Besøg af “ungerne”

Advarsel! Laaaang børneberetning & lommepsykologi

Det er ikke mine egne børn der denne gang er “ungerne” – det er min søsters børn.

Jeg elsker dem, mere end jeg havde troet det var muligt at elske andres børn, de er ligesom en forlængelse af mine egne, og flere af deres karaktertræk kan jeg genkende enten i mig selv, en yngre udgave af mine egne børn, eller i min søster, som er 5 år yngre end mig.

Jeg er 48 år lige nu, og jeg var 19, meget tæt på 20, da jeg fik mit første barn. Hvor jeg føler mig ung sammen med mine egne børn, fordi de på alle måder er tættere på mig, både af alder og sind, så får Ludvig (10 år), Selma (8 år) og Agnes (5 år) mig til at føle mig gammel på så mange måder, at jeg både er ved at dø af grin over dem, og mig selv, og bare generelt er ved at …dø over det.

Jeg begår flere fejl på deres korte visit, som jeg heldigvis lige nu kan more mig over, men som jeg i det konkrete øjeblik følte mig sært kejtet i, som om børnene i deres ligefremme væremåde og tale, kan få mig til at føle mig som den lille. Der er intet der er skjult for børns øjne og ingen hæmninger, der får dem til at tie eller kigge væk, som vi voksne gennem tiden får lært af erfaringer, eller af samspillet med andre voksne, der har været med til at slibe det runde af vores alles væremåde. At være sammen med børn, er den mest ærlige spejling du kan få af dig selv.

De ankommer onsdag eftermiddag, efter vi selv er kommet hjem fra kontoret. De har glædet sig helt vildt, og Selma – som klart er det barn af de 3, som tænker hurtigst, og også ønsker sig mest på alle måder, af tid, nærvær og bekræftelse(og slik) – har på forhånd bedt hendes forældre (som er de nærmeste mennesker vi har i vores liv, udover vores børn) om ikke at blive hængende. De skal sætte dem af, sige farvel og køre igen. Men vi får lov til at byde på et hurtigt glas vin i udestuen. Vi åbner to flasker, da vi skal smage både den hvide og den røde udgave, af en fransk vin vi har fået forærende.

Selma er sur! Men vi forsikrer hende om at vi jo ikke skal drikke to flasker vin, for en af forældrene skal jo køre bilen hjem og vi har lovet at det bliver et hurtigt glas. Hun accepterer det, men undlader ikke at sende sin mor et ondt blik, da hun får skænket en smule mere. Og den bebrejdende tone et barn kan sige “mor” på, genkender jeg klart og tydeligt, da det lyder flere gange i den time de sidder der, jeg har selv sagt det på samme måde til min mor, og jeg har mange gange hørt det fra mine egne børn, når jeg selv har været “for meget”.

Omsider kører forældrene, og vi skal i gang med at lave mad. Selma har en yndlingsret, og ærligt talt, hun får det næsten altid, når hun er her, for at lave mexicanske pandekager med kødfyld og salat, er meget nemt, for en der hader at lave mad. Men det giver hende også et forspring på bekræftelse hver gang de er her, for de andre beder ikke om noget. Ludvig vil egentlig gerne have Lasagne, men siden jeg engang i tidsnød dristede mig til at købe en færdiglavet, har han ikke bedt om det. “hans mors er klart den bedste”, og selvom jeg forsøgte at forklare mig og fortælle den var købt, og at hans mor endda i situationen var enig i at købe den, frem for alt for sen aftensmad, så er lasagne hos moster bare ikke en god oplevelse.

Jan mener at Ludvig er min yndling blandt de tre, men det er ikke rigtigt. Det er bare en anden bølgelængde jeg finder til ham, end til de to piger, som er meget forskellige, men som jeg også elsker. Jeg ser rigtigt meget af min egen søn i Ludvig, og når nu Thomas er lige ved at være 29 år og bor i Grønland, ja så kan det godt være Ludvig får en del af den kærlighed og de knus, som jeg gerne ville give Thomas. Men det er ikke kun derfor. Ludvig er simpelthen bare en dejlig dreng der er nem at elske. Og det er inkl. de udfordringer han har, 10 år og på ADHD medicin. Men også følsom og ufatteligt klog.

Hvis den første fejl var at byde forældrene på et glas vin, så de ikke kørte hurtigt nok hjem, så var den anden da jeg efter maden beder dem alle finde deres nattøj i kufferterne, og tage det på, mens jeg rydder maden væk. Forud for deres besøg, havde jeg bedt min søster pakke badetøj til ungerne og sende med, men uden at lade dem det vide, eller stille dem noget i udsigt, for det vil, for dem, være det samme som et løfte, og jeg ved hverken om svømmehallen er åben i coronatider og heller ikke om vi lige får det hele til at passe, med kun én hel dag sammen.

Vi plejer (før coronatiden væltede over os som en ny istid) at komme i svømmehallen når de er her, så i dagene forud for de skulle komme denne gang, har Selma jævnligt udtrykt håb om de skal i svømmehallen når de kommer op til moster, og hun har da også nævnt det op til flere gange både mens Karina og Steen stadig var her, og under madlavningen.

Begejstringen vil ingen ende tage da hun kommer ind med sin badedragt i hånden og allerede har givet sin lillesøster hendes lille bikini i hænderne, “den som moster har købt til dig, se Agnes, jeg sagde jo vi skulle i svømmehallen”. Man skal være lidt af et skarn for at slukke det lys i deres øjne.

Jeg ved dog hvilken udfordring jeg står overfor, putningen af 3 børn der indtil for nyligt har været vant til at deres kærlige mor sidder på sengekanten til de sover. Jeg synes ikke jeg er mindre kærlig, jeg har bare ikke tålmodigheden til at sidde der om aftenen. Derfor giver jeg mig ikke med det samme de kommer med badetøjet og de strålende øjne, selvom jeg jo selvfølgelig hellere end gerne vil med dem i svømmehallen. Jeg siger til dem at det kommer helt an på om de kan putte pænt. Det lover de selvfølgelig højtideligt at de kan.

Inderst inde er jeg meget klar over at, hvis de nu ikke skulle putte pænt, vil det være meget  svært at føre en “vi-bliver-hjemme-konsekvens” ud i livet, for hvis det nu det kun er et barn der er problemet, skal de andre så også straffes med en ferietur uden svømmehal?

Selma vil gerne, som hun plejer, ligge ved siden af mig, på madrasser på gulvet. Hun er, som måske nævnt, super intelligent, jeg tænker hun har planlagt hjemmefra, at være den der spørger først, for er man ikke det, så kunne der være konkurrence fra to andre. Da jeg jo selv kun havde to små børn, var det meget let, en på hver side, så var alle glade (undtagen hvis mor kom til at vende sig i søvne om natten, og en af de søde børn pludselig kun havde en ryg at lægge sig op ad). Men her, med 3 børn og en mand man gerne vil ligge tæt med, så kan det ikke lade sig gøre.

Da de denne gang kun skal være to nætter, kan det heller ikke lade sig gøre at give dem én nat hver. Og da Jan stadig skal op på arbejde om morgenen, vil jeg også gerne at han sover godt, uden den uro det giver, når der pludselig ligger 3 børn i soveværelset, og det er mindst 20 år siden vi havde egne små børn. (vi har 4 tilsammen, hvoraf den yngste er Jans 25årige datter)

Så altså…alle 3 i en dobbeltseng på et gæsteværelse længere henne ad gangen. De kunne få hvert sit, og dermed måske sove bedre, men da de alle er lidt utrygge om natten, så vælger jeg at de skal sove sammen, i samme seng, med Agnes i midten, 3 puder og 3 dyner. Det skulle vise sig at være tredje fejl.

Men først må de se et afsnit af en børneserie, stablet op i puder i mosters seng. Så vi børster tænder, får dem puttet godt i stabler af puder og dyner, kommer gennem den evige kamp om hvad man kan blive enige om, når den ældste er 10 år og vildt interesseret i dinosaurusser og hajer, den mellemste helst vil se noget tøset, som noget med “Barbie”, tøj og makeup, og den yngste lever i en drømmeverden og helst vil se “Spirit” eller noget med nogle lyserøde enhjørninger.

Vi bliver enige, sætter det i gang, og så går jeg ned og henter Ludvigs aftenpille, som han får for en søvnforstyrrelse. Jeg kommer op og giver Ludvig pillen, som han straks putter i munden, og et glas vand. Selma iagttager alt. Også min fejl nr. fire.

Da Ludvig har sunket pillen, siger hun “du ved godt at Ludvig ikke må se tv efter han har fået pillen, ikke”? Nej, det vidste moster ikke. Skal jeg nu slukke for det vi lige har startet på Netflix, og skuffe alle 3, eller håbe Ludvig falder i søvn, som han skal på pillen, og at de alle 3 får en smule af den lovede glæde ud af den valgte film? Jeg vælger det sidste.

Fejl nr. fem var min naivitet. Jeg siger godnat til ungerne, skruer så langt ned for lyden, at de kan høre hvad der bliver sagt, men stadig kan falde i søvn på de svingende lydniveauer der nu engang er i tegnefilm, og går ned til Jan. Og så sætter vi os faktisk også til at se tv. “Pyh, det var let” tænker jeg. Og den tro sidder jeg med, en hel film igennem. Der er stille og jeg når vist nok at sige til Jan, at vi måske alligevel skulle have fået et barn sammen, da han gerne ville, for så slemt er det da heller ikke.

Men da vores film slutter, kan jeg høre nogen er oppe. I frygt for der står en lille Agnes på toppen af trappen, styrter jeg op, for at redde et søvndrukkent barn der bare skal tisse, fra at falde ned. Men øverst på trappen står 3 lysvågne børn og siger der ikke er flere afsnit. Selma siger Agnes holder hende vågen og Agnes siger Selma blev ved med at starte nye afsnit. Det starter faktisk et godt skænderi mellem de to piger. Ludvig står bare stille og venter på udfaldet. Som sagt, klog dreng.

Flot moster! Kl. 23 genner jeg dem så ind i sengen, denne gang i gæsteværelset. “Op og put! Agnes i midten, Selma til højre og Ludvig til venstre og de to ude på siderne bedes venligst vende ryggen til Agnes og så må der i øvrigt ikke siges et ord mere end “godnat”. Jeg minder dem om aftalen om “put pænt = svømmehal” selvom jeg egentlig godt ved det er min egen skyld, for jeg tog den nemme løsning og lod dem selv sidde med fjernbetjeningen og muligheden for at fortsætte uden en grænse. Jeg troede simpelthen de ville falde i søvn 10 min. inde i tegnefilmen. Jeg går ind i værelset ved siden af og lægger tøj på plads, og da jeg kigger ind 2 min. senere sover de alle tre.

Næste dag kl. 6 har jeg 3 “spøgelser” stående i det svage morgenlys i soveværelset, lige ud for mit ansigt, og jeg når faktisk at dø lidt af skræk, før jeg husker vi har overnattende gæster. Jeg siger til dem det er nat endnu, men Agnes savner sin mor og har vækket de to andre. Jeg ved egentlig godt det er naivt, men jeg løfter dynen og beder dem fordele sig, og sove lidt mere. Da jeg hurtigt kan mærke det ikke kommer til at ske og bare berøver Jan for den sidste time han kunne få, så står vi op og laver morgenmad. Og allerede der, ca. 6.15, spørger Selma for første gang, hvornår vi skal køre, for vi skal jo i svømmehallen. Men 6.15 har jeg ingen menneskelige træk endnu, jeg vil helst ligge i min seng, og kan jeg ikke det, vil jeg bare gerne sidde i stilhed og lade kaffen fordele sig i alle mine årer, indtil de har suget hver en dråbe koffein i sig.

Og det er egentlig lidt pudsigt, for da jeg selv havde børn, og alle skulle op og i gang med dagen, var jeg i praktisk tænkning og organisering fra fødderne stod ud på de kolde gulve. Det siger mine børn i hvert fald nu. De har tit tænkt “ti nu bare stille mor, vi har ingen menneskelige træk før efter kl. 10.00” Hvis de svarede mig dengang, var det ofte med en slags hvæsen.  Jeg kan jo give dem skylden og sige at det er derfor jeg bare gerne vil have stilhed om morgenen, og derfor jeg træder henover legetøjet på gulvet uden at samle det op, og mekanisk får lavet lige den morgenmad de søde børn gerne vil have og varm kakao, mens jeg tænker at jeg bare skal trætte dem ordentligt i dag, så sover de nok både noget før i aften og lidt længere i morgen tidligt.

Jeg prøver at være tålmodig og svare sødt, da Selma for hundredetusinde gang spørger hvornår vi skal køre, og jeg tror da det lykkes, for jeg kan både få dem til at rydde lidt op og tage deres tøj på, og børste tænder, som jeg selvfølgelig tjekker, og så er vi lige ved at være klar 9.30.

Der opstår et lille dilemma mht. til omklædningen. For er Ludvig for stor til at klæde om sammen med alle de nøgne damer, eller skal han klare det selv inde ved alle de nøgne mænd? Det handler ikke om nøgenheden af hverken det ene eller andet køn, men om Ludvigs tryghedsfølelse i at være alene i en fremmed “verden” som et stort omklædningsrum i en “fremmed” svømmehal kan være. Måske især når man kan have svært ved at kapere mange fremmede indtryk og ofte glemmer hvad man skulle.  I tankerne ser jeg for mig, at jeg selv må snige mig ind og hente enten ham, eller det han har glemt derinde, og jeg beslutter at han sagtens kan gå med os ind, og det er også det han helst vil. Jeg overvejer kort hvad alle de torsdag formiddags svømmende ældre damer vil tænke, når der står en halvstor dreng derinde og kigger på dem. Jeg beslutter at nøgenhed er naturligt og at alle burde kunne holde til den situation, som sandsynligvis slet ikke er en situation i sig selv.

Men den tanke ramte mig lige i nakken. For vi står der allesammen, nøgne under bruseren, og børns blikke hverken stopper eller holder sig tilbage, og jeg er pludselig meget mere nøgen, end jeg var da jeg var ung og gik i bad med mine egne børn. Jeg er ikke blufærdig, selvom jeg er meget klar over jeg ikke er 17 år længere. Men der, foran 3 børn der bare står stille og giver en et helt ugenert elevatorblik, der bliver jeg pludselig så selvkritisk, som hvis nogen havde spurgt om jeg ville deltage i et “date mig nøgen” program på voksen tv.

Igennem det seneste årti er jeg blevet trænet voldsomt i at ignorere og skjule hvad der ignoreres og skjules skal, og i den her situation er jeg nødt til at tage den blottede situation – som faktisk kommer lidt bag på mig, da jeg jo ikke synes der er nogen grund til at være blufærdig, eller skamme sig, overfor børn – med et smil og få ungerne vaskede og klar så vi kan komme ned i det lune, dækkende vand. Jeg har næsten altid de her børn med i svømmehallen når de er på ferie hos mig, så den situation, eller følelse, kom noget bag på mig.

Inde i svømmehallen er der tre bassiner. Vi går i det lune lille bassin, hvor også Agnes kan bunde. I næste, lidt dybere bassin er de ældre i gang med deres svømmegymnastik og det er lidt hyggeligt. Agnes og Selma efterligner træneren, som står mellem de to bassiner og blinker til dem, og både hun og de to små hopper og strækker sig i takt med musikken. Mit blik falder på en af damerne i bassinet. Hun er nok mellem 75 – 85 år. Bevæger sig langsomt i vandet, med en lyserød badehat på gråt kort hår. Over radioen hører vi “If I had a hammer” med Trini Lopez, og hun mimer hele teksten. Det samme med alle de følgende ældre sange. Det gør mig af en eller anden grund glad. Jeg har allerede digtet hele hendes ungdom og de fester hun var til, helt frem til den dag hvor hun står der og hopper i varmt vand, i lidt for langsom takt til en sang, som hun engang har danset til.

Efter 2 timer, er mine fingerspidser gået i opløsning, og jeg spørger ungerne om de ikke er sultne, men det er de ikke. Ludvig leger med en lille ca. 2 årig dreng, hvis sprog han ikke forstår, men som han tager i hånden og hopper fra den lave kant, på benene ned i vandet og hjælper op igen for at gentage igen og igen, mens den ufatteligt smukke mor smiler og ser til, lidt på afstand. Selma vil over i det større bassin, som hun mener hun sagtens kan svømme alene i, men da hun ikke kan svømme, bunde eller være med på gymnastikholdet, må jeg bede hende blive og lege med Agnes og mig, den leg der nu er, når man står i et bassin med to bolde og en minielefant rutsjebane, som hun er oppe og nede af 100 gange. Agnes vover sig også op på den, men kravler baglæns ned igen, da hun ser hvor lang 1,5 meter kan forekomme, når man er et lille menneske.

Da jeg har givet dem yderligere en halv time, er Agnes heldigvis (også) sulten, og de to store går modvilligt endnu engang med under bruseren. Denne gang har vi alle vist set alt hvad der skulle ses og vi er hurtige, men når dog at skabe en voldsom mængde skum, som den mindste næste kan forsvinde i, blot fordi jeg lige vendte ryggen til Selma og sæbepumpen et øjeblik.

Vi kører på McDonalds, som en del af den naturlige efterfølger til “svømmehallen med moster” og efter at have bestilt 3 happy meals og 3 ekstra hamburgere til de sultne børn, samt den størst udseende is til Selma – som hun ikke kunne lide, og et par mere beskedne is til de to andre (og en “daim is” til moster, som tilsyneladende allerede har glemt følelsen da børnenes blikke tog vidvinkel brillerne på under bruseren) Hvor ungerne før ikke var spor sultne og ikke ville op af vandet er de nu stærkt utålmodige og ved at dø af sult da de skal vente de 3 minutter det tager at lave mad på McDonalds. De er meget skuffede over at legelandet er lukket, men de voksne smiler og forstår, Corona har ændret alt.

En lille indskudt bemærkning. Jeg er kun på McDonalds når jeg har de her tre unger med. Jeg chokeres hver gang over den bippen og hylen de unge mennesker (man er gammel når man siger “de unge mennesker”) konstant står i. Jeg ville blive sindsyg. Eller måske bare vænne mig til det, som de gør?

Endelig hjemme igen, må ungerne lege lidt og det gør de så stille og roligt, at moster lige kan ligge på sofaen et øjeblik med sin tlf og “Ball sort puzzle” i hånden. Jan og jeg spiller begge det lille boldsorterings spil og han skulle nødig komme alt for mange baner foran mig.

Det bliver aften og Jan kommer sent hjem og vi spiser lidt senere end vi skulle, og det sætter torsdags slikket lidt i fare, for den lille lokale brugs lukker kl. 19.45 og der er vi knapt færdige med at spise, så vi går og aftaler vi spiser mere når vi er tilbage, hvilket vi selvfølgelig ikke gør, for da har ungerne slikposer i hænderne og kun plads til dessert.

Agnes deler gavmildt med onkel (som jeg slet ikke tænkte på, da der i en fart skulle vælges slik 5 min. før lukketid), Selmas pose er hurtigst tom, og Ludvig er meget mere interesseret i den lille dinosaurus figur han fik til 20 kr., som kan formes til alle mulige figurer, men sikkert ligner fuldstændigt den samme som han hurtigt former den til den aften, næste gang jeg ser ham.

Pigerne bliver puttet. Denne gang kun med et afsnit, og derefter putning i “egen” seng. En rask lille slåskamp om hvem der nu skal have dynen med hundehvalpe i blå og grønne farver, det må blive Selma, da Agnes havde den natten før. Agnes affinder sig med det. Havde det været omvendt tænker jeg Selma havde argumenteret for at hun havde den først og at man ikke kan tage noget fra en, når det først er givet. Nu ved jeg hvem Selma af og til minder mig om. Mig. Jeg fik altid at vide jeg skulle stoppe med at argumentere og bare acceptere det der blev sagt. Men jeg havde altid et “hvorfor” mere. Stakkels tøs, jeg håber ikke hun har arvet noget som helst andet fra mig, for så har hun masser af udfordringer i vente.

Ludvig får lov at blive længe oppe og spille Wii med onkel, mens moster tager et glas vin og ser på. Drengen er 10 år og han er vildt god til både golf og bueskydning, og med værdig modstand hygger Jan sig også og det bliver nok lidt senere end det burde og jeg havde tænkt, men det øjeblik var (også) guld værd.

Næste morgen kl. 6.00 står der igen 3 spøgelser foran min seng, denne gang har Ludvig i løbet af natten fået smidt sin dyne på gulvet og han fortæller selv, at den var for kold til at han havde lyst til at ligge i den, så han havde taget Agnes, hvilket jo vækkede hende, og når en af pigerne først er vågen, så er alle vågne. Tak Ludvig!

Så er det ud af sengen moster – den nye dag er begyndt!