HOU´sa – “jeg har forresten købt en ejendom”

Jo, jeg har været lidt stille de seneste måneder. Man kan godt sige, at jeg er blevet løbet lidt over ende.

Jeg synes ellers alt var ved at falde på plads, efter vi lukkede det håbløse-  og på alle måder alt for lange – kapitel der hed “Ups, vi blev partnere med en utilregnelig italiener, i en restaurant i en fremmed by – og så stjal han vores bil, øvede hærværk på alle industrimaskiner og løb med 80.000 kr, da han over natten smuttede hjem til Napoli”.

Kort om det kapitel:
Allerede da Jan i efteråret 2018 kom og foreslog at vi skulle hjælpe hans kunde, der ikke kunne få det til at løbe rundt i hans restaurant og gik konkurs, protesterede jeg, “jeg er elendig til at smalltalke med fremmede, jeg hader at lave mad, og jeg har ingen ambitioner i retning af at være kromutter, bartender eller servitrice.” Ikke at der er noget galt med de erhverv, det er bare ikke noget jeg har evner eller lyst til. Jeg vil også meget nødigt arbejde om aftenen eller weekenden, når min familie har fri.

Jeg havde mange flere argumenter, “Jeg hader at sætte mig selv ud på planken, jeg har lært masser af lektier og hvorfor skulle vi kunne, når han ikke kunne?” Masser af grunde til ikke at ville, men vi blev ejere, overtog lejekontrakten på lokalerne i en 2årig uopsigelig kontrakt, og Nicola blev som kok. Jeg er åbenbart typen der bliver grebet af både sød overtalelse og en stemning. Hvilket har bragt mig i fedtefadet alt for mange gange.

Med La Dolce Vita gik jeg “all in” på indretning (indenfor et stramt budget, og inden for rammerne af hvad du må gøre ved en anden mands bygning) og på revolutionerende ideer, til en helt anderledes restaurant og selskabslokale. Synes jeg selv. Alt i køkkenet overlod vi til kokken, hans mad var der bestemt ikke noget i vejen med.

Men efter en måned – og pga en avisartikel, som “stjal Nicolas stjernestatus og gav den til os” løb Nicola med kassen, hang vores omdømme ud på Facebook, lavede omfattende hærværk på køkkenets hvidevarer, og stjal den bil vi havde stillet til rådighed.

Et dyrt bekendtskab.

Vi forsøgte alligevel, for i det mindste at hente noget af vores investering hjem. Men vi manglede grunden til at vi gjorde det – venskabet med Nicola, og vi manglede tilknytningen til byen, som skulle have fået os til at ønske at være der begge to, om aftenen og i weekenderne. I stedet blev jeg pludselig kromutter, bartender og servitrice.

Det blev et surt job for mig, og vi blev enige om at stoppe, da vi fik mulighed for at bortforpagte lejekontrakten. Vi aftalte derefter højtideligt og lettede, at det skulle vi aldrig gøre igen. Den historie endte med Palle, som stak af med en del af både vores og udlejers hvidevarer, og uden at have betalt leje i ca. et halvt år. Så ja – vi har været naive nok.

“Jeg har forresten købt en ejendom”
En gang sidste år foreslog Jan at vi købte en ejendom med en lejlighed og et stort butikslokale, ude på klapski mark, mellem Hou og Hals. En tysk kunde han havde, ejede ejendommen, og hun ville gerne tilbage Tyskland. Jeg havde set ejendommen udefra og sagde pænt “tak, men nej tak”.

Her i foråret får jeg så pludselig et stort vinkøleskab, som jeg havde ønsket mig, og det kommer senere på aftenen ud mellem sidebenene, henkastet, at nu var ejendommen forresten købt. “men bare rolig, vi sætter i stand, når vi er færdige med de projekter vi er i gang med, først lejligheden og siden butikken, og udlejer dem, og så skal vi ikke have meget mere med dem at gøre.” Jeg tænker vinkøleskabet skulle gøde jorden inden nyheden. Det har jeg egentlig ikke noget imod, bare gødningen og nyheden passer nogenlunde forholdsmæssigt. Det synes jeg ikke helt var tilfældet.

Så kommer mine forældre på besøg og vi var ude at besigtige ejendommen, og min mor – som er af samme slags som Jan; fuld af gode ideer – elsker den slags “muligheder” og spørger Jan hvorfor vi dog ikke åbner en isbutik, det er jo midt i et sommerhusområde, og også sæson for det. Jeg var der ikke da hun sagde det, og hun benægter selv at have lagt ordene sådan, men faktum er at en idé blev sået.

Mine forældre kørte hjem igen d. 18/6, og d. 21/7 havde vi første åbningsdag i vores nye isbutik.  Vel og mærke i en ejendom som trængte kraftigt til en kærlig hånd. Jan har væltet en væg, fået et køkken op at stå, og malet lige siden.

Vi skiftede allerede i foråret det stykke tag hvor det regnede ind, og skulle videre med resten, så lejligheden kunne blive tæt. Og derefter skulle det projekt sættes i bero, til vi i det mindste var færdige med vores egen entré hjemme og havde fået skiftet motor i båden og nydt sommeren i Danmark i den. Men så kom Coronaen, og som revisor lå Jan vandret for at hjælpe virksomheder med at få ro på, og få søgt kompensationer osv.  Lige nu har jeg ingen entré og båden ligger i haven.

Til gengæld har jeg en isbutik/madcafé.
HOU’sa hedder den. Det synes jeg var passende.

Link til artikel jeg på opfordring skrev til lokalavisen i Hou/Hals området.

P:S Vi har fået en varm modtagelse i området, som jeg ikke længere synes er “Klapski Mark” men et ret skønt område, med meget søde mennesker. Vi har i skrivende stund, afholdt to “græske aftener” og en “Helstegt pattegris” og har hver gang haft fuldt hus. Vi har begået fejl og haft succes. Indtil videre er vi bare en pop up/sæson-café.
Nu ser vi lige hvordan det går…. i dag nyder jeg bare min fridag.