Corona 2020

Corona 2020

Corona pandemi 2020

Personligt er jeg ikke ramt af ensomhed, manglende kontakt, eller panik over ikke at kunne komme i Storcenteret eller på gågaden. Jeg nyder det faktisk lidt, det her med at Danmark er lukket ned.

Det er som om det har sneet meget længe og der nu er lagt en dæmper på alt. Jeg ser pludselig altid travle Jan mere. Vi har set en spansk(!) Netflix serie – alle de foreløbigt 4 sæsoner – på ganske kort tid. (“Papirhuset”, vi synes den er god, og vi holdt selvfølgelig ikke med skurkene. Lyt til musikken også)

Vi har fået forårsstartet på haven, noget vi hvert år har dårlig samvittighed over vi ikke fik gjort, når bladene falder i oktober. Vi er endda startet på et nyt stenbed, og Jan er begyndt at grave ukrudtet fra det nederste, næsten skjulte og altid overgroede, bed mellem thujaerne. Han tager sig god tid, fjerner alt synligt ukrudt, river igen og fjerner derpå rodstumper, en spire, alt hvad der kunne finde på at slå rod og komme igen. Og han nyder det. Vores vintræ skal i år have et nyt drivhus, kun til det, og vi har planer for hele det hjørne, et vi ikke har kigget meget på det sidste halve årti.

Vi nyder derimod ikke årsagen til Danmark er lukket ned, og heller ikke at høre om familier der mister, og ikke kan komme til at sige farvel, eller ældre der sidder alene og føler sig glemt. Og vi nyder heller ikke den følelse vi har, af at vi da godt kan få mine pensionerede forældre på besøg i 14 dage, nu alle har ”fri”, og den efterfølgende tanke ”tænk hvis det var os der slog dem ihjel med manglende omtanke”.

Jeg forstår fuldt ud de frustrerede og bange erhvervsdrivende der har måttet lukke, og måske ser livs-opsparing investeret i en drøm, forsvinde. Vi har selv måttet lukke en restaurant siden d. 8/3 og har ikke haft åbnet siden. Vi har vel investeret omkring 700.000 i det projekt. Penge der er tabt.

Det der piner mig mest lige nu, er ikke at vi ikke kan se mine forældre, eller mine 2 søstre og deres familier, og heller ikke min søn og hans kone, som bor i Grønland (vi var heldige at sidstnævnte var i Danmark lige da der blev lukket ned, vi fik knus og kram vi kan leve længe på og de er nu sikkert tilbage i Qaqortoq igen) – undskyld, vi savner jer alle, og håber vi snart ses.

Min datter og hendes mand har boet i Tokyo siden september 2019 og planlagt skulle flytte hjem igen d. 30/6 2020. De har haft- og har stadig – et godt ophold, det der piner mig, er at vi ikke aner hvornår de kan komme hjem igen.

Vi ved heller ikke hvordan situationen udvikler sig i Tokyo, eller for den sags skyld i hele verden og vi ved heller ikke hvordan det vil være at blive smittet af en potentielt farlig virus, når man bor i et land man ikke hører hjemme i, eller hvor der ikke tales eller skrives et sprog man forstår. Da de rejste, var der ingen umiddelbar fare på færde. Tingene kan ændre sig så hurtigt. Verden ændrer sig.

Hvis nogen havde sagt for et år siden, at vi næste år ved denne tid ville være låst fast i hvert sit land, at vi ikke kunne besøge vores ældre, at gudstjenester, forretningsmøder og familiefrokoster alle ville blive holdt online, ville vi have troet det var en beskrivelse fra en film fra 80érne, om hvordan fremtiden efter år 2000 kunne se ud. Men nu er det virkelighed.

Corona – en farlig form for influenza, men stadig ikke nær så farlig som så mange andre sygdomme. Verden er lukket ned fordi virussen er smitsom og rammer de svage. I vores tid har vi ikke set noget lignende. Vi er bange på en helt anden måde, for vi aner ikke hvem der bærer smitten eller hvem der dør af det. Det er som en joker der er sendt ind midt imellem os og prikker tilfældige på skulderen og ingen af os ønsker at det skal være os eller vores nære. Vi smiler nervøst til fremmede i Rema1000, mens vi mere eller mindre bevidst holder vejret og vender hovedet bort, mens andre handlende går forbi. Vi rører dog ved de samme varer, måske renser vi dem grundigere end før, når vi kommer hjem og pakker ud? Jeg følger en amerikansk ven på Instagram, som bor i Nicaragua. De lægger alle indkøbte varer i desinficerende væske.Jeg må indrømme at jeg ikke tager de samme forholdsregler, og heller ikke er bange for eget liv eller helbred. Jeg er mere bange for at bære videre.

Og det ved man altså ikke om man gør, før det er for sent.

Når alt det er sagt, hvem ved så hvilke nye muligheder der dukker frem i kølvandet på Corona? “Når en dør lukkes, viser der sig andre” eller noget i den retning…

Klimaet ser bedre ud end de seneste 20 år, der er i øjeblikket det laveste antal trafikdræbte, end der har været de seneste 35 år. Nye virksomheder dukker op, andre virksomheder, som har overlevet gennem generationer lukker. Der findes andre måder, processer, effektivitet, mere hjemmearbejde og måske færre materielle behov, færre krav og en revurdering af hvad der er nødvendigt og hvad der bare er rart. Alt kan ske lige nu, måske et babyboom, på flere måder, 9 måneder herefter? Jeg har hørt nye ord “Coronakilo”, Coronababy”, “Coronafrisure” osv.

Mens vi venter på at se hvordan verden ser ud om et år, kan vi jo overveje om vi vil have alt tilbage som det var, eller om noget skal ændres.

Før Corona rejste vi 2 – 3 gange om året. I år skal vi sandsynligvis ingen steder. Og det er okay. Vi er mere bevidste om vores dødelighed. Vi sætter mere pris på det nære, vores land, vores gamle forældre.

Indtil vi er på den anden side og det er hverdag igen.

En af de sindssyge ting ved hele situtationen, en situation vi ikke har set lignende alvor af i mine 48 år, er at pludselig en dag – så er det hverdag. I starten hørte jeg alle radioaviser, så alle pressemøder, hæftede mig ved hvert et ord, og klikkede på “Update” på de daglige statistikker.
Vi tilretter os. At vi ikke kan gå ud at spise, se vores venner og forældre. At der er en farlig smitsom sygdom i omløb. Jeg glemmer det når jeg er ude at handle, og får onde blikke når jeg ikke står på den rigtige side af den røde streg i gulvet. Jeg undskylder og rykker bagud. Det er ikke fordi jeg ikke tager det alvorligt. Det er fordi det er blevet hverdag, og fordi der ingen syge har været i min nærhed.
Vi glemmer aldrig 2020, fordi det indtil nu har været et vildt mærkeligt år. Dem der har haft det tættere på glemmer det aldrig, fordi de har haft sygdom eller død tæt på.

Men når det er på afstand igen og “bare” endnu en alvorlig sygdom som Sars, Ebola, Fugleinfluenza, eller andre smitsomme sygdomme, så har vi truffet forholdsregler og tilrettet os en ny virkelighed.

Det bliver hverdag. Når altså Ann kommer hjem igen.