Stress?

Jeg har en veninde. der har været ramt af stress. Hun er vildt stærk og fortæller nok sin egen historie , et andet sted.

Det er først efter, jeg har hørt hende fortælle, hvordan hun har haft det, at jeg er blevet klar over at jeg måske nok har været stresset.

Vi har ikke reageret ens, jeg tror hun langt hurtigere blev klog på sig selv, det er jeg knapt blevet endnu.

Der skete alt for mange personlige ting i mit liv, det havde ulmet i flere år.

Samtidigt blev jeg både galdestensopereret med en meget alvorlig bugspytkirtelbetændelse, kronisk stofskiftesyg, fik konstateret fibromyalgi, en diskosprocession i den ene side af nakken, og slidgigt i den anden side. Jeg var simpelthen fysisk syg og udmattet, og prøvede både at skjule det og ignorere det.

Jeg led også over den naturlige proces det er, at ens børn slipper deres mors hånd. Alt ovenstående holdt jeg for mig selv. Jeg så det som svagheder ved mig selv. Og hvem taler højt om dem?

Én ting jeg elskede var mit job. Jeg var hos en mindre, men hastigt voksende og gazellenormeret, it virksomhed i Aalborg.

Igennem alt det førnævnte havde jeg én sygedag i løbet af 2,5 år. Selv de dage, hvor jeg på sygehuset fik undersøgt det ene og det andet, var jeg på min plads før og efter aftalen hos lægerne. Så mine chefer anede ikke hvordan jeg havde det.

Men en dag blev jeg fyret.

Mine to chefer opdagede nemlig hvor det bar hen, før jeg selv gjorde.

Kvinden i samme stilling før mig, langtidssygemeldte sig og kom aldrig tilbage. Pga af stress.
En ung mand ringede ind og fortalte mig at han var på vej for at langtidssygemelde sig, og dumme mig fortalte til mine chefer, som jeg havde det virkeligt godt med, at vi havde en i firmaet der ikke havde det så godt og at vi nok måtte se en langtidssygemelding komme.

De havde en opsigelse klar da han kom. Han nåede slet ikke at åbne munden.

Lige før min fyring var jeg til MUS samtale, hvor jeg fik at vide at min stilling, som indtil da havde indeholdt både kundesupport og administrativ tovholderi, ville blive delt i to adskilte stillinger, og at jeg frit kunne vælge hvilken af dem jeg ville have.
Måske pga af alle de andre ting jeg gik med, kunne jeg slet ikke klare den ellers meget fine ros jeg fik. De var glade for mig. Kender I det? Sårbarheden når nogen er venlige?
Jeg brød sammen og undskyldte mig og sagde jeg ikke vidste hvorfor jeg græd. Jeg måtte faktisk forlade det møde grædende.
Om fredagen tog jeg føromtalte sygedag, hvor jeg talte med den ene chef, og fortalte at jeg havde det skidt, men havde formået at skjule det indtil da. Én sygedag i  2,5 år. Jeg blev fyret ugen efter. De ville omstrukturere og kunne ikke finde en plads til mig.
Jeg gik i chok og overdrog alt i løbet af en måned, fik ros og beundring for den måde jeg taklede det på. Men jeg var for lammet til at opfatte hvad der var sket. De havde lige sagt hvor tilfredse de var, så gik jeg i stykker, og blev fyret.

Jeg var fuldstændigt knækket i nogle år, tænkte jeg ikke duede til noget. Jeg føler mig stadig på glatis. Og jeg er ellers et superstærkt menneske, grænsende til at folk tror jeg ikke ejer følelser.

Det var i 2015. Jeg har nu været ansat knapt et år, i det første reelle job siden, og stadig går jeg rundt med den her følelse af, at jeg ikke er god nok, og at det kun er fordi det er min mands firma, at jeg er ansat. Det er på trods af at vi har det godt og arbejder godt sammen.
Jeg er tal-idiot og han er revisor, jeg kan let overbevise mig selv om en lav værdi.
Når alt det her er sagt, så er jeg okay. Jeg har det godt! 😊

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har ikke sagt ovenstående til ret mange siden det skete. Selvfølgelig Jan og et par andre nære.

Jeg gik rundt og følte mig fladmast, med minus på selvtillidskontoen og mistænkte at jeg måske havde fået en langvarig depression.
Jeg synes det er svært at skelne mellem hvad der er stress og hvad der er en enorm tristhed.

I de her dage er det 3 år siden, at min 3 år ældre søster fik en hjerneblødning og flere blodpropper i hjernen. Hun var lige fyldt 49 år da det skete. Hun sidder med mén og en førtidspension og er selvfølgelig vildt ked af det. Hun var både meget dygtig og glad for sit arbejde, som teknisk tegner i kommunens byplanlægning.
Hun havde været stress sygemeldt i en periode inden, og var lige kommet tilbage på deltid. Hun har aldrig villet sige højt når hun havde det skidt. Lige som jeg heller ikke har haft lyst til at sige det højt.

Vores oplevelser og kroppens respons på langvarigt pres er forskellige. Hendes blodtryk steg og hun fik en hjerneblødning. Jeg gik ind i mig selv og mistede gnisten og modet.

Der kan være mange grunde til vi føler os pressede, og det kan vise sig på mange måder. Det kan komme snigende og eskalere over tid, og pludselig en dag er alt bare nok og for meget.

Jeg anede ikke jeg ville knække, men kunne godt mærke at mange ting havde hobet sig op. Jeg havde for længe været vildt presset.
Vi kan ikke se på hinanden om vi hver især er pressede, kede af det, har det dårligt eller er udmattede. Før det en dag eksploderer. For mig var det desværre til en MUS samtale.
Pas på dig selv, hold øje med hvordan du går rundt og har det.