Tenerife 2013

Da vi valgte en rejse til Tenerife som vores bryllupsrejse i 2013, havde jeg aldrig været på de kanariske øer før. Måske har jeg nævnt det før 😉 men min barndoms ferier var altid enten Tyskland, Harzen eller Gardasøen.

Da jeg var barn, fløj vi aldrig, men kørte altid på ferie. Alt efter hvornår i deres liv mine forældres ferie foregik, var der alt mellem 1 og 5 børn på bagsædet, og et stort orange og blå villatelt på taget. Nogle gange en flok børn, min onkel Preben, og så teltet. (ikke på taget, men som bagage i det hele taget 😊)

Min første flyvetur fik jeg i 1990 da jeg fløj hjem fra et besøg på Færøerne hvor min storebror boede på det tidspunkt. Jeg er derfor vokset op med køreturen som en del af en samlet oplevelse. Som min far sagde når vi alle sad i bilen, klar til at forlade matriklen “nu starter ferien”. Det hele, ”lige ud af landevejen” til grænsen, hvor vi lige skulle handle lidt til turen. Det lange stræk igennem Tyskland, at sove op ad hinanden, småskændes med sine søskende, få trusler om at blive sat af, konkurrencer, spil, tidsfordriv, chaufførens (min far) korte lur på en rasteplads (hvor alle andre helst skulle forholde sig i ro) og omsider bjerge.

Turen til Tenerife var kun anden charterrejse i mit liv. Og jeg må jo indrømme at det er nemt, man er hurtigt fremme, man har flere dage på destinationen. Det hele er lidt lagt i ydre rammer.

Hvis du har lyst, kan du her læse om vores bryllupsrejse. Jeg har forsøgt at begrænse det pladder romantiske.

Vores bryllupsrejse til Tenerife, november 2013

Vores bryllup kom ret pludselig, og blev planlagt til at ske ret hurtigt. En smule mere spontant end jeg havde mod på, og en del før jeg, af flere årsager, var mentalt klar til, men Jan havde sagt han kun spurgte to gange, og da jeg sagde nej tak første gang, måtte jeg hellere sige ja anden gang.

Hele vores bryllup blev planlagt og bestilt i løbet af et par timer, både vielsesattest, navneændring, mad og bryllupsrejse. De vigtigste ting først, og derefter bryllupsrejsen. Vi fandt en uspecificeret afbudsrejse med Spies, til nærmest ingen penge.

Det med uspecificeret, er jeg ellers ret forsigtig med, jeg ved godt det ofte er billigere, men omvendt ønsker jeg ikke en ferie der bliver ødelagt af dårlig rengøring eller en smertende ryg efter første nat. Dog er jeg nem at gøre tilfreds, jeg behøver ikke luksus, bare jeg har et badeværelse og en god seng.

Når vi søger på rejser, tilvælger vi eget bad og meget gerne en terrasse eller balkon, og ser hvad vi får op af muligheder. Det der tæller mest er samværet og oplevelserne. Resten tager vi som det kommer og forsøger at grine og sige pyt, hvis der ikke er andet at gøre.

Vi blev viet 23/11-2013 i en smuk sal på Gammel Torv i Aalborg. Midt i julemarkedet, med juletræer og nisser, røde træhytter og duften af brændte mandler og rød- og hvid stribede bolcher. Da vi ikke selv holder jul, var det noget der blev grint en del af. Vores gæster satte nærmest en ære i at fange os på billede, med en julemand i baggrunden. Det gav en god stemning, for både os, og – tænker jeg – dem der besøgte julemarkedet, at vi stod der i vores fine tøj og med glade gæster. Jan havde arrangeret en stor rød åben amerikanerbil, med chauffør og champagne til at hente os, og receptionen blev holdt i lokalerne på mit daværende arbejdsplads, midt i Aalborg.

Vi er meget forskellige på det sociale område. Jeg er ekstremt privat (right, du har en blog andre må læse med på! Men her bestemmer jeg trods alt selv, hvad jeg fortæller og viser) Jeg ønskede en privat ceremoni, en lille “nærmeste-familie” middag, og en reception var ikke nødvendig for mig.

Jan er meget social. Han har mange kunder, som han også betragter som venner, og en reception er, i hans øjne, en helt oplagt mulighed for at give en omgang. Jeg forstår alle hans argumenter og kan acceptere flere af dem. Og jeg var selvfølgelig også glad for alle der kom på dagen, både til receptionen og til vores fest om aftenen. Vores indbudte middagsgæster var vores kompromis, dem vi begge gerne ville se.

Vores stue kunne, med en fuldstændig rydning for møbler – undtaget den store bar der dominerer rummet, og som ikke bare sådan lige kan flyttes – få plads til borde og stole til 68 gæster.

Kl. 4 om morgenen var der stadig dans, men da var vi tvunget til at forlade festen, og overlade oprydning til min datter Ann og Jans fætter, da vi skulle flyve fra Billund kl. 7 samme morgen. Lige da vi skulle ud af døren, kom Jan i tanke om at vi hellere måtte printe papirerne, i stedet for at stole på, at mail på mobil var godt nok. Nu har Jan tidligere været partner i en elektronikforretning, og man skulle tro det gav os en ret fornem maskinpark, der bare virker. Men den morgen virkede intet. Så ret stressede og stadig i bryllupstøjet satte vi os i bilen og kørte den mest uansvarlige tur jeg har medvirket i (jeg gør det aldrig mere). Det var som om de “mange” ugers planlægning og spænding og skøre tanker (og måske mange timers dans) kulminerede og drænede alt i kroppen. I det samme vi sad i bilen, blev vi begge helt enormt trætte, og køreturen både skammer vi os over, men nu er kommet så langt fra at vi også kan grine af.

Vi skiftede flere gange chauffør, og for mit eget vedkommende betyder træt kørsel, at musikken bliver skruet op og vinduet kørt ned, og så sidder jeg ellers med kroppen i bevægelse og hænderne kradsende, nappende, eller klappende på lårene. Sikkert et komisk syn, men ikke sjovt i øjeblikket. Nede i nærheden af Billund var kommunen på det tidspunkt ved at læggen vejen om, så vores gps blev forvirret og sendte os på en forkert vej og det havde vi slet ikke tid til! Men vi nåede selvfølgelig det hele, som man oftest gør, når man har kørt sig selv op og tror alt går galt.

I flyet kom vi til at sidde på hver sin side af midtergangen. I bryllupstøjet og trætte, og i den stemning man nu bare er i når man er nygift, så var det lidt øv. Vi kunne heldigvis række ud og nå hinanden hen over gangen og stewardesserne synes det var hyggeligt og kom for at se den smukke ring Jan gav mig i sin tale.

Vel ankommet viste det sig at den uspecificerede rejse var et luksushotel på Tenerifes sydside. En lejlighed med to værelser, en meget stor balkon, køkken og bad, og så lige midt for pool-området, lidt oppe. Det betød vi havde en god udsigt til palmer, pool og lamper i et varmt gult skær, men uden larm fra andre gæster.

Vi lejede en bil og kørte øen rundt, og gik efter de mindst “turistede” byer og fik også set El Teide, som heldigvis havde lukket for svævebanen op til toppen pga. tåge. (er bare ikke pjattet med at hænge og dingle i mere eller mindre frit fald, på en vulkanside. Eller noget andet sted) I stedet måtte vi nøjes med restauranten og det imponerende, men også sørgelige, syn af lava og askes altødelæggende virkning på naturen. Langt ned af bjerget er det hele en størknet og helt død-grå-brun ørken. Et stykke nede kommer der så et enligt grønt træ, og jo længere vi kommer ned, des mere begynder livet at virke igen.

Vi brugte ugen i hinandens selskab og med at køre rundt på øen. Der er masser at se – når man er nogen af dem der kigger. Jeg kan begejstres over en spire i det ellers helt døde. Vi tog en sådan lille spire med os hjem, og Jan sagde, at så længe den plante trives, så ville vores ægteskab også trives. Hjemme voksede den hurtigt sig stor og smuk, og vi passede den, som var den et lille barn. Men den døde efter 3 år. Vi trives stadig. Heldigvis er vi ikke overtroiske, selvom vi griner af den slags små selvopfundne tegn.

Turen til Tenerife var vores første sammen, vi har været gift i nogle år nu, og vi har rejst en del sammen. Vi har ikke været på Tenerife siden. Det var en skøn tur, men måske ikke det mest charmerende sted vi har været. Men der er skønt vejr, masser af smukke og hyggelige steder, og så den tilknytning som man får, når man var et bestemt sted på sin bryllupsrejse.

—