Norge 2013

Vi blev gift 23/11-2013, og rejste derefter på bryllupsrejse til Tenerife. Allerede måneden efter synes Jan vi skulle på skiferie med hans kammerat og dennes 13-årige søn.

Jeg er ikke specielt god til at stå på ski, men jeg tænkte at jeg kunne klare mig nogenlunde okay, når bare pisterne ikke var sorte.

Så med tanke på, at det her med skiferie nok var noget vi skulle fremover om vinteren, tog vi ud og købte fuldt udstyr til os begge, og vi trænede lidt muskler hjemmefra. Slet ikke nok, jeg forestiller mig at vi ikke har været de eneste med de gode intentioner, men så svag disciplin.

Vel ankommet til en skøn privat hytte i Norge (hvor vi skulle sove i køjeseng) med kæmpe stor og varm udespa, dækket op til kanterne i sne, et lækkert udvalg af mad og vin medbragt og en god stak bøger, tænkte jeg at jeg havde savnet det her med skiferie, en ferieform jeg ikke har været på siden mine børn var små.

Dengang var det i Italien eller Frankrig, og jeg synes hele snestemningen, de lyddæmpede, snedækkede gader, og den helt specielle hygge der er, når man kommer hjem til logiet om aftenen, gennemluftet af koldt vejr, sol og røde kinder, trætte, ømme i hele kroppen, på den gode måde – der er bare noget over det, noget andet end når man har været i et land hvor man har travet rundt i 35 graders varme hele dagen. Det er en meget forfriskende form for ferie,, og meget mere krævende.

Første dag på ski, genkendelsen af at gå i tunge skistøvler, presset mod skinnebenet når man læner sig frem, og en erkendelse af at jeg hellere lige måtte varme op på børnebakken – bare lige for at få taget på det igen.

Men jeg var stiv og bange og har sikkert lignet de vildeste hjemme-videoer der har været sendt til tv. Jeg fik det med liften til at ske på nogenlunde værdig måde, men resten virkede overhovedet ikke for mig. Op og ned en hel dag, på en latterligt flad bakke (kan jeg godt se nu i bakspejlet) Jeg faldt nok 1000 gange, ofte helt unødvendigt, men hellere det end at få for meget fart på! :-O Sidst på eftermiddagen faldt jeg så, og fik et vrid på anklen ned i den ellers stramme støvle, hvordan det så end kan lade sig gøre. På skadestuen, for blot at konstatere at der selvfølgelig ikke var sket noget alvorligt. Alligevel, her flere år efter, mærker og husker jeg tydeligt smerten, når jeg træder op i stiletterne, hvis de er meget mere end “kone høje”.

Der var ikke noget brækket, så der var ingen nåde – ud på bakken igen dagen efter!

Da jeg havde brugt i alt halvanden dag på børnebakken, mente Jan at jeg var klar til en bakke lidt højere oppe, jeg forsøgte at protestere, men følte mig samtidigt som en kryster og ville selv mere. Jeg satte mig modvilligt i svævebanen (som jeg også hader) og tog en evighed af en tur op over fjeldene, mens skrækken bare voksede og voksede og det eneste jeg kunne tænke på var, at vi skulle lige så langt tilbage igen. På ski.

Helt oppe på toppen af den røde piste, som Jan havde valgt, kiggede jeg ned og blev rigtigt bange. Så bange at der voksede et monster indeni, der både fyldte hjerte og mave. For mig så det ud som om det gik lodret ned, og jeg vidste godt at jeg kun knapt kunne bremse og var virkelig dårlig til at dreje. Men ned skulle jeg jo.

Med ondt i maven skubbede jeg mig ud over det flade stykke og mærkede suget i maven ved tanken om den lange tur op, nu skulle jeg lige så langt ned, uden overhovedet at have styr på situationen, og da slet ikke mine ski.

Jeg synes jeg kan sige jeg forsøgte – men jeg kom ikke langt, inden jeg faldt og knaldede baghovedet ned i bakken. Jeg havde hjelm på, men alligevel slog jeg mig nok til at jeg der besluttede, at jeg havde det helt fint med ikke at kunne stå på ski.

Faktisk var jeg fuldstændigt afklaret med at jeg ikke ville give det flere chancer. Jeg er for ung til at dø på en skibakke med lange brædder på fødderne, som har fuldstændigt deres egen vilje og vej. (og ikke mindst fart)

Mens jeg lå der og Jan kom tililende, kom en opsynsmand fordi på snescooter forbi, og da jeg stadig lå udstrakt og kæmpede med min værdighed, og Jan sad på knæ foran mig, har han måske tænkt jeg var kommet til skade. Det var faktisk mest min stolthed der var såret, men da han spurgte om jeg havde brug for et lift, svarede Jan og jeg i munden på hinanden. Jan sagde nej, men mit JA var åbenbart højere, eller mere bestemt.  Så jeg fik en skøn lang tur ned ad “bjerget”, også i høj fart, men mere sikkert. Den slags ture kunne jeg sagtens overvinde skrækken for skiliften, og tage op på bakken for at få flere af.

Jan susede forbi, han er super god til det. Selv når der er noget Jan aldrig har prøvet før, tror han på at han kan det. Og det lykkes som regel.  Hans motto er “jeg kan alt, noget skal jeg bare lære først” og han lærer, ved at gå i gang. Og når det er en skiløjpe, så kaster man sig bare ud i det. Lige nu er der kun 2 ting på hans liste over ting har ikke har kunnet lære; at stå på snowboard, og selv fikse fyret i vores sommerhus. Og de to ting går ham på.

Når man spørger ham om der er noget han er bange for, er hans standard svar “ja, at miste dig” selv om det selvfølgelig er et godt svar, er jeg klar over at der må være et par % italiener i ham, som ved lige hvad man gerne vil høre.

Jeg ved godt det her med mod handler om hvad du lader din hjerne fortælle dig er farligt eller svært, og så en portion “at turde falde”. Jeg har det bare ikke. Ikke engang lysten.

Det er jo ikke sådan at jeg er bange for fart, men ski, har jeg ikke styr på, og nu er jeg så åbenbart kommet derhen hvor jeg gerne indrømmer, endda helt uden forsvar, at jeg bare ikke er god til det.

Resten af ferien nød jeg med drinks og bøger (min favorit-afslapningsbeskæftigelse) og jeg havde det helt fint med at se Jan og de andre suse og møde dem i deres pauser, og hygge mig. Men for Jan er det ikke sjovt at vi er hvert sit sted på en fælles ferie, heller ikke selv om der er andre med der kan stå på ski sammen med ham. Så vi har ikke været på skiferie siden, selv om jeg siger (og mener det) at det er helt fint for mig at han står på ski og jeg læser og skriver på mine mange bogprojekter.

Nu rejser vi i de varmere lande 🙂