Italian Roadtrip 2017

Vi havde udskudt at bestille en rejse, fordi vi ville vente på det bedste tilbud. Vores filosofi er “des billigere rejse, des flere rejser” DOG, det kan være farligt at blive ved med at strække tiden for at få det billigst muligt – måske forsvinder muligheden, både for det bedste tilbud, men også det sidste.

Og så kan en rejse altså også blive FOR billig, det skal stadig være en fornøjelse at komme afsted, og at opholde sig på stedet.

Denne lørdag, hvor vi havde besluttet vi ville afsted, havde vi en brunchaftale med en flok venner, og vi sagde på forhånd at vi kun kom kort, for vi skulle hjem og finde en afbudsrejse.

Stort set alt var pakket og klart, så vi bare kunne køre hjem og hente kufferterne og klikke på ”køb rejsen”. Men da vi kom hjem og søgte på de valgte sider, og stort set alle andre sider også, var der bare ikke noget interessant at få.

Jan så på mig og sagde ”vi kan da også bare køre”

Den er jeg altid med på, for jeg elsker turen til målet, næsten lige så meget som jeg elsker tiden på destinationen. ”vi kan høre dine forældre om de vil med” fortsatte han.

Mine forældre var i 2017  syvoghalvfjerds og otteogtres år. Min mor havde lige været igennem et brystkræft forløb samme forår,  men ellers er de fantastisk friske – og -synes både Jan og jeg, hyggeligt selskab.

At jeg skylder dem en masse for min barndoms mange køreture til slotte og herregårde og Danmark, og især for Italien – er slet ikke med i regnestykket, vi synes bare det kunne være hyggeligt.

Vi ringede til dem, lørdag formiddag og spurgte om de ville med på en køretur. De sagde ”ja, hvor skal vi hen?” Vi sagde ”vi tænkte Garda Søen”.

Så blev der tavst i den anden ende, indtil et let tvivlende – og i hvert fald overrumplet – ”Hvornår tænkte I?” Jan sagde ”vi kan være hos jer om tre timer. Skal I lige have en halv time til at tænke over det?”

”Det behøver vi ikke, vi ses om tre timer”

Jeg forestiller mig deres blik lige har mødtes i nogle sekunder, mens mindst en af dem har nikket overtalende og ivrigt (min far) mens en anden har tænkt på alle de aftaler der lige skal flyttes og det tøj der lige skal vaskes (det må så være min mor).

Vi pakkede færdigt, lukkede huset af og kørte til Fyn, hvor vi fik lidt aftensmad og kl. 20.00 satte kursen sydpå. Det blev ikke helt tre timer senere, men det behøvede det heller ikke. Det hele skete i en slags tidshorisont der passede os alle fire.

Den slags spontane ture kan altså også noget. Forventningens glæde, når man har planlagt en ferietur lang tid i forvejen, bygger noget op, mens en spontan tur giver spænding og nærmest også en følelse af eufori.

Vi var fremme i Italien næste dag kl. 13.20.

I Trento kørte vi rundt på de absolut allersidste tynde diesel dampe før vi fandt en tank, og på alle roadtrips siden da har vi haft en reservedunk med i bilen og endnu aldrig haft brug for den, hvorimod den ofte har været i vejen og fyldt lige rigeligt i forhold til hvad vi gerne ellers ville have plads til på hjemvejen (vin)

Vi stoppede i Riva og fik mad og satte derefter kursen rundt om Garda søen, mens vi søgte på Airbnb efter et sted, vi kunne kalde hjem, i de kommende dage. Vi havde egentlig ikke noget mål, der var bare blevet sagt Garda søen. Jan har aldrig været der før. Det har ikke sagt ham noget når nogen med begejstring har talt om den del af Italien, hvorimod jeg har alle de bedste barndoms-ferieminder herfra.

Vi fandt en lejlighed i Pastrenga, hvor den kvindelige vært, Sara, ville tage os ind med ganske kort varsel. (Hun har i øvrigt sendt os en nytårshilsen et par gange siden)

Vi bookede for to nætter i første omgang. En virkelig dejlig lejlighed og ikke langt fra Lasize. Vi kørte i de kommende dage rundt til småbyerne og fik faktisk set mere end nogen af os havde set af området før.

Det regnede en del, men vi havde da heldigvis også solskin og kørte til stranden for at bade. Blot for at Jan uimponeret kommenterede på det tykke lag mudder i bunden af søen, han var slet ikke solgt, som jeg havde håbet.

Jeg har kun mødt én, før Jan, der har har lagt mærke til bunden i søen på den måde, en veninde som vi var der med i 2007. Jeg ved ikke hvad der har skjult den oplevelse for mig, måske alt det andet jeg elsker ved området. Men han havde i hvert fald ret, der var mudret.

Ved bordet om aftenen tog Jan kortet over Italien frem. “Skal jeg ikke vise jer noget mere af Italien, nu hvor I altid kun har været her?” Det kunne måske lyde en anelse arrogant, men sådan er det ikke.

Jan har glimt i øjet og kan sige næsten hvad som helst og folk elsker ham og godtager næsten alt.

Derfor var det også lidt en overraskelse at min mor i første omgang slet ikke havde lyst til at køre længere “væk fra Danmark”. Men vi lod det være op til hende at tage beslutningen og sige stop når det var nok.

Min far kunne rigtigt godt tænke sig at se San Marino som ikke er så langt fra Garda søen, og det blev den foreløbige plan, som mor heldigvis også var med på.

Vi tog en ekstra overnatning I Pastrenga, og satte næste morgen kursen mod San Marino, hvor vi parkerede på toppen og gik op til borgens lave sten rækværk ud mod hele verden. Hvis I ikke har stået der og kigget ud, så prøv det. Det er et vildt smukt syn og for min far hele turens højdepunkt. Min mor ventede i bilen, hun havde ikke kræfter til turen op af skrænten.
Senere når vi har talt om turen, har vi fundet ud af at reaktionen fra et brystkræft forløb kan ramme uventet og på flere måder. Hun var simpelthen fuldstændigt drænet på den tur. Vi skruede derfor en smule ned for tempoet – så godt som vi kunne, når det er Jan er rejseleder.

Efter San Marino kørte vi langs kysten ned til Riccione, hvor vi fandt et hotel, hvor vi blot satte kufferterne og med det samme gik ud i den meget hyggelige by og spiste. En kold fadøl er bare toppen efter en lang dag i bilen!

Tilbage på værelserne rykkede vi sammen på det ene, og delte en flaske hvidvin mens vi lyttede til byens natteliv, som der var en del af lige der.

Næste dag så vi stranden, som vist slår en hel del af verdens strande, bred, med hvidt sand og turkis vand så langt som øjet rækker.

Derfra fortsatte vi nedad og fandt næste overnatning i Bitonto. Vores tur foregik i vores bil, en BMW 520 stationcar – og det var ikke nogen fordel i Bitontos gader. Som i overhovedet ikke!

Vi havde booket en lejlighed med to soveværelser – troede vi. Men værterne, som var et ældre ægtepar, var snu og erfarne og lejede os i stedet to lejligheder, et stykke fra hinanden. Da vi fattede meget lidt, det vist heller ikke var meningen vi skulle, gav vi os ikke til at diskutere sagen.

Gaderne i Bitonto er så smalle og drejer nærmest vinkelret, og det kunne vores lange bil knapt. Jeg er LYKKELIG for at jeg ikke sad bag rattet da vi kørte ind i gaderne, for der er så smalt at vi de fleste steder ikke havde kunnet stå ud og bytte plads. En mand gav sig til at dirigere os, mens folk bag os brokkede sig på italiensk manér, med rivende ordstrøm og masser af fagter. Vi havde helt spærret for al udkørsel ved den udgang af byen. Vores nye hjælper var stærkt beruset, men lokkede os lidt frem og lidt tilbage – vi havde ikke noget valg, for ingen af os kunne stå ud af bilen for at sikre det han sagde var forsvarligt, eller dirigere selv.

Det tog sin tid at få bilen fri ved det ene gadehjørne uden at ramme det modsatte. Omsider var vi ude og vi fandt en parkeringsplads, som efterlod mig noget tvivlende om vi nogensinde ville se bilen eller de ejendele vi lod ligge i den, igen.

TIL GENGÆLD…da vi havde fået os installeret i hver sin fine og alt for rummelige lejlighed, gik vi ned på gaden og lige nedenfor mors og fars lejlighed,  er nok et af de mest hyggelige små italienske bytorve jeg nogensinde har set. Der er alt hvad der skal være sådan et sted, sådan en aften, endda et par spillemænd. Vi drejede et par gange af de smalle gader og endte i en blind gyde og for enden af den lå den hyggeligste lille restaurant. Bitonto er et besøg værd, men lad for en sikkerheds skyld bilen stå udenfor de smalle gader.

Vi bookede næste overnatning i Lecce, hvor vi har været før, og så på vejen den hvide by Ostuni. Og den er bogstaveligt talt, helt hvid. Et smukt syn i solen.

Hvis I ikke har set Lecce i aftenlyset, så skulle I give jer selv den oplevelse. For nu at beskrive det som Wiki gør: “Lecce kaldes ofte “Barokkens Firenze”: Hvor Firenze er kendt som en enestående renæssanceby, er Lecce kendt for imponerende bygninger i barokstil” Husk at se op, for hvor gadens belægning i mange byer er fuldstændigt ens, findes der ingen by med bygninger og udskæringer og figurer, som i Lecce.

Efter en overnatning i Lecce ankom vi næste dag i Tiggiano hvor vi har venner, et (meget) ældre ægtepar og et par tvillingesønner i fyrrerne.

Jan havde engang den ene tvilling, Maurizio, boende som udvekslingsstudent, og de klikkede øjeblikkeligt og kalder hinanden for “my brother from another mother” Maurizio og hans tvillingebror Fausto er som sagt over fyrre år og bor ikke desto mindre på det samme børneværelse som de er vokset op på, hjemme hos mor og far. Og jo! – samme værelse, med to enkeltsenge overfor hinanden.

Deres gamle far har godt nok bedt dem købe sig et hus, “fordi det er det man gør når man bliver voksen” og da de begge har et par gode stillinger og råd til det, gav de sig, og købte en grund ikke langt fra forældrene og satte et byggeri i gang. Et dobbelthus, to helt ens sammenhængende huse, spejlvendt fra hinanden, men ellers helt ens.

De har dog ikke tænkt sig at flytte ind i dem, hvorfor skulle de dog det, når de har det lige så godt hjemme hvor de plejer at være?

Man skulle tro de i dansk fordoms-målestok så er lidt småsære. Men det er de ikke. De er intelligente mænd, med karrierer og ansvar og humor. De laver frivilligt arbejde ved siden af deres job, og det ville de ikke kunne hvis de også skulle passe hus. Og deres gamle mor elsker at sørge for dem, så i deres øjne er det ren win-win.

Vi blev installeret i brødrenes søsters hus i Galipoli, en lille by tæt på, og der tilbragte vi en lille uge, mest med familien, og nogle få dage hvor vi bare slappede af med bøger og god mad. Vi kom også på en bådtur langs kysten, hvor vi også fik mulighed for at bade i klippefyldte huler.

De her arrangerede bådture har vi prøvet på flere andre feriedestinationer, og de er ret ens. Man sejler rundt lang kysten og får udpeget seværdighederne og svømmer og dykker hvor det er bedst. Som mange andre steder kunne man også her dykke indenfor og se solens stråler ramme genne huller i klipperne over os og ned i hvad der ser ud til at være endeløs dybde, men jeg får derinde et mindre panikanfald, for jeg kan ikke bunde (surpice – endeløs dybde og jeg er kun 176 høj) og der er kun skarpe og forrevne klipper at holde fast i.

Da jeg ville dykke ud igen, tog en lille bølge mig højere op end der var plads til, og min pande lavede en bule i klipperne, der gik værst ud over mig. Jeg havde heldigvis flere helte ved min side og jeg overlevede, selvom jeg et øjeblik følte jeg var døden nær.

Jan fik også mulighed for at fiske på turen hjemad, to skinnende blå fisk, som Mama Ana tilberedte til vores aftensmad. Et rigtigt godt minde er billedet af min far og Marurizios far der spiller petanque på stranden, de to ældre mænd hygger sig i hinanden selskab, bader, drikker en øl, og spiller lidt igen i den gyldne aftensol.

Mama Ana sad i mens i sin medbragte klapstol og sørgede for at alle smagte de delikatesser hun havde pakket med til strandturen.

Fjorten dagen efter vores ferie fik vi at vide at gamle Damiano desværre var død. Vores tur blev det sidste minde vi har med ham.

Hjemturens første overnatning skete i Pompeij, for jeg kunne ikke forestille mig mine forældre ville finde noget mere spændende at se end den gamle udgravede by, som Jan og jeg så på vores første roadtrip i Italien i 2014. Vi tog os derfor mange timer til slentreturen rundt på de blankslidte sten, indtil jeg opdagede at vægge og gulve måske var begyndt at ligne hinanden fuldstændigt i min fars øjne. Min egen begejstring vil aldrig stoppe, men de gamle var trætte – vi havde vist også drevet dem lidt hårdt i forhold til at det vi foreslog, var en fjorten dages tur til Garda søen.

De næste to overnatninger tog vi i Rom for at genopfriske vores minde om turen til Rom i 2015, hvor vi også sad en hel aften på en restaurant ved Phanteon. Jeg bliver aldrig mæt af Rom, det er virkelig en by jeg kunne bosætte mig i og se på altid. Klovnen som optrådte på pladsen i 2015 skuffede heller ikke denne aften i 2017, men dukkede op og underholdt med sine tricks og remedier som også inddrog torvets mange gæster.

Sidste nat tog vi i Ulm, som jeg i skrivende stund overhovedet intet kan huske fra. Men det er måske forståeligt nok, for endnu engang er det forbavsende hvad vi har kunnet presse ind i fjorten dages ferie og jeg kunne se på mine forældre at det havde været godt, men det villeogså blive godt at komme hjem og få slappet af.

Vi siger tak for selskabet – I siger bare til når I er klar igen.

Billedet er i øvrigt af Po floden, som både var overraskende bred, og helt vildt smuk.

Herunder finder du et affiliate link til nye lækre kufferter og tasker, hvis du –  som vi – også er træt af de billige kufferter du købte engang i Egypten eller på en anden destination. De kufferter vi har haft indtil nu, har bare ikke kunnet stå distancen, for det er vel ikke meningen en kuffert kun skal kunne holde til én ferie?

At det er et Affiliate link betyder at jeg tjener kr. hver gang en af mine læsere køber et produkt via et link fra min side. Så klik og køb! Tak 🙂

CarrieAlong.dk