Rom 2022

Jeg har to søstre som jeg er meget glad for. Gitte som er 3 år ældre end mig, og Karina som er 5 år yngre end mig (og ikke kan lade være med at minde mig om de 5 år jeg er ældre). I dag vil jeg fortælle om vores tur til Rom med Karina og hendes mand, Steen.

De havde kobberbryllup i april, og de (hun) har kraftigt understreget at der ikke skulle være nogen opmærksomhed omkring det, de var nemlig blevet en smule uenige om hvordan fejringen skulle forløbe og derfor skulle den bare forbigås i stilhed. De er et meget humoristisk par, de kan grine af sig selv og hinanden (ellers havde jeg ikke turdet fortælle om omstændighederne) og de er også vores nærmeste venner.

Anyway…vi havde lovet at sige til alt og alle at der ikke blev nogen opmærksomhed omkring deres kobberbryllup, men vi regnede ikke med de regler gjaldt for os selv. Så vi sendte dem en sms, hvori vi spurgte om vi måtte give dem en forlænget børnefri weekend i Rom.

Det med børnefri, tænkte vi ville blive det springende punkt for deres nej tak. For de har altid sagt de ikke ville tage på ferie uden deres børn, og det har heller ikke været praktisk muligt. DOG – selvom man siger man ikke ønsker hverken fest eller gaver, er det dog de færreste der takker nej, når gaven bliver rakt. Så vi håbede!

Ældste-barnet Ludvig er 11 år og alle 3 børn har ADHD, og det er helt sikkert også en af hovedårsagerne til det var svært at finde- og blive enige om – en fejring af deres bryllupsdag, der passede med deres ønsker. Alene af den grund, er det både længe siden og virkelig tiltrængt og fortjent, at de får noget tid, hvor de bare er et par.

Det har de måske også selv tænkt – for de takkede ja, og fra ord til handling var der ikke længere end ventetiden på at få bestilt et pas til Karina, med de ventetider der er på alt, indenfor borgerservice i Aalborg. Først skal man bestille tid, det forsøgte hun med det samme, hun kunne få en tid 20 dage senere. Da hun havde været inde og få dokumenteret at hun var den hun påstod hun var, og havde fået taget billede og fingeraftryk, ville der gå yderligere 7-14 dage. Derefter kunne vi komme afsted.

Planlægningen gjorde lidt ondt vil jeg indrømme. For vi havde lovet deres unger en tur til Italien og har både hjulpet med at få lavet sparegrise og givet belønninger til samme, da den tur af forskellige årsager måtte aflyses. Og det næste de så hører om ferie – er uden dem. Vi har lovet at godtgøre det fuldt ud, og det har de accepteret, dog med en lille nedtur da de fredagen inden vi skulle afsted, opdagede at vi sad og så film på youtube om seværdighederne. Det er ikke rart når man ikke skal med.

For Jan og jeg var dette 5. gang på vores 8 år sammen, at vi skulle til Rom, men for Karina var det første gang. Og vi må indrømme – undskyld Steen – at turen var nøje udvalgt til hende. Hun er nemlig hysterisk historie interesseret og ved mere end nogen anden jeg kender, om konger og kejsere og tidslinjer. Rom er det helt rigtige sted for hende.

Rent praktisk kan jeg lige nævne at jeg fandt 4 returbilletter fra Billund til Fiumicino, 2.200,- inkl. 2 indtjekkede 20 kg. kufferter.
På booking.com fandt jeg Pinewood Hotel udenfor Rom. Vi ville gerne have boet Airbnb med en have og mulighed for selv at rette et måltid til, eller på et hotel i centrum, så vi kunne gå hjem når vi ville. Men vi var for sent ude, så vi endte på Pinewood 4-5 km udenfor centrum, men med morgenmad, og bus lige udenfor døren og metro i gåafstand. Derudover købte vi metrobilletter, som også gælder i busserne, de kostede ca. 24 euro pr. pers. for en uges ubegrænset brug.

Vi skulle lette torsdag fra Billund kl. 13.05, tjekke kufferter ind og være i god tid for mit stresslevels skyld, derfor kørte vi fra Nordjylland kl. 10.00.

Jan og Steen satte os af med kufferterne, som vi så tjekkede ind, mens de parkerede bilen og det viste sig at være en fin fordeling for os, for de måtte så langt væk som P9 – hvor det så end er, det lød som om det havde været en lang og hård tur tilbage. Vi spiste på Sunset og omsider kunne vi komme afsted.

Lang intro i forhold til at selve turen først lige er begyndt, men hvis det ikke er første gang du læser en af mine beretninger, så ved du det allerede…det her kan godt gå hen og blive langt.

På forhånd havde vi aftalt med hotellet, at de bookede en transfer for os, vi skulle bare gå efter en seddel med mit navn i lufthavnen og betale manden 60 euro, så skulle han nok tage os sikkert gennem den romerske trafik. Han kom, som vi har oplevet før, i en stor 9 personers Mercedes, skinnende ren og poleret og med dejlig kølig luft indeni, tiltrængt efter et proppet alt for varmt fly. Jan er ret god til italiensk efterhånden og kunne føre en lettere samtale med chaufføren og det kan italienerne (og sikkert alle andre man anstrenger sig for at kunne forstå) bare godt lide.

Efter indtjekning på det lille, men fint rene og hyggelige hotel, gik vi til metrostationen hvor vi fik købt vores metrokort. Bedste køb for os var ugekort, selvom vi kun skulle være der 6 dage. Og så af ved stoppestedet nær den spanske trappe. Pr sms ønskede vores gode venner, Hanne & Michael os god tur og bad om lov til at give den første øl, og den var virkelig tiltrængt. Selvom turen ikke er lang, fra DK til Rom, 2 timer og 45 min. med fly, så havde planlægningen og ventetiden og forventningens glæde også varet lidt tid, så den øl blev nydt med allerstørste nydelse.

Derefter satte “maskinen Jan” i gang, han har det med at skulle vise mest muligt frem, hurtigst muligt og allerede den første aften (v landende kl. 15.40 og var vel nede i byen kl. ca.17.00) gik vi, ifølge min tlf. tæller, 14.195 skridt.

Mens Karina og Steen, med børn i huset er vant til at spise kl. ca 18.00 og vi lever mere ustruktureret uden børn, nåede de to af os at gå ret sukkerkolde inden vi kunne sætte os på pladsen ved Pantheon og bestille carbonara til Karina (hendes yndlingsspise – fløde og bacon – whats not to like?) og nyde en efterhånden velkendt summen af liv og brudstykker af musik fra restauranter og spillemænd.

Som en sidste ting fra denne lange første dag – men nok den største på turen, vil jeg lige nævne oplevelsen da vi kom gående fra en sidegade hen mod Piazza Venezia, og stillede os afventende til Karina og Steen også nåede frem. De snakkede og kiggede på mennesker, lige indtil Karina fik øje på Vittorio Emanuelles store monument. Da begyndte hun at græde, og det synes jeg ikke hun skulle alene, så det gjorde jeg også, for selskabets skyld.

Hver dag, morgenmad kl 9.00, derefter ned til metro, mundbind på (stadig påbudt i den offentlige trafik) og afsted. Hver aften ømme fødder og ben (og vabler), for sen aftensmad og vildt mange indtryk. Vi har sammentalt vores tlf. data og regnet ud at vi har gået ca 100 km de 5 dage. Og denne gang må jeg indrømme det er blevet for meget. Vi har taget smertestillende stort set alle sammen og er vågnet om natten med ondt både det ene og det andet sted. Jeg er endda sprunget over et par steder, hvor jeg har kunnet vælge en bænk, fremfor en seværdighed jeg har set et par gange før, simpelthen fordi jeg ikke kunne mere. Ja, jeg føler mig 100 år gammel ved at indrømme det, men det er bare sådan det er.

Selvom vi har været i Rom flere gange før, føler vi at vi har set mere denne gang. F.eks. har vi denne gang vandret rundt i Villa Borghese ad to omgange, hvor vi på tidligere ture kun er gået igennem om aftenen, for at komme til et andet sted. Vi har set nye udgravninger og nye restaureringer i både Forum Romanum og Colosseum. Vi har gået nye veje rundt og spist på nye steder. En hel eftermiddag sad vi ved Castel Sant´Angelo og lyttede til gademusikanter og havde besvær med at rejse os op på trætte ben, for at gå videre. To aftener har vi spist i Trastevere, hvor vi ikke tidligere har tilbragt så meget tid. Den ene aften gik vi længe efter en bestemt restaurant som en af Jans italienske kunder havde anbefalet, kun for at finde alt udsolgt. Vi fandt et andet sted, trang plads, på en let skrånende vej, god mad, lidt overdreven charmør af en tjener, men en fin oplevelse. Senere lykkedes det os at få et bord på den anbefalede restaurant; “Capo de Fero” og det var også ventetiden værd. Vi så folk stå i lange køer ved restauranterne, både i Trastevere, men også i centrum, det synes jeg ikke jeg har set i samme stil før.

Jeg ved ikke om det er indbildning, men jeg synes Roms gader var mere beskidte end jeg har set dem tidligere. Papir, mundbind og affald flød overalt. Det var lidt trist at se.

Tirsdag var sidste dag, med afgang fra lufthaven kl. 19.40 og man skulle tro det var fint at have en ekstra dag inden hjemrejse, så man kan få mest muligt ud af turen, men den ekstra dag ville jeg hellere have haft på førstedagen. Det her med at pakke og tjekke ud, opbevare bagagen og vandre rundt og svede og tilbage efter kufferter, for så at sidde varme og trætte i flyet, er ikke helt så sjovt, som at stå tidligt op, for at få en lang førstedag.

Hotellet havde på vores anmodning kontaktet Pierro og bedt ham transportere os tilbage til lufthavnen og han ankom med samme store smil, i samme flotte bil, dog denne gang med en kæmpe bule i den ene sidedør. Steen spørger hvad der dog er sket, og Pierro tager sig til hovedet og jamrer, trafikken i Rom er vanvittig, og vi kan kun give ham ret. Men der er nu stadig magi i luften over italienerne for mig, trods deres temperament og hast. Jeg elsker de mange buler på bilerne, med gaffatape og revner og hængende skærme. Så længe de bare ikke rammer mig, mine og min bil.

At have min søster med til Rom har givet byen et helt nyt lys for mig, for vi kunne nok ikke have haft en rejsekammerat der havde nydt det mere. Men alligevel er det første gang jeg har følelsen af at nu er det nok for en tid. Selvom jeg godt ved det ikke er rigtigt, føler jeg at jeg nu har set det meste og at der er FOR mange mennesker. Rom er stadig min by, jeg elsker stadig den evige stad, men mit ønske om at bo i Rom by er væk.

Det skal være havet og bjergene. Jeg er allerede på jagt efter næste sted.

Efternote juni 2022: jeg er klar til Rom igen!