Bornholm 2023 – men også lidt om venskab
Vi har to helt fantastiske kvinder i vores liv, ja vi har faktisk flere, men lige nu vil jeg koncentrere mig om de to.
Den ene har været i mit liv siden jeg var 16 år, den anden har jeg kendt i 5 år. De er begge stærke kvinder, med voksne børn og hvert sit barnebarn. Altså i samme aldersgruppe som jeg selv.
I de her to kvinder har jeg veninder, søstre, livsvidner og psykologer, som elsker mig på trods af alt hvad jeg har slæbt mig selv og mine omgivelser igennem i tidens løb. De ved alt. De fortæller mig hvor mine tanker, tvivl og følelser er berettigede og hvor jeg måske burde se tingene fra andre vinkler. De siger også når jeg er for meget og når jeg er for lidt. Og jeg er tit begge dele. Jeg ved de elsker mig alligevel, ligesom jeg elsker dem. Vores verdener drejer rundt, med os alle tre i karussellen, og vi holder fast i hinanden, så ingen falder af.
De er også nære venner med Jan. Det er som at have gæster, der allerede bor hos dig.
Da Jan og jeg nærmede os vores 10 års bryllupsdag i 2023, fik vi et weekend ophold af dem i gave, på Bornholm, hvor den ene af kvinderne er født og opvokset. De lejede et fint airbnb, og tog os med rundt på Bornholm i sol, sne og regn. Jeg havde aldrig været der før. Men jeg kommer meget gerne tilbage.
Nu skrives dette lidt mere end et halvt år efter, så jeg husker ikke længere rækkefølgen på seværdighederne. Men vi fik da både set Hammershus, Ekkodalen, Helligdomsklipperne, Kobbeå, Dueodde og flere andre steder, som måske ikke var deciderede offentlige seværdigheder, men som har haft betydning for min venindes liv og opvækst på Bornholm. Turen var også en minde-rundtur for hende, som desværre mistede begge sine forældre indenfor 6 måneder i 2021.
Vi var på Nexøs gamle røgeri, hvor vi købte lidt af det hele, hvilket jo er alt for meget for 4 personer, men sådan fejrede vi vores 10 års bryllupsdag, med et fisk- og skaldyrsbord, og gode venner, der accepterede og deltog i, at Jan sad halvsyg og at påklædningen var ret afslappet/ nattøjsagtig.
Vi prøvede flere restauranter og bryghuse, men jeg har glemt flere af navnene, dog vil jeg da lige nævne Svaneke Bryghus, hvor vi så vidt jeg husker, fik “Brygmesterens menu”, som virkelig kan anbefales. Der sker jo højest sandsynlig løbende udskiftning i sådan en menu, men de kan virkelig lave velsmagende mad i det køkken.
Ingen ferier uden udfordringer….Dagen før afgang aflystets den bookede færge, pga kommende storm, og vi måtte tage en tidligere, hvilket betød at Jan måtte tage tidligere fri end ventet. Om morgenen da vi skulle afsted hang Jan stadig over toilettet med et voldsomt maveonde, som han døjede lidt med eftervirkningerne af, hele turen igennem. (han var dog ret sej, og ikke spor mandesyg af det) Og den helt store udfordring, bilens støddæmpere var begge utætte (luftaffjedring – det er noget l…) og hver gang vi skulle starte bilen, måtte vi vente og håbe den pustede op, så vi ikke skulle bumpe over hver sten på vejen. På hjemturen, da vi havde sat begge vores rejsekammerater af, stoppede bilen helt, på motorvejen lige nord for Svenstrup, og ville overhovedet ikke starte igen. Så vi måtte hentes af venner, og bilen af vejhjælp. Den blev først kørt til BMW i Aalborg, hvor de efter nogle dage erklærede motoren helt død, og med udsigt til en reparation på ca. 100.000-,
Vi fik den først kørt hjem til overvejelse i et par måneder, var det nu vi skulle overveje el? Men mellem januar og februar kørte vi den på trailer til en anden vurdering, et lille privat BMW specialist ikke langt fra hvor vi bor – og der står den faktisk stadig (august 2024) den er hele tiden liiige ved at være klar. Vi har ikke fået overslag på prisen, så vi venter i spænding. Jans tålmodighed er langt større end min. – ingen af de to værksteder får nogensinde vores biler til reparation igen.
Men bortset fra udfordringerne, havde vi virkelig en fantastisk tur, som vi har aftalt at gentage. Bornholm har meget at byde på. Nu var vi der i november, nogle sommerdage på Bornholm lyder virkelig fristende – vi er klar!
Vi afsluttede turen med at smide roser i havet ved Arnager, hvor Karinas forældres aske i sin tid blev spredt. Og det er noget af det livsvidner kan, være der når tingene sker. På godt og ondt. 🌹
Inderligt tak for gaven Senay & Karina ❤️