Italien 2018

Italien 2018

En forårs-søndag i april 2018, ringede vores svigerdatter Camilla, og spurgte om vi gav frokost. Og der var da ikke noget vi hellere ville.

Vi forventede lidt at de ville tale om deres årlige bryllupsmiddag i maj, som de tidligere havde spurgt om de måtte holde hos os. Men efter lidt smalltalk over de indkøbte lune fiskefileter og den kolde øl, spurgte de om vi havde planer for ferie, den kommende sommer. Det havde vi ikke, udover Jans stående løfte om at vi hvert år i vores ægteskab skulle en tur til Italien. Men nej, vi havde ingen konkrete planer, så jeg svarede uden at give det yderligere tanker; “ikke andet end det roadtrip vi skal på i Italien, med jer på bagsædet”. Jeg smilede selv af min lille vits, for ligesom at tø op på det horrible forslag af en mor/svigermors mund, men Thomas´ respons var “ja, det var lidt det vi tænkte om I havde lyst til”.

Det havde jeg ikke set komme. Men som enhver mor, der har haft svært ved at give slip kan forstå, så var det noget der varmede helt ufatteligt. Jan elsker (også) at være sammen med vores børn, så uden vi fik tid til at tale om det, så vi bare på hinanden  et sekund og svarede at det var en fantastisk idé.

Når sådan en beslutning er taget,  er jeg straks i forventnings- og planlægningsmode. Fra den søndag eftermiddag og frem til afrejsedag, ville min underbevidsthed konstant arbejde med den forestående tur. Faktisk ville mine omgivelser nok snart være i fare for at blive trætte af at høre om muligheder og praktisk tænkning, allerede inden turen var påbegyndt.

Af hensyn til alles arbejde, så blev vi hurtigt enige om at ferien skulle være indenfor de to første uger i september 2018. Vi aftalte at jeg, som den eneste ikke-arbejdende, skulle søge muligheder og priser for fly eller kørsel, og så komme med forslag til turplanen,

Jan og Camilla er vant til – og er nok også mest til – flyrejser, mens Thomas og jeg elsker hele køreturen fra egen matrikel til destinationen. Sådan rejste jeg med mine forældre, da jeg var barn, og sådan har jeg selv rejst med mine børn. Det betød at jeg selv fløj for første gang i mit liv som 18-årig, da jeg skulle hjem fra et to måneders ophold hos min bror på Færøerne, og at Thomas første gang fløj på en studietur med sin gymnasieklasse og min datter Ann først fløj da hun tog en måneds gartner praktik i Irland, også da hun var omkring de 18-19 år. Mine egne forældre fløj begge første gang i 2015, da Jan og jeg inviterede dem med på en uges ferie i Rom. Ellers har vores ferier altid været med bilen fuldt pakket af bagage og familie, og den lange køretur over Kassel bakker.

Jeg synes hele det koncept med at sidde i bilen og tale, se, opleve, lytte og være sammen er en vigtig del af ferien. Dog ved jeg jo også, at har man en 7-10 dages ferie, så er det rigtigt meget at bruge 4 dage af ferien i bilen. Så vi var alle åbne for begge dele, dog – hvis vi skulle køre, så skulle det være fulde 14 dage.

Da vi alle skulle på en årlig familiebegivenhed den første weekend i september, så planlagde vi, at vi skulle tage afsted mandagen derefter.

Thomas og Camilla havde nogle ønsker; de ville ikke storbyferie, men de ville heller ikke ligge hverken 7 eller 14 dage på en strand.  Vi fik hurtigt sporet os ind på Toscana. Jan og jeg har været der før, men har ikke givet os tid til at udforske småbyerne ordentligt. (jeg vil nok aldrig synes det er nok) Thomas havde til gengæld et stort ønske om at køre rundt til vingårdene, og smage og købe noget med hjem. Da vi selv leger lidt med ideen om at importere vin til salg, så var vi helt med på den plan.

Efter længere tids søgen på flybilletter med forskellige afgangs- og ankomst- lufthavne, blev vi enige om at have ro på selve rejsemåden og se om flybilletterne blev billigere tættere på. Thomas og Camilla skulle flytte til Grønland i januar 2019, så deres budget måtte ikke æde hele deres opsparing. Det passede os fint, for når vi selv rejser, gør vi det hellere på et overvejet budget, end i vild luksus, så er der bedre plads til flere ture om året.

Derfor kiggede vi henover sommeren således kun efter overnatning og seværdigheder, og da jeg på Airbnb fandt dette sted: Certaldo – på Airbnb, så aftalte vi at booke de første 4 nætter der, og så se hvad vi havde lyst til derefter. Det betød vi skulle tage en beslutning om hvilken dag vi skulle booke det fra, og dermed også hvornår vi senest skulle forlade Aalborg. Uanset om vi valgte at flyve fra Aalborg eller Billund, og om vi valgte at ankomme til Firenze, Pisa, Milano eller Bergamo, så kunne vi ikke få flypriser og lejebil i fjorten dage, ned under hvad det ville koste at dele brændstoffet 4 personer. Så vi aftalte at køre, og vi aftalte så oveni, at vi ville forlade vores familiesammenkomst så tidligt om søndagen d. 2/9 som muligt, så vi kunne være fremme i Certaldo om mandagen d. 3/9.

Efter mange køreferier og – inden denne – to med Jan, erkender jeg nu, at jeg er dårlig til selv at sidde bag rattet i flere timer ad gangen. Især er natten svær. Jan har det på samme måde, selvom han tidligere har kunnet køre i 24 timer, med få korte pauser. Så vores plan krævede at vi alle tog vores tørn, og var i stand- og villige – til at sove, køre og holde med selskab. Hjemmefra er det let at tro at det ikke er noget problem, endda hyggeligt. Men når man sidder der, bliver man bare lidt mere udmattet end ventet.

Vores årlige familieweekend var jeg medarrangør af, så jeg knoklede med alle mulige opgaver indtil og i selve weekenden, for at kunne få mig selv til at bede om lov til at slippe for at lukke og slukke i den lejede feriekoloni. Min søster og min fætter og deres familier var heldigvis både forstående og samarbejdsvillige, så kl. 14 søndag eftermiddag, en time før afleveringen af feriekolonien, satte jeg mig bag rattet for at tage første tørn, fra Hals til Grænsen, mens Camilla sad ved siden af og styrede GPS og eventuelle omkørsler. Et kort stop i Hals så Thomas og jeg kunne fylde bilen med slik og vand, og derefter endnu et stop ved Jans revisionskontor i Nørresundby, efter det arbejde han var nødt til at klare på den bærbare på vejen.

Endelig ud på motorvejen!

Der er 1.939 km fra Jans kontor i Nørresundby, til Certaldo i Toscana. Min tlf. GPS siger det tager 16 timer og 48 min. Hertil kommer pauser. Men alligevel glæder vi os til denne del af ferien også. At få øje på de første bjerge giver mig en lykkepille, selvom jeg egentlig er pænt bange for både dem, og alle broerne, tunnellerne og svævebanerne som jo skal passeres på turen.

Det er sjovt, når jeg sidder og skriver alt dette, så mærker jeg igen forventningens glæde, og selvom jeg ved hjemkomsten efter ferien tænkte, at næste gang flyver vi, så kan jeg mærke at jeg er 100 % klar til køreturen igen. Det med at sidde i en fuldt pakket bil og vide at der ligger mange km foran os – jeg elsker det! Også selvom jeg ved jeg ikke kan køre mere end et par timer ad gangen. Så jeg glæder mig nok egentlig allermest til at være co-driver.

Da vi endelig kom på motorvejen, faldt Thomas nærmest med det samme i søvn, mens Camilla tog underholdningstjansen ved siden af mig, og Jan fik ordnet arbejdsopgaver på min, altid medbragte, pc på bagsædet.

Ved grænsen blev vi enige om, at vi skulle have G&T den første aften fremme, samt Metaxa for at genopfriske den græske aften, vi havde sammen med vores børn nogle uger inden.

Bortset fra disse ting handlede vi ikke meget ved grænsen, vores forventning til Italiens eget forrådskammer er altid stort. Ved grænsen overtog Jan rattet, og Thomas tog Europakort og musikpladsen ved siden af, og således byttede vi med et par timers mellemrum plads, til vi alle havde kørt og burde have sovet. Når jeg skriver “burde have” er det fordi jeg ikke kan sove, når jeg fornemmer at chaufføren også er træt. Jeg føler nogen skal være vågen sammen med chaufføren. Det ender som regel med at jeg til sidst ikke længere forsvarligt kan afløse, fordi jeg er for træt til at køre, uden at jeg er i stand til at få sovet. Siden denne ferie er der ofte blevet gjort grin med mine hyppige spørgsmål “er du træt, er du frisk nok til at køre, skal du afløses?”

Den allerbedste oplevelse på hele denne tur, var nok da Thomas vågnede ved at vi kørte ind på sidste rasteplads før Østrig, for at købe vignette. Hans begejstring over synet af bjergene i morgendisen, vil jeg aldrig glemme. Han har jo set det før, men det her var en voksen mands (han er i 2018 26 år) helt ægte glæde over noget fantastisk. Pludselig kunne jeg genkende den yngre Thomas i hans voksne ansigt.  Måske er det naturligt som forældre til voksne børn, at genkende barnet og glæden, måske er det bare mig?

Beretningen er nok allerede både for lang og personlig til nogen stadig læser med, men turen er først lige begyndt. Jeg kunne sagtens fortsætte med detaljerne, men jeg må nok hellere bare nøjes med at fortælle, at vi kørte fra ved Trento, for at vise Camilla Lazise  og Sirmione. Det var så tidligt på morgenen, at det eneste vi gjorde i Lazise, var at gå en tur på havnefronten, få strakt benene, låne et toilet og gå turen ned omkring stranden. Derefter kørte vi ned langs Gardasøen og stoppede ved Sirmione, som af en eller anden grund var voldsomt overfyldt med turister. Vi måtte parkere langt fra borgen, og gå meget langt for at nå frem. Det betød vi havde en vældig appetit og gik direkte til middagsmaden og de første ægte italienske pizzaer og en kæmpe kold øl.

Vi gik hele vejen op ad Via Caio Valerio Catullo, og satte os på den lille udendørs restaurant ved Bar Grotte di Catullo og fik kaffe og is. Efter turen fra bilen ned til borgen og herefter op ad bakken, valgte vi (jeg) at vi skulle tage den lille “tog” tur ned til parken igen, herefter ventede turen fra borgen tilbage til bilen og både Camilla og jeg nåede et punkt hvor hvert skridt smertede. Herefter kørte vi yderligere 300 km sydpå, og ca 3 timer senere, efter et lille stop i en Coop, hvor vi fik købt brød, oste, olie, oliven, frisk basilikum og diverse andre små nødvendigheder, ankom vi til vores logi i Certaldo.

Begejstringen var stor, da vi ankom og fandt en lille vingård, godt nok meget tæt op ad en mindre vej til den ene side, men en hyggelig have, med den mest fantastiske udsigt til den anden side. Toscana som man ser det på et postkort, bakker, dale, vinmarker og på næste bakketop, mange km der fra, en oplyst borg.

Vinbonden og hans kone modtog os og viste os rundt, fortalte os hvor vi måtte parkere, og understregede at vi endelig ikke måtte benytte swimmingpoolen efter kl. 20.00. Italienske sommeraftener er ikke lange og lyse som de danske. Mørket falder hurtigt og pludseligt. Så det gjorde ikke så meget at vi ikke måtte bade efter kl. 20. Forbuddet gav senere mening, da vi en sen aften i haven, så robotten køre på bunden af poolen og rense bunden, til næste dag.

I den valgte lejlighed (der var et par stykker, foruden deres egen bolig) var der køkken + spiseplads, to soveværelser og et badeværelse med brus. De italienske huse har (efter vores erfaring) ikke deciderede sofastuer, og sjældent tv. Det passer os fint. Vi er ikke kommet for at se tv. Vi er kommet for at nyde natur, kultur og selskabet.

På bordet lå der et lille velkomstbrev med praktiske oplysninger og lidt omegns-info, og så stod der en flaske vin uden etikette på.

Vi besluttede at sætte alle de italienske delikatesser på bordet og åbne velkomstvinen, og var helt solgt. Vi besluttede at vi inden afrejse videre, ville høre hvor vi kunne købe vinen, som åbenbart var meget indforstået lokal, siden der ingen etikette var på.

Jeg vil også lige nævne den kage vi fik på andendagen, af værtsparret. Vi er bestemt ikke utaknemmelige, den så lækker ud; en høj tærte, bagt med (måske pressede) sure vindruer på toppen. Den var forfærdelig. Vi spillede kort og taberen skulle spise et stykke, men det var for barsk en straf, så vi endte med at pakke den ind, inden vi smed den ud. Ingen grund til at såre nogen der med god mening havde bagt til os. Måske var druerne bare ikke helt klar til den forventede sødme i en kage?

Hjemmefra havde Camilla fået en liste over anbefalede byer, af sin chef. Vi kombinerede denne liste, med de byer som Jan og jeg tidligere har set, og endte med en løs plan, som gerne skulle give et bredt indtryk af Toscana, og samtidigt give plads til afslapning på vingården. Men som så ofte før tog vores, især Jans, lyst til at se og vise alt, bare mere tid end vi lige regnede med. Vi kørte rundt og så Pisa, Lucca, Siena, San Gimignano, Cortona, Greve og sikkert flere som jeg har glemt i skrivende stund.

På hendes liste stod også en vinrute kaldet “222”. Den fulgte vi og fandt et meget stort vineri der hed Bibbiano. Her ringede en flink italiensk fyr, på trods af vores protester, efter en meget stresset ung kvinde, som lige var kørt for at deltage i et møde. Hun vendte tilbage, flink på trods af hendes mærkbare stress.

Hun fortalte os om deres to specialer som er typiske for området; Chianti Classico og Chianti Reserva. Hun åbnede og vi smagte på vinene og begejstredes og købte en kasse med 3 af hver. Mens vi kørte videre, skrev Jan til vores ven, David, som er sommelier på vinslottet.dk, for at høre om han havde anbefalinger for området.

Han anbefalede en lille vingård, Setriolo, som vi også fandt. Det lignede et lille, men privat paradis. Bestemt ikke en vingård, så vi var ikke helt sikre på om vi havde fundet rette sted. Vi spurgte nogle arbejdere der gik mellem vinrankerne, og de bekræftede, vi kunne bare gå op til huset. Thomas og Jan havde ikke samme betænkelighed som Camilla og jeg, og gik frimodigt forrest, og mødte ved hoveddøren Susanna, som var blevet varskoet af arbejderne, pr. telefon. Hun smilede og tog afsked med de gæster hun havde og bød os indenfor i, hvad der viste sig at være, hendes private stue.

Meget hjertelig fandt hun flasker og uhøjtideligt fem forskellige vinglas og satte sig på kanten af kaminen og fortalte åbnet og venligt om hvordan hun var opvokset i et andet land, som jeg ikke lige kan huske hvad var, og endte i Toscana, fordi hendes far havde købt en lille vingård da hun var yngre og siden havde forsøgt at slå igennem med hans vin. Hun havde ellers besluttet da hun var ung, at det slid og slæb skulle hun aldrig ind i, afhængige af ting man ingen indflydelse har på som vejret og markedets skiften. Nu var det hele hendes liv og hun elskede det tydeligvis. Vinen fra Bibbione var god, og forholdsvis dyr. Denne var (i vores smagsløg, måske farvet af oplevelsen) bedre og ovenikøbet billigere.

Susanna svarede på alle vores spørgsmål og inden vi gik derfra, havde vi stiftet et nyt bekendtskab, som vi vil kigge ind til, når vi helt sikkert ender i området igen. Som afskedsreplik spurgte hun om vi kom til vinfestivalen “Black Rooster”  den kommende weekend i Greve in Chianti. Den havde vi ikke hørt om, så efter lidt mere info, lovede vi hende at vi ville dukke op. Inden jeg går videre med vores rejseoplevelser, synes jeg lige I skal have et link, så I kan tjekke Susannas hjemmeside. Besøg hende hvis I kører i området: www.setriolo.com

Hendes vin kan købes af David (hils fra Jan og Bettina) på www.vinslottet.dk

Dagen efter kørte vi så til vinfestival, som viste sig at være en uventet og meget hyggelig tilføjelse til vores ferie.  Jeg mener vi gav 40 euro pr. person og købte os dermed hver sin hagesmæk med lomme til glasset, hvert sit vinglas og hver sin smage ret til 7 forskellige vine. Regnskabet førtes på et klippekort i en lille folder, hvor hver vinproducent var præsenteret.

Vi fandt hurtigt ud af, at gik Thomas og Jan til kvindelige standholdere, fik de tit lov at smage uden at skulle betale med et klip, og omvendt, gik Camilla og jeg til mændene, så skulle vi ofte heller ikke betale. I stedet for at vi alle 4 fik det samme vin i glassene, fik kun én af os vin ved hver bod, glasset sendtes rundt og vi havde således alle mulighed for at smage 28 forskellige vine, plus de gratis vi fik, betalt med charme. Thomas havde meldt sig til kørekuren hjem, så han stoppede før os andre og nippede kun til glasset. Spyttespande fik kun et foragteligt blik fra os, og vi havde en super aften.

På 4. dagen skulle vi videre fra Certaldo, og dermed tage afsked med det meget gæstfrie par vi boede hos, og talen faldt naturligvis på den etiketløse flaske vin der stod til os den første aften. Det viste sig at være deres egen produktion. Vi købte de sidste flasker han selv havde liggende (vist nok 12 flasker), og pakkede bilen endnu tungere end vi var kommet, og fortrød lidt reservedunken med diesel som tog plads. I øvrigt første gang vi nogensinde har taget en reservedunk med, og kun fordi vi var meget tæt på at løbe tør i Trento året før, uden overhovedet at kunne finde en tank. Det lykkedes i sidste øjeblik, men det var ikke noget vi (jeg) havde lyst til at prøve igen. Derfor en reservedunk, som vi dog endnu ikke har haft brug for.

Vi skulle nu endeligt beslutte hvad vi nu skulle. Jan og jeg har venner nede på Italiens hælespids, som Jan har medbragt i ægteskabet, efter han for 20 år siden havde en italiensk studerende boede et halvt år i sit hjem. Siden har han holdt kontakten og vennen var inviteret til vores bryllup i 2013 og vi har selv besøgt ham og hans familie to gange siden. Puglien er langt væk, men både smukt og særpræget og et meget anderledes Italien. Problemet var at det ville betyde 900 km og knap 9 timer mere i bilen. Det gjorde måske ikke så meget nu hvor vi havde haft et hvil i nogle dage, men turen hjem ville blive lang. Men Thomas og Camilla var friske. Jans ven Maurizio kunne være klar med et logi til os dagen efter, så vi bookede en nat i Lecce, som er en imponerende by vi har set to gange før. En meget lang køretur senere, tjekkede vi ind i en lille stenlejlighed, og gik derefter ud og spiste i den smukke by.

Dagen efter kørte vi videre og fik hilst på Maurizio og hans familie. Med det samme det skete, vidste jeg at ferien ikke længere var vores. Det er noget der sker, når man besøger Maurizio, han lægger planer og tilrettelægger og alt er super hyggeligt, men alt foregår i et tempo der er svært at følge med i. I hvert fald havde vi resten af turen fuldt drøn på, for at nå både bådtur til klipperne, spisning med Maurizio og hans familie og venner. Strandture og sociale møder og arrangementer. Ugen fløj afsted, vi måtte bede om en pause-dag hvor vi bare tog tingene i eget tempo, hvilket betød kortspil i det lejede hus, rødvin og pizza og nogle timer på den mest fantastiske strand. Jeg synes også lige jeg vil nævne at der i byen vi boede i, selvfølgelig var et par restauranter. Vi blev overtalt af en mand ude foran den ene, som beskrev hvilken fantastisk madoplevelse der ventede på deres smukke tagterrasse, og vi lod os overtale. Det skulle vi ikke have gjort, vi er åbenbart lidt godtroende. Heldigvis blev både den underlige tjener og maden til noget vi kan grine af i årevis efter.

Efter en lille uge på Italiens hæl er det ved at være tid til at påbegynde den lange hjemtur. Jan tilbyder at sponsere et kort besøg med en overnatning i Rom, som ligesom er blevet “vores” (og en million andres) by. Thomas og Camilla har aldrig været i Rom, og de ønskede sig ikke en storbyferie, så tilbuddet er et hotel og god “sidste aften middag”, men selvfølgelig kan vi ikke styre os og vandrer rundt i Rom, alt for længe, for at Thomas og Camilla også lige skal se Forum Romanum, Colloseum, Den Spanske Trappe, Trevi, Piazza Navona og Victor Emanuel-monumentet. Vi ender som sædvanligt med at gå mange km.

Maden skal indtages på vores yndlingssted, på pladsen ved Pantheon. Her sidder vi og nyder den sidste aften, den fantastiske mad og selskabet, mens vi savner gøjleren der plejer at være her. Pludselig sker der en masse uro en meter bag os, og folk farer afsted. Lidt efter kommer to tjenere tilbage med et fast greb i armene på en tasketyv og en kvinde kan få sine værdier tilbage. De sidder nærmest på manden indtil politiet dukker op og tager ham med sig.

Jeg elsker Rom, og ja Italien i det hele taget. Det kan ingen der har læst mere end en af mine beretninger være i tvivl om. Men for hvert år vi kommer, synes jeg der står flere og flere tungt bevæbnede vagter, politi og militær. Jeg ved godt det bare er for en sikkerheds skyld. Men hvor er det en skam det er nødvendigt. De står der selvfølgelig ikke pga tasketyve, men for større truslers skyld.

Som lovet Camilla er vi hjemme i Aalborg søndag formiddag. Hun er den eneste af os der skal møde ind mandag morgen, og har en arbejdsgiver at stå til regnskab overfor, Thomas og Jan er begge selvstændige.

Set i bakspejlet har vi først og fremmest haft en fantastisk tur. Nu flytter Thomas og Camilla meget langt væk om to måneder. Jeg ville ønske vi havde skruet lidt ned for ambitionsniveauet for hvor meget vi skulle nå, og i stedet havde koncentreret os om de aftener, hvor vi bare sad og talte, spillede og havde nærvær. Alt det andet var også super – vi havde virkelig en god tur, men nu savner jeg den stille hygge med dem.