Vores liv som sejlere

Så om morgenen den dag, kørte vi afsted, og om eftermiddagen, efter veloverstået fødsel, skulle jeg så hente Jan, så vi alle kunne spise sammen om aftenen.

Da jeg kom hjem, havde vores lille familie åbenbart også fået et nyt medlem, en lille åben speedbåd, med plads til 4 siddende, eller to liggende (med lidt god vilje)

Han er gået stille med dørene, for jeg anede ikke at vi skulle have båd.

Han har til gengæld vidst det, for han nåede, uden at vide hvilken dato Agnes ville ankomme, samme dags morgen at arrangere transport fra Hirtshals og hjem. Jeg tog nemlig bilen med mig, da jeg kørte afsted for at møde min nye niece.

Med båden fulgte også en fin bådtrailer, en defekt motor og diverse andre småting, som årer (altid en god ting, når motoren nu ikke virker) og et par redningsveste (igen en god idé)

Agnes fylder om mindre en måned seks år, og vi har endnu ikke haft båden i vandet. Vi har simpelthen ikke haft tid til at gøre noget ved den defekte motor, som ellers skulle være af den gode gamle (virkeligt gamle) slags.

Faktisk har vi både båden og alt tilhørende den, til salg.

I august 2018 tog vi på tur til København.  Jan og hans ven Bino, skulle sættes af ved vores nye båd, mens Ann og jeg så skulle blive i København, indtil de sejlende var godt på vej til Aalborg. Mens vi ventede på de kom afsted, skulle vi fordrive tiden med shopping og hygge.

Ann og jeg havde en ret god dag.

Det hele skulle vise sig at blive noget mere besværligt for Jan og Bino.

Det første problem var tankningen, det var ikke så let at finde en tankstation til bådfolket i Københavns havn – en som virkede altså.

De var lidt desperate, da heller ikke sidste bastion på vej ud af havnen, havde en. Derfor var de meget lettede, da en anden sejler tilbød at køre dem til en tank, så de kunne få fyldt dunkene. Imens disse problemer stod på, blæste det op. Ret meget. Vi mærkede det mens vi slentrede på Strøget, hvilket nødvendiggjorde en stor fisk- og skaldyrsfrokost, med en alt for luksus hvidvin til, og vi tænkte da på de to stakkels mænd, som skulle ud på åbent hav. Indimellem.

Da der var tanket op, satte Jan og Bino kursen udenom Sjælland og mod Rørvig Havn, for lige at holde sig en smule til kystlinjen, mens de lærte bådens humør at kende.  P.g.a. tankningen og den tiltagende blæst besluttede de at lægge til for natten i Rørvig havn. Det havde indtil da taget meget længere tid end forventet.

Da Bino skulle op på arbejde næste dag, aftalte vi at Ann og jeg kørte til Rørvig og samlede ham op, og tog ham med til Aalborg og så skulle Jan så klare sig selv fra Rørvig til Aalborg dagen efter.

Ann og jeg er praktisk tænkende mennesker. Når der er en GPS, så bruger vi selvfølgelig den. Vi indstillede den til Rørvig Havn fra København, og kørte afsted i hørt humør, og dybe samtaler. Vi anede først uråd, da vi så skilte mod Hundested Havn. GPSén havde valgt mest direkte rute, som var med båd fra Hundested til Rørvig.

Til vores forsvar skal her siges at vi er fra Nordjylland, vi kender ikke geografien på Sjælland. Om Rørvig ligger på den ene eller anden side af Roskilde fjord, anede vi intet om. Men Hundested lød alligevel forkert. Og af en eller anden grund kunne det heller ikke lade sig gøre, jeg husker ikke hvorfor.

Så….en lille u-vending og en lang omvej senere ankom vi til Rørvig, hvor Jan og Bino havde taget revanche på vores frokost og fået sig et solidt aftensmåltid, et sted på Rørvig Havn.

Allerede på det tidspunkt synes vi vist alle, at dagen havde været ret lang, men der var der stadig en rimelig lang køretur foran os hjemad.

Jan, som ikke havde planlagt det hele skulle tage så lang tid, havde ikke taget noget stort antal tæpper eller puder med, men det havde Ann heldigvis, for hun havde tænkt hun kunne snuppe en lur, mens mor kørte bilen hjem til Aalborg. Så mens Jan gjorde sig klar til en lang blæsende nat i båden, satte vi kursen hjemad.

Kl. var vel 22 eller 23 på det tidspunkt.

Natten blev rigtig lang for os i bilen. Ann blundede, mens Bino og jeg gjorde alt hvad vi kunne for at skiftes og holde hinanden vågne.

Han erklærede ret hurtigt at han var vant til at køre langt og aldrig døjede med træthed bag rattet, men den måtte han æde omkring Slagelse, hvor jeg overtog rattet igen.

Herfra kørte jeg til Vejle, hvor vi blev enige om at han kunne køre igen. Det varede kun en halv time, hvor det blev klart at den megen friske luft havde udmattet Bino totalt, og så kørte jeg os resten af vejen hjem i sikkerhed.

Kl. seks næste morgen vågnede Jan frisk og udhvilet i Rørvig havn, superklar til en hyggelig sejltur i sin nye båd.

Midt imellem Sjællands Odde og Grenaa døde motoren. Som i fuldstændigt død. Nogenlunde samtidigt døde batteriet på hans mobil tlf. Han havde dog stadig en firmatelefon i lommen. For bare at sætte bollen over åét, blæste det nu voldsomt og kæmpe bølger udfordrede det store aftensmåltid, han havde nydt med Bino aftenen før, til det til sidst nægtede at blive indenbords.

Jan er aldrig søsyg, men for alle de gange han tidligere har siddet og glædet sig på egne vegne, mens andre er løbet mod toiletterne, så tog karma revanche på denne tur. Han bogstaveligt talt hang udover rælingen. Selvfølgelig med en vis værdighed.

Jeg vidste ikke Jans tlf var død. Jeg vidste heller ikke at motoren var død. Eller at han var syg. Jeg kunne bare se hvor hans position sidst var opdateret, et sted midt mellem Sjællands Odde og Grenaa.

På et tidspunkt, lige inden jeg overvejede at slå alarm, ringede han fra firmatelefonen, han var okay (det var løgn) og han forsøgte lige nogle ting med motoren og hvis det ikke lykkes, måtte han give sig og kontakte noget hjælp af en art.

Manden er stædig. Han lå der i syv timer, hvoraf han simpelthen sov nogle af dem. Til sidst måtte han give op og kontakte Søværnet. Han ville helst ikke trækkes tilbage til Sjælland, så han måtte tale ret godt for at han var tættest på Grenaa.

SOK kom hurtigt, i en flot orange båd, med et par mænd ombord, hvoraf den ene holdt Jan med selskab, mens den anden trak båden til Grenaa.

Efter Jans udsagn havde de en virkelig god tur til Grenaa, de var vildt flinke, sagde han. Imens satte jeg kursen mod Grenaa for at samle min forkomne mand op.

Da jeg kom frem, var humøret højt, jeg kan faktisk kun huske én anden gang hvor jeg er blevet modtaget med større humør, det var da han var dopet på hospitalet efter sin galdestens operation. Dengang sagde jeg til lægen, at uanset hvad de havde givet ham, så ville vi godt have noget af det med hjem.

Denne gang tænkte jeg, at det nok var en tur der aldrig blev glemt, og heller ikke gentaget.

Jan købte en uges gæstebillet i Grenaa lystbådehavn (som i øvrigt er helt vildt hyggelig) og da den var gået, mødtes Jan med fætter René i havnen og sejlede båden hjem til Aalborg, efter lidt reparation på motoren.

Vi fik en regning fra Søværnet på 5.977 kr. På fakturaen stod der at det var assistance og ikke en redning. Jeg er ikke helt sikker på at Jan er enig.

Historien er genfortalt med modvillig tilladelse fra Jan.

For god ordens skyld må jeg hellere sige at både Jan, Bino og jeg har båd certifikat, og er bekendt med sikkerhed af enhver art. Motoren satte bare ud.