Cypern 2020

Vi skulle ikke ud at rejse i år. Corona har ændret turistbranchen i Danmark, og vel stort set resten af verden, og dermed sikkert også de fleste af vores alle sammens rejseplaner for 2020 – og måske endda flere år frem.

Jeg har kunnet se på profilerne jeg følger på de sociale medier, at de danske øer har fået en ny popularitet mellem danskerne, og det synes jeg egentlig er både godt og inspirerende, det er et fåtal af dem jeg selv har set. Hvis Færøerne tæller med, var jeg der i to måneder da jeg var 18 år, for ca. 1000 år og alt for meget mudret vand i åen siden. Ret mange flere danske øer har jeg ikke set.

Der har været et stort pres på Jans arbejde som revisor, både med normale deadlines, men også søgning til de berørte kunder, af diverse Corona-hjælpepakker osv. Når han begynder at blive bekymret for sig selv, så er vi helt derude hvor jeg nærmest får angst for at han skal falde død om.

Sommerhus i Danmark er ikke nok, det er for tæt på hjem, og alt hvad vi burde gøre, som vinduer der skal skiftes, have der skal lægges om, træværk der mangler maling og en kælder der skal organiseres.  Det giver dårlig samvittighed, ikke ferie.

Så hvor kunne man komme hen i sensommeren 2020, hvor man ikke satte sit eller andres helbred på spil, kom i karantæne – enten på destinationen eller når man kom hjem?

Vi kiggede på “de tilladte lande” og selvfølgelig ikke kun tilladte, men også dem der tog situationen seriøst, havde et acceptabelt smittetal og sol og varme. Vi fandt et pakketilbud til Cypern via Spies, 14 dage, 2 pers., inkl. 2 kufferter og morgenmad: 7.000 kr.

For at blive taget med i flyet og få lov til at komme ind i Cypern, skulle man have en negativ corona test og en indrejse tilladelse, godkendt af de Cypriotiske myndigheder. Testen måtte ikke være over 72 timer gammel, og man skulle have modtaget svaret på testen, så man kunne søge om indrejse tilladelse og vedhæfte den negative test – og det skulle gøres inden 24 timer inden indrejse.

De danske offentlige myndigheder garanterer ikke svar på tests indenfor de 72 timer, og vi kunne heller ikke få en tid i Aalborg området, inden for den tidsgrænse vi havde at operere med – så vi måtte en tur til Billund lufthavn om lørdagen, og have taget en test, tilbage og arbejde og gøre det man nu skal gøre når man rejser 14 dage væk fra hus og virksomheder. Og så afsted søndag nat, så vi kunne være i Billund inden indtjekning lukkede mandag morgen 6.15.

Normalt plejer vi at kombinere afrejse fra Billund med en hyggelig aften hos Jans fætter og hans kone, som vi også tillader os at kalde for gode venner. De bor ikke langt fra Billund, men da vi skulle meget tidligt op mandag morgen, ville vi undlade at forstyrre deres nat/morgen og i stedet køre direkte fra Aalborg til lufthavnen.

Derfor overtalte Jan mig til en hurtig kop kaffe på turen hjem efter testen om lørdagen, så vi lige kunne nå at hygge og snakke og ikke måtte undvære det hyggelige selskab, fordi vi denne gang skulle så tidligt afsted.

En hurtig kop kaffe udviklede sig til en tændt grill, en åben flaske vin og nogle vildt hyggelige timer, som vi faktisk slet ikke havde lyst til at afslutte, men vi havde så meget vi skulle nå og måtte modvilligt tage afsked.

Nu skulle man jo så tro vi ville fare rundt derhjemme, for at indhente den “tabte” tid, men i stedet for at arbejde, samlede vi i ro og hygge æbler op fra plænen, og forsøgte at få liv i plæneklipperen, som Jans dygtige kone har hældt diesel i, i stedet for benzin. (det lykkedes ikke)

Vi gik tidligt i seng og Jan stod op søndag og tog på kontoret, mens jeg blev hjemme, for at pakke og rydde op i huset, som vores svoger skulle arbejde fra, mens vi var væk.

Det med formularer og Corona testen, som vi først kan få svar på søndag eftermiddag kl. 17, gjorde at vi ikke rigtigt kunne komme i feriestemning, for hvad nu hvis vi uden at mærke det, var positive?

Det gjorde også at vi ikke rigtigt havde sagt til nogen, at vi havde planlagt at rejse, for det ville være sååå træls at sidde hjemme i Corona karantæne og google billeder fra Cypern til Insta, i stedet for at være der. 😉

Men alt var vasket og ryddet op, så det var let at pakke når testen kom retur. Den var, som forventet, negativ, og så kunne jeg pakke. Jeg sov 1.5 time på sofaen, og så var Jan hjemme 2.45 og der pakkede vi bilen og kørte tilbage til Billund, samlede fætter René op og så satte han os af i Billund.

Da vi stod i indtjekningen ringede René Jan op, “skal jeg ikke have en nøgle til bilen”? Nå jo, “stop endelig ikke bilen, men kom tilbage”. Jan gik med nøglen i lommen, og havde Rene på hjemvejen stoppet f.eks på en tank, og vi var gået ombord med begge nøgler, ja så havde bilen så holdt der ulåst i 14 dage.

Rejsen gik let, det er som det er, vi var trætte, men der var masser af livlige søde børn ombord, jeg havde en på omkring 3 år der sad bag mig, som synes gardinet der kunne skubbes op og ned var sjovt. Men hellere det, end et barn der græder fordi det er bange eller har ondt, så det lever vi med og smiler ad.

Vi lejede bil hjemmefra, men Jan opdagede til sin skræk da bilen var booket, at på Cypern skal man have et internationalt kørekort. Det kan man hente på borgerservice, for kun 25 kr. og det ville jo være let og billigt, vi vidste det bare ikke og det er også for sent at opdage det søndag aften.

Jan forsøgte at annullere, men da han havde annulleret den tilkøbte forsikring, som han havde tegnet udelukkende for min skyld, så fik han at vide at da der var under 24 timer til vi skulle hente bilen, var forsikringen godt nok annulleret, men han kunne ikke få pengene retur.
Så han beholdt lejeaftalen, nu uden forsikring, og besluttede at tage det problem ved disken, når vi nåede frem.

Da vi så nåede frem, opdagede vi at på Cypern er der venstrekørsel, hvilket betyder at alt i bilen er spejlvendt og at du både skal holde dig i den “forkerte” side af vejen og være forberedt på til- og frakørsler på din venstre side. Rundkørsler, t-kryds, bare det at række ud efter sele eller gearstang sidder dybt i ens ubevidste rutiner i bilen, og 99 ude af 100 gange, gik Jan til venstre side af bilen, når vi skulle køre og skyndte sig at kamuflere det, ved galant at åbne døren for mig.

Det internationale kørekort spurgte de slet ikke efter, selvom de så det kørekort vi havde. Vi gik ud fra at et dansk kørekort nok bare er et internationalt kørekort.

Vi skulle bo i byen Ayia Napa, som indtil 1974 blot var en mindre fiskerby. Da Tyrkerne så gjorde krav på en del af øen, forsvandt Cyperns største turistmagnet Famagusta, som siden har ligget som en kæmpe spøgelsesby, forladt over et par timer og afskærmet med FN styrker, og ulmende uro. Ayia Napa er vokset pludseligt og voldsomt, og vi fik fortalt at russerne puttede mange, mange millioner i Cyperns udvikling, mod at de så fik cypriotiske pas.

Vi ved ikke om det er sandt, men vi ved at rigtigt mange restauranters menukort står på 3 sprog. Græsk, engelsk og russisk. Jeg har selv prøvet at google lidt om russernes rolle i forhold til Cypern, og der findes masser af artikler på nettet om det, hvilke der er sande, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Du kan se blot en af artiklerne om russernes forhold til Cypern HER.

Jeg er selv helt vildt fascineret af den slags historiske begivenheder og det spændende og tragiske i en by der bliver forladt i løbet af et par timer. Så jeg har selvfølgelig både læst og set Youtube for at få det hele med. Her er blot et enkelt link med en artikel om spøgelsesbyen Farmagusta HER

På Cypern var smittetallet på det tidspunkt langt lavere end i Danmark, MEN vi hørte at der sandsynligvis var et stort mørketal, da de ikke testede nær så mange. Det virkede dog umiddelbart som om alle tog det seriøst nok. Vi kom ikke ind i nogen butikker uden mundbind, spritflaskerne var overalt, mange steder var der én flaske på hvert bord, og på en enkelt restaurant fik vi pande-målt temperaturen inden vi måtte komme ind.

Politiet patruljerede i deres biler med de blå blink tændt, og der faldt konsekvent bøder på 300 euro, hvis personalet på barer og restauranter ikke havde deres mundbind på.

Få steder gik de ældre cypriotiske tjenere, med mundbindet nede om hagen, indtil de så de blå blink, og skyndte sig så at hive det op. Dog kun de mandlige tjenere, og kun de ældre. Måske har de levet så mange år, og set så mange ting, at de ikke tror denne “influenza” vil slå dem ihjel, de har nok overlevet så meget andet.

Den første aften, gik vi ned i byen for at få vores mad og den koldeste og største øl vi kunne finde. Vi mødte på vejen en dansk kvinde fra hotellet, hun og hendes mand havde allerede været der en uge, hun var på vej til deres yndlingssted hvor hun skulle mødes med sin mand og hun foreslog vi slog følge med dem. Så det gjorde vi. Og så var ferien ligesom i gang.

Der var varmt – faktisk helt vildt varmt. I gennemsnit ca 33 grader i løbet af de 14 dage vi var der, mens nattemperaturen havde et gennemsnit på ca 23.

Det var lige der hvor jeg var på nippet til at sige det er FOR varmt. Jeg kan ikke sove når der løber dråber ned om halsen på mig, mens Jan elsker det. Jeg tænkte vi skulle tænde for airconditioningen, men Jan fortalte straks skrækhistorier om legionærsyge spredt i luften, og jeg troede selvfølgelig på ham, indtil jeg hørte ham nævne et sted, at han endelig både kan opfylde mine ønsker om åbne vinduer og døre, og selv samtidigt have det varmt nok, OG at det koster 8 euro pr døgn at tilkøbe aircondition i lejligheden. Mon den sidste ting havde mest med sagen at gøre?

Vi fandt sammen med dem vi klikkede med på hotellet, men uden at være forpligtede til andet end at falde i snak ved poolen, eller en drink i restauranten en enkelt aften.

Det passer mig generelt fint at vi både kan være os selv og opsøge selskab, uden forpligtelser. Jan er langt mere social end jeg, så vi finder et rimeligt kompromis.

Halvvejs i ferien rejste de andre gæster hjem, og der kom nye til.

Vi fandt sammen med andre og gik en aften endda med på karaoke bar, hvor Jan gav et par modige numre, og fandt ud af at selvom man synger rigtigt godt (og det gør han) så er det overhovedet ikke nemt at skulle følge med i en tekst på en skærm. Det med både at finde melodien og synge hurtigt nok, når der ingen noder er, blev til rigtig god underholdning. Jan har fået mig til at love aldrig at vise videoen til nogen, ellers havde jeg gerne delt den her.

Jeg griner gerne af andre, men de må helst ikke grine for højt af mig, derfor truede jeg alvorligt med både død og ødelæggelse, hvis Jan på nogen måde tvang mig på scenen. Jeg må have været overbevisende nok, for det afstod han sig fra. Måske er det bare fordi han ved hvordan jeg synger.

Der sad andre par, som ikke var lige så søde ved hinanden, de skrev hinanden op til numre og det er det underholdende ved Karaoke – det lyder oftest så forfærdeligt, men man sidder selv med lige dele ønske om at have modet og glæde over man ikke står der selv.

Vi kørte til stranden i den lejede bil, og nåede både Landa Beach, som er den vi vil anbefale og Nissi Beach hvor musikken kørte dagen lang, i dybe trommer og lidt for højt tempo for os to midaldrende, som bare ville høre vandets rullen.

Vi hoppede på en bådtur op langs kysten og rundt, helt op til hvor vi ikke kunne komme tættere på Farmagusta, pga FNs patruljeren i stykket der alle steder står opført med skilte om “No mans land”.

Men spøgelsesbyen dragede og en af de sidste dage tog vi bilen helt op til grænsen. Var jeg mere modig, kravlede jeg gerne over hegnet for at se de forladte huse, hvor vi hører at kaffebordet stadig står dækket, fra den dag beboerne fik to timer til at forlade alt. Vi kan slet ikke komme i nærheden af hegnet, for alle veje mod Farmagusta og den tyrkiske grænse, er afspærrede eller ender blindt.

Vi ville egentlig have besøgt vingårde, olivenbønder og “potterys”, for at handle, importere og forhandle. Men det må simpelthen ske på næste tur. Der var for varmt, vi var for trætte og tiden gik for hurtigt.

Cypern er helt anderledes end De Kanariske øer. Meget autentisk, græsk, smukt og spændende. Selvfølgelig er der turistfælder og alle de ting der nu er i gang på et rejsemål. Men det er noget andet. I hvert fald i Ayia Napa.

Måske spillede det helt specielle ved Corona situationen også ind, for der var vildt mange forladte og lukkede restauranter og butikker. Der var ingen tiggere og heller ingen gadesælgere. Man kunne mange steder mærke desperationen og flere restauratører vi faldt i snak med, fortalte om deres fald i indtjening og de muligheder de fik for kompensation af deres regering. Da vi selv har en restaurant og har bortforpagtet en anden ud, forstår vi til fulde alle frustrationerne og følte med dem.

Rigtigt mange steder mærkede vi at gnisten og håbet var slukket, andre steder kæmpede de for overlevelse. Turisterne var blevet hjemme, og de var virkeligt glade for danskerne lige nu. Og det var da også mest danskere vi stødte på dernede.

En crazy ting: Da jeg skulle pakke tog jeg den seneste Afdeling Q bog med, af Jussi Adler Olsen, “Offer 2117” Jeg havde ikke læst om handlingen, og anede intet om den, andet end det var den jeg var nået til. Hvor vildt var det lige, at den starter med et lig der skyller op på stranden i Ayia Napa på Cypern!?

Alt i alt, kan vi godt anbefale Cypern. Lækre strande, god mad, venlige mennesker, fantastisk klima. Når Corona er væk, så er vi helt sikre åbne for endnu en tur til Cypern.