Stockholm 2015

I sommeren 2015 havde vi et arrangement på Friends Arena i Stockholm, vi skulle deltage i, sammen med 50.000 andre. Vi benyttede lejligheden til at få set overraskende smukke Stockholm.

Vi bookede via Airbnb og havde min voksne datter Ann med. Det var første gang vi brugte Airbnb og det var så positiv en oplevelse, at vi har gjort det flere gange siden, og nu også selv udlejer via Airbnb.

Jeg ligger lige link til et par steder, hvor vi selv er værter.

Skellet, Egense

Tversted – (til salg hos Nybolig og spærret for udlejning i 2020)

I Stockholm bookede vi hos Anders, og fik en lille lejlighed ret centralt til metroen-  og byen i det hele taget.
Lejligheden var en et-værelses, og det betød at vi måtte dele soveværelse med Ann – og hun med os-  hele ugen – det lykkedes heldigvis ret smertefrit.

Det med Airbnb fungerer ret godt for os, ofte ligger der bare en nøgle og alt er klar og parat til at rykke ind i. Nogle værter foretrækker at møde dem der skal benytte ens bolig, for andre er det fint at tjekke den profil alle har på Airbnb og se ens nye lejere an. Hvis der står for lidt, spørger vi gerne selv lidt ind til hvem gæsten er, og hvor mange der skal bruge vores hus. Vi har nemlig hørt skrækhistorier, både om vilde fester, stor ødelæggelse eller filmoptagelser i soveværelserne. Så vildt er det nu aldrig gået for sig med vores gæster. Så vidt vi ved.

Ved ankomsten havde vores vært – Anders – lavet en velkomstkasse med diverse “nødvendigheder” som småpenge, kort over byen, lommetørklæder, kondomer, hovedpinepiller, anbefalinger af seværdigheder og restauranter, og en flaske champagne og tre glas parat på bordet. En kasse der både var brugbar og humoristisk, og som også blev inspiration til når vi selv har gæster i vores huse.

Lejligheden var hurtigt gennemset, og havde alt hvad vi skulle bruge. Eneste minus ved lejemålet, var manglende parkeringsmulighed, som betød at vi måtte flytte bilen ofte og betale dyrt de steder den kom til at stå. Men også det kom vi over.

Vi oplevede Stockholm som en meget ren og ordentlig by, med masser af liv og stemning. Vi gik eller tog metro til stort set det hele og fik endda en tur i Tivoli med, og spiste på flere gode restauranter.

Selvom vi boede centralt i en kæmpe by, følte vi at der var natur midt i det hele, for der var flere grønne oaser i området.

Det eneste jeg kan komme i tanke om som var et lille minus, set i Sydeuropa i en lang historik, men snart meget almindeligt i Skandinavien også, var de mange tiggere, som virkede ret organiserede. Udsyret med mobiltelefoner, ofte lige i nærheden af hinanden og med en indsamlende kontaktperson, virker det som en hel forretning. Tiggere er en del af bybilledet i de fleste store byer, og alligevel føler jeg mig mærkeligt konfronteret med fattigdom og armod, når det er så synligt. Irriterende for nogen og øjenåbnende for andre.

som sagt tog vi metroen rundt og den bragte os også ud forbi ABBA museet og lige ind til en hyggelig aften i Tivoli. Mit vovemod efterlod jeg et sted i 90’erne og jeg passede derfor på løsøre, mens Jan og Ann prøvede de vilde rutschebaner.

Jeg må også nævne den hyggelige gamle bydel, med historie og restauranter side om side.

Stockholm var en super god oplevelse, som vi gerne gør igen, dog ved jeg også at vi har en tendens til at køre sydpå i stedet for nordpå – lidt en skam hvis vi gør det for konsekvent, for nu har jeg været i både Oslo og Stockholm og en gang i 1990 var jeg 2 måneder på Færøerne – og de 3 steder er helt bestemt også feriedage værd.