En fremmed er flyttet ind…

Nu tror du måske jeg vil fortælle om det at have mine forældre boende mellem deres hussalg og nye køb – et bofællesskab der indtil nu har varet et halvt år – men det vil jeg ikke. Lige nu i hvert fald. (det går fint!)

Jeg vil fortælle om det menneske der er dukket frem i mig, som både jeg og resten af familien er overraskede og lidt skræmte over.

Jeg har aldrig haft de store husholdnings-kreative evner. Jeg hader at lave mad, det er en sur pligt for mig, jeg stryger alt tøj på én gang, foran Netflix, og det tager lang tid at komme igennem, fordi min bedre halvdel (heldigvis) er skjorte-menneske. Jeg bager ikke, fordi jeg har en alt for afslappet tilgang til hvilke ingredienser der kan byttes ud med andre, når jeg ikke har forberedt mig ordentligt og står og mangler noget, og haven….ja, jeg klipper græsset, eller gjorde, indtil vi fik robot. Resten er skærvebede med krukker. Det lyder måske som om jeg er luddoven, men jeg foretrækker at kalde det at prioritere min energi og tid, til de ting jeg gerne vil.

I september 2021 var vi i Grønland, for at besøge min søn og hans kone. Min svigerdatter er et anderledes kreativt og energisk menneske end jeg er- hun sprøjter den ene sweater efter den anden ud af sine strikkepinde. Avancerede, med mønstre, knapper, planlagte huller, snoninger og lynlåse. Hun kan strikke både oppefra og nedefra. Jeg er meget imponeret.

Med min mor i huset, som igennem livet har spredt sig over så mange hobbyer, at min far klager en smule over pladsmangel, p.g.a. hendes erhvervede materialer, fik jeg også lyst til at strikke. Da jeg besluttede, at det ville jeg også, tog vi ud og købte enorme mængder garn til mig, for der findes så mange farver, jeg synes kunne være flotte til det ene eller andet. Jeg er således startet på 7 forskellige farver veste/ærmeløse pullovere, som jeg sandsynligvis aldrig kommer til at gå i (fordi jeg er et ekstremt varmt menneske lige for tiden) samt et 130 x 170 cm tæppe til min datter. Læg mærke til ordet “startet”. Jeg strikker nemlig og piller op, og ved allerede nu at jeg aldrig bliver dygtig som min svigerdatter. For jeg har ikke tålmodigheden til at lære det mere avancerede.

Jeg ved allerede nu at jeg ikke bliver den der strikker mønstre og snoninger og oppefra og alt det som jeg er imponeret over andre kan, for jeg gør det ikke for resultatets skyld, jeg gør det for terapiens skyld. Jeg tror en psykolog vil kunne få noget ud af det, og fint. Jeg beskæftiger mine tanker som er flyvske og stikker af i alle mulige retninger og ikke er til at holde styr på. Ligesom garnet indimellem. Så smider jeg knuderne over til Jan, og så strikker jeg videre, mens han løser op for snoren.

Min mor ringede til min 3 år ældre søster, som siden hun var barn, har været kreativ på alle måder, men nu ikke længere kan, pga den hjerneblødning som hun fik som 49 årig. Hendes respons var “What?? Er hun også begyndt at bage?” (Nej, det er jeg ikke)

Hvad der så er endnu mere vanvittigt…Jeg har givet mig i kast med at sy en ny kaleche til vores båd. Båden er en Bayliner 2252, og altså ikke nogen jolle, med et firekantet overtrækssejl. Der er flere dele, knapper, lynlåse, ruder, bændler og tilpasning som er vigtig for holdbarhed og vandafvisning. Jeg har intet mønster, men står og sprætter den gamle kaleche op, stykke for stykke og tegner den op med kridt, på det nye stykke kalechestof (som er 12 meter langt og helt stift)

Jeg hørte min mor sige, at hun var imponeret over at jeg bare gav mig i kast med det, men jeg havde vist ikke tænkt så langt, som at det kunne være en umulig opgave for en amatør, der helst bare vil læse bøger. Jeg gør det fordi jeg googlede hvor jeg kunne købe en ny kaleche og fandt ud af at vi skal slippe mellem 25.000 og 40.000 kr. for sådan en, og helst transportere båden til Sjælland for det. Jeg tænkte at det kunne jeg gøre billigere selv. Jeg mener “hvor svært kan det være”?

Måske kommer jeg alligevel til at slippe pengene og købe en professionelt syet kaleche og så er det sådan det er, men ikke uden at give det et shot selv først.

Da mine børn var små, syede jeg en del af deres tøj selv, men da var jeg 19 – 25 år ung. Jeg har ikke syet siden. Og jeg har aldrig hverken hæklet eller strikket, og har heller aldrig haft lyst til det. Det er meget mærkeligt for mig, at have overgivet mig til denne fremmede kvinde der er flyttet ind i “mit hylster”. Jeg har altid tænkt på det med strikketøjet som en “gammel-kone” syssel. Men i min lokale skrivegruppe (hvor jeg er dukket op én gang) sad jeg sammen med Lene Krüger, som netop har fået udgivet en flot strikkebog, og hun er vist ikke ældre end mig. Og min svigerdatter er da i hvert fald 20 år yngre og elsker det. Så jeg er kommet til den erkendelse at jeg ikke behøver at være 80 år for at finde glæde ved at sidde med strikketøjet. Selv Jan “går op i det” (nok så meget sagt) og sidder ofte og reder knuder ud for mig og forbinder et nyt nøgle med stumpen som hastigt bliver kortere.

Bådkalechen er simpelthen en praktisk opgave, som både skal spare os for nogle kr. og få vores båd hurtigere i vandet her i foråret. En anden fritidsbeskæftigelse, som jeg har fundet uventet glæde i. (båden altså) Det er allerede gået op for mig, at det ikke er bare lige…

Det er måske en lidt kedelig fortælling om håndarbejds-sysler, som ingen kan bruge til noget. Men for mig har det været en stor overraskelse at finde det nye menneske indeni mig. Jeg har købt de helt store strikkekit, tonsvis af garn, stof til op til flere kjoler og to forskellige symaskiner. Alt sammen noget jeg ikke har kunnet vise interesse for, når andre har siddet med.

Jeg har tænkt at det måske er fordi jeg netop er fyldt 50 år, og at det for nogen bare går hurtigere mod de 80, end for andre. Og måske hænger det hele sammen, der sker nogen gange nogle ting, som får os til at finde ro i et eller andet. Det er som om jeg lige parkerer mig selv. Jeg strikker.