Gran Canaria December 2023

Sidste år rejste vi en uge til Gran Canaria, med to vennepar. Den første aften følte Jan sig sløj, og dagen efter fik han både et stik fra en stor sprøjte i bagdelen, OG hans første corona-positiv-test. Det gik den ferie ligesom med.

Det var en lørdag til lørdag ferie, og jeg blev ikke testet positiv før tirsdagen efter hjemkomst, og havde ingen symptomer forud, så jeg havde sådan set ikke en dårlig ferie. Jeg fik læst mine bøger ved poolen og drukket mine drinks med vennerne og Jan holdt ret godt ud. 2 af de andre blev også syge, én fra hvert par, og alle blev på den måde noget begrænsede så det var da alligevel lidt en øv-ferie.

I år bestilte vi en to ugers ferie, med det ene par fra sidste år, og denne gang valgte vi et “voksen anbefalet” hotel i Playa Del Cura udenfor Puerto Rico. Voksen anbefalet betyder ikke noget som helst, hvilket vi først fandt ud af, da vi læste anmeldelserne af hotellet midtvejs i ferien. (næste gang læser vi anmeldelser inden bestilling)

Vi så dog kun to børn under 15 år, og de opførte sig helt fint, når man nu tænker over at de var børn og der var en pool og de havde ferie.

SÅ HVIS du ønsker en ferie uden legende (skrigende) børn i poolen, der laver bomber i vandet foran din liggestol, og gør både din bog, og alle de pakkenelliker man nu har stående på fliserne mellem stolene, våde – så husk at tjekke at det er et “Aldersgrænse 16 år” hotel, i stedet for “Voksen anbefalet”.

Det var et lille sidespring, for hvis jeg skal være helt ærlig, så generede de ikke mig stort, eller også havde jeg bare ferie og kom hurtigt over det. Men nogen generede de.

Vi rejste fra Danmark i kulde og sne og blev noget forsinkede af afisningen af vingerne, men ens tålmodighed er kæmpestor, når man er på vej på ferie, så det gider jeg ikke dvæle ved. Fremme hentede vi de to lejede biler og fandt frem til et hotel som på Tui’s annonce hed 3-stjernet og som hotellet selv kaldte 2-stjernet. Jeg tror sidstnævnte var mest korrekt, for det var et noget umoderne og slidt hotel vi kom frem til.

Men som ferien skred frem, opdagede vi at vi alligevel ikke manglede det helt store. Vi var nede og købe vinglas, og forskellige andre småting til køkkenet, som var noget mangelfuldt, og levede med de skrigende gule, orange og ukomfortable møbler fra start 90’erne. Der var en fin altan, men en opgradering af altanmøblerne ville være klædeligt.
Parasoller ved poolen, og madrasser til solsengene, skulle man leje hver dag eller for en uge ad gangen, og det havde vi ikke set før, så der gik nok noget nærighed i, at det ikke var inkluderet.

På andendagen var Jan nede og købe et par bademadrasser, som vi slæbte med til poolen hver dag, og en parasol (som vi brugte én gang) – begge dele overgav vi til den danske familie der kom og overlappede vores ferie, sammen med den sidste flaske uåbnet vin og et stort glas oliven, som vi optimistisk havde købt for meget.

Flere andre bekendte var afsted i samme periode, og vi mødtes på skift på forskellige restauranter, hvoraf jeg lige vil anbefale en. Her spiste vi også sidste år, og vi fik faktisk det samme denne gang. Restauranten ligger i svinget mellem Playa Del Cura og Puerto Rico og hedder Guantanamo. Hvis du tager derind bør du prøve den hele oksemørbrad for to, og vælg gerne kødet rødt eller som minimum medium. Virkelig mørt kød. Desværre var vi der denne gang samme aften som Norges håndbolddamer vandt over Danmarks, og alle Nordmænd i Puerto Rico havde åbenbart valgt at fejre det lige netop der. Det var meget svært at føre en samtale.(og også lidt bittert) Ønsker man at prøve restauranten af, kan det være en god ide at reservere bord, alt efter hvilken dag man vælger og hvor mange man er.

Denne ferie beskrivelse kan gøres meget kort, for det var virkelig en spise, drikke, shoppe, og solbade-ferie og ikke meget andet. Dog vil jeg lige nævne køreturen til Tejeda -en bjergby Anita havde læst om, som skulle ligge inde nær midten af øen. Føj for en tur.

Der var smukt nok og vi havde det sjovt, bortset fra de to stakkels kvinder på bagsædet, der mildt sagt ikke bryder sig om smalle småveje uden autoværn, hårnålesving op og ned og rundt om bjerge, alt for smalle veje, med modkørende trafik, hvor den ene eller den anden må bakke, et sted hvor ingen har lyst til at bakke. Læg hertil to mænd på forsædet, der tager det lidt for afslappet og sagtens kan både se udsigten og tage billeder og spise chips og drikke cola. På bagsædet kiggede vi nok mest direkte ind i bjergsiden og beundrede de smukke skiftende farver i stenene og bad til at vi snart ville være fremme og at vi ikke skulle samme vej tilbage.

Byen vi nåede frem til, var virkelig som et lille stykke tyrol, men set i forhold til dødsruten dertil, var den ret hurtigt overstået at se. Der var smukt, fantastisk udsigt, men måske var vi lidt udmattede, for det var ligesom hurtigt set, eller også orkede vi ikke at lede efter perlerne. Vi fandt et konditori og fik kaffe og kage, kæmpede med hvepse, gik en tur og kørte videre. Vil dog lige nævne et imponerende oliventræ, som må have haft flere hundrede år på bagen, kæmpestort og virkelig flot. Billedet er taget fra en lille bro over torvet træet står på, så det yder ikke helt træets størrelse retfærdighed.

Vi kørte en anden tur hjem, og selvom der var lige så smalle veje ned af, så var det bare noget andet – psykisk – at køre nedad, for jo længere du kommer ned af bjerget helskindet, des kortere er der at falde hvis du skulle ramme forbi vejen et sted.

Vi prøvede at følge med i bronze håndboldkampen hjemad via en mobil live dækning, men forbindelsen var lidt mangelfuld.

Vel nede igen fandt vi et stort shoppingcenter, så vi om aftenen igen måtte begynde at udregne på vores bagagevægt.

Og lige netop vores bagage gik hen og blev lidt af et samtaleemne på ferien. Inden vi tog afsted havde vi læst (eller måske bare taget for givet) at vi havde 5 kg. håndbagage, og derudover havde vi købt os til hver sin 20 kg. kuffert, mens det ene par bestilte yderligere 5 kg., i tillæg på den indtjekkede bagage.
Dernede – efter at have shoppet amok, skulle vi undersøge hvordan vi fik købt mere vægt og opdagede at de 20 kg. vi havde til rådighed på turen ned, var inkl. de 5 kg. håndbagage. Så vi havde altså allerede 10 kg. overvægt (på bagagen altså) på turen ud. Eftersom vi nu havde shoppet både meget og fysisk stort, endte vi med tilsammen 130 kg., og det betød at vi både måtte hoste op med ekstra penge og bestille en specialbagage til vores indkøbte lille 5 kg. statue. Vi kom af med tilsammen 900 kr., for at få betalt korrekt for den samlede bagage.

En sidste ting som vi i hvert fald kommer til at huske fra denne tur, var stormen som blev varslet 2 – 3 dage forud, som skulle ramme Danmark på vores hjemrejseaften. Den skulle toppe i Aalborg kl. 20. og vi skulle lande samme sted kl. 19.50. Flere af os fik lidt angst på og fulgte med på medier, vejrprognoser og lufthavns info, men da vi kom til dagen havde kun Kastrup og Billund meldt ud omkring vejrsituationen. Aalborg lufthavn var tavs.

Så vi tog afsted og steg ombord og fik melding fra piloten at der måtte forventes turbolens og forsinkelse. Løbende undervejs fulgte flere opdateringer, og der mærkedes en lille uro i flyet. Da vi var en halv time fra indflyningen, meldte højtaleren at der var fuldstændigt vindstille i Aalborg. Men da vi kom til 10 min før, fik vi at vide at vinden var taget noget til, og at de første meldinger om turbolens kom til at holde stik.
Og det var da også noget af et “bumpig ride” vi tog. Flyet hoppede og dansede i luften og mens folk beroligede deres børn, og børnene blev ved med at gentage de voksnes “kildede det i maven?” hvinede flere humoristisk (eller lettere hysterisk) hver gang flyet tog et lufthul, og der kom flere “Jiihaa”, som om man sad på en roterende tyr i tivoli.

Vi kom ned lidt sidelæns, sådan føles det i hvert fald, og måtte have et par forsøg før vi kørte jævnt på banen, og selvom jeg lige havde læst på anderhemmingsen.dk at det kan være en turnoff, når folk klapper ved landing i et fly, så klappede mange lettet og længe ved landingen.

Føj hvor var det et koldt og blæsende Danmark vi kom hjem til.