Projekter

Når vi ikke rejser, passer vi vores arbejde, som primært foregår på Jans revisionskontor i Nørresundby. Ved siden af arbejdet, istandsætter vi vores, lidt mere end, 100 år gamle hus, et apotek som blev bygget i årene 1906-1908 hvor det stod klar til åbning – og derudover har vi nogle andre ældre ejendomme, som vi istandsætter til udlejning.

Hele konceptet med ældre bygninger – Jeg troede jeg ville hade det, og der er da også en grænse for min kærlighed til gamle ejendomme, og hvad jeg kan se blive til noget – men jeg ser, til min overraskelse, pludselig på sådan noget som gamle ladebygninger, med nye øjne.

Jeg er selv vokset op i et parcelhus, som mine forældre byggede i 1977. Vi har tit I familien, efterfølgende talt, om både prisen for det, arbejdet ved det, og de krav man stillede for sig selv, i forhold til økonomien dengang. Vi flyttede ind samme år som min yngste søster er født, og mine forældre har således bygget mens de havde 4 små børn og min mor var gravid med nr. 5. Hun havde ikke kørekort dengang og kunne ikke være den der hentede hvad der manglede, så når hun deltog i arbejdet, har det været hvad der var at gøre for en højgravid, med 4 små børn om benene.

Da jeg i 1977 kun var 5 år, husker jeg ikke meget fra selve byggeprocessen, jeg var naturligt ikke involveret i økonomien i det, og jeg anede ikke noget om de mange alvorlige voksenovervejelser vedr. byggeprocesser, praktisk indretning, økonomi og holdbare løsninger, som jeg nu godt ved har været der.

Jeg kan godt huske det med at gå rundt på det støbte fundament og få fortalt hvilke rum der skulle være hvor. Fundamentet virkede for lille til at kunne blive til et hus, ikke desto mindre boede min familie i samme hus i ca. 15 år, og det på trods af, at der i planen kun var beregnet 2 børneværelser til de 5 børn.

Min søster, sidst tilkomne, havde en overgang sin seng – hjemmebygget i spånplader – stående i “gæste”entreen, hvor den lige kunne stå foran hoveddøren, med udsigt til døren til mine forældres soveværelse, stuen og husets eneste badeværelse. Sikkert lidt af en banegård at sove i. Derefter rykkede hun ind til os to ældre søstre, og vi delte det 9 m2 børneværelse, til jeg flyttede som 15årig og min 3 år ældre søster som 16årig. (vi valgte begge en blød overgang og tog job som “ung i huset”) Tiden var anderledes, jeg har siden læst at det nu anbefales 12 m2 til hvert barn. Den slags typehuse som jeg voksede op i, ville ikke gå til en familie på 7 “nu til dags”.

Jeg har ikke hænderne skruet rigtigt på til hårdt fysisk arbejde,  og min matematiklærer mente da heller ikke jeg kunne blive til andet end “lokumsrenser”, fordi jeg ikke kunne regne og dertil altid tegnede i timerne. Jeg er ikke noget geni til at lave arkitekttegninger der viser mål og perspektiver, men jeg har interesse for muligheder og indretning. De første udkast til vores fælles ideer, tegner jeg derfor altid på ternet papir, og så retter vi til, efter praktiske overvejelser og nye ideer.

Jeg holder mig til ideer, planlægning, research af priser, finder tingene billigere, (og sælger andet for at gøre plads, (via vores Facebook Fundet i kælderen og Instagram af samme navn) og holder gerne opsyn med håndværkere. Jeg går op i detaljerne, og kan sagtens få mig selv til at sige noget skal gøres om, eller laves på en anden måde end de fleste ville gøre. Og nå ja, vi holder Gør det selv og i perioder også boligmagasiner, for inspiration og nye ideer.

En lang historie for at fortælle hvad vi laver når vi ikke rejser og ikke sidder på vores kontor med andres økonomi og regnskaber.

Vi hygge-bygger 🙂