Om mig

Et par ord om mig og mine omgivelser 

Jeg er fra 1972, mor til Thomas og Ann som begge er gift. Thomas og hans kone bor i Grønland og Ann bor med sin mand i Aalborg.

Jan og jeg blev gift i november 2013 og har siden levet, ombygget, hygget og ikke mindst rejst sammen, oftest i Italien. Når vi er hjemme bor vi 20 min. udenfor Aalborg. Derude hvor man kan læse på den lokale Facebook, at “i morgen skal I ikke hænge vasketøj ud, for vi får kørt gylle ud”.

Jan er fra 1967 og har to skønne piger, der er på samme alder som mine børn og det er faktisk via vores “fælles” børn vi har lært hinanden at kende.

Jan blev færdig med sin kontoruddannelse, som 18årig, hos det der dengang hed FDM Rejsebureau, og derefter tog han uddannelsen som registreret revisor og var færdig som 24årig. Registreringen blev deponeret lige omkring vi blev gift, primært fordi det kræver helt ufatteligt meget, både at få lov til at beholde den, og også at have den. Han driver nu selvstændig revisionsvirksomhed, med 6 medarbejdere, lige nord for Limfjorden. Jeg er selv uddannet handelsassistent på kontor, men sidder nu enten hjemme eller på Jans kontor, og bogfører for ham, eller skriver på forskellige projekter.

Vores børn (som alle er mellem 25 og 28 år i 2020) har alle valgt at rejse ud og tjene point til livets opsparingskonto, Min søn i Grønland, Jans yngste datter i Istanbul, min datter er netop hjemvendt, efter knap 10 måneder i Tokyo, og Jans ældste datter er pt. hjemme, efter 3 år i Nicaragua.

Vi er således en rejsende familie. For mig personligt har hjertet, siden jeg var barn og ikke havde set meget andet, banket for Italiens sol, varme og kultur. Så meget at jeg, da vi blev gift, fik overbevist Jan om, at vi engang skal bo der. Han lovede vi havde en 5 årsplan – da vi passerede vores 5 års bryllupsdag forsikrede han mig om at 5 årsplanen stadig holder. Vi har øvet Italiensk via appen Mondly siden vi blev gift, han hver eneste dag, med ganske få undtagelser, jeg mere i lange perioder med pauser. Jeg er en af dem der lærer bedst ved at leve i det.

Jeg ønsker det stadig inderligt, nogle gange gør udlængslen mig næsten ondt. Men som jeg bliver ældre (det lyder gammelt, det er jeg klar over) har jeg også opdaget at alt kan forandre ens syn på tingene. De seneste to – tre  år, hvor min, tre år ældre, søster har været ramt af en alvorlig hjerneblødning og flere blodpropper, og min mor har været igennem brystkræft, og Jans mor lever med lungekræft – har vi indset at drømme og muligheder kan ændre sig. Der er også fem små nevøer og niecer, i vores nære familie, vi gerne vil være noget for, mens de vokser op.
Måske kommer vi ikke til at bo permanent i udlandet, måske bliver det mere en 3/9 eller 6/6 ordning. Vi har i hvert fald brug for mere tid til at mærke efter.
Indtil da nyder vi både smukke Danmark, vores arbejde, forventningens glæde, byggeprojekter i ejendomme og de skønne lande vi af og til har mulighed for at se, rejse og leve i.