Rom 2015

Vores tur 2015 til Rom startede i påsken 2015. Mine forældre, som i min barndom flere gange har pakket bilen med 5 unger og villatelt, og sat kursen mod Gardasøen, har ikke set meget andet af Italien og har heller aldrig prøvet at flyve. Vi har altid troet at det var fordi min mor ikke turde. Da det længe har været et stort ønske fra min fars side, har vi tænkt at vi måske kunne berolige hende, og overtale hende til at prøve en tur.

Så da mine forældre besøgte os i påsken 2015, sidder vi en aften over aftensmad og rødvin, da Jan siger ”Hvad kunne få dig til at flyve på ferie svigermor?” Hun tænker lidt og svarer så ”at vi havde råd”. Svaret var selvfølgelig lidt overraskende, idet vi altid har troet grunden var en anden. Jeg forstår godt nu, at flybilletter og hotel eller mobilhome, til 7 mennesker kunne være en for stor økonomisk mundfuld i 80’erne. Så er en køretur og villatelt billigere at overkomme. Men med det svar fejede hun enhver mulig modstand af bordet, uden at vide det.

Jan fortsatte. ”vi skal en tur til Rom i sensommeren”. ”nå”, svarede hun, ”det er da dejligt for jer”. ”Nej, jeg mener os alle 4. Vi 4 skal en tur til Rom i sensommeren, og vi skal flyve derned”. Der blev lige tavst i nogle sekunder og så blev de så synligt berørte, at det gjorde vi faktisk også. Så Jan rejste sig efter mere vin, og jeg tjekkede lige musikken. Så sad vi igen omkring bordet og Jan fortalte at vi i anledning af deres bryllupsdag ville give dem en forlænget weekend i Rom, med alt betalt. Det eneste de selv skulle betale var deres souvenirs. Og så blev den bærbare ellers hevet på bordet og resten af aftenen talte vi om muligheder og seværdigheder til sen nat.

I dagene efter mine forældre var kørt hjem til Fyn, prøvede vi at ramme en god weekend, som vi kunne gøre lidt lang.

D. 26. august kunne de fejre deres 48 års bryllupsdag, vi ville gerne ramme deromkring.  Vi tænkte fra onsdag eller torsdag til søndag. Men vi fandt hurtigt ud af at flypriserne ofte var billigere om tirsdagen.  Så søgte vi på AirBnb efter lejeboliger i Rom omkring 26. august og hvor flypriserne til 4 personer nogenlunde var til at betale. Og så blev det pludselig til 7 dage.

Vi ringede selvfølgelig sammen en del gange. Forventningens glæde er kæmpe stor. Vi havde aftalt at vi hver især skulle lave en liste over ting vi gerne ville se sammen, og så ville vi arbejde på at få det hele til at lykkes.

Jan og jeg var i Rom 2014, min første tur til byen og vores første sommerferie sammen, men ikke den første rejse.  Vi blev gift i november 2013, og rejste efter festen om natten til Tenerife. I december 2013 var vi på skiferie i Norge, i August 2014 tog vi på vores road-trip rundt i Italien og i oktober 2014 var vi på Gran Canaria. Men turen rundt i Italien var noget helt særligt, både for os som par, men også fordi vi fik set en masse som den ene af os aldrig havde set før. Nogle af de samme ting ville vi også gerne vise mine forældre, bla. Colosseum og Forum Romanum.

Da vi først havde fået fly og bolig til at gå op i en højere enhed, blev afrejse dagen d. 15/9. Så jeg bestilte hjemmefra indgangsbilletter til Colosseum og Forum Romanum, samt Vatikanmuseet. Så regnede vi med at slippe for de lange køer. Så vidt jeg husker kostede det ca. 600 kr. for 4 at se Vatikanmuseet, og ca. 400 kr. for en billet der dækker både Forum Romanum og Colosseum, for os alle 4.

Vi bookede en bolig lige uden for Rom i Lazio. Vi gik efter plads, lidt privatliv til hvert par og en have vi kunne opholde os i om aftenen. Vi faldt fuldstændigt for et hus, hvor der i haven var både appelsintræer og en bougainvillea der prydede hele den ene side af huset. Luca som ejeren hed, var meget hjælpsom og svarede på alle vores spørgsmål om seværdigheder og transportmuligheder rundt i byen. Han sendte links og arrangerede lift fra lufthavn til logi, for 50 euro, hvilket er en bedre pris for 4 personer med meget bagage, end en taxa.

Med indgangsbilletter til nogle seværdigheder, flybilletter og bolig bestilt, var der bare tilbage at vente.

Herunder følger vores tur i dagbogsform – følg med på turen, hvis du har lyst.

11 september 2015

Dagen hvor jeg for alvor begyndte at pakke. Jeg startede så småt i sidste uge, men siden beslutning og bookning af billetter, gik tiden i stå, da det viste sig lidt uvirkeligt at skulle afsted, midt i livets- og hverdagens andre udfordringer. Men endelig er det nu – Jan har foreslået at vi kører allerede i morgen (d.12/9) og besøger familie ned gennem landet, på vejen til mine forældre på Fyn.

13 september

Vi ankom i aftes kl. 23.00 hos mine forældre. Dagen løb lidt løbsk for os, vi havde et møde kl. 10.00, derefter skulle vi lige se en El- bil fremvisning på havnen i Aalborg, da det kunne være en overvejelse at anskaffe sig sådan en inden priserne ændres det kommende nytår. Derefter fik vi øje på at Jans foretrukne tøjforretning havde udsalg. Han køber ikke tøj tit, men når han gør, så køber han meget. Derefter hentede vi en gammel Saab som vi skulle køre til Fyn i. Vores Mercedes som bragte os på roadtrip i Italien 2014, havde desværre udtjent sin pligt hos os, der var for mange store reparationer på vej. Saaben skulle være midlertidig, men det viste sig senere at vi kom til at køre i den i et par måneder. Saaben var lilla og meget lidt køn, men den kørte godt.

Hjem og pakke de to biler om, lukke huset af og derefter til Aalborg og stille Mercedesen der hvor den nu skulle videre i livet. Og så endelig mod Fyn, et kort stop på Sunset i Randers til frokost og så aftensmad på Fyn. D. 14/9 tilbragte vi dagen på Basaren i Odense, hvor Jan er ved at skabe en tradition med at ribbe stedet for sko – som er en svaghed, som jeg elsker ham for. Når han køber stakkevis af sko, hvoraf en del bare kommer til at stå uden han nogensinde går i dem, så er det svært at sige nej når jeg ønsker mig nogle. Han forhandlede med sælgerne, 9 par sko til 1100 kr. Snart havde der samlet sig en skare af udenlandske sælgere, de havde alle set hans køb, og for dem handler det nok mere om mængde end om pengene, de ville alle sælge ham ting og pludselig kendte de hans navn og råbte det højt for at få hans opmærksomhed og bad ham med smil i øjnene købe hele bazaren. 1100 kr. i en skobutik er ikke mange penge, men i en Bazar hvor tingene ingenting koster, kan tingene se anerledes ud.

15. september

Vi var færdige til at forlade Otterup kl. 8.26 hvilket var en overraskende fin tid, idet vi sigtede efter kl. 8.00. Jan kørte til Kastrup og indkasserer et foto fra vejkanten på vejen, hvilket selvfølgelig ærgrede ham, da vi overhovedet ikke havde travlt. (se link til trafikalarm og min holdning til det, under rejsebeskrivelsen)

Mor og jeg blev sat af til indtjekning af bagagen, mens far og Jan fandt en parkeringsplads, hvor bilen kunne holde hele ugen. De parkerede og tog Metroen tilbage til lufthavnen. Flyet var forsinket, så spændingen måtte trækkes lidt. Vi spiste en sandwich udenfor på en bænk, og lod roen falde over os. Vi var i god tid og glædede os alle til en super uge.

Da vi endelig kunne komme til gaten, var min mor tæt på, ufrivilligt, at komme på kant med loven. Først fik hun besked på at pakke om. 1 stk. håndbagage betyder 1 stk. håndbagage, og ikke 1 stk. håndbagage + 1 håndtaske. Så håndtasken måtte i den lille kuffert. Da hun kom hen til disken igen, tænkte hun at hun jo havde vist billet og pas, så hun kunne nok bare gå hen til os andre, som stod to meter væk og ventede. Men manden havde set sig sur på hende og truede med politi, hvis man ikke ønskede at tjekke korrekt ind. Så om i køen og vise billet og pas til nøjagtigt samme mand, som så begge dele for 5 min. siden.

Vi havde bestilt billetterne, så mor og jeg skulle sidde foran far og Jan på turen derned, så begge mine forældre kan kigge ud af vinduet på deres første flyvetur. De var lidt stille, men jeg regnede med det var spændingen. Desværre var der noget skyet, så vi kunne ikke se så meget af landene under os, men lidt fik vi da set. I lufthavnen i Rom ventede en jakkesæt klædt mafia lignende mand, med et skilt med mit navn på, han hjalp med bagagen ud til en stor 8 pers. Mercedes. Vi havde ingen anelse om vi kørte den mest direkte vej, men det bekymrer os ikke, prisen er jo aftalt på forhånd.

Det viste sig at vi ikke havde lejet et ”eget” hus, men en tilbygning på et hus hvor værtsfamilien selv bor. Så Luca og hans kone og deres to børn var der og tog imod os. Først var vi lidt skuffede, der er ikke så meget privatliv i at skulle dele have med ejerne, men det viser sig at blive meget hyggeligt. Det føles egentlig også trygt at der bor italienere i huset, og at der er en dobbelt låst jernlåge som skærmer huset mod den lidt skumle sidegade det ligger på. Billederne på AirBnb har været godt sælgende, i flere uger havde vi via Google Earth forsøgt at finde ud af hvordan gaden og huset lå. Huset var mindre end billederne gav indtryk af, men alt fungerede og det var faktisk helt perfekt. Vi faldt jo især for haven og den kæmpe blomstrende Bourgonvilea, der dækkede den ene side af havens mur. Og der havde billederne ikke løjet.

Haven var en lidt aflang lukket baggård med græs, granit stier, store Aloe Vera planter og et kæmpe appelsintræ med store orange- men dog ikke modne frugter i. Under appelsintræet stod havebordet, der hørte til vores del af haven. I mellem vores del og Lucas var der en lille halvmur, og det var faktisk hyggeligt og helt ok at deres døre stod åbne og at vi kunne høre dæmpet jazzmusik, det skabte bare en skøn stemning og vi følte hurtigt at vi kunne høre hjemme her.

Vi indrettede os i huset, som havde et soveværelse med dør og en opholdsstue med en sovesofa til to, samt en hems med en palle seng med en tynd madras. Derudover var der et lille badeværelse og et åbnet køkken til det lille opholdsrum. Som vi tidligere har konkluderet, så er indretningen ofte ikke så hyggelig i Sydeuropa, som vi kan have dem i Danmark. Italienerne opholder sig udenfor, og sover indenfor. Store ventilatorer fik de 40 grader til at cirkulere rundt i rummet og prøvede at dæmpe varmen.

Vi overlod soveværelset til ”de gamle” og snuppede hemsen.  Derefter fandt vi supermarkedet som Luca havde anvist. Det lå 200 meter nede af hovedgaden og vi fandt hurtigt de ting der skal til, for at gøre første aften perfekt. Rødvin, flutes, italiensk pølse, olie, salt og oliven.

Cikaderne sang (eller spiller de?) og aftenen var lun, vi sad der til dagen bare havde været lang nok, kiggede på bykort og fik besøg af Luca som forærede os metro kort til de første 3 dage. Den første aften under appelsintræet lærte os, at vi hurtigst muligt skulle have fat i noget myggespray. Myggene var store og sultne. Heldigvis sad jeg der, så min øvrige familie var ikke så udsatte. Det hele var som det skulle være. Perfekt dag.

16. september

Første morgen efter en hård nat på en tynd madras.  Efter 1½ time måtte jeg flytte til sovesofaen i stuen under hemsen. På trods af alt for god polstring på kroppen, var madrassen for hård. Jan var helt væk, men jeg var frisk. Jeg var jo i Italien. Jeg håbede dog han ville følge efter og lægge sig ved siden af mig, når jeg de kommende nætter ville ligge i stuen.

Det var tid til at gøre status over hvad der skulle være i køkkenet i ugen. Kaffen skulle helt sikkert skiftes ud, osten skulle være uden et billede af ged eller får, og vi skulle have fat i en proptrækker.

Der var meget larm i området. Huset ligger så flyene fra lufthavnen letter og lander henover, og vi kunne næsten hele tiden høre hunde der gøede fra den nærliggende park. Så var der den konstante udrykning, med en meget mere aggressiv lyd end i Danmark. Jeg ved ikke om der sker mere i Lazio, om der er oftere udrykning, eller om de bare bruger hornet meget mere, måske har de også udrykning på når de skal til kaffepause.

Men der var lunt og der var palmer og vi levede udenfor, og efter de første par dage lagde lydene sig bagerst i bevidstheden og andre ting trådte frem foran dem.

16. september

Vi tog en lidt hurtig gåtur rundt i byen, for at nå at se mest muligt inden vi havde planlagt at tage til et møde om aftenen. Vi fik set Trevifontænen, som stadig var under ombygning, det var den desværre også året før, det måtte give anledning til endnu en rejse, i håb om at man engang kunne få den at se uden stillads omkring. Den spanske trappe, som vi denne gang kom til oppefra. Og det er bare endnu smukkere, end at se den nedefra. Siden er der vist kommet en lov om at man ikke må sidde på den. Jeg ønsker politiet held og lykke med at få håndhævet den lov, for der sidder mange hundrede mennesker der og det har der gjort hver gang vi er kommet forbi den siden.

Nationalmuseet som ikke er et Nationalmuseum, men en bygning til minde om Victor Emanuel 2., som var den første konge over et forenet Italien. Den kæmpe bygning blev indviet i 1911 og blev først helt færdig så sent som i 1935.

Mindesmærket bliver kaldt for rigtigt mange ting, som Gebisset, Bryllupskagen, Klaveret og meget andet. Jeg har hørt mange synes det er grimt, men for mig er det den mest imponerende bygning, jeg nogensinde har set. Den er kæmpe og helt beklædt med hvid marmor, hvilket stikker lidt af fra de øvrige bygninger i Rom. Der har ligget et kæmpe arbejde i den. Faktisk kan man se bronzestatuerne på toppen, fra næsten alle udsigtspunkter i Rom. Og så ligger den lige op ad ruinerne i det gamle Rom. Jeg elsker den sammensætning byen har. Vi ser også den kæmpe badeanstalt Terme de Diocleziano. Derefter med Metro tilbage til Lazio og Jan hurtigt i andet tøj, han er den eneste der tager afsted. Det viser sig senere at han har forregnet sig med transporttiden og kommer ret meget for sent.

17. september

Denne dag havde vi billetter til Vatikanets museer. Vi var glade for billetterne som vi købte hjemmefra. Køen var nærmest uendelig og varmen var massiv. Vi gik lige til døren uden at måtte vente.

Sikke en vanvittig rigdom. ”De fattige og sagtmodige skal arve Guds rige” bibelens budskab, men det er ikke just det man tænker, når man vandrer rundt i sal efter sal og ser uvurderlige skatte. Vi gik rundt i 4 timer og der kunne bruges mange flere, men vi kunne mærke på mine forældre, at benene var trætte, og busterne af berømte kejsere, var ved at ligne hinanden. Vi gik ud og gik langs bymuren rundt om og over til Peterspladsen hvor vi måtte konstatere at køen til Peterskirken også var enorm. Vi havde egentlig adgang her også, men blev enige om at springe over. Set i bakspejlet var det et underligt valg. Men på det tidspunkt var det helt ok, vi kunne ikke klare flere indtryk. Der var 32 grader og vi skulle finde et sted vi kunne få frokost og en kold øl.

Vi gik ned forbi Engellsborg og fandt et meget idyllisk sted lige op ad Tiberen, hvor vi kunne få sandwich og øl. Fuglene er vant til krummerne og snupper dem gerne direkte fra vores hånd. Efter en times pause her, gik vi videre ind til Piazza Navona, hvor vi blev imponeret af gadekunstnerne som kan spraymale et landskab og skabe de mest fantastiske effekter med afrevet avispapir og lag på lag af de mange farver.

Min far havde trukket sig tilbage til en bænk, hvor han sad og diskret gned sine knæ. Vi havde vist drevet dem lidt hårdt, så meget var de slet ikke vant til at gå. Vi fandt Pantheon og satte os på en restaurant, hvor vi tilbragte resten af aftenen, med udsigt til gøglerne, som hurtigt smuttede ud af syne når politiet patruljerede. Betjentene var bestemte, men ikke uvenlige og gøglerne gjorde et show ud af at advare hinanden og lige netop smutte udenfor rækkevidde, og så være tilbage når betjentene var gået om hjørnet. Mon ikke betjentene spillede med på gøjlen og ikke håndhævede loven så strenge, når nu turisterne bifaldt showet som de gjorde? Sådan et øjeblik med familien, et sted man elsker at være, med god mad og vin og latter, er ren og skær lykke. Vi tog modvilligt den sene metro hjem og i seng.

Metroen lå så tæt på vores hjem, at vi kunne hoppe på den konstant kørende bybus et par gader frem, og stå af lige ved nedgangen til metroen, og inde i byen var vi ved at være så kendt, at vi vidste hvor vi skulle hen. Metrostationerne ligger tæt, og er godt skiltede. Selv mine forældre, som er vant til at have en bil med sig på ferie, må indrømme at dette var nemt.

18 september

Vi kom sent afsted, vi havde brug for at sidde lidt over maden og tage den med ro. Men vi skulle ind til byen, for denne dag havde vi biletter til Colosseum. Vi vandrede rundt i to timer, oppe og nede og forestillede os i stilhed hvad der har foregået her, nogles brutale og skrækkelige endeligt, til andres morskab og underholdning. Vi som betegner os som kristne har mistet mange med samme tro på Gud, beskyldt for forræderi og oprørs stiftelser, fordi magtfulde mænd og kvinder har følt sig truet på deres position og råderet. Gud er dog trods alt en vældig modstander, og hvis man ikke selv kan finde ham, kan man vel altid slå oprøret ned med frygt og rædsel.

Vi sad udenfor og fik drukket vand, mens vi betragtede de mange mennesker der enten var på vej til eller fra Colosseum. Sikke en attraktion. Er det mon historien i det eller at bygningen trods alt er så godt bevaret der trækker? Eller fordi Colosseum er et “must see”? Alle aldre, mange nationaliteter, mange med et bykort, alle med vand, og i godt humør. Flere stoppede op og pegede i andre retninger, videre til næste seværdighed.

Vi gik videre og fandt San Giovanni Basilika, en kæmpe kirke, for mange forskellige kirkeretninger, hvor der er plads til alt og alle, ingen regler eller krav – bare man bidrager med 1 euro til de elektriske lys, som tændes for de mange i graven gemte, men ikke glemte, og de mange helgener der efter sigende skal beskytte dem.

Vi undrede os lidt over rummeligheden indenfor kirken. Hvordan kan alt være rigtigt?

Det virkede dog alligevel lidt højtideligt når man så en ung eller gammel knæle og være fordybet i egne tanker eller samtale med Gud, eller den helgen som de troede eller håbede på. Ofte alene, og dermed efter min opfattelse lidt ensomt. Men ikke noget man tit ville opleve i Danmark.

Jeg blev i øvrigt afvist ved døren. Jeg havde bare skuldre og lidt for korte shorts på, efter vagtens mening. Og det er helt i orden. Når man besøger et andet land og en anden kultur, må man følge deres skik. Jeg har tit i Danmark undret mig når jeg har set folk komme ud fra kirken vi engang boede overfor, i cowboybukser eller meget lårkorte nederdele, uanset om det var bryllup eller begravelse. Der mangler lidt ærbødighed eller højtidelighed, efter min mening.

På vejen hen til Basilikaen stod der gadesælgere der solgte tørklæder og de gik målrettet efter kvinder med bare skuldre og i shorts og sagde vi ikke kom ind. Men det skulle vi i første omgang heller ikke. Så vi takkede pænt nej. Men mor og far kiggede nu alligevel ind ad døren og blev enige om at det måske var et besøg værd, og da der var gratis adgang, gik de ind og Jan fulgte efter. Min far og Jan var også i shorts, men kun jeg blev afvist. Det måtte være skulderne. Så jeg måtte til gadesælgeren og købe et tørklæde. 3 euro måtte jeg slippe. Sælgeren startede på 7 euro, så jeg synes egentlig selv jeg havde gjort det godt. Men med tørklædet om skulderne blev jeg stadig afvist med et blik på mine ben. Jan, som synes jeg havde givet for meget for tørklædet, glædede sig nærmest over afvisningen, for så kunne han få lov til at vise hvordan man prutter en pris ned. Jeg fortalte uden at pege hvilket tørklæde jeg ønskede, og så gik Jan i gang. Sælgerne stod flere samme sted og havde jo nok luret at vi havde brug for et tørklæde mere. Og at vi pressede hårdt. Sælgeren startede på 10 euro. Og Jan bevægede sig iblandt dem, til en nærmest grædende fortalte hvordan hans børn og hans mor måtte sulte, men ok, så kunne Jan nærmest få tørklædet forærende til 2 euro. Og så var alle glade. Jan fik succes og jeg fik to nye tørklæder.

Og Basilikaen var virkelig besøget værd. Der var rigtigt mange altre, mange meget smukke og belagt med guld, med højt til loftet som for lettere at nå Gud. Men det var de små fattige altre der virkede mest overbevisende, var Jesus ikke selv fattig og forlangte han betaling for sin trøst?

Skriftestolen var optaget med et rødt lys udenfor, hvilket nok var heldigt for dem. Vi var ikke helt sikre på de ville kunne rumme så meget.

19. september

I dag skal vi se Forum Romanum. Vi bruger 4 timer på det og får endda set mere end Jan og jeg så sidste år. Til gengæld var noget spærret af, som vi godt kunne se sidste år. Det kræver nok sin vedligeholdelse, at forhindre at de smuldrende bygninger falder helt sammen. Mine forældre var trætte og vi havde alle lidt stive lægge efter den megen vandren rundt siden vi landede. Ingen af os var vant til at gå så meget, og der var stadig meget at se. Mor havde fået gnavesår på begge storetæer, far har smertestillende salve med i lommen til sine knæ, Jan bruger samme salve på sin akilles som driller, og jeg må have Dolol for at lindre ryg og skulder, så en pause for hele rollatorbanden, med en rigtigt italiensk pizza og en kold øl er på sin plads. Vi finder et sted uden for Forum, med udsigt til Colosseum.

Resten af dagen satte vi tempoet ned og fandt et marked hvor vi kvinder kunne gå amok på skomarkedet. Derefter grillede vi i haven og nød at sidde under appelsintræet.

20. september

Afslapning i haven og også vaskedag i den udendørs vaskemaskine indtil kl. 14.00. Det havde ikke gjort noget om vi havde slappet af hele dagen, men Jan vil gerne se noget mere og presser på. Så vi tager til Villa Medici og ledte efter Villa Borghese, men i første omgang forgæves. Vi fandt en sal der passede til vores trosretning, og tog søndagsmødet der. Vi fik en varm velkomst og genkendte indretningen fra da vi var afsted sidste år. Lille sal, podie i hjørnet og marmor eller klinker på gulvene. Meget anderledes fra den danske indretning. Derefter gik vi igen langt for at finde Villa Borghese og da vi omsider fandt den rigtige indgang var der mørkt. Så det blev lidt en tam omgang. Blodsukkeret er lavt og humøret lige på vej til at blive stille, da vi fandt en sidegade med en restaurant klemt inde mellem husene. Uanset den smalle gade og mennesker der sad og spiste, var der dog, som altid i Italien, plads til en kørende bil. Vi satte os på den svagt skrånende vej, på stole der vippede på brostenene, og fik os spist og drukket i bedre humør. Det er det gode ved at rejse med familien, der er plads til man kan være bekendt at sige man er træt.

På vej derfra kom vi som altid forbi gadehandlere der vil sælge tasker, og da en af dem ser mine øjne dvæle et sted, starter sælgeren på 40 euro, men jeg har dog lært lidt og takker nej og går videre, han gnider let på tasken og henviser til mærket som er stort mærke, hvis det ellers var ægte. Jeg kiggede på ham og spurgte med et smil, om han tror at vi tror på, at det er et ægte mærke. Han startede sit forsvar lidt forurettet, men grinte hurtigt erkendende, og så gik vi videre. Få sekunder efter kommer han løbende ”Lady. Lady, how much you pay?” og jeg svarede “10 euro” Han himlede med øjnene og fortalte forbipasserende og andre sælgere hvor ublu mit forslag var. Og så foreslog han 15, ”only for you” – og da det passede til mit max., havde vi en handel.  Mor som står ved siden af havde ikke købt noget, så han henvendte sig til hende og foreslår vi kan købe to tasker for 25 euro, vi siger 22 og så valgte hun sig også en taske.  Vi går tilfredse og grinende derfra. Mon ikke han også grinte?

21. september

Sidste hele dag i Rom. Vi var trætte og lidt uenige om hvor meget vi skulle gå den dag. Jan ville gerne se og vise mere, jeg orkede næsten ikke og var usikker på hvor meget mere mine forældre kunne klare. Vi fulgte dog Jans plan for husfred og kærligheds skyld og tog bussen til Via Appia, og det er jeg glad for. Selvfølgelig skal man gå her når man er i Rom. Har måske ikke både Cæsar, Spartacus og Paulus gået her? Var det ikke her Nero hang de kristne op på pæle for at have brændt Rom ned, selvom det var ham selv der gjorde det? Vi kom forbi Katakomberne og mindehulen for de 300 henrettede italienere, som var i vejen for nazisterne. Helt ned til 13-årige drenge og mænd op i 70 års alderen, som blev anset for at være trusler mod det tyske rige. Ovenpå hver stenkiste står et et billede af den afdøde, og det gør indtryk. Det er ikke bare tal og navne, det er drenge og fædre.

Derefter med bus til pyramiderne, Trastevere og Isola, som vist nok var Roms første bydel. Derefter til Piazza Navona hvor mor havde besluttet at finde spraymaleren igen, hun ville have et billede med sig hjem. Min far er ikke meget for souvenirs, så hun fandt et kompromis, hun fik et billede og valgte motivet ud fra hvad hun mente han ville kunne lide. Hun valgte et billede af et stort træskib og vi måtte indrømme, at selvom spraymalede billeder ikke lige passer ind i vores smag, så var det imponerende lavet. Vi satte os på en bar og fik en øl, mens vi betragtede livet på pladsen, som er blevet et af mine yndlingssteder i Rom. Herefter gik vi efter at finde en god taske til far. Han har set den Jan købte sidste år og ville gerne have en noget lignende. Vi fandt en næsten magen til, som vi kunne købe for 25 euro. Min far var nok parat til at acceptere prisen, men det var Jan ikke. Han gjorde mine til at ville gå videre, og så kunne vi pludselig købe tasken for 15 euro.

Vores sidste aftensmad i Rom på denne ferie, Vi søgte tilbage til et andet af mine yndlingssteder, pladsen ved Pantheon. Vi fandt en restaurant ved siden af Napolitano, hvor vi spiste for et par dage siden. Her ville vi sidde og slappe af med god mad og blev igen godt underholdt af gøgleren, som bruger de iagttagende og forbigående turister som basis for hans underholdning. Lidt balloner og diverse andre remedier virker, folk var færdige af grin. Bagefter gik han rundt med hatten og velfortjent får han et beløb ved næsten alle borde, også hos os. Han har været med til at gøre vores sidste aften festlig, og i godt humør tog vi metroen tilbage til Lucas hus, og pakkede sammen. Sidste flaske rødvin i haven. Det var som altid trist at skulle pakke, vi var jo lige kommet. Vækkeurene blev stillet til kl. 6.15, vores chauffør ville være der kl 9.00 og der skulle vi have spist og gjort huset rent. Også det tidspunkt kom overraskende hurtigt, opvasken blev taget i hast og affaldet måtte vi løbe med, mens bilen blev pakket. Vi havde købt dansk chokolade til Lucas børn og fik taget de sidste billeder af haven og fik sagt farvel og på gensyn.

Rom to år i træk og slet ikke sidste gang. —

I vores egne biler har vi Saphe Trafikalarm – det er ikke fordi jeg er tilhænger af at man sætter farten ned når alarmen om en fartkontrol lyder, og så ellers kører som en idiot. Men vi har fundet ud af at Saphens tilstedeværelse giver os en konstant bevidsthed om hvordan vi kører og det virker præventivt, hvis man har en lidt tung speederfod.

Her kan du købe din Saphe

Linket er et affiliate link, hvilket betyder jeg får kr. hver gang en læser klikker og køber direkte via linket på min side. Så Klik og Køb! Tak 🙂