Når man kommer ud fra billigblomst – med en brækket arm

Min datter og svigersøn har købt hus, og har for første gang fået deres egen have. Haven er et 100 % flisebelagt gårdmiljø, som har potentiale til at kunne forvandles til en rigtig hyggelig oase, med sydlandsk stemning.

Da vi blev inviteret til at spise hos dem fredag d. 12/3 – 21, to dage efter deres tre års bryllupsdag, var det derfor oplagt at dette års bryllupsdags gave skulle være haveting. Da de ikke har brug for rive, plæneklipper og den slags, gik vi efter træer, krukker og praktiske ting, som kost, haveslange, vandkande osv.

Det er faktisk ret svært at beslutte sig, når der er et kæmpe udvalg, og alt mangler, og vi kiggede på en masse spændende træer og vægvoksende blomstrende planter, men de stod alle drivvåde og dryppende af vand, fordi en medarbejder gik og vandede med en haveslange. Lidt upraktisk talte vi om, for hvem vil have et drivvådt træ ind i bagagerummet?

Men vi fik samlet nogle ting og fandt undervejs et flot citrustræ, med masser af frugt på, og det gik jeg med i armene, på vej hen mod vognen, som vi havde sat til en side, mens vi gik rundt i butikken. Vandslangen jeg faldt over, kom fra en holder som sad på væggen, ca. i hovedhøjde (jeg er 1,76 cm høj) og blev trukket ud- og efter medarbejderen som gik og vandede. Vi havde jo set den, for vi synes alt var for vådt, til at komme i bilen. Vi havde bare ikke registreret dens skrå bane, fra højt på væggen og ned mod gulvet, lige foran en hyldegang.

Jeg nåede overhovedet ikke at tage fra, før jeg ramte gulvet i topfart. Jeg blev øjeblikket lammet af smerte, og det kunne Jan åbenbart se, for han hverken sagde noget eller forsøgte at rejse mig op. Mit ansigt ramte træet i mine arme, og jeg kunne både smage jord og blod. Andre kunder kom til, men også de så, at jeg lige skulle have et øjeblik.

Når man falder i offentligheden, sker der et eller andet med værdigheden. Min i hvert fald. Det med at vise smerte, er åbenbart noget som vi helst vil skjule. Måske er vi opdraget med at vi ikke må pive, måske får vi allerede den der “op og stå igen, det var ikke så slemt, vel”? fra vores forældre og voksne omkring os. Jeg gjorde det også selv da mine børn var små, hvis uheldet synligt var af en lettere slags, velvidende at mors stemme kan enten gøre tingene værre eller nemmere at komme over.

Jeg kom op og stå, jeg aner ikke lige nu hvordan, jeg havde jord på begge hænder, og på mit tøj, og mit ur på venstre arm havde fået nogle dybe ridser. Men vi afsluttede vores tur og tog hen til Ann og spiste.  Jeg kunne ligesom ikke bruge kniv og gaffel på normal vis, men slog det hen med humor omkring højden og vægten jeg faldt med. Jan spurgte godt nok flere gange om jeg skulle på skadestuen, men jeg regnede med at sådan et fald, naturligt gjorde ret ondt. Og sådan gik en uge. Jeg tog på arbejde og bed tænderne sammen. Jeg taster og skriver mest. Skiftede til venstre hånd, alt gik langsomt og jeg kunne ikke holde på en kuglepen eller sidde rigtigt ved tastaturet.

Men jeg tog på arbejde. “Så var det nok ikke så slemt” kunne nogen måske fristes til at sige. Men jeg havde galdestensanfald i over ti år, som jeg bed i mig, fordi min læge engang sagde til mig at “det er klart du har ondt, når du bliver ved med at overspise” sagt med elevatorblik på min kurvede krop. Til sidst satte det sig til en alvorlig bugspytkirtel betændelse, med et infektionstal på over 5500 – og jeg blev akut indlagt i 14 dage og opereret i 2010. Så jeg har altså været der før, “kæmpe smerter, men jeg bider det i mig – det går over”

I løbet af ugen, får jeg fortalt min yngre søster at jeg er faldet og har slået min højre arm, og hun begynder at presse mig til at tage forbi min læge, som jeg på det tidspunkt aldrig har mødt før. Fredagen efter faldet, tager jeg op og hilser på min læge, truet med at Karina ellers kommer og henter mig, for selv at køre mig afsted.

Lægen sender mig til røntgen, og der tager de billeder og sender mig hjem igen, billederne viser ingenting. To dage senere, om søndagen, ringer de fra sygehuset, de har kigget på billederne igen og har fundet et brud i mit håndled. Så jeg tager ind og får lagt en gips på.

Om mandagen ringer de igen. Min albue er også brækket. Jeg får en indkaldelse til Farsø, hvor jeg får taget flere billeder, der er mistanke om et par yderligere brud, som viser sig at være et par fine revner i både håndled og albue. Dog ikke behandlingskrævende udover den gips jeg allerede har fået lagt.

Hvorfor overhovedet fortælle om det?

Fordi det kunne være gået meget værre end en arm der er brækket to steder. Jeg kunne have fået træets grene i øjnene. Et ældre menneske, et barn eller en gravid kunne være faldet over slangen, som hang hævet over gulvet, som en snubletråd mellem de to hyldegange. I en butik går vi rundt og kigger på varerne, ikke om gulvet er sikkert og frit – for det regner vi med det er.

Jeg skrev til Billigblomst, først på Facebook messenger, hvor en medarbejder skrev dette svar “Det var ikke så godt, men vil du ikke sende en mail til kundeservice, så har jeg mulighed for og sende den til rette vedkommende”.

Så det gjorde jeg, men fik ikke svar.

Nu hvor det er 3 uger siden, har jeg fundet en mail der starter med “Ledelsen@” – jeg har stadig ikke fået nogen svar.

Billige blomster – men virkelig ringe service i den situation. Jeg er pigesur og vælger Plantorama næste gang.