timer ok ud, men da vi kom op på værelset var det som at træde ind i 1977. Brune gulvtæpper og gardiner. En trekvartseng med et chenille sengetæppe over, og udsigt til en baggård som man ellers kun ser i krimi på film. Inde i værelset stod ventilationen og larmede så vi måtte slukke den. Der var så nusset at jeg nærmest forventede kakerlakker på gulvet. Vi lagde os, men kunne ikke sove. Det var en lang og meget varm nat.

Vi stod op og gik til vores forudbestilte morgenmad, kun for at opdage at der kun var krummer tilbage i buffeten. Vi spurgte efter maden og de beklagede og sagde at det hele var blevet spist af de gæster der var kommet ned kl. 7.00. Ja, jeg må indrømme at vi brokkede os. For dem der var kommet ned kl. 7, vidste de jo godt var der om aftenen, da de skulle planlægge morgenmaden, til det antal gæster de havde. Hvis nogen ser en brokrøv på anmeldelserne der har givet minuspoint, så er det nok os.

Vi begav os ud i byen og følte os lidt snydt, for umiddelbart virkede Atlanta ikke så stor som vi havde troet. CNN og Coca Cola ligger der og masser af imponerende bygninger, men vi havde nok troet det var større. På torvet mødte vi nogen Jehovas Vidner ved en stand med læsestof, og de anbefalede os at gå til Martin Luther Kings bydel og se museet om ham. Så det gjorde vi og det var helt sikkert gåturen værd. Efter det spiste vi nogle supergode pizza, med høj ost og cola til og gik derfra og følte os rigtigt ulækre. Vi shoppede lidt og tog til lufthavnen igen.

———————-

Atlanta – Managua tager knap 4 timer og da vi nåede frem til den noget mindre lufthavn stod Jans datter og tog imod. Hun havde lejet en chauffør og vi kørte ca. en time for at komme til San Marcos, hvor hun boede i et lille orange leje-hus. Og det er sådan man beskriver adresser i San Marcos. ”fjerde gade til højre efter banken, det orange hus med de grønne skodder” Det minder lidt om primitive spanske huse, farvestrålende klinker på alle gulve, og forskellige stærke farver på væggene i alle rum.

Sachas lille hus var et toværelses, med badeværelset i soveværelset. Godt nok med alm. vægge, men med ca 25. cm åbning mod soveværelset, øverst.

Vi fik overdraget soveværelset og Sacha tog så sovesofaen i det åbne køkken/stue rum.

Luftfugtigheden i Nicaragua er helt ekstremt høj, og alt tøj, sko, tasker, bøger og papirer er i konstant fare for simpelthen at mugne på hylderne. Derfor havde Sacha og måske er det en helt generel løsning  i lande som Nicaragua, trådnet som tøjhylder, og helst i åbne skabsløsninger. Alligevel mugner tøjet, hvis stakken af tøj og ting er for høj og kompakt.

Vi havde fjorten dage sammen med Sacha og hun havde planlagt et program, hvor vi både kunne møde hendes venner, se hendes hverdag og få oplevelser helt ud over det sædvanlige, i et land vi nok aldrig ville have overvejet, hvis vi ikke havde en datter der havde valgt at bosætte sig der.

En af dagene vandrede vi rundt om den hvilende vulkan Mombacho. Vulkanen ligger 1344 m over havets overflade og var sidst i udbrud i 1570. Ikke desto mindre sivede der svovllugtende dampe ud rundt om på bjergsiderne, og det giver da en vis respekt for både at gå der, men bestemt også naturens kræfter. Efter vandreturen rundt om det kæmpe krater, bragte chaufføren og lidt ned af bjerget på det halvåbne lad og den gamle bil, og her blev vi så præsenteret for resten af turen ned; Zip-lining. Hængende i en sele, forbundet med en wire og så gennem dalene, fra den ene lille station i toppen af et træ, til den næste. Sacha havde godt nok præsenteret denne oplevelse som en mulighed, men da jeg er ekstremt højdeskræk (jeg går helst ikke over metalriste i jorden, hvor jeg kan se dybere hulrum under) havde jeg tænkt, at hvis modet skulle svigte, kunne jeg nok se på, og så tage bilen vi var kommet op med, ned igen. Men der var ingen bil. Chaufføren satte os af og kørte.

Instruktionen er meget enkel; “du må endelig ikke sætte hænderne her på wiren, men altid kun her. Og så skal du bare hive ganske stille og roligt ned i wiren når du vil bremse, og det skal du så til gengæld også huske at gøre inden du rammer træstationen du skal skifte på”. Når jeg får den slags instruktioner og den der giver mig dem, ser mig alvorligt og med alvorligt hævede øjenbryn, og øjne der ikke slipper mine for at se om jeg fatter alvoren, så begynder min hjerne at fortælle mig at instruktionen er livsvigtigt og at hvis jeg skulle glemme at gøre som de siger, så falder jeg ned af bjerget og dør i en stor blodpøl.

Jeg synes ellers jeg er et ok modigt menneske. Men når jeg står på en bjergside, og skal springe ud i det fri, så tror jeg det værst tænkelige sker. Når hjernen har fortalt mig hvor vigtigt det er, at jeg hører og husker instruktionen, så fortæller den mig lige efter, at jeg garanteret glemmer det eller at det er svært at huske at gøre hvad de siger. Hvilket det jo ikke er, men på det tidspunkt i instruktionen, har jeg for mit indre øje set blodpølen.

Den første tur tog jeg “på ryggen” af en fremmed mand, hvilket egentlig bare betyder nærmest det jeg skriver. Næste tur tog jeg alene og resten af vejen ned af bjerget tog jeg uværdigt på samme måde som den anden tur, bortset fra den allersidste, som jeg også tog alene. Nu hvor jeg er vel ovre det og nede på jorden igen, kunne jeg godt ønske jeg havde vist mere mod på dagen. Men jeg har stadig tinnitus over de paniske skrig jeg hørte i mit hoved, mens jeg susede afsted i fri dinglende tilstand, over dale og vulkansider i Nicaragua.

Vi var også på vulkanen Masaya, som er aktiv. For foden af vulkanen venter man på at få ok til at køre derop. Det afhænger både af antallet af gæster og vejr og vind osv. Når man så kører derop, i øvrigt i egen bil, så må man maks. være der i 10 min. pga dampene fra den aktive og boblende vulkan. Man kan gå helt hen til kanten og som rækværk er der en lille stenmur på omkring 40 cm højde, som du nemt kan skræve henover hvis du skulle føle dig fristet til det. Står man ved kanten og læner sig, kigger man direkte ned i den boblende gryde. Vinden var væk fra os, alligevel havde vi alle fem i bilen hovedpine da vi kørte ned. Men smukt var det.

Videoklip fra Masaya vulkanen

En tredje vulkan er nu en kæmpe sø, som opvarmes af solen og den sorte bund. Her tilbragte vi et par dage, udelukkende med at bade og spise. Her fik jeg også den uønskede oplevelse at have både en skorpion og en lille tropisk edderkop til at kravle rundt på mig. Jeg hader kryb, jeg er virkelig, virkelig skrækslagen ved bare synet, og gik i panik. Bagefter kunne vi godt grine af Sacha, der med en sko slog huller i stranden for at redde mig fra skorpionen, der havde kravlet på min arm. I min lettelse over redningen kunne jeg kun sige “heldigvis var den ret lille”, hvorefter det tørt kom, “men det er dem der er farligst”. Resten af de dage blev alt rystet og undersøgt inden jeg lagde mig nogen steder.

Både Jan og Sacha er frygtløse eventyrer. Det er jeg ikke så meget, alligevel har jeg aldrig set mig selv som en bangebuks. Men når de to er sammen er man altid den der lige står tilbage og føler sig som en kylling. De kaster sig frygtløst ud i alt, og alt skal prøves.

Heldigvis kan man ikke andet end elske synet af deres samhørighed. Det eneste der lige slukker den følelse er når man skal slæbes med op i et ældgammelt kirketårn for at se udsigten over Grenada by. Trappen er lang og stejl og drejer rundt og rundt, uden gelænder. De to springer afsted og jeg klamrer mig og går ikke til rækværket for at se ud, for følelsen af at tårnet vælter, eller at jeg simpelthen falder ud over kanten, sidder dybt i mig. Da de er færdige med at nyde synet, springer de friske ned ad trapperne, mens jeg bakker, kravler og i dødskamp holder fast på den glatte væg uden mulighed for greb af nogen art. Jeg er anspændt og må modstå fristelsen til at sætte mig ned og tage trinnene et for et, på bagen. Nede fra bunden af afgrunden lød både lidt latter og tilråb, med gode råd til hvordan jeg både skulle færdes og overvinde min skræk. Jeg kan godt se nu at det var ynkeligt. Jeg leder stadig efter min værdighed.

Stranden derimod – det er noget af det skønneste. Stillehavet er varmt, stranden er ren, og aftenen varm som en sommerdag i Danmark. Nicaragua har helt sikkert potentiale til at blive et turisthit, der er skønt vejr, fantastisk natur og masser af skønne oplevelser. Det burde også være forretningsmuligheder, noget de kunne eksportere og få handel ud af. Som f.eks. deres håndlavede træmøbler, som er virkeligt smukke.

Der er også fattigt og beskidt, men landet har så meget at byde på, at situationen burde kunne bedres, med god markedsføring. Jeg er i hvert fald begejstret.

 

0 comments on “Nicaragua 2016Add yours →

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *