Crazy sommer 2021 – Bagsiden

Det har været en slags sindssyg sommer her i 2021.
Vi har jo som bekendt vores restaurant “HOU´sa” som ligger på Strandvejen mellem Hou og Hals udenfor Aalborg. Andetsteds har I måske set at jeg hader at lave mad. Noget andet jeg hader er ikke at kunne levere det minimum jeg synes jeg bør, når jeg er på arbejde.

Da vi skulle åbne sæson 2021 i HOU´sa i år, ville vi hæve standarden i forhold til sidste år, hvor vi lavede tættere på grillmad end på finere madlavning. Vi spiser sjældent selv grillmad, og det er ikke noget jeg nogensinde har haft en ambition om at vi skulle beskæftige os med.

Måske lidt snobbet, men kun fordi det ikke er den mad vi selv foretrækker. Sidste år lavede vi burgere, pommefrites og grillkyllinger, afbrudt af en ugentlig græsk aften, hvor det var souvlaki, græsk bøf, tzaziki og grillet lam. De græske aftner var en succes, og noget folk stadig af og til spørger til. De spørger også stadig til pommes og grillkyllinger og vi har flere gange i år måttet diskutere indbyrdes om det var noget vi skulle genindføre. Jeg har sagt nej, mens Jan mest er til “vi skal have det der efterspørges”.

Grunden til vi er uenige, er en vi tit lander ved i hele vores fælles forretningsliv. Hjemme har vi et kontor hvor vi sidder ved hvert sit skrivebord, sammensat, så vi sidder ansigt til ansigt og drømmer og arbejder og diskuterer hvad vores mål er og hvordan vi kommer derhen. Jan er en der har 100 jern i ilden og ofte halser efter at nå alt. Og ved siden af tilbyder at hjælpe alle han kan med deres projekter. Jeg er en der hellere vil have det halve antal projekter og have tid og råd til at investere i dem så de bliver noget jeg er stolt af at levere og lægge navn til.

Så vi er ikke altid helt enige, selvom vi har det godt. 🙂

OBS! Ikke alt det nedenstående negative kan vi hælde på vores forkert ansatte folk, for det var trods alt os der vurderede de ville være rigtige, og vi skulle have forstået at det de lovede ikke var fysisk muligt at holde. Derudover er det vores restaurant, og man kan aldrig forlange eller forvente at de ansatte skal lægge lige så meget hjerteblod i det som en selv. De har simpelthen hverken følelser eller stolthed eller penge i klemme på helt samme måde som en selv.

På HOU´sa er vi i år blevet enige om at vi må investere i mere personale, for at kunne levere bedre. Da Corona spillede en stor rolle sidste år og også langt ind i foråret 2021, var vi sent ude med åbning i år. Det skyldes mangel på personale. Vi havde opslag på Facebook og på jobnet fra det tidlige forår, og havde flere samtaler. Men vi oplevede at flere ikke havde kvalifikationerne og endnu flere slet ikke havde lysten. Et par gange oplevede vi at den vi havde inviteret til samtale lige ud sagde at han/hun kun var der, fordi de ifølge loven ikke måtte sige nej til en samtale.

Omsider fandt vi en cater, og lagde sammen med hende menu og planer, men dagen før hun skulle starte, sendte hun en sms, hun var faldet i arbejdet med sin hest, og ville ikke kunne stå op i 3 uger. Hun synes vi skulle se os om efter en anden køkkenansvarlig. Tidligere havde jeg fået en ansøgning på mit opslag i jobnet, fra en kok som havde arbejdet på langt finere og større steder end HOU´sa, og havde pænt svaret at vores lille sted måske var lidt for lille og beskedent for det cv ansøgeren medsendte og ønsket ham held og lykke i videre søgning.

Nu måtte jeg skrive tilbage og spørge om vedkommende stadig søgte job og kunne leve med vores lille “grillbar køkken” og det run der var i højsæson og den stilhed der er i lavsæson. Han takkede ja til en samtale og dukkede op og overtalte mig til at tage endnu en samtale, denne gang skulle hans bror, som var uddannet slagter, og Jan også deltage. Hans ide var at vi skulle indgå i et særligt slags partnerskab, med en forkøbsret, så de to i fællesskab skulle drive vores restaurant som bestyrerpar og indenfor et års tid købe ejendom og restaurant. De ville stå for alt, og kunne gøre det de to, hvis bare vi kunne finde en mere, så der også var friweekender.

Lang historie kort, vi ansatte de to brødre, og skulle samtidigt søge en mere, så de 3 kunne skiftes og supplere hinanden og så skulle vi gerne have mellem 2 og 4 tjenere også, så Jan og jeg ikke skulle være der hver dag.

Det var bare ikke muligt for os at finde nogen ansatte. Vi fandt én mere kok. Han var der i 18 timer, og sagde op over sms. Tilsyneladende pga det lille varme køkken og den mangel på struktur som vi også oplevede, selvom vi selv kun var der i åbningstiden.

Så var vi igen på to ansatte. Indtil den weekend i juli (højsæson) hvor den bror der var slagter, sagde op via sms, en time før han skulle have taget weekendvagten, og den anden bror (kokken) havde givet sig selv hele weekenden fri. Det viste sig at slagteren havde lejet sig et lokale og skulle starte en kiosk tættere på hvor han boede, hvilket vi havde fuld forståelse for, da han ellers skulle køre ret langt for at komme på arbejde hos os. Et arbejde han aldrig kom til at føle sig tilpas i, da han jo ikke var kok, men slagter. Men en time før åbning, via sms, uden varsel – vi blev noget skuffede.

Så stod vi helt uden ansatte til den weekend – midt i juli måned.

Kl. 3 om natten sendte jeg sms til en praktikant vi havde sidste år, (han hade tidligere fortalt os at han sov meget lidt, og jeg så han var online) og han lovede at dukke op næste dag kl. 17.00 – så vi kunne åbne nogenlunde som planlagt. Da han kom var der hverken købt ind eller forberedt noget til weekenden, noget vores kok skulle have gjort inden han gik på forlænget weekend.

Så kaos kan vi kun give vores 18 timers ansatte ret i. En uge efter sagde den anden bror (kokken) op. Det viste sig han havde været i løbende dialog med et andet sted, fra han startede hos os. På det tidspunkt havde vi investeret over 100.000 kr. i at få restaurantens køkkenudstyr udvidet til de ting han ønskede sig, samt designet, bestilt og købt 8.000 foldere, som vi havde betalt for at få delt ud, med en menu som en ny kok nu ikke kunne lave på samme måde. Spørg lige om vi følte os dumme? Vi er færdige med at overlade ansvaret til andre. I det hele taget er vi færdige med den branche (det har vi sagt før).

Siden har vores praktikant fra sidste år reddet resten af sommeren og har gjort det godt – men stadig har vi ikke kunnet finde en der kunne supplere ham, og heller ikke nogen der har kunnet afløse os. Vi kan simpelthen ikke bemande restauranten og samtidigt passe godt på vores ansatte og os selv.

Man er SÅ handicappet, når man ikke selv kan lave maden, og man ikke kan skaffe personale og så overlader alt til nogen der har overbevist en om at de nok skal påtage sig hele ansvaret for ansatte, indkøb, vagtskemaer og rengøring. For når man opdager det ikke kan lade sig gøre, så står man allerede midt i højsæson og kaos og må bare få det bedste ud af det.

Resultatet har i år været, at Jan og jeg har tilbragt stort set (jeg har haft fri 2 aftner og Jan en) alle aftner i juni, juli og indtil vi skar ned på åbningstiden i august, på HOU´sa. Jeg har været der hver dag fra 10.00 – til det sidste var vasket op kl. ca 23.00 og Jan passede først arbejdet på kontoret og kom derefter og hjalp med aften travlheden. Vi nåede for det meste færgen hjem mellem Hals og Egense og ellers måtte vi tage turen udenom og var hjemme omkring midnat.

Vi har sagt nej tak til alt socialt og har ikke kunnet være til hjælp i familien, hvor vi burde have været der.

Så en aften i juli, da vi kun havde få gæster tilbage udenfor på vores nybyggede terrasse, knækkede jeg og satte mig til at tude af udmattelse. Det er ikke tit Jan har set mig græde, jeg bærer oftest det meste indad, men da han så det forstod han at vi havde nået vores grænse. (Han kan ikke mærke sin egen)

Så vi skruede ned og gik fra åben hver dag i ugen, til først at lukke mandag og tirsdag og kort efter til kun at have åben til de vinsmagninger vi havde på programmet resten af året. Vi har én ansat (vores praktikant fra sidste år) og han skal lave maden og så serverer vi og vasker op.

Restauranten er sat til salg og det bliver forhåbentligt enden på den branche for os.

Jeg gentager lige: Ikke alt det negative kan vi hælde på vores forkert ansatte folk, for det var trods alt os der vurderede de ville være rigtige, og vi skulle have forstået at det de lovede ikke var fysisk muligt at holde. Det er vores restaurant og man kan aldrig forlange eller forvente at de ansatte skal lægge lige så meget hjerteblod i det som en selv. De har simpelthen hverken følelser eller stolthed eller penge i klemme på helt samme måde som en selv.

Jeg har stor respekt for de restauratører som i 2021 har kunnet bevare gejsten og deres forretning. Det har virkelig været op ad bakke.

Det er SÅ super hyggeligt at være værten, og bare levere hyggen. Men når man skal løbe rundt, med for få ansatte og have så travlt at kvaliteten er hastigt dalende, så er det ikke sjovt mere. Og det skal det være. Ellers stivner smilet, både udenpå og indeni.

Nu er jeg tilbage på revisionskontoret ca 3 dage om ugen, og har igen tid til at læse og skrive. Og mit smil er tilbage.

Og jeg er ved at planlægge vores rejse til Grønland – den skriver jeg jo nok også lidt om 🙂