Egypten 2015

Hurhgada 2015

I sommeren 2015 var vi i Stockholm, en by der virkelig overraskede positivt. Smuk by. I august samme år havde vi inviteret mine forældre med en uge til Rom, og i efteråret tog vi til Hurhgada, Egypten.

Tre meget forskellige steder.

Hurhgada bød på et skønt resort, som næsten stod tomt. For russerne lagde det år Egypten lidt på is, efter terror og trusler. Det vil sige at vi det meste af ugen havde hygge og afslapning, og også mødte en andet dansk par, som vi holder kontakten en smule med, via Facebook. Sidst på ugen kom der så et hold russere, og ikke for at være fordomsfuld, men det var tæt på at ødelægge fornøjelsen for os, på resten af turen. De var lidt anderledes indstillet til hvordan man opfører sig socialt, og til omgangen med andre mennesker. Vi mødte kun 10, og kan kun udtale os om de 10, men de fyldte for 50.

Indenfor resortet var der skønt, og gik man over vejen udenfor porten, og igennem næste resorts område, så kommer man lige ned til stranden. Skøn strand, skønt vand, skønt vejr. Maden var ikke fantastisk, men okay.

Da vi ankom fik vi selvfølgelig anvist det bestilte værelse, som var bestilt med solaltan og havudsigt, og vi opdagede hurtigt at det var en lidt søgt beskrivelse, for vi skulle læne os pænt meget ud over altanens kant for at se et glimt af havet. Vi kunne jo dog se det, men det var nok medvirkende til at vi efter første nat i en forfærdelig seng, bad om et andet værelse og fik det. Jeg forstår ikke, når resortet står nærmest helt tomt, at man ikke gør sit yderste for at kræse om de gæster der er, så de i det mindste vil tale godt om det, og måske også komme tilbage. Det var som om de holdt det bedste tilbage i tilfælde af at der pludselig og uventet skulle komme et stort ryk-ind af betydningsfulde gæster.

Jeg lod mig lokke af frisøren på resortet. En kvinde som fremviste fine billeder og beviser på hendes kunnen, overtalte mig til både klipning og flere andre behandlinger. Og jo mere hun fik hænderne i mit hår, des mere steg hendes ideer, og det hun allerede var startet på (som vi ikke havde aftalt, og ikke kunne stoppe uden at ødelægge noget) og dermed også prisen. Til sidst sad jeg med alt muligt i håret og ønskede blot jeg kom derfra og så nogenlunde ud. Da vi kom hjem og fik glattet mit lange hår ud, var der 15 cm til forskel i længden, fra den ene side til den anden. Gør det ikke, uanset hvor tiltrækkende det lyder!

Vi lod os også overtale til en fælles massage session på en badeanstalt. Det var godt, hyggeligt og meget intimt på en lidt underlig måde, nu hvor jeg tænker tilbage. Ham der arrangerede oplevelsen fik desværre Jans mobilnummer og skriver stadig af og til, fordi han tror de skal gøre forretninger og at vi kan gøre ham rig og ændre hans liv. Jan bliver af en eller anden grund ven med alle, og har tålmodighed og næstekærlighed til at rumme dem og alle deres hjertesorger og vidtløftige ideer. Heldigt nok for mig, for jeg har masser af begge dele.

Lige udenfor resortet, på den anden side af vejen, kunne vi gå gennem et andet resort og ned til stranden. Lækkert vand og fin strand, og så fik vi også indviet vores nye snorkleudstyr – noget jeg aldrig har prøvet før, og heller ikke er ret god til (jeg er ikke særligt afslappet, når jeg ikke synes jeg kan trække vejret frit). Men masser af meget farverige fisk, kun få meter fra de mange plaskende gæster.

Vi tog en taxa ind til byen og så Hurhgada by, det behøver jeg aldrig mere. Det er for fattigt og beskidt, og føles faktisk ret utrygt.

En anden dag på turen tog vi med guiderne på en laaaaang bustur til Kairo, hvor vi skulle se pyramiderne, Sfinksen (et ord som jeg bare overhovedet ikke kan udtale) og se det meget imponerende Nationale museum. Da jeg er historie interesseret, var det en kæmpe oplevelse, og jeg gik og tog mig i at ønske både min søn, min far og mine søstre skulle se det hele, for vi har den samme interesse for den gamle verdenshistorie. Ud over det var den del vi så af Kairo beskidt. Vilde hunde og heste(!?) gik rundt og rodede i de mange bunker af snavs og henkastet affald. Tungt bevæbnede vagter stod overalt, og tanken at de nok stod der fordi det var nødvendigt, slap mig ikke, i al den tid vi var der.

Turen til og fra Kairo skete i en lille bus med plads til ca. 12 personer. Vi tog afsted ved 3-4 tiden om morgenen, og tænkte at vi kunne læne os op ad hinanden og få en lur. Guiderne ved rejseselskabet skuffede og tog hver deres 3 personers sæde, så de kunne ligge ned. Da de var 3, måtte deres gæster sidde på klapsæder, i træk ved dårlige vinduer og døre. Da det især gik ud over et par ældre damer, måtte vi bytte rundt på pladserne, så deres tur kunne lykkes både ud og hjem. Vi betalte 1000 kr. for den ekstra tur, og seværdighederne var det værd. Men igen – been there, done that!

Ugen efter vi kom hjem var der et knivangreb på et af de hoteller vi kom til, når vi samlede rejsefællerne op til fællesarrangementer, ligesom vi også siden har hørt om angreb på turistbusser med kristne passagerer. Jeg ved godt det snart er hverdag med den slags, men vi oplevede Egypten, eller Hurhgada, som utrygt og dertil øde på en tragisk måde.

Overalt stod kæmpe bygningskomplekser påbegyndt og forladt. Store forhåbninger og stor skuffelse og tabte investeringer. De lokale handlende nærmest tryglede os om at købe souvenirs, og klagede over de manglende turister og deres forladte hoteller. Jeg forstår dem godt og føler med dem. Når et land er afhængigt af turisme og den håbede tilgang af gæster næsten dør, så sidder man der med sine indkøbte varer og butikker der skal betales. De bliver nærmest desperate og tigger os om at se deres varer og købe noget. “Bare en lille, billig ting” Indenfor resortet var små arkade-butikker og vi satte os og fik te med de handlende udenfor deres butikker, mens de helt ufatteligt mange katte smøg som om benene på os. Vi lyttede til deres families historier, og synes der burde være så mange muligheder, hvis bare der var fred og stabilitet.

Vores tur var i 2015, jeg ved ikke hvad der er sket siden, der kunne gøre det mere trygt.

Jeg har været der og set det. Måske tager jeg til Egypten igen, men det er som med de Kanariske øer – for poolen, afslapningen og vores tomands-selskabs skyld.

Dog; Egypten har masser af velbevaret historie, en ting jeg godt kunne fristes af, var en tur til Kongernes dal. Så måske…