Stilhed – men ikke stilstand

Ja, jeg ved det. Jeg har forsømt ordene, som ellers altid rumsterer og ligger på spring. Men Jan har jo købt “Den gule købmand” – og selv om vi – ved lukningen af vores italienske restaurant – aftalte at den branche var vi færdige med, (medmindre vi finder et lille perfekt sted i Italien) så sprang noget alligevel frem og voksede i fantasien, om et lille hyggeligt samlingssted, hvor man overhovedet ikke skal andet end netop det: at hygge!

Som skrevet tidligere, så laver jeg helst ikke mad. Om det handler om manglende interesse, evner eller selvtillid på området – det ved jeg ikke helt. For hvis man interesserer sig for noget, så tror jeg på at man kan blive god til det.
Uanset, så vil jeg helst være fri for at stå i køkkenet. Alene i hvert fald. To er altid okay til det meste. Jeg er åbenbart et kærestemenneske, en hyggefis – kald det hvad du vil. 🙂
Nu står jeg igen som ejer af et sted der sælger sig selv som madsted. Til at lave maden har vi heldigvis en kok. Så det jeg gør, når jeg er der, er at arrangere, hygge, holde styr på indkøb og kvitteringer og alt andet end køkkenet. For det med køkkenet stresser mig helt vildt! Hvis nogen ikke får deres Take Away til bestilt tid, eller nogen har siddet for længe og ventet, så kan jeg slet ikke være i det. Allerhelst vil jeg gå. Langt væk. Og i de øjeblikke hader jeg at være restauratør. Men når det hele spiller og alle er glade – så er jeg glad, tilfreds og stolt af de ansatte 🙂
Det har taget en masse tid, det her med at bygge noget op. Fra at være en forladt og forsømt bygning, til at være et sted der ser så godt ud, at folk har lyst til at spise hos os.
Bygningen trænger stadig til en kærlig hånd, men lidt efter lidt, så forbedres det hele, og en dag taler folk ikke længere om det forfaldne hus på hjørnet, men om det hyggelige spisested “HOU’sa” på Strandvejen mellem Hou og Hals.