Norge 2013

Norge 2013

Vi blev gift 23/11-2013, og rejste derefter på bryllupsrejse til Tenerife. Allerede måneden efter synes Jan vi skulle på skiferie med hans kammerat og dennes 13-årige søn.

Jeg er ikke specielt god til at stå på ski, men jeg tænkte at jeg kunne klare mig nogenlunde okay, når bare pisterne ikke var sorte. Jan, Kenneth og Rasmus er alle ret gode til ski, og som i alt andet er Jan fuldstændigt frygtløs.

Vel ankommet til en skøn hytte i Norge (hvor vi skulle sove i køjeseng) startede jeg på børnebakken, bare lige for at få taget på det igen. Men jeg var stiv og bange og har sikkert lignet de vildeste hjemme-videoer der har været sendt til tv. Jeg fik liften til at virke, men resten virkede overhovedet ikke for mig. Jeg faldt den første dag og måtte på skadestuen med et vrid i min ankel, som jeg stadig, her næsten 5 år efter,  har ondt i, når jeg får stiletterne på. Da der ikke var noget brækket, var der ingen nåde – ud på bakken igen dagen efter!

Da jeg havde brugt halvanden dag på børnebakken mente Jan at jeg var klar til en bakke lidt højere oppe, og jeg satte mig modvilligt i svævebanen (som jeg også hader) og tog en evighed af en tur op over fjeldene og det eneste jeg kunne tænke på var at vi skulle lige så langt tilbage igen. På ski.

Helt oppe på toppen af den røde piste, som Jan havde valgt, kiggede jeg ned og blev rigtigt bange. For mig så det ud som om det gik lodret ned, og jeg kunne knapt bremse eller dreje. Men ned skulle jeg jo. Så jeg forsøgte mig, men kom ikke langt inden jeg faldt og knaldede baghovedet ned i bakken.

Jeg havde hjelm på, men alligevel slog jeg mig nok til at jeg der besluttede, at jeg havde det helt fint med ikke at kunne stå på ski. I det samme kom en opsynsmand forbi på en snescooter, og da jeg stadig lå udstrakt og kæmpede med min værdighed, og Jan sad på knæ foran mig, har opsynsmanden måske tænkt jeg var kommet til skade. Det var faktisk mest min stolthed der var såret, men da han spurgte om jeg havde brug for et lift, svarede Jan og jeg i munden på hinanden. Han sagde nej, men mit JA var åbenbart højere, eller mere bestemt.  Så jeg fik en skøn lang tur ned ad “bjerget”, også i høj fart, men mere sikkert. Den slags ture kunne jeg sagtens tage op på bakken for at få flere af.

Jan susede forbi, han er super god til det. Jeg ved godt det handler om hvad du lader din hjerne fortælle dig, og mod. Jeg har det bare ikke. Ikke engang lysten.

Det er jo ikke sådan at jeg er bange for fart, men ski, har jeg ikke styr på, og selvom jeg har været på skiferie før, som yngre, så indrømmer jeg nu blankt at jeg bare ikke er god til det.

Resten af ferien nød jeg med drinks og bøger (min favorit-afslapningsbeskæftigelse) og jeg havde det helt fint med at se Jan og de andre suse og møde dem i deres pauser, og hygge mig. Men for Jan er det ikke sjovt at vi er hvert sit sted på en fælles ferie, så vi har ikke været på skiferie siden, selv om jeg siger (og mener det) at det er helt fint for mig at han står på ski og jeg læser og skriver på mine mange bogprojekter.

Nu rejser vi i de varmere lande