Grønland 2021

Mange ting har i 2021, som i øvrigt også i 2020, været kaotiske, stressende og umulige at organisere eller styre. Mine forældre, som de sidste 30 år har boet på Fyn, har efter 8 år med salgsønske, omsider solgt deres hus, og har skullet finde nyt, hvilket ikke har været helt så enkelt som håbet og troet. Overtagelsesdato for ny ejer af huset faldt 1/10 – og vi besøgte fra d. 16. – 30. september min søn og svigerdatter i Grønland.

At jeg ikke har kunnet hjælpe mine forældre og min søster med pakning, tømning og organisering, fordi vi indtil vi rejste havde HOU´sa at stresse over, er jeg sprunget lettere over i denne beretning – jeg skylder min søster BIG TIME, for det hun har klaret “ene mand” – når 4 andre søskende var fraværende på hver sin måde.

Thomas og Camilla rejste til Grønland i januar 2019, og vi har selvfølgelig længtes efter at se hvor de bor og hvordan de lever. Inden vores rejse hertil, havde jeg ikke skænket grønlændere som folk mange dybere tanker, udover at vi har en svoger i familien, som vi hygger os med når lejlighed byder sig.

Efter vi har mødt grønlænderne i den “lille” by Qaqortoq, har jeg indtryk af sindsygt søde, venlige og imødekommende mennesker, som tilsyneladende lever stille og roligt med de betingelser der nu engang er på et så forholdsvis øde sted, og de barske vejrforhold der er mange måneder om året.

Turen til Qaqortoq

Rejsen til Grønland bookede jeg direkte via Air Greenlands hjemmeside, med Thomas på FaceTime, så han kunne fortælle mig de små ting som ingen steder står og de ting vi skulle undgå eller huske på.

For dem der måske skulle blive fristet til en rejse til Grønland (det håber jeg I gør), har jeg her listet de priser for rejsen op, som vi har givet for turen Aalborg – Qaqortoq, og retur tilbage til Aalborg. Vi valgte to forskellige ture fra og til lufthavnen i Narsarsuaq, for både at prøve turen med helikopter og bådturen på de vildt smukke indfjorde.

Fly Aalborg – København, to personer, enkelt vej kr. 698,26
Fly København – Narsarsuaq, to personer, retur 19.796,-
Helikopter Narsarsuaq – Qaqortoq, to personer 2.372,-
Diskoline Qaqortoq – Narsarsuaq, 2 pers. 1.720,43 (båden der skal sejle os tilbage til lufthavnen i Sydgrønland)

Tog København – Aalborg (fordi sidste fly fra København til Aalborg, var fløjet når vi ankom København) 2 pers, ca 1.000 kr.

I alt har vi altså givet 25.586,69 kr. for turen, plus det vi fik lov at give til vores fælles bord og madbudget. Overnatningen klarede vi i gæsteværelset, mens Ann (min datter) sov på sofaen, de 10 af dagene hun var med i oplevelsen. 5 mennesker i en 3 værelses lejlighed, og det gik over al forventning. (Synes Jan og jeg ;))

Denne tur overskrider langt det vi gav for turen i 2016 til Nicaragua, på trods af, at vi dengang fik både et døgn i Atlanta og i Amsterdam, inkl. hotel i de to byer. (Vi fandt ekstraordinært billige billetter til Managua, Nicaragua; ca 8.000 kr. for to pers, retur. Et andet familiemedlem kom afsted for samme pris, én person, måneden efter)

Tilbage til Grønland. Det er synd og skam det er så dyrt, jeg er lige ved at sige at alle danske skoleudflugter i højere grad burde gå til Grønland, Island og Færøerne, end de andre lande man ellers vælger i Europa. Den slags ferieoplevelser kan man få med familien, eller når man selv lægger rejseplaner senere i livet. Hvor mange vælger at årets ferie skal holdes et sted der enten er kendt for mange myg i særlige perioder eller mange regnvejrsdage? Men både Grønland og Færøerne kan meget mere end det. Jeg var selv to måneder på Færøerne da jeg var 18 år, og nu har jeg set lidt af Sydgrønland. Det giver mig lyst til også at se Island. Og mere af Danmark i det hele taget.

Jeg håber det skinner meget tydeligt igennem, at jeg er vildt begejstret for Sydgrønland, nærmere betegnet, den lille by Qaqortoq, hvor Thomas og Camilla bor “på toppen af prinsessen”, i et af de sidste huse op af fjeldet, med udsigt over hele byen. Her er så vildt smukt at et hotel med samme udsigt i Sydeuropa, ville koste en formue. Flere gange måtte jeg liste hen til vinduet om natten, for at se månen og lysene skinne i fjorden, byen der ligger på skråningen i en halvbue ned mod vandet, og hårnålesvingene, der fører op til de øverste huse, som i enhver anden bjergby i verden. Thomas og Camilla har ingen bil, så det var et par gange taxa, men ellers bare hiv op i lungerne og kæmp dig op ad bjerget på gåben.

Vi synes vi nåede at få rigtigt mange oplevelser med på de fjorten dage, godt hjulpet på vej af at vores værter har egen båd, næsten magen til vores egen motorbåd – som dog hos os har en helt anden funktion i Danmark, hvor der mest bliver vugget stille på vandet, med vin i glas og sol i øjnene.

At have en båd i Qaqortog er lige så vigtigt som at have en bil når man bor på landet i Danmark. Du kan kun komme fra byen via vandet, eller med helikopteren der flyver flere gange dagligt, hvis vejret arter sig til det. Der findes ingen køre-vej til og fra Qaqortoq. Endnu. Det leges med planer om en lufthavn udenfor byen, og så skal der altså også laves veje til og fra.

Midt i den forholdsvis lille by (3.144 indbyggere) ligger byens torv. Som andre torve rundt omkring, har dette torv også et springvand, med bænke omkring. Derudover løber elven igennem byen med flere små broer over, og der er et fint udvalg af både butikker og restauranter, man kan endda få Vebbestrup is, på den Café hvor jeg meget pinligt slog over i engelsk til den stakkels forsvarsløse ekspedient, som så på mig som om jeg lige faldt ud af tønden. Og det gjorde jeg nærmest også, idet jeg ville sige var, at der ikke var mere håndklæde papir på toilettet. Til mit forsvar skal siges at jeg lige havde hørt en flok fra Thailand tale engelsk (jep, der er også en ganske udmærket Thai restaurant, som også laver Take Away) og i mit ubevidste sind, lagrede det engelske sig sammen med det at vi var på rejse, og ja, så kom det ud på engelsk. Jeg blev voldsomt til grin, selvfølgelig mest i min elskede familie som grinede højst, men også ved den kunde der højlydt sagde at hun næsten ikke turde se mig i øjnene da ordene først var sagt. Ekspedienten tog det heldigvis pænt og kunne grine af det med os andre.

Det er en meget kulørt by, i det alle husene er malet i forskellige farver, (vi så vist kun et murstenshus) og det ser flot ud i den gavmilde sol, både sommer og vinter.

Udover restauranterne og 3 supermarkeder, ligger der også et stort moderne hotel, Stark, en JYSK, en sportsforretning og flere tøjforretninger, samt nogle mindre butikker, med et ret alsidigt udvalg. I Grønland sælger man feks geværer og patroner, nøjagtigt lige så naturligt som man sælger mælk. Man skal ikke have jagttegn, men det bliver selvfølgelig forventet af man behandler dyrene i naturen med respekt. Man fornemmer hele livet er en meget tæt sameksistens med naturen og det den har at byde på. Der var f.eks. også meget rent og ordentligt i byen, der lå ikke affald, eller var tegn på hærværk eller andet der skæmmede, hverken i byen eller ved de seværdigheder vi sejlede rundt efter.

Vi fik at vide at vejret gav et misvisende billede af de mest normale forhold for året, men det vil vi nu ikke klage over! Fuldstændigt stille vand, med isbjerge flydende stille forbi, mens solen skinnede i fjorden og gav os den ene smukke solnedgang efter den anden, set fra altanen i lejligheden.

Den første aften (og næsten alle efterfølgende) spillede vi kort og på et tidspunkt da Thomas var henne og vende pladen (lp entusiast) sagde han “der er nordlys” og det betød vi alle måtte have sko og jakker på og løbe i mørket op ad bjerget lige bag huset, op på toppen og sidde på stenene og se det smukke bølgende lys lige over os. Det med at løbe på et bjerg i mørke er ikke lige mig, idet jeg i min fremskredne alder (49 et par måneder endnu) simpelthen er blevet bange for at falde eller vrikke om. Men det tog Jan roligt, han tog mig i hånden og løb ned ad bjerget, i en fart så mine fødder næsten ingen kontakt havde med stenene, til stor morskab for Camilla og skræk for mig. Det var nemmere at grine af, da vi sad ved bordet igen. Jan er frygtløs, men jeg har lige haft højre arm i gips i 6 uger, efter et besøg i billigblomst, hvor de går rundt i butikken og vander, men vandslangen slæbende efter sig. Det gav to brud, som jeg stadig kan mærke, og som gør mig til lidt af en kylling, hvilket også kom til udtryk når vi kravlede rundt i kløfter, på klipper og på indlandsisen. Så er det rart at man har en søn som har set det hele før og roligt sætter sig ned på stenen ved siden af, og indhenter lidt af corona tidens manglende nærvær.

Vores mobilkamera yder ikke synet af Grønlands Nordlys retfærdighed, men vi fangede da lidt.

Vi fik således set både vintersæsonens første sne og første nordlys. Derudover var vi på indlandsisen, ude hos “Nordby ruinerne” og ude at se en gletsjer – som knagede og bragede, men dog ikke smed noget af sig, mens vi sad i båden og nød vores medbragte frokost og den kolde hvidvin – som vi holdt koldt med naturens isterninger, fisket op direkte i farten, i det samme net som vi også hev både torsk, ulk (de røg ud igen) og isinger ombord.

Vi tog også sejlturen til den 38 grader varme kilde Uunartoq, som vi på forhånd var informeret om vi skulle medbringe badetøj til. Det vi ikke var informeret om, var udfordringen som lå i luften: ned og dyppe kroppen i fjorden med isbjerge flydende omkring, og den tur krævede at vi trådte hen over 10 – 15 m sten, som ikke var barmhjertige at træde på. Faktisk er jeg lige ved at påstå, at jeg hellere vil dyppe mig i det kolde vand igen, end gå hen over stenene.

Udfordringen kunne vi dog ikke sidde overhørig, for Thomas far havde været der 3 uger før (det var vel nærmest sommer på det tidspunkt), og han havde i forvejen overgået os ved at fange en større fisk end os. Desuden lå der lidt “du vil vel gerne være med i klubben, Mulle?” i undertonerne på udfordringen, og jeg kom også til at sige at jeg i hvert fald ikke ville være den eneste der ikke dyppede mig i fjorden. Det var før jeg så den brutale stenstrand. Jeg har set videoen, det er ikke noget kønt syn. At blive vinterbader ligger nok heller ikke lige først for.

Det blev lidt en ting at mobbe Thomas (kærligt selvfølgelig, både hans mor og hans søster var jo tilstede) med at han med vilje ikke sejlede til stederne hvor der var store fisk, eller bare fisk – for han stod for at ordne dem alle. Han stod også for det meste både for vores mange bundfang, at vi fangede hinandens snøre og at dappe fisken det rigtige sted og hårdt nok, så der kun skulle slås én gang.

Der blev også lovet stærk blæst og op til kuling er par gange, som os der havde fået blod på tanden, i en blanding af sportsånd og at ville hjælpe med at fylde fryseren op, inden båden skal tages op for vinteren, så som en slags obstruction, fordi Thomas ikke orkede at jagte fisk, sidde og se på, rede liner og kroge, og gøre fisk rene. Vi mente drillende at det var mest fordi han var træt. Og det ville jeg have forstået. Det er hårdt at være værter i en lille lejlighed i 14 dage. Selv om vi alle tog del i madlavning, at handle og rydde væk – så er det bare én ting at være værten og en anden ting at være gæsten. Vi bor selv i et stort hus, hvor ingen behøver sidde lårene af hinanden, men værterne er ligesom dem der skal tage initiativ, sørge for ting sker, og være på – og jeg er bare jordens dårligste husmor. Jeg har altid haft præstationsangst over madlavningen, jeg føler jeg skal opfinde og overgå og har tabt på forhånd. Jeg vil gerne være gæstfri og kreativ, men….initiativ fra gæsterne er yderst velkomment.

Selvom man hjælper hinanden, så skal der stadig være en der tager ansvar for at gøre båden klar, gøre den ren og få den tanket og fortøjet forsvarligt, ligesom der skulle tages ansvar for hvad der manglede i køkken- og køleskab, samt at der blev bagt brød og hvad der skulle handles. Camilla er god til at sige “hvis du gør det, så gør jeg det” det fjerner lidt af presset på værtsparret (dog ikke helt) og det giver os andre mulighed for at hjælpe til, uden at overskride grænser i deres hjem, når man nu invaderer det i 14 dage.

Velkomsten var “der findes kun én regel her i huset, og det er første mand oppe, laver første kande kaffe” – og jo det nåede jeg skam nogle gange. Der er en tidsforskel på 4 timer, som Grønland er “bagud” i forhold til Danmark. De 4 timer både gav og tog fra os, i hver sin ende af turen. Men det var helt okay – vi har været hjemme i 3 dage nu, vi er næsten ovre det.

Vi blev spurgt et par gange hvad det største var ved turen indtil da, og Jan og jeg svarede i munden på hinanden, men ikke det samme. Jeg svarede Thomas og Jan svarede Camilla, men det var åbenbart ikke gyldige svar, så mit næste svar er de kæmpe, næsten blå isbjerge der stille driver på fjorden – uden at lave de mindste dønninger i vandet. Ind i mellem så vi de mindre af dem vende rundt, fordi bunden er blevet lettere end toppen. De antager alverdens skulptur former og jeg stod flere gange og blev rigtig sentimental og rørt over solen i isen, glimtet i vandet, stilheden og så at være sammen med begge mine voksne børn i den oplevelse.

Vi har fået samvær, kvalitetstid og naturoplevelser for livet! Der er virkelig meget at se og opleve, især hvis man har adgang til båd. Derudover er det godt sted både til vandreture, klatring, den mere simple camping, med et bål, et telt, og en fiskestang. Toiletter? Nå ja, jeg lærte også at tisse af bag en sten, inden vi skulle på båden igen, for ellers var det en spand i andres selskab på dækket.

Jeg anbefaler på det varmeste en tur til Grønland, jeg ved vores tur var lidt farvet af at det også var et familiebesøg – men naturen i sig selv kan godt nok også noget!

Vi siger tak for gæstfriheden Grønland – og Thomas & Camilla.