Rom 2015

Vores tur 2015 til Rom startede i påsken 2015.

Mine forældre, som i min barndom flere gange har pakket bilen med 5 unger og villatelt og sat kursen mod Gardasøen, har ikke set meget andet af Italien og har heller aldrig prøvet at flyve. Vi har altid troet at det var fordi min mor ikke turde. Da det længe har været et stort ønske fra min fars side, har vi tænkt at vi måske kunne berolige hende, og overtale hende til at prøve en tur.

Så da mine forældre besøgte Jan og mig i påsken 2015, sidder vi en aften over aftensmad og rødvin, da Jan siger ”Hvad ville få dig til at flyve p ferie svigermor?” Hun tænker lidt og svarer så ”at vi havde råd”. Svaret var selvfølgelig lidt overraskende, idet vi altid har troet grunden var en anden. Jeg forstår godt nu, at flybilletter og hotel eller mobilhome, til 7 mennesker kunne være en for stor økonomisk mundfuld i 80’erne. Så er en køretur og villatelt billigere at overkomme. Men med det svar fejede hun enhver mulig modstand af bordet, uden at vide det. Jan fortsatte. ”vi skal en tur til Rom i sensommeren”. ”nå”, svarede hun, ”det er da dejligt for jer”. ”Nej, jeg mener os alle 4. Vi 4 skal en tur til Rom i sensommeren, og vi skal flyve derned”.  Der bliver lige tavst i nogle sekunder og så bliver de så synligt berørte, at det gør vi faktisk også. Så Jan rejser sig efter mere vin, og jeg tjekker lige musikken. Så sidder vi igen omkring bordet og Jan fortæller at vi i anledning af deres bryllupsdag vil give dem en forlænget weekend i Rom, med alt betalt. Det eneste de selv skal betale er deres souvenirs. Og så blev den bærbare ellers hevet på bordet og resten af aftenen talte vi om muligheder og seværdigheder til sen nat.

I dagene efter mine forældre var kørt hjem til Fyn, prøvede vi at ramme en god weekend, som vi kunne gøre lidt lang.

D. 26. august kunne de fejre deres 48 års bryllupsdag, vi ville gerne ramme deromkring.  Vi tænkte fra onsdag eller torsdag til søndag. Men vi fandt hurtigt ud af at flypriserne ofte var billigere om tirsdagen.  Så søgte vi på AirBnb efter lejeboliger i Rom omkring 26. august og hvor flypriserne til 4 personer nogenlunde var til at betale. Og så blev det pludselig til 7 dage.

Vi ringede selvfølgelig sammen en del gange. Forventningens glæde er kæmpe stor. Som lektier havde mor og far fået til opgave at lave en liste over ting de gerne ville se, og så ville vi se om vi kunne få det hele til at lykkes.

Jan og jeg var i Rom 2014, min første tur til byen og vores første sommerferie sammen, men ikke den første rejse.  Vi blev gift i november 2013, og rejste efter festen om natten til Tenerife. I december 2013 var vi på skiferie i Norge, i August 2014 tog vi på vores road-trip rundt i Italien og i oktober 2014 var vi på Gran Canaria. Men turen rundt i Italien var noget helt særligt, både for os som par, men også fordi vi fik set en masse som den ene af os aldrig havde set før. Nogle af de samme ting ville vi også gerne vise mine forældre, bla. Colosseum og Forum Romanum.

Da vi først havde fået fly og bolig til at gå op i en højere enhed, blev afrejse dagen d. 15/9. Så jeg bestilte hjemmefra indgangsbilletter til Colosseum og Forum Romanum, samt Vatikanmuseet. Så regnede vi med at slippe for de lange køer. Så vidt jeg husker kostede det ca. 600 kr. for 4 at se Vatikanmuseet, og ca. 400 kr. for en billet der dækker både Forum Romanum og Colosseum, for os alle 4.

Vi har bookede en bolig lige uden for Rom i Lazio. Vi gik efter plads, lidt privatliv til hvert par og en have vi kunne opholde os i om aftenen. Luca som ejeren hed, var meget hjælpsom og svarede på alle vores spørgsmål om seværdigheder og transportmuligheder rundt i byen. Han sendte links og arrangerede lift fra lufthavn til logi, for 50 euro, hvilket er en bedre pris for 4 personer med meget bagage, end en taxa.

Med indgangsbilletter til nogle seværdigheder, flybilletter og bolig bestilt, var der bare tilbage at vente.

Herunder følger vores tur i dagbogsform – følg med på turen, hvis du har lyst.

11 september 2015

I dag begynder jeg for alvor at pakke. Jeg startede i det små i sidste uge, men siden beslutning og bookning af billetter, er tiden gået og det har vist sig lidt uvirkeligt at skulle afsted, midt i livets- og hverdagens andre udfordringer. Men nu er det nu – Jan har foreslået at vi kører allerede i morgen, og besøger familie ned gennem landet, på vejen til mine forældre på Fyn.

13 september

Vi ankom i aftes kl. 23.00 hos mine forældre. Dagen løb lidt løbsk for os, vi havde et møde kl. 10.00 derefter skulle vi lige se en El- bil fremvisning på havnen i Aalborg, da det kunne være en overvejelse at anskaffe sig sådan en inden priserne bliver ændret til nytår. Derefter fik vi øje på at Jans foretrukne tøjforretning havde udsalg. Han køber ikke tøj tit, men når han gør, så køber han meget. Derefter hentede vi en gammel Saab som vi skulle køre til Fyn i. Vores Mercedes som bragte os på roadtrip i Italien 2014, havde desværre udtjent sin pligt hos os, der var for mange store reparationer på vej. Saaben skulle være midlertidig, men det viste sig senere at vi kom til at køre i den i et par måneder. Pyt nu med det, Saaben var grim som en overkørt kat, men den kørte godt.

Hjem og pakke de to biler om, lukke huset af og så til Aalborg og stille Mercedesen der hvor den nu skulle videre i livet. Og så endelig mod Fyn, et kort stop på Sunset i Randers til frokost og så aftensmad på Fyn.  Så sove på den store dobbelte luftmadras i ”den store stue”.  I dag har vi så tilbragt dagen på Basaren i Odense, hvor Jan er ved at skabe en tradition med at ribbe stedet for sko – som er en svaghed, som jeg elsker ham for. Når han køber stakkevis af sko, hvoraf en del bare kommer til at stå uden han nogensinde går i dem, så er det jo svært at sige nej når jeg ønsker mig nogle. Han forhandler med sælgerne, 9 par sko til 1100 kr. Snart har der samlet sig en skare af udenlandske sælgere, de har set hans køb, og for dem handler det nok mere om mængde end om pengene, de vil alle sælge ham ting og pludselig kender de hans navn og beder ham med smil i øjnene købe hele bazaren.

15. september

Færdig til at forlade Otterup kl. 8.26 hvilket er en overraskende fin tid, idet vi sigtede efter kl. 8.00. Jan kører til Kastrup og indkasserer et foto fra vejkanten på vejen, hvilket selvfølgelig ærgrer ham, da vi overhovedet ikke har travlt.

Mor og jeg bliver sat af til indtjekning af bagagen, mens far og Jan finder en parkeringsplads, hvor bilen kan holde hele ugen. De parkerer og tager Metroen tilbage til lufthavnen. Flyet er forsinket, så spændingen må trækkes lidt. Vi spiser en sandwich udenfor på en bænk, og lader ro falde over os. Vi er i god tid og jeg ved bare der venter en super uge.

Da vi endelig kan komme til gaten, er min mor tæt på, ufrivilligt, at komme på kant med loven. Først fik hun besked på at pakke om. 1 stk. håndbagage betyder 1 stk. håndbagage, og ikke 1 stk. håndbagage + 1 håndtaske. Så håndtasken må i den lille kuffert. Da hun kommer hen til disken igen, tænkte hun at hun jo havde vist billet og pas, så hun kunne nok bare gå hen til os andre, som stod to meter væk og ventede. Men manden havde set sig sur på hende og truede med politi, hvis man ikke ønskede at tjekke korrekt ind. Så om i køen og vis billet og pas til nøjagtigt samme mand, som så begge dele for 5 min. siden.

Vi har bestilt billetterne, så mor og jeg sidder foran far og Jan på turen derned, så begge mine forældre kan kigge ud af vinduet på deres første flyvetur. De er lidt stille, men jeg regner med det er spændingen. Desværre er der noget skyet, så vi kan ikke se så meget af landene under os, men lidt får vi da set. I lufthavnen i Rom venter en jakkesæt klædt mafia lignende mand, med et skilt med mit navn på, han hjælper med bagagen ud til en stor 8 pers. Mercedes. Vi har ingen anelse om vi kører den mest direkte vej, men det bekymrer os ikke, prisen er jo aftalt på forhånd.

Det viser sig at vi ikke har lejet et ”eget” hus, men en tilbygning på et hus hvor værtsfamilien selv bor. Så Luca og hans kone og deres to børn er der og tager imod os. Først er vi lidt skuffede, der er ikke så meget privatliv i at skulle dele have med ejerne, men det viser sig at blive meget hyggeligt. Det føles egentlig også trygt at der bor italienere i huset, og at der er en dobbelt låst jernlåge som skærmer huset mod den lidt skumle sidegade det ligger på. Billederne på AirBnb har været godt sælgende, i flere uger har vi via Google Earth forsøgt at finde ud af hvordan gaden og huset lå. Huset er mindre end billederne har givet indtryk af, men alt fungerer og det er faktisk helt perfekt. Vi faldt jo især for haven og den kæmpe blomstrende Bourgonvilea, der dækkede den ene side af havens mur. Og der har billederne ikke løjet.

Haven er en lidt aflang lukket baggård med græs, granit stier, store Aloe Vera planter og et kæmpe appelsintræ med store orange, men dog ikke modne frugter i. Under appelsintræet står havebordet, der hører til vores del af haven. I mellem vores del og Lucas er der en lille halvmur, og det er helt ok at deres døre står åbne og at vi kan høre dæmpet jazzmusik, det skaber bare en skøn stemning og vi føler hurtigt at vi kunne høre hjemme her.

Vi indretter os i huset, som har et soveværelse med dør og en opholdsstue med en sovesofa til to, samt en hems med en palle seng med en tynd madras. Derudover er der et badeværelse og et åbnet køkken til det lille opholdsrum. Som vi tidligere har konkluderet, så er indretningen ofte ikke så hyggelig i Sydeuropa, som vi kan have dem i Danmark. Italienerne opholder sig udenfor, og sover indenfor. Store ventilatorer får de 40 grader til at cirkulere rundt i rummet og prøver at dæmpe varmen.

Vi overlader soveværelset til ”de gamle” og snupper hemsen.  Derefter finder vi supermarkedet som Luca har anvist. Det ligger 200 meter nede af hovedgaden og vi finder hurtigt de ting der skal til, for at gøre første aften perfekt. Rødvin, flutes, italiensk pølse, olie, salt og oliven.

Cikaderne synger (eller spiller de?) og aftenen er lun, vi sidder der til dagen bare har været lang nok, kigger på bykort og får besøg af Luca som forærer os metro kort til de første 3 dage. Den første aften under appelsintræet lærer os, at vi hurtigst muligt skal have fat i noget myggespray. Myggene er store og sultne. Heldigvis sidder jeg der, så min øvrige familie er ikke så udsatte. Og det er som det skal være. Perfekt dag.

16. september

Første morgen efter en hård nat på en tynd madras, efter 1½ time måtte jeg ligge mig på sovesofaen i stuen under hemsen, på trods af god polstring på kroppen er madrassen for hård. Jan er helt væk, men jeg er frisk. Jeg er i Italien. Jeg håber dog min mand følger efter, og lægger sig ved siden af mig, når jeg de kommende nætter ligger i stuen.

Det er tid til at gøre status over hvad der skal være i køkkenet i ugen. Kaffen skal helt sikkert skiftes ud, osten skal være uden et billede af ged eller får på, og vi skal have fat i en proptrækker.

Der er meget larm her. Huset ligger så flyene fra lufthavnen letter og lander henover, og vi kan næsten hele tiden høre hunde der gør fra den nærliggende park. Så er der den konstante udrykning, med en meget mere aggressiv lyd end i Danmark. Jeg ved ikke om der sker mere her, om der er oftere udrykning, eller om de bare bruger hornet meget mere, måske har de også udrykning på når de skal til kaffepause.

Men der er lunt og der er palmer og vi lever udenfor, og efter de første par dage lægger lydene sig bagerst i bevidstheden og andre ting træder frem foran dem.

16. september

I dag har vi haft en lidt hurtig gåtur rundt i byen, for at nå at se mest muligt inden vi har planlagt at tage til møde i aften. Vi får set Trevifontænen, som stadig er under ombygning, det var den desværre også sidste år, jeg glæder mig til engang at se den, uden stillads omkring. Den spanske trappe, som vi denne gang kommer til oppefra. Og det er bare endnu smukkere, end at se den nedefra. Siden er der vist kommet en lov om at man ikke må sidde på den. Jeg ønsker politiet held og lykke med at få håndhævet den lov, for der sidder mange hundrede mennesker der og det har der gjort hver gang vi er kommet forbi den siden.

Nationalmuseet som ikke er et Nationalmuseum, men en bygning til minde om Victor Emanuel 2., som var den første konge over et forenet Italien. Den kæmpe bygning blev indviet i 1911 og blev først helt færdig så sent som i 1935.

Mindesmærket bliver kaldt for rigtigt mange ting, som Gebisset, Bryllupskagen, Klaveret og meget andet. Jeg har hørt mange synes det er grimt, men for mig er det den mest imponerende bygning, jeg nogensinde har set. Den er kæmpe og helt beklædt med hvid marmor, hvilket stikker lidt af fra de øvrige bygninger i Rom. Der ligger et kæmpe arbejde i den. Faktisk kan man se bronzestatuerne på toppen, fra næsten alle udsigtspunkter i Rom. Og så ligger den lige op ad ruinerne i det gamle Rom. Jeg elsker den sammensætning byen har. Vi ser også den kæmpe badeanstalt Terme de Diocleziano. Derefter med Metro tilbage til Lazio og Jan hurtigt i andet tøj, han er den eneste der tager afsted. Det viser sig senere at han har forregnet sig med transporttiden og kommer meget for sent.

17. september

I dag Vatikanets museer. Vi er glade for billetterne som vi købte hjemmefra. Køen er nærmest uendelig og varmen er massiv. Vi går lige til døren uden at måtte vente.

Sikke en rigdom. ”De fattige og sagtmodige skal arve Guds rige” bibelens budskab, men det er ikke just det man tænker, når man vandrer rundt i sal efter sal og ser uvurderlige rigdomme. Vi vandrer rundt i 4 timer og der kunne bruges mange flere timer, men vi kan mærke på mine forældre, at benene er trætte, og busterne af berømte kejsere, er ved at ligne hinanden. Vi går ud og går langs bymuren rundt om og over til Peterspladsen hvor vi må konstatere at køen til Peterskirken er enorm. Vi har egentlig adgang her også, men bliver enige om at springe over. Det forstår jeg ikke nu. Men på det tidspunkt var det helt ok, vi kunne ikke klare flere indtryk. Der er 32 grader og vi skal finde et sted vi kan få frokost og en kold øl.

Vi går ned forbi Engellsborg og finder et meget idyllisk sted lige op ad Tiberen, hvor vi kan få sandwich og øl. Fuglene er vant til krummerne og snupper dem gerne direkte fra vores hånd. Efter en times pause her, vandrer vi videre ind til Piazza Navona, hvor min mor betages af gadekunstnerne som kan spraymale et landskab og skabe de mest fantastiske effekter med afrevet avispapir og lag på lag af de mange farver.

Min far har trukket sig tilbage til en bænk, hvor han sidder og diskret gnider sine knæ. Vi har vist drevet dem lidt hårdt, så meget er de slet ikke vant til at gå. Vi finder Pantheon og sætter os på en restaurant, hvor vi tilbringer resten af aftenen, med udsigt til gøglerne, som hurtigt smutter ud af syne når politiet patruljerer. Man kan se de kører et spil. Betjentene er bestemte, men ikke uvenlige og gøglerne gør et show ud af at advare hinanden og lige netop smutte udenfor rækkevidde, og så være tilbage når betjentene er gået om hjørnet. Mon ikke betjentene spiller med på gøjlen og ikke håndhæver loven så strenge, når nu turisterne bifalder showet som de gør? Sådan et øjeblik med familien, et sted man elsker at være, med god mad og vin og latter, er ren og skær lykke.

Og så med metroen hjem og i seng.

Metroen ligger så tæt på vores hjem, at vi kan hoppe på den konstant kørende bybus et par gader frem, og stå af lige ved nedgangen til metroen, og inde i byen er vi ved at være så kendt, at vi ved hvor vi skal hen. Metrostationerne ligger tæt, og er godt skiltede. Selv mine forældre, som er vant til at have en bil med sig på ferie, må indrømme at dette er nemt.

18 september

Vi kom sent afsted i dag, vi havde brug for at sidde lidt over maden og tage den med ro. Men vi skal jo ind til byen, for i dag har vi biletter til Colosseum. Vi vandrer rundt i to timer, oppe og nede og forestiller os i stilhed hvad der er foregået her, nogles brutale og skrækkelige endeligt, til andres morskab og underholdning. Vi som betegner os som kristne har mistet mange med samme tro på Gud, beskyldt for forræderi og oprørs stiftelser, fordi magtfulde mænd og kvinder har følt sig truet på deres position og råderet. Gud er dog trods alt en vældig modstander, og hvis man ikke selv kan finde ham, kan man vel altid slå oprøret ned med frygt og rædsel.

Vi sidder udenfor og får drukket vand, mens vi betragter de mange mennesker der enten er på vej til eller fra Colosseum.  Sikke en attraktion. Er det mon historien i det eller at bygningen trods alt er så godt bevaret der trækker? Alle aldre, mange nationaliteter, mange med et bykort, alle med vand, og i godt humør. Flere stopper op og peger i andre retninger, hvor mon de skal hen efter denne seværdighed?

Vi går videre og finder San Giovanni Basilika, en kæmpe kirke, for mange forskellige kirkeretninger, hvor der er plads til alt og alle, ingen regler eller krav – bare man bidrager med 1 euro til de elektriske lys som tændes for de mange i graven gemte, men ikke glemte, og de mange helgener der efter sigende skal beskytte dem.

Vi undrer os også lidt over rummeligheden indenfor kirken. Hvordan kan det være rigtigt overfor Gud at samle flere forskellige retninger, når bibelen siger der kun er én sand Gud, og at man ikke må tilbede andre guder eller billeder af guder?

Det virker dog alligevel lidt højtideligt når man ser en ung eller gammel knæle og være fordybet i egne tanker eller samtale med Gud, eller den helgen som de tror eller håber på. Ofte alene, og dermed efter min opfattelse lidt ensomt. Gad vide hvilke sorger eller problemer de står i. Kommer de mon også når de er glade og vil takke?

Jeg blev i øvrigt afvist ved døren. Jeg havde bare skuldre og lidt for korte shorts på, efter vagtens mening. Og det er i orden. Når man besøger et andet land og en anden kultur, må man følge deres skik. Og egentlig synes jeg faktisk det er helt ok. Jeg har tit i Danmark undret mig når jeg har set folk komme ud fra kirken vi engang boede overfor, i cowboybukser eller meget lårkorte nederdele, uanset om det var bryllup eller begravelse. Jeg synes det er lidt en skam, at intet er helligt eller noget man klæder sig pænt på for. Og hvis man går ind i noget man tror på er Guds hus, bør man så ikke vise ærbødighed og klæde sig efter det? Ville man ikke gøre det for Dronningen som trods alt står under Gud?

På vejen hen til Basilikaen stod der gadesælgere der solgte tørklæder og de gik målrettet efter kvinder med bare skuldre og i shorts og sagde vi ikke kom ind. Men det skulle vi i første omgang heller ikke. Så vi takkede pænt nej. Men mor og far kiggede nu alligevel ind ad døren og blev enige om at det måske var et besøg værd, og da der var gratis adgang, gik de ind og Jan fulgte efter. Min far og Jan var også i shorts, men kun jeg blev afvist. Det måtte være skulderne. Så jeg måtte til gadesælgeren og købe et tørklæde. 3 euro måtte jeg slippe. Sælgeren startede på 7 euro, så jeg synes egentlig selv jeg havde gjort det godt. Men med tørklædet om skulderne blev jeg stadig afvist med et blik på mine ben. Jan, som synes jeg havde givet for meget for tørklædet, glædede sig nærmest over afvisningen, for så kunne han få lov til at vise hvordan man prutter en pris ned. Jeg fortalte uden at pege hvilket tørklæde jeg ønskede, og så gik Jan i gang. Sælgerne stod flere samme sted og havde jo nok luret at vi havde brug for et tørklæde mere. Og at vi pressede hårdt. Sælgeren startede på 10 euro. Og Jan bevægede sig iblandt dem, til en nærmest grædende fortalte hvordan hans børn og hans mor måtte sulte, men ok, så kunne Jan nærmest få tørklædet forærende til 2 euro. Og så var alle glade. Jan fik succes og jeg fik to nye tørklæder.

Og Basilikaen var virkelig besøget værd. Der var rigtigt mange altre, mange meget smukke og belagt med guld, med højt til loftet som for lettere at nå Gud. Men det var de små fattige altre der virkede mest overbevisende, var Jesus måske ikke selv fattig og tjente han måske penge på trøst?

Skriftestolen var optaget med et rødt lys udenfor, hvilket nok var heldigt for dem. Vi var ikke helt sikre på de ville kunne rumme så meget.

19. september

I dag skal vi se Forum Romanum. Vi bruger 4 timer på det og får endda set mere end Jan og jeg så sidste år. Til gengæld var noget spærret af, som vi godt kunne se sidste år. Det kræver nok sin vedligeholdelse, at forhindre at de smuldrende bygninger falder helt sammen. Mine forældre er trætte og vi har alle lidt stive lægge efter den megen vandren rundt siden vi landede. Ingen af os er vant til at gå så meget, og der er stadig meget at se. Mor har fået gnavesår på begge storetæer, far har smertestillende salve med i lommen til sine knæ, Jan bruger samme salve på sin akilles som driller, og jeg må have Dolol for at lindre ryg og skulder, så en pause for hele rollatorbanden, med en rigtigt italiensk pizza og en kold øl er på sin plads. Vi finder et sted uden for Forum, med udsigt til Colosseum.

Resten af dagen sætter vi tempoet lidt ned og finder et marked hvor vi kvinder kan gå amok på skomarkedet. Derefter griller vi i haven og nyder at sidde under appelsintræet.

20. september

I dag slapper vi af i haven, og får vasket lidt tøj i den udendørs vaskemaskine indtil kl. 14.00. Det havde ikke gjort noget om vi havde slappet af hele dagen, men Jan vil gerne se noget mere og presser på. Så vi tager til Villa Medici og leder efter Villa Borghese, men i første omgang forgæves. Vi finder en sal der passer til vores trosretning, og tager søndagsmødet der. Vi får en varm velkomst og genkender indretningen fra da vi var afsted sidste år. Lille sal, podie i hjørnet og marmor eller klinker på gulvene. Derefter går vi igen langt for at finde Villa Borghese og da vi omsider finder den rigtige indgang er der mørkt. Så det blev lidt en tam omgang. Blodsukkeret er lavt og humøret lige på vej til at blive stille, da vi finder en sidegade med en restaurant klemt inde mellem husene. Uanset den smalle gade og mennesker der sidder og spiser er der dog, som altid i Italien, plads til en kørende bil. Vi sætter os på den svagt skrånende vej på stole der vipper på brostenene og får os spist og drukket i bedre humør. Det er det gode ved at rejse med familien, der er plads til man kan være bekendt at sige man er træt.

På vej derfra kommer vi som altid forbi gadehandlere der vil sælge tasker, og da jeg får øje på en, starter sælgeren på 40 euro, men jeg har dog lært lidt og takker nej og går videre, han gnider let på tasken og henviser til mærket som er stort mærke, hvis det ellers var ægte. Jeg kigger på ham og spørger ham med et smil, om han tror at vi tror på, at det er et ægte mærke. Han starter sit forsvar lidt forurettet, men griner hurtigt erkendende, og så går vi videre. Få sekunder efter kommer han løbende ”Lady. Lady, how much you pay?” og jeg svarer 10 euro. Han himler med øjnene og fortæller forbipasserende og andre sælgere hvor ublu mit forslag er. Og så foreslår han 15, ”only for you” – og da det passede til mit max., har vi en handel.  Mor som står ved siden af har ikke købt noget, så han henvender sig til hende og foreslår vi kan købe to tasker for 25 euro, vi siger 22 og så vælger hun sig også en taske.  Vi går tilfredse og grinende derfra. Mon ikke han også griner?

21. september

Sidste hele dag i Rom. Vi er trætte og lidt uenige om hvor meget vi skal gå i dag. Jan vil gerne se og vise mere, jeg orker næsten ikke og er usikker på hvor meget mere mine forældre kan klare. Vi følger dog Jans plan for husfred og kærligheds skyld og tager bussen til Via Appia, og det er jeg glad for. Selvfølgelig skal man gå her når man er i Rom. Har måske ikke både Cæsar, Spartacus og Paulus gået her? Var det ikke her Nero hang de kristne op på pæle for at have brændt Rom ned, selvom det var ham selv der gjorde det? Vi kom forbi Katakomberne og mindehulen for de 300 henrettede italienere, som var i vejen for nazisterne. Helt ned til 13-årige drenge og mænd op i 70 års alderen, som blev anset for at være trusler mod det tyske rige.

Derefter med bus til pyramiderne, Trastevere og Isola, som efter sigende var Roms første bydel. Derefter til Piazza Navona hvor mor har besluttet at finde spraymaleren igen, hun vil have et billede med sig hjem. Min far er ikke meget for souvenirs, så hun finder et kompromis, hun får et billede og vælger motivet ud fra hvad hun tror han vil kunne lide. Hun vælger et billede af et stort træskib og vi må indrømme, at selvom spraymalede billeder ikke lige passer ind i vores smag, så er det imponerende lavet. Vi sætter os på en bar og får en øl, mens vi betragter livet på pladsen, som er blevet et af mine yndlingssteder i Rom. Herefter går vi efter at finde en god taske til far. Han har set den Jan købte sidste år og vil gerne have en noget lignende. Vi finder en næsten magen til, som vi kan købe for 25 euro. Min far er nok parat til at acceptere prisen, men det er Jan ikke. Han gør mine til at vil gå videre, og så kunne vi pludselig købe tasken for 15 euro.

Så skal vi have vores sidste aftensmad i Rom for denne gang, og søger tilbage til et andet af mine yndlingssteder, pladsen ved Pantheon. Vi finder en restaurant ved siden af Napolitano, hvor vi spiste for et par dage siden. Her skal vi sidde og slappe af med god mad og bliver igen godt underholdt af gøgleren, som bruger de iagttagende og forbigående turister som basis for hans underholdning. Lidt balloner og diverse andre remedier virker, folk er færdige af grin. Bagefter går han rundt med hatten og velfortjent får han et beløb ved næsten alle borde, også hos os. Han har været med til at gøre sidste aften festlig, og i godt humør tager vi metroen tilbage til Lucas hus, og pakker sammen. Sidste flaske rødvin i haven. Det er som altid trist at skulle pakke, vi er jo lige kommet. Vækkeurene er stillet til kl. 6.15, vores chauffør kommer kl 9.00 og der skal vi have spist og gjort huset rent. Også det tidspunkt kom overraskende hurtigt, opvasken blev taget i hast og affaldet måtte vi løbe med, mens bilen blev pakket. Vi har købt dansk chokolade til Lucas børn og får taget de sidste billeder af haven og får sagt farvel og på gensyn.

Rom to år i træk og slet ikke sidste gang.