Italian Roadtrip 2014

Juli 2014 Vores første sommerferie blev “et roadtrip i Italien” Det var ikke fordi vi vidste det i lang tid i forvejen – faktisk blev vi først klar over vi skulle ud at køre, da Jan vandt en auktion på Lauritz.com; et “Candlelight dinner” ophold på et Spa- & Wellness hotel i Trier. Vi vidste ikke noget om Trier, ikke engang hvor det lå. Vi blev noget overraskede over at opdage at byen ligger meget langt nede i Tyskland og således ikke bare er et weekendophold at køre til. Heldigt for mig, for så blev det bare første del af vores første tur til Italien sammen. Har man lyst til at ændre sit sædvanlige feriemønster, kan man med fordel prøve at købe sådan et ophold uden at vide hvortil. For os var det en ret god oplevelse, spontant, overraskende og udfordrende.

Vi havde 3 ugers ferie til rådighed. Den første uge skulle vi bruge i Silkeborg med familien, og derudover lagde vi denne plan: 2 overnatninger i Trier, 3 overnatninger i Rom, hvor 3. dagen skulle bruges i Pompei, en lille uge hos venner i Tiggiano, som ligger helt nede på hælen, og derefter 3 dage i Toscana inden der ville være arbejdsdag igen mandag morgen.

Lang biltur, der skulle meget musik med, og stærk kaffe, en masse indtryk, min glæde startede allerede fra første beslutning var truffet. I min fantasi kan jeg allerede se os købe en forladt italiensk villa, med en skøn forsømt have vi kunne forsvinde i. (vi kunne bare forsvinde i vores egen forsømte have, men det ville ikke være helt det samme) Vi joker lidt med at det ikke er sikkert vi begge er med i bilen tilbage til Aalborg.

Men jo, jeg tog ham med hjem/ tog med ham hjem igen. 😉

Vi regnede med at skulle køre knap 7000 km, plus kørsel i områderne vi skulle se.

Med kun 2 – 3 dage i Rom forsøgte vi at spore os frem til hvad der ville være specielt for os at se, og det er ikke nødvendigvis det samme som guidebøgerne ville have os til at se, selvom vi da skævede til blogs, google, erfaringer og rejsebøger. Der er altid delte meninger/smag og behag, og måske har jeg også lidt en tendens til at lede efter noget andre ikke umiddelbart ser. Nok lidt svært at finde noget der ikke allerede er set i Rom.

Vel hjemme igen kunne vi se tilbage på en dejlig, men også lidt presset ferie. Lidt for meget der skulle opleves på 15 dage. Men helt sikkert en kæmpe oplevelse. Selvom vi på forhånd havde regnet på køretid og udgifter til brændstof og vejafgifter vs. at tage et fly og leje en bil, så er der bare noget helt specielt at se landskabet ændre sig undervejs og de gode timer man har sammen i bilen, er hyggelige og virkelig kvalitetstid.

Vi havde vores Lauritz.com køb; Spa & Wellness ophold i Trier, som viste sig i stedet at være Gondorf uden for Trier. Hotellet hed Terra Ventura og ganske fint, men ikke så hyggeligt som beskrivelsen på Lauritz.com havde bygget op til. Eller var det min forventning der var skruet lidt op? Rigtigt fint hvis man blot skal koble af nogle dage eller bruge det som udgangspunkt til at se omegnen.

Vi kørte fra Silkeborg lørdag aften, og stoppede i Vejle, hvor vi fik en kop kaffe hos Jans moster. Så kunne vi både hilse på og få tiden  til at passe lidt bedre med at køre om natten og ankomme tidligt om morgenen. Vi tankede fuld tank ved Kruså kl. 00.10, og satte for alvor kursen sydpå. Vi tog den med ro, vi havde jo hele natten til at klare de ca. 700 km. vi har fra Kruså til Gondorf. Allerede Kl. 1.30 var vi begge trætte og kørte fra motorvejen og tog en times lur på en p-plads ved den lille by Rade. Vi var overraskede over vi ikke kunne holde til en længere tur, men siden har vi erkendt at vi bare er dårlige til at køre om natten. Det afholder os dog ikke fra – optimistisk – ved hver ferieplanlægning at tro at det kan vi sagtens. Efter en kop kaffe på en tankstation kl. 6.00, kørte vi det sidste stykke og var ved hotellet Terra Ventura kl. 9.15. Det var selvfølgelig alt for tidligt til at vores værelse var klart efter sidste hold gæster. Men pyt med det, vi var friske og klar til de oplevelser vi havde ventet på siden planlægningen. Vi kørte til Trier og fandt  byens flotte torv, og fik den største brunch jeg nogensinde havde, og indtil nu har, set – og sat til livs. Tiltrængt efter de mange timer i bilen uden ordentlig søvn og mad.

Trier er Tysklands ældste by. Der er rigtigt mange spændende bygninger, med finurlige og flot udførte dekorationer, og virkelig noget flottere byggestil, flere detaljer end man ser på nyere byggerier. Smag og behag selvfølgelig. Personligt synes jeg det er lidt en skam, at de bygninger vi efterlader til kommende generationer, er fuldstændig anonyme betonbygninger med glasfacader. Det er selvfølgelig dyrere at lave en bygning med sten huggede skulpturer (er der i det hele taget nogen der kan lave den slags håndværk mere?), men den vil da blive beundret i mange, mange år frem. Vi tilbragte det meste af dagen i Trier og fik bla. set museet tilknyttet Port Negro, en del af den gamle bydel. At 40 % af Trier blev ødelagt ved bombardementer i 2. verdenskrig kan ikke sådan lige ses, alt er bygget smukt op igen.

Vi tog tilbage til Gondorf først på eftermiddagen og var tilbage i hotellets wellness afdeling og nåede en tur i hotellets indendørs swimmingpool. Og så en lille lur inden aftenens middag.

Opholdet på hotellet inkluderede den føromtalte ”Romantiske Candlelight Dinner”, og vi klædte os pænt på for hinanden, spændte på hvad der var i vente. Vi kom ned i en stor meget lys restaurant, fuldt blus på alle lysstofrør i loftet. Bordet var fint dækket i et hjørne, med stof-rosenblade og små guldstykker/stjerner og hjerter drysset med rund hånd. Et lille bord-staffeli præsenterede menuen, med et par valgmuligheder. Super god mad, MEN meget distraherende at radioen kørte højlydt med tyske nyheder om bomber, krig og ødelæggelser verden over. Vi grinte lidt af det, men havde en anden forventning til aftenen end lige lysstofrør og tysk radioavis,  så vi spurgte om de mon havde noget musik i stedet. Men nej, radio var standard, men de kunne da slukke. Af hensyn til de andre gæster sagde vi radioen var ok.

Der var to restauranter i forlængelse af hinanden, der sad vel 3 – 4 gæster i denne og den anden var tom. En familie med 3 meget larmende børn sad ved bordet ved siden af os, hvilket også undrede os. Da det nu var solgt som en romantisk parmiddag, forventede vi måske lidt dæmpet lys og musik og andre par i samme stemning. Og tag nu ikke fejl, vi elsker begge børn. Men når det nu skulle være romantisk og intimt, var det meget forstyrrende med børn der løb rundt og legede og fik lov til at hoppe i stolene, med pommes fritter i hænderne. Måske kunne man have placeret et af selskaberne (det kunne fint være os) i et hjørne, lidt væk, så man bedre fik en fornemmelse af den hygge vi var kommet efter. Nå pyt, det gik også. Vinen var lidt en skuffelse, kun tysk, ikke noget alternativ. Men alt i alt fint nok, humøret var højt og vi kunne grine af forskellen på forventninger og virkelighed. Du kan se lidt om hotel Terra Ventura her

Med en stor altan tilknyttet værelset, kunne vi se solen gå ned over dalen og det var ekstra skønt at kravle i en rigtig seng og få en hel nattesøvn, eftersom natten før var foregået i bilen. Vi vågnede alligevel tidligt, da madrasserne var hårdere end vi var vant til og der blev flyttet på affaldscontainerne udenfor. Derhjemme ville det være træls, men her gjorde det intet at ligge vågen en time og høre fugle og liv udenfor. At jeg vågnede med solen i ansigtet, skinnende gennem et luftigt gardin, der blafrede let i den åbne altandør, gjorde starten på dagen perfekt.

Efter brunch satte vi kursen mod Luxembourg. Ingen plan, bare i den retning. Vi blev pga. omlægning af veje, dirigeret lidt rundt, til vi til sidst fik øje på en kæmpe borg på en af bjergtoppene. Vi blev enige om at køre i dens retning, og fandt den imponerende borg “Vianden”, med en idyllisk landsby omkring. Vejen førte stejlt op til parkeringspladsen og da jeg var chauffør, og jeg elsker historie og gamle bygninger, var det der vi stoppede. Jan er ikke så interesseret “i gamle sten der er gået i stykker”, men han betalte alligevel gerne de 12 euro pr. pers. for at gøre sin kone glad. To timer senere havde  vi været igennem alle tilgængelige rum og mange hundrede års historie, og selv Jan var begejstret. Her kan du læse andres beretning om Vianden og omegn

Da vi kom ud, var himlen blevet sort – som i HELT SORT!  Og det buldrede faretruende i det fjerne. De første dråber var få og lune, men så snart vi sad i bilen begyndte regnen for alvor. Man kunne ikke køre tilbage gennem byen, så vi måtte køre opad og Jan ledte efter et udsigtspunkt over byen. Vi nåede kun op på vejen lige over borgen, da himlen åbnede sig 100 % og tømte sig fuldstændigt lige over os. Vi måtte holde ind på en p-plads, for vi kunne absolut intet se. Efter lidt tid i bilen fik vi øje på at det faktisk var en p-plads for et udkigstårn vi holdt på. Og vi blev enige om at det jo kun var vand og egentligt ret hyggeligt, tog vi skoene af og stod ud i regnen. I bagagerummet fandt vi regnslag fra vores open air på Skråen, Aalborg i selskab med Elton John frem, og gik rigtigt mange trin op i bare fødder og floder af regn. Trappen startede som behagelige sommerlune betontrin, men gik efter et par etager, over i en skridsikker ruflet jerntrappe, som ikke var så spændende for bare fødder, men nu var vi jo ligesom halvvejs. På toppen ved udsigtstårnet viste det sig at vi stod ved et kæmpe, kæmpe, vandreservoir. Vi læste os frem til at der sker en transport af 7,3 millioner m3 vand gennem turbinerne, i døgnet. Det var simpelthen så imponerende et syn, at vi bare stod stille i den silende regn og så vandet ramme overfladen af den kæmpe ”sø”. Vi satte kursen mod Luxembourg by og vandrede rundt i stille regn i gågader og på gamle pladser med imponerende bygninger. Uden at købe noget, og uden at have behov for noget, var det bare en god dag med masser af indtryk.

Med i vores køb af opholdet hørte en luksus massage for to og den havde vi skubbet så meget med, at vi blev nødt til at booke den til “afvikling” så snart de åbnede lige efter brunch den 3. morgen. Skøn luksus og forkælelse, og en lidt stresset udtjekning. Næste overnatning var nemlig allerede booket hjemmefra, og det var i Rom, hvor vi havde regnet med vi kunne være inden midnat. Men det skred fuldstændig for os, massagen var vi færdige med kl. ca. 11.00, og med beregning på ca. 10 timers kørsel til Rom, kunne vi overhovedet ikke være i Rom til tiden. Så vi måtte ringe og kommunikere med den italienske vært og sige vi ville blive en del forsinkede. Han var heldigvis forstående og venlig.

Vi nåede Saarbrücken 12.30, og havde tænkt vi kunne spare en time ved at køre gennem Frankrig, i stedet kom vi til at bruge et kvarter mere pga. vejarbejde.

Kl. 14.45 og 1500 km. siden Silkeborg, ramte vi første større kø pga. vejarbejde. Det gav os tid til at blive imponerede af bjergene til højre for os.

Kl. 16.30 Schweitz, 153 km. til Gothard. Marmelademadder på 1 uge gammelt toastbrød. Så første skilt med “I” på, så brødet gled fint ned, vi ville snart være i Italien. Henover autoværnet kunne vi se en lille del af en landsby fare forbi, fuldstændigt ens typehuse. Lidt forvirrende fordi vi i Schweitz forventede at se den slags huse vi forbandt med Schweitz, i Tyrolerstil, ikke huse vi kunne se i Bækparken, Valsgaard, Dk.

Vi tog en “vaske hænder” pause 35 km. før Gotthard og tankede endnu 65 l diesel, til 130 chf. på dagens valutaomregner svarede det til 930 dkr.

Den italienske vært for vores første overnatning i Rom, var heldigvis stadig venlig og forstående, da vi omsider dukkede op ved 00.30 tiden om natten. Vi fandt ud af at vores billige bookning af værelse udenfor Rom, havde givet os en hel lejlighed med to soveværelser, køkken, stue, bad og terrasse foran huset. Logiet lå lidt udenfor Rom, så vi måtte køre igennem lidt slum-agtigt område, hvilket skræmte en smule, (kun mig selvfølgelig, Jan er ikke bange for ret meget) men alle bungalows lå inden for mure og alarmer, og lejlighederne var store og pænt rene. En skam at vi ankom til Rom om natten da der var mørkt, jeg ville gerne have set Rom lidt ”udefra” mens vi fandt bestemmelsesstedet.

Vi vågnede efter en god nat, på trods af at jeg flere gange i løbet af natten havde været vågen og oppe og åbne vinduer og skodder og kigge ud, og sikre mig at vi virkelig var i Italien, det havde jeg sidst været i 2007. Dengang var jeg alene med mine børn og mine forældre tog os med på bagsædet. Også en virkelig god tur, og min første rejsebeskrivelse, som du kan læse andetsteds her på bloggen. Vi tjekkede ud og spiste brunch på en tank med lokalt cafeteria et stykke henne ad vejen. Her tankede vi igen, 63 l. til 98 euro, vores hidtil dyreste tankning.

Efter maden måtte vi tilbage til logiet, da jeg i glemsomhed havde efterladt min bærbare på bordet i lejligheden. Vi kørte herefter ind til Rom, fandt et parkeringshus hvor bilen skulle stå mens vi var i byen, og fandt vores hotel “Petri” som var vildt hyggeligt, og havde en virkelig lækker tagterrasse, hvor vi kunne nyde drinks, og få et kig til Roms gamle bygninger og røde stentage. Link til Hotel Petri, centralt i Rom Vores to planlagte dage var alt for lidt. Den første dag vandrede vi rundt uden en plan, den anden dag var vi både inde at se en 5D film (havde jeg ikke hørt om før) med en teori om livets udvikling og derefter en 3D der tog os med i gaderne i Roms gamle historie.

I den mørke “biograf” med de effekter der nu hører den slags film til, var der skjult ved sæderne installeret virkemidler der skulle give en oplevelsen af at være med i filmens virkelighed. Da der blev vist en rotteplage i Roms gader, begyndte snoretræk at røre ved vores bare ben under stolene i mørket. Jeg er vildt bange for alle dyr der er mindre end en kat og skreg højt og blev således ufrivilligt en del af dagens underholdning. Så fik alle andre bonus for pengene og jeg havde myrekryb resten af den dag.

Vi fik set Colosseum, Forum Romanum, Palatinerhøjen, Vatikanet og en helt masse mere, især masser af ”gamle sten der er gået i stykker”. Vi fik spist på de små caféer i sidegaderne, og siddet på bænke og iagttaget andre menneskers ansigtsudtryk. Vi fik fantaseret om deres liv og ærinder. Jan blev vist omvendt, historien, romantikken og en begejstret glad kone fik tag i ham.

7. august hentede vi bilen i parkeringshuset og manglede kun bykørsel ud af Rom. Så mange indtryk og oplevelser. På vores trintællere kunne vi se vi hver dag tilbagelagde 12 – 14 km til fods. Det er mange gader i Rom, og rigtigt mange indtryk.

At vi kun manglede bykørslen var nu ikke en lille ting. Aldrig har jeg set – og været midt i sådan et trafikkaos. Italienerne skal frem. Først! De kører frem på kryds og tværs, presser og dytter og rammer. Og indimellem bilerne der tager chancer og presser på, kører scootere og cyklister, upåvirkede, frygtløse og gestikulerende. Indimellem og foran og bagved. Jeg ved ikke hvor lang eller bred vores Mercedes var, men på den tur var det lige før jeg ønskede, at jeg også sad i en lille smartcar, med gaffatape på alle skærme og var i stand til at tage det med sindsro, når de bløde trafikanter lige satte en fod på de biler de kom forbi, for at holde balancen i en snæver passage. Der er buler og ridser på stort set alle biler. Og gaffatape. Lyskryds er kun vejledende, hvis der ikke kommer nogen (hurtigt nok) er der jo ingen grund til at stoppe. Parkering kan ske pludseligt, gerne i anden eller tredje position på vejen. Bare tænd for katastrofeblinket hvis du har et ærinde i en butik, så kører de andre udenom. Eller venter. Og pas hele tiden på, at få kigget til alle sider, for der køres gerne indenom hvis der (måske) er plads. Alt virker utilregneligt, og vi var begge konstant på vagt for det uventede. På en gade er det ikke ualmindeligt at se en hel række biler der har parkeret parrallet med gaden og så 3 der vender med front mod fortovet. Lidt på skrå, så går det nok. Italienerne har stor tålmodighed med hinanden i trafikken, de er alle i samme situation. De skal nok komme frem. En anden ting er “forrude-vaskerne”, som også bevæger sig rundt mellem bilerne. De går i gang selvom man har takket nej og ryster på hovedet. Italienerne er vant til det, selvom de har sagt nej tak, giver de op og giver mønter. Derfor betaler det sig at ignorere et nej, langt de fleste gange.

Et godt eksempel på trafikkens bevægelse, er da vi skal ud af Roms byring. Vi skal åbenbart alle igennem en gammel port. Der er en vejbane, men bilerne holder i 6 sideløbende positioner, det er der nemlig plads til i den rundkørsel som man ikke kan se for biler på kryds og tværs. Alle biler skal igennem samme port. Og det kommer de. Den der er mest modig, eller mindst øm over sin bil, kommer først. Fletteregler har en større betydning i Rom end i Aalborg. Blinklys, dytten, vognbaneskift, fortrydelse af retning og pressen sig ind fra alle retninger er helt ok. En undskyldende gestus med armen ud af vinduet kan ordne alt og få det til at se ud som om de først nu har opdaget de skulle være i en anden bane. Længere fremme ser man den samme bil gøre samme nummer igen og igen, og sådan kommer de foran 2 – 3 biler ad gangen.

Kl. 22.30 var vi fremme ved Hotel Cesare Augusto i Napoli. Hotellet blev booket undervejs på turen, også denne gang bare for en nat, Vi tjekkede ind og forlod med det samme hotellet for at gå en tur i Napolis gader. Da det var udenfor centrum, var der ikke så meget at se, men vi fandt da en isbar, hvor vi kunne se de solgte både pandekager og is og derfor bad vi om netop det; to pandekager med is i. Men det forstod de ikke, de måtte hive unge fra stolene på gaden, ind for at få det oversat til italiensk, ønskede vi virkelig is i pandekagen? Da de omsider forstod at det netop var hvad vi ønskede, hældte de hældte dej på panden, vendte pandekagen, lagde is på og stegte videre. Til sidst fik vi pandekagen med smeltet is, som de måtte samle op med skeer for at få over på vores tallerkner. Det grinte vi meget af, så meget for en international dessert.

Hotellet var billigt, vi skulle jo afsted igen efter morgenmaden, så det behøvede ikke være andet end seng, toilet, bad og parkering. Men vi fik en overraskelse. Elektriciteten virkede kun i den ene halvdel af værelset og der var ingen top- eller rullemadras på sengen. Så vi skøjtede svedige rundt (på den uromantiske måde) på et lagen direkte på den syntetiske madras. Jan var okay med værelset, han havde nemlig natlampe og telefonlader i sin side af værelset. Om morgenen skulle vi have hotellets morgenmad inden vi kørte videre, maden var ikke noget særligt, men gamle Mama i køkkenet gjorde det hele besværet værd. Hun gav os varmt hånden da vi takkede for maden og spurgte om vi kom igen og så oprigtigt ked ud af vores korte ophold. Vi er dog så småt begyndt at kende sælgeren og skuespilleren i alle italienere og ved at selvom mange mener det og har den varme gæstfrihed, så er rigtigt meget også tillærte tricks, der får os gæster til at føle os som noget særligt, og måske komme igen. Vi tager dog sædvanligvis imod varmen og lover at kigge ind hvis vi kommer forbi igen, for lige netop denne ældre dame mente selvfølgelig hvert ord.

Vi var som følge af det billige hotel havnet i Napolis mere private gader. Vores indtryk var at der flød med affald. Containerne var proppede og havde små bjerge med endnu mere affald ved siden af. På vores lille gåtur efter isen så vi den største kakerlak jeg nogensinde har set, mere end halv længde af min langfinger. Men vi er også klar over vi så bagsiden, en anden gang vil vi søge efter et andet indtryk af Napoli.

Da vi skulle forlade hotellet skulle vi ud gennem en port. Men der havde chaufføren af en stor hvid varevogn valgt at parkere. Vi dyttede og ventede og dyttede mere insisterende og ventede igen. Jan gik ud på gaden hvor vores dytten havde tiltrukket sig opmærksomhed. De lokale spottede hurtigt vores problem og kaldte og råbte efter chaufføren, og spurgte gestikulerende som kun italienere kan det, hvor idioten, der havde parkeret så dumt, mon var. Man kunne næsten se deres dramatiske “Mamma Mia” komme over læberne. Jan ville dytte fra varevognens eget horn, men hele “horn-delen” forsvandt ned midt i ratstammen, så det hjalp ikke. Til sidst havde nogen fundet chaufføren i et tilstødende hus og han kom ud, ledsaget af de lokales irettesættelser, men han løftede smilende skuldrene i vores retning og var sekundet senere videre i sit liv, med mobilen hvilende mellem skulder og kind flyttede han bilen og vi kunne komme videre. Man bliver på en eller anden måde lidt grebet af hele måden på det. De har ikke travlt, (andet end når de selv sidder i deres egne biler) hvad skal man nå? Hvorfor har vi så travlt og er utålmodige, vi skal jo nok nå frem, selvom vi lige måtte vente en halv time i en port.

Vi skulle nu se Pompei. Troede jeg. I mine planer havde det hele tiden været; Trier, Rom, Napoli, Pompei, Tiggiano, Toscana og hjem. I Jans viste det sig at Vesuv lå mellem Napoli og Pompei. Jan havde hele tiden tænkt på Pompei som vulkanen, selvom vi hjemmefra havde set en dokumentar/drama fortælling om den dag i år 79 e. Kr. hvor Vesuv i to dage åbnede for lava og aske og begravede byer og mennesker levende.

Jeg har højdeskræk og bryder mig ikke om broer, tårne og bjergkørsel (selvom jeg elsker bjergene) Min skræk blev allerede sat hårdt på prøve både i min barndoms ferieture, men også siden jeg med Jan havde været på El Teide på vores bryllupsrejse til Tenerife, og da vi kravlede op i et udsigtstårn i Luxembourg på denne ferietur. Det er som om jeg tror, at bare jeg rykker tættere på chaufføren kommer vi væk fra kanten og kan ikke falde ned. Men det eneste der sker er at chaufførens bevægelsesmuligheder bliver mere og mere begrænsede.

Vi fandt et kompromis og kørte først op til Vesuv som selvfølgelig skal ses helt fra toppen. Hold da op en udsigt over Napoli der er på vejen op. Smukt med bugten for foden af byen. Begge iPhones havde ikke plads til flere billeder, så på vejen op ad bjerget måtte vi holde ind og få flyttet til den bærbare , så vi kan tage endnu flere.

Vi kunne køre næsten til toppen, derefter måtte vi betale 6 euro pr. bil og 10 euro pr. næse og i dårlig form (gående)puste op ad det sidste stykke. På vejen op, med kun en lille rest værdighed tilbage, blev vi overhalet af børn der legede tagfat, syngende pensionister, rygere, tungere mennesker end os og en enkelt højgravid. Derefter led vi i stilhed det sidste stykke.

Helt oppe over skylaget som skjuler Napoli, kan man se direkte ned i krateret, med stensider og støvet bund og grønt. Ikke noget hul eller andet der kan advare om hvilke kræfter der ligger herunder. Sidste udbrud var i 1944 og den “lever” stadig. Jan som orkede at gå halvvejs rundt om toppen (der valgte jeg lige at passe på bænken imens) for at se det hele fra en anden vinkel, fortalte om røg, så helt død var den ikke. Hvordan tør man at bo for dens fod? Bygge hus og få børn?

Nedturen foregik i et noget mere værdigt tempo. Ikke helt så røde kinder og kun et enkelt tøset skrig da et par firben pludselig bevægede sig ude i min højre synsvinkel.

Vel nede igen satte vi kursen mod den begravede by Pompei, som jeg havde glædet mig helt vildt til at se. Indgangen kostede 11 euro pr. næse og det betaler jeg gladeligt igen. Det hele var så meget større end jeg havde troet, der er så meget at se og det er meget velbevaret. Eneste skuffelse var at alle de udgravede ting, afstøbninger af dyr og mennesker (egentligt ret makabert) var flyttet ind på et museum i Napoli. Det ville have været rart at vide på forhånd, hvis det var det man ville se. Men bygningerne, butikkerne og gaderne var mange timers gåtur værd. Igen lod også Jan sig imponere. Der var sandelig ikke noget fattigt over en by i år 79 e. Kr. Byen var veludstyret og havde handelsliv og smukke parker og stadion og teatre. Vi havde alt for få timer, idet vi samme aften skulle ankomme til vores venner på Italiens hæl, hvor vi skulle tilbringe 6 dage i private hjem.

Hvorfor har vi italienske venner som bor så langt væk som alleryderst på Italiens hæl? Jo, Jan og hans første kone åbnede engang for mange år siden, deres hjem for en udvekslingsstudent, med samme humor, værdier og holdninger som Jan har. De omtaler hinanden som “my brother from another mother”. De er ens på alt for mange måder. Siden har de holdt kontakten og Jan har besøgt ham og hans familie flere gange siden. Dette var mit første besøg hos familien, men bestemt ikke sidste. Vi er blevet en del af “La famiglia” og vi har siden dette besøg i 2014 haft både mine forældre og min søn og svigerdatter med på besøg hos familien.

Vi ankom til Tiggiano kl. 01.00, noget senere end planen. Og nøjagtigt 3300 km. siden vi kørte fra Silkeborg. Efter en kort velkomst blev vi dirigeret til en lejlighed som blev stillet til rådighed af venner den lille uge vi skulle være der. Vi sagde godnat og var taknemmelige for at kunne tage bad, efter de støvede ture på Vesuv og i Pompei og kravlede derefter under tæppet, i hvad der synes at være, 30 graders varme.

Denne uge i Tiggiano med gæstfrihed og venskaber, rørte ved vores tanker om prioriteter og værdier. Varme, dybe tanker, sammenhold og gæstfrihed i en grad jeg aldrig har set i Danmark. Vi fik rykket noget indeni, og har fået oplevelser for livet. Vi fik set byer på egen hånd og blev vist rundt. Hver dag en strandtur, til to forskellige strande på skift. Også her må man sige der er forskel på hvad danskere og italienere kræver af en tur. Måske fordi de bor så tæt på stranden, og de lange somre og badesæsoner, kræves intet andet end et håndklæde over skulderen, en flaske vand og et par mønter til en is. Dagens strandtur kunne sagtens bare være en time eller to inden man skal noget andet. Når vi tager til stranden i Danmark, har det altid været en heldagsudflugt, helst med borde og stole og køletasker og diverse underholdning. Vi kræver (for) meget, mens alt hos vores venner i Tiggiano holdes alt på et mere simpelt, og på en måde smukkere, niveau.

Gæstfriheden er fantastisk. Vi var dagligt sammen med et ældre ægtepar, Mama Ana og Damiano, som bor i et rummeligt hus med figner, tomater og chili voksende i deres lille have. Hos dem bor deres tvillingedrenge på 40 år, Maurizio og Fausto. Jo, det er rigtigt nok. De to “drenge” bor hos deres forældre. På samme værelse som de altid har gjort. Sammen. I Danmark ville vi finde det sært, men dernede var det bare sådan de havde indrettet sig, de hyggede sig med familien, krævede ikke meget og hjalp hinanden.  De to mænd var godt nok ved at bygge deres egne huse. Eller hus, for de skulle stadig bo sammen, i et dobbelthus med hver sin lejlighed. Det havde deres far som er over 80 år tvunget dem til, fordi “det er sundt for dem at have deres eget”. Men det var ikke noget der hastede, de havde det jo godt hvor de var.

I vores besøgs anledning, var også drengenes søster, Franca, og hendes mand og 16-årige datter på besøg. De bor i Schweitz, men er selvfølgelig jævnligt hos familien. Det vil sige vi dagligt sad 9 til bords. Mama Anna og hendes datter Franca lavede hver dag deres typiske italienske middags mad, bestående af mellem 4 og 6 forskellige retter i rigelige mængder. Maden blev øset op i køkkenet, først til Jan, så til mig, derefter til Damiano, Maurizio, Fausto og til sidst kvinderne. I den rækkefølge. Da der en dag kom en uanmeldt gæst lige til spisetid, rejste kvinderne, rokerede rundt på stole og satte Francas tallerken foran gæsten. Vi sad rådvilde, alt var fordelt, men ingen andre tog notits af det. Vi tilbød hende at vi kunne dele vores mad, som var øset rundhåndet op, men nej tak, hun havde smagt maden da hun lavede den. Smilende og tilfreds med at være en god værtinde. Og for gæsten var det naturligt, selvom han jo også kunne se det betød hun måtte tage en bid eller to fra sin gamle fars tallerken. Hvis det berørte ham, skjulte han det godt.

Nu har vi prøvet at køre med vores italienske vært, Maurizio som chauffør. Og jeg ved ikke om jeg skal beskrive oplevelsen af italiensk kørsel indefra, som ikke nær så slem som det ser ud, udefra. Ikke helt så dødsangst-fremkaldende som når man selv kører i egen bil mellem italienerne. Maurizio havde tilsyneladende fuldstændig kontrol og ro i sin kørsel. Han havde 100 % tillid til at andre holdt tilbage og gav plads hvor han gerne ville frem. Han talte livligt med både medpassagerer og i sin mobil og da han tilfældigt fik øje på nogle han synes vi skulle møde, bremsede han uden videre, tændte katastrofeblinket og lod alle stige ud og hilse på. Der gik en tid efter vi var kørt derfra, inden Jan gjorde opmærksom på at katastrofeblinket stadig var tændt. Ikke så vigtigt. Bilen kørte i øvrigt på Metangas. En Alfa Romeo, købt for 1000 euro og lavet lidt om. Helt almindelig optankning i Syditalien.

Om aftenen besøgte vi Lecce, som helt bestemt også er endnu en tur værd en anden gang. Hvis I planlægger tur til Puglien er Lecce helt oplagt og et aften besøg værd. Der er et helt specielt lys på de gyldne bygninger og stemningen er som den er i Italien…uerstattelig.

Onsdag d. 13/8 kørte vi fra Tricase og Tiggiano, efter en meget rørende afsked, hvor vi blev inviteret til permanent at bo i lejligheden som vi havde sovet i. En Maurizio havde lånt af nogle af hans vener. Ejendommen i tre etager, var en tidligere stor slagterforretning, som efter faderen gik på pension, blev ombygget så husets to sønner kunne overtage forretningen, bo med hver sin familie og med forældrene i stuelejligheden. Så døde den ene søn efter en fejloperation på en diagnose som senere viste sig at være en fejldiagnose. Siden havde lejligheden stået tom, og skulle hverken sælges eller udlejes til fremmede, men vi var velkomne til at komme og bo der og være en del af familien. Vi var fristede. De fem dage vi tilbragte hos vores italienske venner, gik så stærkt, at jeg har svært ved at adskille den ene dag fra den anden. Vi  var en del på stranden, så markeder og vandrede rundt for at se byer med historiske bygninger (her vil jeg igen nævne Lecce, du bliver aldrig færdig med at imponeres) og om aftenen deltog vi i småbyernes byfester og så også det mest imponerende fyrværkeri, jeg nogensinde har set. Måske var det alle de glade mennesker omkring mig, måske var det den specielle is vores venner gladeligt kører mange km for at få, de usædvanlige smagsvarianter de opfordrede os til at prøve, mens de spændte ventede på smagens oplevelse viste sig i vores ansigter. Derfor elsker jeg Italien. Alle sanser er i brug. Gamle oplevelser i ny forklædning. Hele tiden.

Vi satte kursen mod Toscana, hvor de sidste 3 døgn skulle bruges, inden vi skulle på arbejde mandag morgen. Kl. 00.10 måtte jeg give op og holde ind og tage 4 timer, Jan var helt mast og kunne ikke overtage og det var der ikke noget at sige til, han havde kørt langt størstedelen af de mange tilbagelagt km. I bilen plagedes jeg af lopper, måske fordi jeg tillod mig at knække et lille 3 cm skud af en palmes stamme på en tankstation i Bari, så faldt der prompte straf for det, med masser af bid og kløe. (Vi har den stadig, den er nu knapt en meter høj og trives fint. Ude om sommeren og inde om vinteren)

Kl. 11.25 var vi fremme i Siena, vores GPS ville godt nok have os udenom, men byen var på ønskelisten hjemmefra, da vi ligeved og næsten kunne nå at overvære det historiske årlige hestevæddeløb i byen. Så vi gjorde holdt her og gik en tur i byen, med dens mange skæve og stejle gader. Byen summede af de mange gæster og turister der hvert år strømmer til for at se dette væddeløb. På et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer jeg også til at stå blandt de mange tilskuere, bare ikke denne gang. Til gengæld gik vi amok i de mange skobutikker og købte også her tasker og gaver til vores tilsammen fire piger og to drenge. (inkl. vores svigerbørn) I Rom opdagede vi glæden ved en slice pizza (Uden sammenligning med “danske” pizza) og en flaske vand eller hvidvin, indtaget på et trappetrin, så vi ikke skulle indenfor og sidde og dermed gå glip af menneskernes liv og gøremål på gaden.

At køre til Toscana, i egen bil betyder at man selv bestemmer farten og de veje man vil tage og stoppe når der skal fotograferes. Og det skulle der. Tit. Billeder og bøger lyver ikke. Vi kiggede på husene som om de kunne blive vores hvis vi bare slog til. Og vi skiftede hele tiden det ene sted ud med det næste. Talte om det praktiske i tilkørslen, hvad tilbygninger skulle bruges til og hvordan vejene ville være om vinteren. Til sidst ankom vi til Villa Margherita som vi havde booket tre overnatninger på, hjemmefra. Smuk bygning, den rigtige gule farve og grønne skodder. Vi fik et værelse i den ene fløj og gik på opdagelse i både bygninger og omgivelser, og tog også et smut udenfor de anviste gange, for ikke at gå glip af noget sjovt eller mystisk, ikke beregnet for gæsters øjne.

Hotellets omgivelser og bygninger var helt i orden, men ejerne og deres familie fyldte utroligt meget. Deres familie opførte sig som adelige og flyttede gerne gæsters vinglas for selv at indtage det foretrukne bord, med det evigt undskyldende og ligeglade skuldertræk som vi ofte har fundet charmerende. Men ikke her. Deres børn legede tagfat mellem bordene, mens de stjal de små Nutella, pakker fra buffeten og endda cykler rundt mellem gæsterne på restauranten.

Vi brugte hotellet som base og kørte rundt og så Volterra, Livorno og selvfølgelig Pisa. Vi faldt hurtigt i hak med to andre danske par, meget yngre end os, men festlige og tilbragte aftenen på terrassen foran hotellet, delte  rødvin og talte til langt ud på natten, indtil vi pænt fik at vide at andre gæster, med værelser ud til terrassen havde bedt værten sende os i seng.

Den anden dag besluttede vi os for at droppe sidste overnatning og tage den store oplevelse med, at høre Madame Butterfly i Puccinis egen fødeby Lucca, hvor der er bygget et frilufts opera amfiteater, til ære for ham. Også denne oplevelse var 100 % for min skyld, Jan har aldrig bevidst lyttet til opera, eller følt sig tilskyndet til at give det en chance. Vi fik overtalt det ene unge par til at tage med os, de havde heller aldrig haft oplevelsen før. Vi tjekkede ud af hotellet tidligt på eftermiddagen og brugte dagen i Lucca, som kunne have fortjent et par timer mere, men vi skulle jo mødes med Bente og Anders, så vi måtte finde det lille opera auditorium udenfor byen. Scenen ligger bygget lige op ad en smuk sø, hvor vi med champagne i glassene får fornøjelsen af solens sidste stråler, den sidste solnedgang for os i Italien, i denne omgang.

Da vi sad der, overgav vi os alle og levede os ind i historien og de imponerende sangstemmers styrke. Ingen mikrofoner og alligevel sang de hele området op. Fantastisk sidste aften, helt perfekt at køre hjem på.

Kl. 00.30 satte vi kursen nordpå. Vi skulle desværre hjem, for selvom Jan er selvstændig og sin egen chef, havde jeg på det tidspunkt en 8-16 stilling i et It firma i Aalborg. Den første time var let, vi googler Madame Butterfly og fik detaljerne med. Opera på italiensk gav lidt gætværk på hvad der skete indimellem, men i det store hele var det nemt nok at forstå handlingen, der var var bare lige nogle få personer vi skulle have på plads.

Søndag kl. knap 7 om morgenen, er vi næsten på toppen af Paso San Bernardino, vi tanker 63 l- diesel til 1,879 chf. pr. l.

Vi var trætte og byttede chauffør hver eller hver anden time. Holdt en times pause på en rasteplads før Schweitz, Jan var helt brugt op, han havde som sædvanligt kørt mest. På trods af min angst for at falde af broer og bjerge var det netop hvad jeg nu blev udfordret på som chauffør om natten. Jeg opdagede jeg ubevidst søgte ind mod midten af vejen, af skræk for kanten. Sandsynligheden for at jeg ramte en modkørende bil var nok alligevel større, end sandsynligheden for at vi faldt af bjerget.

6 grader udenfor – jeg vil tilbage til Tricase!

Vi var hjemme lidt over 23.30 søndag aften. Vi kunne ikke tænde lyset og konkluderede at strømmen var gået. Vi åbnede fryserne og opdagede at det nok ikke var sket samme dag, men alligevel heller ikke for mange dage siden. Skrev sms til Ann at vi var kommet godt hjem og havde tænkt os at lade fryser være fryser, vi ville sove. Hvortil hun svarer “jamen, har I ikke toppen af jeres bryllupskage i fryseren”? Nå jo, op igen, tømme fryser, gøre rent og se om noget kunne reddes.

Når jeg flytter til Italien vil jeg ikke have en fryser, jeg vil hente frisk mad på markedet når jeg er sulten og vende mit ansigt mod solen og ikke bruge tid på at ærgre mig over noget. Næste dag tog jeg på arbejde, blot for at opdage at den ene chef troede den anden chef havde sagt til mig jeg gerne måtte tage mandagen fri også.