Paros, Athen & Spanien 2019

Tirsdag d. 1/10 2019 satte vi kursen mod Billund, efter først at have afleveret vores ene klagende bil på vores lokale værksted.

Vi gav os tid til et glas vin hos Jans fætter i Bjerlev, hvor vores bil plejer at få lov til at hvile, når vores ferie står på fly fra Billund. Så henter og bringer de os, og vi skal ikke tænke på parkering i lufthavnen.

De sidste fem år har vi været i Italien, men i år skal vi prøve noget andet, da jeg endnu ikke har set hverken Grækenland eller Spanien, udover Gran Canaria, Tenerife og senest Fuerteventura i januar i år.

Jan har heller ikke været på det Spanske fastland, men rejste for 34 år siden rundt alene rundt på en måneds interrail, inden han som 16-årig startede sin elevtid hos FDM-rejsebureau.

Dengang planlagde han sin tur efter temaet ”europæiske olympiske stadioner” og fik set München, Rom, Wien og Athen. Da han købte sine billetter, var det inkl. færgebilletter. Og derfor fik han, for at få brugt den værdi han havde i dem, også besøgt øen Paros, som han stadig husker for en helt fantastisk mousaka.

Jeg synes det er lidt vildt at han rejste alene rundt på Interrail som kun 16årig. Det var overhovedet ikke i mine tanker at man bare kunne rejse, i stedet for at arbejde eller uddanne sig, få en kæreste, blive gift og siden få børn. Og jeg må indrømme jeg ikke havde haft et roligt øjeblik, hvis min 16årige søn eller datter var kommet på den tanke. Hønemor, ja tak!

Tilbage til vores planlægning.

På Momondo finder vi billetter med Ryanair, Billund – Athen 49 kr. pr. person, enkelttur. Hvilket jo er helt sindsygt billigt! Vi forsøgte at booke, men Ryanair reklamerer med billige priser, men lidt overdrevet skal man så betale for alt ved siden af billetten, vi svarer ja tak og nej tak til en række ting og kommer så til kufferten. 999 kr. pr 20 kg. kuffert! Så 49 kr. for en plads i flyet og 999 kr. for en plads i lastrummet. Vi prøver at søge på Ryanairs egen bookingside og finder billetter til 739 kr., to personer inkl. 2 x 20 kg. Kufferter. Dem vælger vi og beslutter at booke den videre tur som vi kommer til den. Hjemmefra booker vi også kun første overnatning og tager resten som det kommer. Man er vel spontan? (Jan er)

En af Jans venner er græsk kok. Han lavede maden til Anns bryllup og vi har siden udviklet et fint venskab med ham. Han ønsker at vi skal besøge en bestemt vingård på den græske ø Paros, vinavleren vil gerne give os en helt speciel vinsmagning.

Derfor lyder vores planlægning således: Billund – Athen, én Airbnb overnatning i Spata ved Semelia (kan anbefales, her er link  – vær opmærksom på at det kræver kørsel at komme til og fra stedet)og derefter Piræus, og færge til Paros.

Semelia henter os i lufthavnen for 15 euro, og kører os derefter til vores lille lejlighed, som ligger ovenpå hendes egen bolig. I køleskabet står juice og vand til os, og vi kan lave kaffe og spise en croissant, så er morgenmaden sikret.

Lejligheden som i Airbnb beskrives som en “hems”, er fint udstyret, med både spiseplads til 6 personer, stor hjørnesofa, to værelser og et arbejdshjørne med et lille skrivebord, så man kan arbejde, eller få skrevet en roman,  hvis det er det man er taget væk for.

Der står også futter klar til hele familien, og i haven hænger citrusfrugter og udsender en skøn duft. Dejligt sted, som vi sagtens kunne have boet flere dage i, hvis ikke det var fordi vi skulle videre til Piræus næste dag. Lille minus er at du ikke kan gå til indkøb eller restauranter.

Vi går i bad og i seng, og så er første dag faktisk gået.

Onsdag d. 2/10
Der er en lille skøn altan, med en smuk udsigt, og der tilbringer vi et par timer, mens vi finder ud af hvordan vi kommer videre. Semelia har fortalt os at metroen strejker, så det er ikke en mulighed, når vi skal videre til Piræus. Vi beslutter at prøve med en bus og Igen træder vores søde værtinde til, og tilbyder at køre os til stoppestedet. Efter lang ventetid i solen kommer bussen omsider. (heller ikke i Grækenland passer nogen tider præcist)

Vi kan ikke komme til at købe en billet, for de har et specielt billetsystem, hvor man køber alle billetter i metroen, og da vi slet ikke har været i nærheden af metro endnu, og de også strejker, vifter chaufføren os bare ind og vi kører gratis.

Det lyser nok ud af os blege danskere at vi er turister, han spørger hvor vi skal hen og råber til os da vi nærmer os det stoppested han vurderer må være det rigtige. Så vi takker og står af, og går til det sted han har udpeget. Her stiller vi os for at vente på bussen til Piræus. Faktisk venter vi i knapt en time. Vi ser flere lokale give op og tage en taxi fra stoppestedet, men vi har ikke held med at stoppe en af de mange forbikørende, og beslutter at flytte os fra stoppestedet, for at se om vi kan få lidt mere held med det. Da vi har gået 150 meter, kommer bussen vi ventede på, kørende forbi. Lige derefter kommer der heldigvis en taxi og han kører os lige til døren til vores næste logi for 25 euro.

Vi har valgt et billigt logi uden de store faciliteter, da vi blot skal sove nogle få timer, inden vi skal med færgen til Paros tidligt torsdag morgen.

Onsdag aften spiser vi på et af de mange spisesteder på havnen i Piræus.  Simpelthen et smukt sted hvor vi sad over mad og øl til solen var helt væk. Denne anden aften er en af feriens højdepunkter, det er nærvær når det er bedst.

Vi vil gerne anbefale en tur til Piræus, alene for den skønne lystbådehavn, med den ene restaurant efter den anden, ud til vandet. Dog vil vi anbefale et andet logi. Stedet var nok valgt for billigt ud fra den betragtning at vi blot skulle have ca. 4 timers søvn og så afsted igen. Vi burde måske have vidst det, da Jan ved ankomst læser om stedet, at de helst ikke vil have deres stjerner/vurdering ud fra hotelstandard, men mere efter hvad vi får for den billige pris.

Værelset er malet i syv pastelfarver indvendigt, hovedpuden er høj og hård og sengen brast to gange under os, uden at vi hverken faldt ned i den, eller lavede nogen badutspring på den. Da vi omsider havde fået den samlet igen og lige var faldet i søvn, bliver vi vækket af banken på døren, en kvinde spørger om det er os der lige har været i bad (som er ude på gangen), for så vil hun bare lige sige vi ikke må smide toiletpapiret i toilettet, for det vil stoppe afløbet. Da vi benægtende har svaret nej, lægger vi os igen på de hårde puder og prøver at falde i søvn. Kvinden og to andre kvinder har dog valgt at fortsætte en højlydt samtale ude på gangen, og med de tynde døre og genklangen fra marmorvæggene i gangen, lyder det som om de står for enden af vores seng, inde på værelset. Måske er jeg sart, men er jeg faldet i søvn og bliver vækket, så kan jeg ligge vågen i timevis. Øv!

Torsdag d. 3/10
Op kl. 5.30, hurtigt bad og derefter gik vi det korte stykke til færgen, mens vi så byen vågne og folde sig ud. Jeg er ikke en morgenfugl, men jeg elsker at se alt starte, stille gader, morgenkvidder og de travle vareleverandører der læsser varer af foran butikkerne. Når man først er ude af sengens varme, så er det helt hyggeligt.

Sejlturen til Paros tager ca. 4 timer og er ganske behagelig. Vi har begge haft to bøger med hver, vi startede begge i flyet fra Billund og da det er samme forfatter af alle 4 bøger (Jussi Adler Olsens “Afdeling Q”) har vi en lille samhørighed i de replikker der falder mellem Carl og Assad, vi ler og den anden kigger op, så læser vi et par linjer for hinanden, morer os og læser videre.

Der er ikke så meget som en krusning på havet, andet end i den brydning færgen laver, og jeg har sjældent mødt så flinke og åbne mennesker som grækerne.

Vel ankommet på Paros modtager Manolis Moraitis os ved havnen i sin Jeep. Vi må have set meget danske ud, for han kom os i møde med hånden og det største smil fremme. Måske har vores græsk/danske ven beskrevet os, i så fald ville jeg gerne have hørt beskrivelsen.

Manolis vil bringe os til vores hotel, som han har booket for os. På den smalle vej i høj fart rammer vi en stor metalskraldespand og der var drøn nok på, til at Jan og Manolis måtte ud og sparke til skærmen for at få den væk fra dækket. Containeren ramte skærmen lige bag min dør, men det gik så stærkt at jeg kun bemærkede han rettede op med en hård kontra, så vi kan køre videre uden den store forskrækkelse.

Vi skal bo i Naousa på Paros nordspids, på Hotel Senia. Værelset er ikke helt klar, så vi bliver inviteret på velkomstdrink ved poolen. Sikke en udsigt! Over kanten på ”infinity” poolen kan vi se kysten og det blå hav, kun 200 m fra os. Alle husene er hvide, og de fleste af dem har de azurblå skodder og døre, som jeg har længdes efter, når jeg har set billeder fra de græske øer.

Vores værelse er en lille lejlighed, med tekøkken med spiseplads, bad og soveværelse. Foran er der en terrasse med to stole, et bord og udsigt til havet. Alle vægge og møbler indenfor går ud i et, formet i vådt fint beton og malet hvidt. Det betyder at sengen går i et med natbordene, som fortsætter direkte op i hylder og væggen rundt ind til badeværelset. Jeg elsker enkelheden og er ret overbevist om at jeg kunne nøjes med de tre rum, manden ved min side og udsigten resten af mit liv.

Vi fik en time at pakke ud i, så hentede Manolis os igen. Vi kører til hans meget smukke vingård og bliver præsenteret for hans ene voksne søn. De to mænd viser os rundt i produktionen og kældrene, og viser os også de oprindelige gamle bygninger som Manolis bedstefar byggede i 1910. Smukt restaureret og sammenflettet står de nye bygninger og de gamle, med gamle sten og bjælker synlige. Som dekorationer står gamle budcykler, en vinpresser, en model af det kæmpe træskib bedstefaderen ejede til transport af vin til fastlandet, og kæmpe vintønder, ved siden af hvælvinger med jerngitre og i tusindvis af vinflasker på rad og række.

En anden søn støder til og den første forsvinder. Vi bliver bænket ved de store mørke og tungt udseende borde, hvor en tjener straks kommer med service og glas.

Meningen med smagningen er at Moraitis vingård gerne vil udvide deres eksport og levere til Danmark, og de er nok blevet overbevist via fælles venner at vi er den mulige vej.

De lægger et smukt menukort foran os, trykt på tykt blødt cremefarvet papir, og spørger hvad vi vil spise til vinen. Som før når vi er gæster ved et udenlandsk bord hvor vi kender værten, beder vi dem vælge nogle typiske nationale eller lokale retter. Igen som ofte før, skulle vi have ladet være, for en vært, måske især i Sydeuropa, vil hellere langt overdrive end fremstå som en nærig vært. Tallerkner med retter kommer ind og bliver bare ved og ved, indtil vi fatter at det ikke er klogt at tømme tallerknerne, for så længe vi tømmer må vi kunne spise mere. Vi smager vinene som overrasker os positivt, de græske vine som en anden græsk ven har sendt, forærer vi gerne væk, selvfølgelig med et glimt i øjet. Disse vine er faktisk gode, og vi tænker de godt kunne have et marked hos de mange danskere der bare elsker Grækenland.

Da smagningen er forbi rejser vi os tunge og mætte, og med våde sæder af varmen på 29 grader, selv her i oktober måned.

Vi bliver præsenteret for Manolis kone som klarer alt skrivebordsarbejdet og hele familien er der for at sige farvel. Jeg frygter at de tror vi kan løfte deres over 100 år gamle vinhandel til et nyt og højere niveau. (kontakt os endelig hvis I vil smage god græsk vin, vi har nu over 200 flasker liggende)

Manolis kører os tilbage til hotellet og siger vi kan hvile os, han henter os igen kl. 19.30. Vi tager et par timer ved poolen og bliver hentet præcis til tiden. Manolis kører nedenom hotellet og parkerer hvad der i virkeligheden må være knapt 200 m fra hvor vi bor. Han vil vise os den gamle by.

Naousa er så smuk som malede kulisser. Gaderne er kun for gående og alle huse er hvide. Der ligger store flade sten på gaderne og mellem alle stenene er der malet brede hvide fuger. De store sten fylder hele “vejen” mellem husene ud, der er ingen planter eller ukrudt eller affald i gaderne, kun krukker med småtræer og blomster. Der vokser Bourgonvilla fra krukkerne og op og de danner malerisk tag over de smalle gader, med de grønne blade og stærkt lilla og pink blomster.

Jeg ejer ikke grønne fingre og alligevel er dette blomstertræ en af grundene til at jeg bare elsker Sydeuropa, og først og fremmest Italien, som var det eneste sydeuropæiske land jeg havde tilknytning til, før jeg mødte Jan.

Naousa er en turistby og man ser at en del restauranter har lukket for sæsonen, selv om der stadig er over 25 grader i dagtimerne. Manolis har sin favorit, hvor han gerne vil invitere os til at spise. Vi må takke nej, vi er stadig stopmætte efter vinsmagningen og de mange forskellige retter vi fik smagt og sat til livs i vingårdens restaurant.

Vi takker ja til øl, og han tager også en selv, selvom han indrømmer at han som vinmand foretrækker vin og heller ikke drikker meget udenfor hans arbejdstid. En lille tallerken snacks kommer på bordet, og inden vi får set os om, står en ny tallerken mage til den første foran os. Den ryger også ned. Det er ganske små tallerkner, lidt ost, spansk pølse, oliven og saltet knækbrød. Manolis bestiller en omgang øl mere og pludselig kommer en kæmpe tallerken snacks på bordet. Igen har vi gjort fejlen. Vi får sagt til den søde tjener at uanset hvad Manolis siger, så skal vi ikke have mere. Hun griner og siger at det er den sidste det lover hun.

Manolis kan ikke ret meget engelsk, men vi får da ført en samtale på blandet engelsk, tysk og italiensk. Vi taler om livskvalitet og den ældre mand nikker enigt, da Jan fortæller at efter hans mening er livets brændstof menneskelige relationer.

Manolis drikker ikke selv sin anden øl, men fordeler den i vores glas og efter en tid takker vi og gør mine til at rejse os, vi har trods alt lagt beslag på næsten hele hans dag. Men han siger “10 minutter mere”. Han fortæller at dagen efter skal han på ferie til de termiske bade 20 km nord for Athen. Faktisk har han udskudt hele ferien i en uge, fordi vi skulle komme. Men han vil vente et par timer yderligere med afrejsen, hvis vi vil køre en tur med ham rundt og se hans vinmarker næste dags morgen. Det takker vi ja til. Det betyder noget for ham, at vi ser arbejdet og menneskerne bag vinen og for os er det spændende og en måde vi kan vise vores oprigtige interesse for ham, hans familie og arbejde. Så kører han os hjem og efter en lang første dag på Paros kan vi lægge os med bøger og vores indbyrdes Wordfeud kamp og slappe af.

Fredag morgen  er vi på vinmark-rundtur og Manolis overrasker os med et besøg ved en af hans venner, som vi deler tro med, og der udveksles varme knus og kys på kinden uden at den græske mand i øvrigt forstår et ord engelsk.  En flot gestus fra Manolis, at køre turen for at præsentere hans egen nære ven for os, fordi han tænker vi kunne have et fælleskab med ham. Typisk sydeuropæisk varme og interesse, som vi genkender fra Italien også. Jeg ved ikke om det samme kunne ske i Danmark.

Videre og derefter afsked og gode ønsker og også en kuvert med alle oplysninger om vinene og priser, som jo trods alt er hovedårsagen til Manolis har ønsket at være vores vært. Vi synes vi har fået meget mere end det. Manolis afsked er “vi ses næste år” og vi tror på det, da vi svarer “selvfølgelig”.

Vi nyder resten af dagen ved poolen og går om aftenen ned i den lille by for at spise. Den er hurtigt gennemset, men virkelig, virkelig smuk. Omkring stolene på restauranten smyger kattene sig, nogle tigger bare ved at sidde og se på gæsterne, andre hopper op på stol eller bænk og tager ikke et “nej” for et svar. De er tamme og ser velplejede ud. En pudsig ting med de vilde katte i både Italien, Tyrkiet, Egypten og så også her i Grækenland. Jeg har aldrig set det samme i Danmark, hvor vilde katte er sky katte, som hellere er ude på gaden om natten. Meget symbolsk, når jeg tænker over det, for danskere kan også virke mere sky end sydeuropæere.

Næste dag spiser vi morgenmad med infinitypoolen bag os, og udsigt til de hvide hoteller og unge spændstige kvinder der laver mavebøjninger i hundredevis, og Jan er mandigt imponeret, mens jeg som kvinde nikker og smiler overbærende, den kvinde har aldrig haft et gram overflødigt fedt og mavemusklerne er endnu ikke udfordret af fødsler og alder.

Da vi tjekker ud af hotellet får vi blot at vide at vores ophold er betalt, Manolis har lagt besked om at regningen blot skal sendes til ham.

Vi tager færgen tilbage til Athen og finder undervejs hotel til de næste tre nætter. Vi vælger President Hotel, og regner med vi kan tage metro fra havn til hotel. Men på havnen går det op for os, at metroen stadig strejker, som den også gjorde ved vores ankomst til Spata tre dage tidligere. Så vi spejder efter bus, da der kommer en taxi op på siden af os. Vi takker ja og sætter os til rette, taxichaufførerne kan meget lidt engelsk, men han forstår da hvor vi skal hen. Jan har en ekstremt veludviklet stedsans og orienteringsevne, og han opdager hurtigt at vi kører hele vejen oven- og udenom Athen, og taxameteret fiser derudaf med stor hastighed. Da den runder det dobbelte af hvad vi gav for turen, da vi skulle modsatte vej, indser Jan at vi nok har været for godtroende. Han siger til taxachaufføren at han ved hvad turen bør koste og at det ikke er i orden. Chaufføren trækker på skulderen og siger noget vi ikke forstår. Fremme ved hotellet tager Jan demonstrativt billeder af nummerplade, taxaen med chauffør og taxameter, hvilket tiltrækker sig en del opmærksomhed fra de andre ventende taxichauffører som kommer hen til os for at høre hvad der er sket. Jan spørger de 3 – 4 andre chauffører hvad turen fra Piræus havn og til hotellet koster og de svarer alle ”Max 23 -25 euro”. Vi blev for turen afkrævet ca. 45 euro. Sikkert ikke dyrt, men Jan er økonomimand og vil gerne betale det ting koster, men ikke snydes

Chaufføren forklarer at han kræver 5 euro for at hente os på havneområdet, og at han valgte at køre udenom pga. trafikken i Athen by. Begge beslutninger som vi ikke blev involveret i, og det er der problemet ligger.

Jan går efter en hæveautomat og både consiergen og en kvindelig taxichauffør kommer hen til mig og siger uafhængigt af hinanden at vi ikke skal betale mere end max. 25 euro og consiergen mener endda vi skal tilkalde politiet.

Tilbage med penge i hånden diskuterer Jan højlydt med chaufføren, med de efterhånden mange tililende chauffører og hotelansatte som ivrige og forargede tolke. Chaufføren holder på sin ret og hævder han var nødt til at køre udenom byen pga trafikken og at det kun er almindeligt at han skal have 5 euro ekstra for opsamlingen indenfor porten, selvom det var på hans initiativ og ikke noget vi havde bedt om. Han kører derfra med 35 euro og vi vælger at prøve at slippe følelsen af at blive taget ved næsen.

President Hotel er et virkeligt fint hotel (her er link), indenfor indrettet i grønt marmor, og udstillede antikke, smukt udskårede trædøre, krukker, løver og stemningsfyldte lounger. Der er en lugt som jeg ikke helt kan definere før jeg kommer længere ind, og bliver mindet om da jeg fik fjernet visdomstænder; nelliker – jeg hader den lugt! De har, halvt skjult bag en stor krukke, et luft-fugtighedsapparat stående, der sammen med dampen udsender lugten af de krydrede nelliker. Det lugter skrækkeligt, men ødelægger dog ikke den samlede oplevelse. Jeg forstår nok bare ikke at man synes det gør noget godt i den store smukke hall. Smag og behag.

Athen er en kæmpe stor hvid by, som jeg ikke ved hvad jeg skal synes om, før jeg om søndagen ser det største marked jeg nogen sinde har set. Da vi om morgenen vil ud og finde det, spørger vi personalet om hvordan vi nemmest kommer derhen. Men kvinden kender det åbenbart ikke, for hendes svar er at det er søndag og alle butikker har lukket. Men jeg må insistere, jeg VED der er et kæmpe seværdigt loppemarked i Athen, netop om søndagen. En ældre mandlig piccolo går bag den unge kvindelige receptionist og mumler formentlig en bekræftelse, eller kalder måske markedet ved et lokalt navn, for pludselig finder hun et bykort og tegner hvilken metro vi skal tage med og hvor vi skal stå af. Vi takker og drager på eventyr i Athen.

Metroen som vi også har benyttet os af i andre lande, som Rom og Stockholm, er en god oplevelse, gennemskueligt, effektivt og utroligt rent og pænt og vi er hurtigt fremme ved den rigtige station. I højtaleren fortæller speakeren på græsk og engelsk, både at vi skal passe på vores personlige ejendele og hvilken station vi nu kommer til.  Vi står af og opdager vi godt kunne have taget en station mere, men pyt, så kan vi få et indtryk af byen, mens vi finder den rigtige gade.

Jo tættere menneskemængden bliver, des tættere ved vi at vi er på. Det er kæmpe, kæmpe stort! Vi går og går, og kommer både forbi regulære butikker, obligatoriske kinasælgere og souvenirhandlende, professionelle kræmmere, private lopper og eksklusive antikvitetshandlere.  Markedet strækker sig hele vejen fra Monastriki og op til Areopagos bakken. Det lykkedes mig at komme hele vejen uden at købe noget som helst. Jan er både forundret og imponeret. Vi er lidt forskellige på det område, jeg er kræsen og synes vi har ting nok (medmindre vi taler om tasker, sko eller tørklæder), mens han elsker køleskabsmagneter og souvenirers i alle afskygninger.

Da vi kommer til foden af Areopagos begynder mit mod at synke, jeg er nemlig en rigtig pivskid når det kommer til højder. Jan føler historiens vingesus og taler om Paulus berømte tale og kan endda citere noget af den. Jeg ser meget høje og meget glatte sten og mine bare fødder i lidt for udtrådte sandaler. Jeg vil overhovedet ikke kunne stå fast. “Se, der er en metaltrappe med gelænder og afskærmninger” prøver jeg, mens mine øjne søger boltene der hæfter det hele sammen – og fast på klipperne. De ser gamle, men solide ud. Men Jan hæver bare brynene og siger “vil du ikke gå hvor historien har gået, vil du ikke lade hænderne glide over de samme sten?” Og det vil jeg vel. Det er faktisk lidt pudsigt at han synes vi skulle den vej, for det er mig der begejstres over historien og bygninger og elsker gåturen ad Via Appia i Rom, mens det meste i Rom for Jan bare er noget der er gået i stykker. Jeg har mistanke om at han er ved at dø af grin indeni, da han udemøblet ved at jeg i mine tanker har set en af os eller endda begge, styrte i døden fra Areopagos klippen. Men op kommer vi, dog må jeg i bare fødder for at stå fast.

Vi kommer op på toppen, hvor jeg sætter mig og er virkelig utilpas over de mange i alle aldre der ikke kan komme langt nok ud mod kanten, for at få taget den perfekte selfie. Jeg har fysisk ubehag over halvstore børn og ældre kvinder der kravler rundt på klipperne, et par kvinder endda i høje sko. Hvorfor??

Da vi skal ned, viser det sig at metaltrappen er af den slags hvor trinnene er fyldt med huller så man kan se igennem hvor langt der er ned og jeg klamrer mig til gelænderet. Jan synes det er sjovt, hans kone kan klare alt, undtagen højder.
Jeg er ikke stolt af det.

Nede igen kan jeg vælge mellem at gå op omkring Akropolis, eller ned gennem byen igen. Fra Areopagos kan jeg se at der går ca. 50.000 mennesker rundt oppe omkring Akropolis i forvejen, og også dér er der frit fald til bagsiden, så jeg overtaler Jan (som har været her flere gange og hævder det ikke er vigtigt for ham at stå helt oppe ved Akropolis igen) til at vi kan tage samme tur ned igennem byen, som vi kom.

Vi møder trosfæller der står og præsenterer litteratur på vejen, og de griner over at jeg vil igennem loppemarkedet en gang til, og de kan endda citere et bibelvers på Jans vegne “Gud giv mig styrke” og så går vi hele turen én gang til.
Vi finder små gaver til småbørn hjemme, og da også et enkelt rødt tørklæde som kalder på os begge. Mig fordi det er blødt og Jan fordi det er rødt.

Om aftenen inviterer Jan på Novak, som nok er den smukkeste restaurant jeg nogensinde har set. (ligger i Athens Tower, hvis et besøg skulle friste) Alle vægge og loftet er sorte, resten er skabt med lamper, stoftryk og lækker musik. Cover numre af kendte sange, leveret med noget blødt jazzet over sig. Til gengæld er retterne små, men smukt anrettet. Ejede vi selv den bygning som vores egen restaurant ligger i, ville jeg føle mig inspireret til drastiske ændringer.

Om mandagen sidder vi kort i hotellets foyer og venter på en af Jans kunder, som vi har en aftale med. Mens vi sidder der skubber jeg sandalerne af fødderne og straks kommer over-consiergen og siger ”undskyld, men det er ikke tilladt at have bare fødder på hotellet, andet end ved poolen”. Vi er lidt overraskede, men det giver ok mening, det er ikke en bade-bazar vi sidder i, men et hotel hvor man holder på formerne.

Så henter Costas os, vi skal se hans kontor som er fyldt med kunst han selv og en ung pige har lavet og vi er ret imponerede, selvom det hele er lidt for meget. Væggene og loftet i hans eget kontor er malet sort, henover forskellige materialer, puds der fortsætter i træ og ned af vægge, sort med guldeffekter. Hans skrivebord består af fire tykke gips søjler, der kunne være taget direkte fra et græsk eller romersk tempel og ovenpå dem ligger en tyk glasplade med malede effekter på. I hjørnet står en kvindelig mannequin i fuld størrelse, malet og dekoreret med effekter som blonder og en stor hat der har lys i toppen. Træ-vinæsker er dekorerede med ansigter af smukke kvinder med malede detaljer af lys i øjnene, så man nærmest tror det er fotografier. På væggene hænger kæmpe ure med en diameter på en meter og lavet i et tykt lag sort eller kobberfarvet glas. Det hele er mørkt, sort, guld og tungt rødt.  Der er så mange, mange ting at vi kunne gå rundt i de tre store rum i et par timer uden at have set alle detaljerne. Det hele er lidt dekadent og det meste ville ikke fungere noget sted i Danmark, men her giver det et sus af noget tungt, sensuelt, excentrisk, han er helt sikkert en kunstner der kunne finde på hvad som helst.

Costas investerer i hoteller i Europa og har et par gange besøgt vores restaurant i Hadsund, ligesom vi har besøgt hans i Sæby. Han tager os med til frokost og samtalen kommer til at dreje sig om hans og vores syn på livets vigtige ting.  Jeg elsker den slags samtaler og får altid lyst til at spørge ind til dybere tanker og bevæggrunde, men jeg behersker mig ret godt, synes jeg selv.

Costas fortæller at han sjældent drikker andet end vand, han ryger ikke, og spiser med måde. Han er 56 år, men ser yngre ud. Hans store kærlighed er hans søn Niko, som vi har hilst på nogle gange. Niko bor hos Costas ekskone og når far og søn ser hinanden er det med mange kys og kram. Heller ikke den meget fysiske og åbenlyse kærlighed er så synlig i Danmark. Men det her er syden, alt er noget andet.

Efter nogle timer i Costas selskab, kører han os tilbage på hotellet og tager afsked. Vi fik både set hans kontor og Jan og han fik talt en smule forretninger og muligheder med nye tiltag. Han vil finde et hotel at købe i Danmark og i det vil han også have en boutique der kan sælge hans kunst. Vi glæder os til at følge udviklingen.

Sidste aften i Athen spiser vi på taget af hotellet, den mandlige tjener er overdrevet feminin på en måde som man ellers kun ser på film, og han hygger sig tydeligt selv med det. På taget af restauranten kan vi gå hele vejen rundt og se lysene fra Athen så langt øjet rækker. Jeg holder mig selvfølgelig i sikker afstand, men får alligevel det hele med. Vinen tager vi med på værelset, så er det mere hyggeligt at pakke.

Vi pakker det sidste sammen, spiser morgenmad og tager derefter metroen ud til lufthavnen. Hurtigt og nemt. Athen lufthavn derimod, er ikke så hurtig og nem, det føles som flere kilometer ligeud mod alle gates, rullebåndet er inaktiv og det ene hjul på den store kuffert som vi for nogle år siden købte i Egypten, har fået et slag så det ikke kan køre. Men frem kommer vi og med en smule forsinkelse på takeoff kommer vi i luften og sætter kursen mod Barcelona, hvor vi har en times venten, inden vi flyver til Malaga.

Spanien

Tirsdag d. 8/10
I lufthavnen i Malaga forsøger vi forgæves at leje en bil, alle bureauerne, der ellers ligger tæt i lufthavnen, melder alt udsolgt. Jan prøver i stedet på nettet, hvor udgangsprisen på en ok lille bil er 23 euro. Som i Ryan Airs flybilletter kommer der så plus det ene og det andet. I stedet vælger vi en til 88 euro hvor alt skulle være inklusive og opdager først da aftalen er godkendt at med småt står der + 30 fordi vores aflevering kommer til at ske meget tidligt næste tirsdag, når vi skal med flyet mod Billund. Da vi kommer udenfor og Jan læser nærmere ser han at bilen loves klar inden for 24 timer. Vi står og skal videre lige nu. Ærgerlig vil Jan annullere lejen og så springer vi på en taxa.

Fremme på hotellet bliver Jan ringet op, det er ikke muligt at annullere billetten, men de vil gerne komme med bilen til hotellet for 10 euro ekstra. Da vi jo skal se lidt og også tilbage til lufthavnen når ferien er slut, beslutter vi at acceptere, i stedet for at ærgre os over at vi var for hurtige på bestillingen. Leje af bil i den uge løb op i 128 euro, + brændstof og det er vel egentlig ok billigt.

Hotellet er stort, og helt booket op, så de har uden ekstra pris opgraderet vores værelser til det sidste de har, på 10. Sal, med udsigt direkte til havet. Virkelig skøn udsigt, helt ubetalelig.

Vi hører et par finner, men ellers ser vi kun ældre englændere, og at se dem være på ferie er et psykologistudie i sig selv.

Englændere er super flinke, men trækker gennemsnitsalderen op i nærheden af de 80, trods vores 52 og 47 år. Mænd i farvestrålende røde og grønne bukser og stormønstrede og multifarvede skjorter, og stribede stofbælter. Kvinder der trods høj alder har bobbet hår, gennemsigtige netbluser med kun bikini under, og fuld make-up. Mændene går gerne tre gange efter dagens første champagne, “we might as well get started” hører jeg dem sige til hinanden, de er 100 % på ferie og skal have det hele med.

Jeg er egentlig ikke til morgen alkolhol, men hvilken kvinde siger nej tak til champagne, når hele stemningen er som den er her?  Man skulle måske se det for at forstå hvor venligt, korrekt og poppet det hele er. Udenfor restauranten eller ved siden af bordene står rollatorerne klappet pænt sammen, så de andre på holdet kan komme forbi.

Tirsdag aften spiser vi på en restaurant lige om hjørnet, “Solo Milo grill”hvor vi bestiller frisk salat med tun, og får den serveret uden tun i, og dertil burger og Iberisk vildsvinesteg i strimler. Da vi spørger efter tunen i tunsalaten, har kokken glemt det.  Som sædvanligt deler vi halvt/halvt, så smager vi begge dele og vi slipper for den typiske “jeg ville hellere have haft det du fik”. Vi anbefaler ikke stedet, den restaurant kan man springe over, hvis man ferierer i Fuengirola.

Natten er varm,, airconditionen sender kold luft ud over sengen og jeg slukker, for Jan fryser i trækken. Forgæves leder jeg efter tænd/sluk på viften over sengen, den ville måske skabe lidt bevægelse af luften fra den åbne dør til altanen. jeg må leve uden og ligger ovenpå lagenet, som fungerer som dyne.

Onsdag d. 9/10
Vi står vi op til et meget overdådigt morgen-buffetbord i hotellets restaurant, som minder om et cafeteria fra 80’erne. Gardiner, duge, stolebetræk, servietter og service er holdt i gule, limegrøn og rustrøde farver. På buffeten er der vist alt, selv den føromtalte morgen-champagne, med valgfri cocktailbær hvis man har lyst til det. Dem springer vi over.

Efter maden når vi af slå mave en time, så ringer de at nu er de her med bilen. Vi kører i vores lejede bil til Malaga og finder et butikscenter, det er helt rart at gå inde i skyggen midt på dagen, og så er tøjet billigt. Tilbage i Fuengirola spiser vi på “Manila”, spaghetti bolognese og pizza med tun og rejer, ingen af delene vil vi anbefale , den restaurant fik heller ingen stjerner herfra. Vi begynder at ærgre os over at vores restaurant ikke ligger på sådan et turiststed, hvor der rent faktisk er gæster nok til at man kan få løn for arbejdet. Vi er overbeviste om at vi kunne gøre det bedre, med vores fantastiske køkkenpersonale, som laver god mad af rigtige friske varer.

Torsdag d. 9/10
En hel dag på værelset, kun afbrudt af et kort ophold ved poolen, hvor der simpelthen er så varmt at dovne fluer ikke er til at vifte væk fra sveddråberne der løber af os. Op i værelsets skygge, en kold skyller, og tilbage til altanens skygge og havudsigt. Vi har købt gin og lemon sodavand og det ryger lige ned, man skal jo huske at have væske.

Om aftenen spiser vi på en restaurant et stykke henne, vi ser ikke noget navn udover “all you Can eat” på markisen, selvom det er ganske almindelig standard, har de dog både sushi og mongolian barbeque, så de fører over de to tidligere ringe oplevelser på andre restauranter. Desuden er det et fint tilbud ”alt hvad du kan spise og drikke” i to timer, 35 euro for to personer.

Fredag d. 10/10Vi bliver vækket da stuepigen åbner døren med et “Hola”, hun lukker den ret hurtigt igen med et “excuse me”, måske har hun set vores fødder stikke ud over sengekanten.

Morgenmad, men ingen af os er rigtigt sultne, vi læser en halv time på værelset, og går så til bilen, for i dag skal vi se Alhambra og på tilbagevejen Nerja, hvor både venner og svoger har boet fast.

Det tager ca. to timer at køre fra Fuengirola til Alhambra, og de går fint, nærmest på to hjul, i den lille lejede Kia. Landskabet er smukt og meget frodigt, der er plantet træer i fine snorlige rækker. Oliven, citrus og avocado.

Der er fine og ret mange parkeringspladser ved Alhambra. Og 3 millioner kinesere. Det viser sig da vi når frem til indgangen, at alle dagens billetter er udsolgte, og at man burde have bestilt 3 dage i forvejen. Hvilken skuffelse!  Igen skulle vi have læst på lektien hjemmefra, vores spontanitet passer ikke alle steder.

Alhambra er omkranset af en meget høj mur, som man ikke så meget som kan se et tag henover. Men langs muren, går der en meget lang pikstens vej ned, og drejer rundt om bygningskompleksets ydermur, vi er opsat på at se bare et eller andet der kunne give os en historisk oplevelse, så vi begynder at gå. Det går ned ad temmelig længe, uden at vi kommer til at se andet end vandløb der kommer ud af bygningen og fortsætter i en å med flere små fald, og det er da smukt, men vi ville gerne se mere end det. Vi overvejer om vi skal fortsætte ned i bunden, eller opgive dagens udflugt og køre ud og se noget andet. Jan kigger på et kort over området og tænker at vi måske kan komme op igen og se noget oppefra. I stedet for at gå op ad samme vej, foreslår han at vi går ned i bunden og ad en anden vej op, for at få et overblik. Det gør vi så. For enden ad pikstensvejen drejer en ny asfalteret vej sig meget stejlt til højre og op, og Jans ord ”lige heroppe”, ”lige om lidt” og ”er der næsten” lyder jævnligt, mens hans kone, postkasserød i ansigtet kæmper for at få vejret længe nok til at protestere over den slags smutveje som han altid kan, fordi hans orienteringsevne siger ham, at vi skal gå i en bestemt retning for at komme frem til hans mål.

Et stykke oppe (måske kun 1/10 del af vejen op ad bjerget) holder han venligt pause, så jeg kan blive genoplivet og trække vejret normalt igen. Vejen fortsætter opad, bred nok til en bil og i fin stand, så jeg tænker den bliver brugt, men Jan har en bedre idé. Hvis vi i stedet skråner (lodret)op af jordskrænten, så kan vi komme op på en gedesti og så går det hurtigere. Jeg protesterer, men da vi købte fine nye sketchers til mig i Malaga mener han nok jeg kan stå fast på de meget stejle jordstier. Så op går det. Kvikt nok opfattet siger han ”kender jeg dig ret, vil du nok ikke have jeg skubber bagpå” Det er nemlig rigtigt Jan, du skal overhovedet ikke skubbe bagpå!

Stien er vel en halv meter bred og løber i zigzag op ad bjerget, som hårnålesvingene i tour de France. Stigningen ser i zigzag, 50 m i en retning, et skarpt sving i modsat retning og derfter 50 meter igen og så fremdeles. For hver drejning stien tager, er der to trin ad gamle sten og ellers kun grus og ingen gelænder men længere og længere ned i frit fald. Har jeg sagt jeg lider af højdeskræk? Snart trak jeg vejret så overfladisk at det blev til åndenød, svimmelhed og trang til at ofre morgenmaden. Ikke kun fordi det var hårdt, men fordi jeg befandt mig i en situation som jeg ikke kunne overskue at komme ud af. Kiggede jeg op ville bjergets stigning ingen ende tage og kiggede jeg ned var jeg døden nær af skræk.

Stadig langt, langt op til toppen af bjerget og virkelig langt ned. Jan hopper fra sti til sti og foreslår offpiste op ad skråninger, så vi kan skære hårnålesvingene af og simpelthen springe drejningerne over, ved at tage direkte, i lige linje mod toppen. Af og til stopper han for at tage billeder af udsigten som jeg jo ikke kan nægte, er storslået. Det er den, når man er så højt oppe at man kan se jordens runding og alt der ligger dybt, dybt nede, mellem dig og horisonten. Et lille spark og han kunne have fået nærbilleder af det hele.

Da vi omsider når op, har hans orienteringsevne igen bevist sig at være fantastisk, vi kommer ud 100 meter fra vores bil. Jan har energi til at løbe for at betale parkeringen og endda hente en kold cola, da vandet i bilen er tæt på kogepunktet. Ligesom Jans kone. På appen på telefonen kan vi se at vi har gået 33 etager og 7 km, alene på den tur for at se Alhambra. Fra toppen Jan ledte os til, fik vi nogle flotte billeder af tagene i bygningen.

På tilbagevejen kører vi omkring Nerja, og forsøger både at finde den byggegrund vi var ved at ende med i en ejendomsbyttehandel i 2015, og de steder som venner har anbefalet os at se. Det er fuldstændigt umuligt at finde en parkeringsplads, midtbyen er afspærret og der er vildt mange mennesker, så vi opgiver og begiver os tilbage mod Fuengirola. På vejen leder vi efter en tapasbar vi er blevet anbefalet, vi har fået beskrivelsen “et sted med stråtag, midt på hovedgaden”, og finder den også, desværre lukket ned for vinteren. Vi kører i stedet tilbage til Fuengirola og lader os overtale at en flot fyr i knickers og både bælte og seler, til at spise på ”hans” restaurant. Vi bestiller Gambas rejer og spørger ham om hans pizzaer er gode, vi advarer ham inden han svarer, vi har en italiensk restaurant og ved hvordan en rigtig pizza skal smage. Han griner og mener fint hans pizzaer kan leve op til vores forventninger. Det kan de dog ikke, dejen er lavet af rent hvidt mel og kunne lige så godt være franskbrødsdej. Rejerne var dog rigtigt gode.

Lørdag d. 12/10
Morgenmad, og derefter lægger vi os ved poolen i shorts, men finder hurtigt ud af at der i solen har vi nok brug for at kunne køle os ned, så vi går op og skifter og støder igen ind i stuepigen som banker på lige som vi skal til at gå. Hvilken service at vi kan komme tilbage til redte senge og nye håndklæder hver dag. Dog er vi opmærksomme på det lille kort på badeværelset, ”skån miljøet, brug håndklæderne mere end én dag, før du smider det til vask”. Det gør vi også hjemme, men synes det er et fint tiltag at gøre opmærksom på de enorme mængder håndklæder og linned der bliver vasket på sådan et hotel. Vi støtter fuldstændigt den slags tiltag, som skal få os alle til at tænke over forbruget.

Vi betragter parrene der ligger ved poolen. Alle med tyk brun hud, buttede kvinder der er iklædt pink og skriggule bikinier, og har solhatte på det bobbede hår, som aldrig bliver vådt i poolen, fordi kvinderne højst går i til ballerne og kun for lige at svale sig. (vaske sveden af i poolens vand, ingen af dem tager bruseren først)

Parrene taler ikke sammen, de ankommer, ligger og rejser sig samtidigt og er ellers bare ved siden af hinanden. Jeg rækker ud og Jan som ingen ide har om hvad der foregår i mit hoved, men er fordybet i sin bog, griber min hånd og klemmer den, inden han slipper igen og bladrer videre i bogen. Jeg tænker over at man i kærligheds sammenhænge tit hører ”når bare vi er sammen” – det er ikke nok, der skal mere til. Jeg håber aldrig vi bare er sammen.

Vi kommunikerer en masse med Ann, Tyfonen Hagebis nærmer sig Tokyo, og de har hentet vandflasker, kiks og små fornødenheder. 700.000 er blevet evakueret og de er opskrevet på “danskerlisten” ved udenrigsministeriet, nu kan de bare vente i lige dele angst og spænding. Anns mor har det sandsynligvis værre med det end Ann ved.

Søndag d. 13/10
Jeg har en urolig nat, vågner for at se nyheder om Japan, skriver til Ann, sveder – har overgangsalderen omsider ramt mig, eller kredser min underbevidsthed om min datters sikkerhed? Mit lagen er fugtigt og krøllet sammen på midten, jeg plejer ellers at vågne i næsten samme stilling som jeg lagde mig til at sove i.

Jan har stillet uret til kl. 7, han vil se formel 1 – fra Japan. Jeg vågner da han sætter sig ud på altanen, jeg fortæller jeg har hovedtelefoner med hvis han vil lytte til kommentatorerne også. Vi sover med altandøren åben, måske gør de tilstødende værelser også. Jeg falder hen igen og vågner to timer senere.

I dag skal vi tilbage til Nerja, og derefter er der et sted vi gerne vil være kl 18.00.

Vi finder først flodlejet Rio Chillar som vi er blevet anbefalet, men efter at have gået ad en grusvej længe, uden at se andet end et lille klart vandløb, vender vi om. Vi skulle åbenbart blot have gået lidt længere, og det skulle være turen værd. Vi må gøre forsøget næste gang vi er i nærheden.

Vi finder en stor gratis parkeringsplads i byens udkant og går derfra til Europa Balkonen og der er en virkelig smuk udsigt. Der er masser af mennesker, og masser af papegøjelignende fugle, som er svære at få øje på i palmerne, men som man tydeligt kan høre. For foden af klippen som balkonen er bygget på, er en lille strand, og oppe på promenaden hen mod udkigsposten, er der flere restauranter.

Vi drejer om hjørnet for at finde et sted at få frokost og finder et sted hvor de tilbyder egen sammensætning af tapas retter, og det er rigtigt godt. Det ligger lige ud til torvet før Europa Balkonen, og på et torv i Sydeuropa er der altid noget at se på.

Vi finder salen hvor vi ved venner mødes, hvor vi gerne vil træffe et par som nogle af Jans kunder i Danmark er venner med. De er der og da vi præsenterer os, spørger de om vi har lyst til at spise med dem senere på aftenen, på en restaurant i nærheden, og det takker vi ja til. Mødet er hårdt, den korte nat rammer mig og jeg føler jeg sidder og nikker, og når man føler det er det ofte rigtigt. Bagefter kører vi til restaurant Elipse, Puk & Benny, Puks far, Stig og Bennys mor Edith. Og så Jan og jeg. Det viser sig at Puk og Benny og hver deres forælder er venner vi blot skulle møde for første gang, vi falder fint i hak og har ret mange fælles venner og bekendte. Min far har endda haft en arbejdsrelation til Edith da hun og hendes mand i sin tid ejede campingcenteret ”Møllehallen” som lå udenfor Aalborg da jeg var barn. Da de solgte, flyttede de til Spanien og har været der siden. Adspurgt svarer de at de ingen planer har om at komme til Danmark andet end på besøg, Spanien er ”hjemme” nu. Det forstår vi godt.

Mandag d. 14/10 er vores sidste hele dag, vi beslutter det skal være en “slapperdag”, det blæser ret meget, men solen skinner. Vi starter ved poolen, men beslutter værelset nok er bedre. Over skulderen på Jan ser jeg pludselig en knap over hans natbord. Den styrer såmænd viften over sengen. Han nægter at have set den, men jeg er lidt skeptisk, temperaturen i vores soveværelse er en evig kamp.

Sidste dag – sidste chance for en tur i havet. Det er koldt at komme i, men virkeligt skønt. Om fødderne på os svømmer mange 15-20 cm fisk i ret klart vand. Jan finder dykkerudstyret frem, mens jeg lægger mig med fjerde bog på ferien. Denne har jeg lånt i  hotellets bibliotek, for jeg er rendt tør efter at have læst de to jeg havde med til mig selv, og den Jan startede med.

Tilbage på værelset finder Jan en restaurant via Tripadvisor, Ponchos, som ligger to gader væk og er nr. 16 ud af 948 i Fuengirola. Vi bestiller Gambas rejer og et glas hvidvin til forret og derefter filet med tilbehør og en Faustino 1. Det er simpelthen gode bøffer, og det på trods af de er lidt mere røde end vi bad om. Virkeligt godt. Vi kan se de har fået gode anmeldelser, og vi er enige – vi havde en virkelig god oplevelse.

Tilbage og pakke, vi tjekker hvad vores kufferter må veje, nu hvor vi skal med Norwegian hjem, og opdager vi slet ikke har lov til at have håndbagage med, andet end en mindre skuldertaske og at kufferterne må veje 3 kg mindre hver, end da vi tog afsted. Hvordan er det muligt når man har handlet på turen? Vi stiller vækkeuret til 3.30, vi skal være i lufthavnen kl. 5. Jeg kan ikke sove og sidder både ude på altanen, og læser også i sengen lidt, jeg kommer til at savne den konstante lyd af bølgerne.

Vi vågner før vækkeuret og står op og pakker det sidste og forlader værelset. I hotellets reception vejer vi de to store kufferter, omrokerer lidt og opgiver, vi må tage en bøde og tilkøbe de to weekendtasker vi havde med som håndbagage på vej nedad.

I lufthavnen vejer personalet de store kufferter og sender dem igennem uden kommentarer og da vi nævner håndbagagen som ikke er tilkøbt, kigger de tre tilstedeværende ved disken på dem og siger at det er ok. Uden at opkræve de 5o euro pr taske vi havde læst os til det ville koste med ekstra tasker. Super!

Vores billetter er ikke ved siden af hinanden og det føles mærkeligt når man lige har haft 14 dage nærmest uden at slippe hinandens hænder. Jeg prøver at læse, men falder i søvn, og så er 3 timer hurtigt overstået. På vejen hjem kører vi forbi værkstedet og ”samler” bilen op, den havde flere sider med fejl fortæller mekanikeren, så den har også haft 14 dages pleje og omsorg.

Perfekt – måske er det køreferie næste gang?

Herunder finder du et affiliate link til nye lækre kufferter og tasker, hvis du –  som vi – også er træt af de billige kufferter du købte engang i Egypten eller på en anden destination. De kufferter vi har haft indtil nu, har bare ikke kunnet stå distancen, for det er vel ikke meningen en kuffert kun skal kunne holde til én ferie?

At det er et Affiliate link betyder at jeg tjener kr. hver gang en af mine læsere køber et produkt via et link fra min side. Så klik og køb! Tak 🙂

CarrieAlong.dk

Hvis du også vil have en god bog med på rejsen kan du slå dig løs på linket herunder. Dette er også et affiliate link. Så klik og køb! Tak 🙂

Gucca.dk

De forhandler også Jussi Adler Olsens “Afdeling Q” bøger, som jeg kan anbefale 😉