Italien 2007
Dette er mine første dagbogsnoter fra en rejse, inspireret af at min mor ved denne turs start, gav hver af os en lille sort/rød notesbog, og sagde det var til rejseoplevelser.
Mine forældre har stadig notesbøger liggende med regnskaber og små anekdoter fra deres rejser, igennem mere end 50 års ægteskab. Faktisk er det lidt hyggeligt at sammenligne ruter, destinationer og ikke mindst brændstofpriser, fra de gamle notesbøger og til vores nye.
Jeg har ført noter over alt muligt siden, sorger, glæder, minder, fortrydelser, vrede, bekymringer og forventninger. Jeg elsker at skrive, at bladre i gamle noter, at mindes og er et rigtig sentimental menneske. Jeg har flere rejseberetninger efterhånden, og en helt færdig- og to halvfærdige bøger også, som dog stadig ligger i skuffen. Jeg mangler modet til at få bedømt mit hjerteblod af andre.
Jeg har en følelse af at rejseberetninger er mere tilgivelige end en roman, lette i luften, uimodsigelige, de kan springes over og slettes. og bliver hurtigt glemt.
Jeg tror det skinner igennem at det er mit første skrivearbejde, men jeg har alligevel bevaret det, for det minder mig om mine tanker, for mig er det Gardasøen, en tur med mine børn og forældre, og også den jeg var, den jeg blev, den jeg ønskede at være, og den jeg helst ikke vil være.
Selv om Jan ikke var med på denne tur, var den alligevel hyggelig. Læs med hvis du har lyst.
I just need time to breathe…. Min italienske drøm.
Jeg har netop set første afsnit, som jeg optog på harddisken i torsdags, mens jeg tilbragte tiden hos min syge veninde på sygehuset.
Jeg smager på titlen og føler nogen har snuppet min replik.
Sagen er at jeg i juli 2007 tog på en ferie sammen med mine børn, Thomas og Ann, og mine forældre. Målet for rejsen skulle være Gardasøen, hvor jeg tilbragte ferier som barn.
Da det var besluttet at vi ville spare sammen, og hvad målet skulle være, fandt vi allerede i juleferien inden, de gamle fotos fra mine forældres første ture frem. Efter aftensmaden blev der hængt et stykke hvidt linned op på væggen i stuen, og lysbillederne kørte helt tilbage fra jeg kun var et par år gammel. Det var mere end bare billeder og minder, det var også historie, for mine børn havde ikke tidligere set billeder på den måde. En klikken for hvert skift, en varm “duft” af apparatet. Det var sjovt at vise børnene billeder på denne måde, og for dem at se de tidligste billeder jeg kan huske, og sjovt at se hvor simpelt en rejse kunne gøres, uden at ferien blev ringere af den grund.
Da vores rejseplaner offentliggøres i familien, joker flere med et ”god fornøjelse” på den der ”at du gider på ferie med de gamle” måde. Med et glimt i øjet, skævt smil og drillende, som om man ikke kan have en god ferie med sine forældre, når man er blevet voksen og har smag og mening selv? Jeg regner nu med de ikke mener det så slemt, de har også selv været på tur med dem, og hygget sig med det. Både før og siden.
Men ferien mere end levede op til min forventning.
Den blev så dejlig, rolig, fyldt med kærlighed, overbærenhed og samvær at jeg fik en trang…nej at der voksede en torn af længsel i mig, som jeg føler kun kan udvikle sig, eller forsvinde om du vil, hvis jeg bor i Italien.
Jeg vil bo i Italien!
Måske bare noget af året. Jeg vil være i varmen, mærke solen. Se italieneres varme, åbne munterhed, mod hinanden og mod de turister der hvert år oversvømmer deres by og egentlig står i vejen når de gerne vil handle, når de vil ud og spise og når de bare gerne vil sidde i stilhed på den lokale café.
DR-serien, ”Min italienske drøm” som handler om 4 par der skal istandsætte og konkurrere om præmien; muligheden for at købe det færdige resultat og drive det som en ”Bed and Breakfast” i en lille lokal by, gør mig misundelig.
Det er det jeg vil!
Det er det jeg drømmer om.
MIN italienske drøm!
Bare uden kameraer og familien Danmark til at bedømme mig. Og kommentere mig hver uge. Min smag, hvor hurtigt jeg lærer italiensk, hvor meget jeg blander mig med gadens øvrige beboere. Om jeg er egnet.
Efter min mening ender de rigtige med at vinde. Også selvom de efter programmet endte med at beslutte det ikke kunne betale sig for dem at købe huset.
I går aftes havde min søn Thomas en flok unge på besøg og de så filmen ”Et hus i Toscana” ligge på bordet.
De grinte og jokede om hvor spændende den lød. En “mor film”, hvor de med titlen alene kunne fornemme romantikken, en prins komme ud gennem solstrålerne.
Jeg sagde ingenting, men smilede for mig selv. Det er ikke det det handler om. Romantik. En mand. Eller de italienske mænd. (selvom jeg må indrømme at jeg finder noget i deres facon charmerende)
Det handler om landet, naturen, kulturen og om mig.
Hvor jeg er i livet.
Hvor er jeg i livet?
Måske er det forfatteren Frances Mayes oplevelse jeg vil have. Bringe et gammelt hus og mig selv til live, med solen som varme, glæde, radiator og inspiration. Få den søde advokat som happy ending. Nå ja, så er der måske alligevel lidt romantik i drømmen.
Jeg sluger alt hvad der handler om Italien, bøger fra biblioteket, nyheder, film, rejsebøger, vinbøger, kogebøger.
Jeg har vist kun kigget i en kogebog for at følge opskriften, én gang indenfor de seneste 10 – måske 20 år. Jeg lavede Irsk Stuvning til gode venner og det betød meget for mig, at det blev perfekt. Mine 2 søstre ville dø af grin hvis de hørte at jeg nogensinde har kigget i en opskrift, de har begge fået hele kvoten af interesse og evne for madlavning. Men i Italien ønsker jeg at lære at elske at stå i et køkken og bruge råvarer jeg selv har udvalgt på et marked.
Det er ligesom om jeg kan fornemme stemninger, duft og smag, bare ved at se billeder eller læse italienske ord. Jeg optog jo endda de afsnit af Min italienske Drøm, som jeg ikke kunne se på selve udsendelses aftenen.
Nogen gange skriver jeg bare ”Italien” i Googles søgefelt, andre gange kombinerer jeg det med sætninger; ”at bo i Italien”, ”at arbejde i Italien”. Jeg har flere sider som foretrukne på min pc, hvor der er forskellige vinkler af samme emne.
For mig ser det ud til at italienerne har et mere enkelt liv, at de går mere op i at leve, end at samle sig ting. Selvom det er meget langt fra min egen natur, kan jeg godt lide at se flere nabokoner sidde sammen udenfor, og tale og sammen ordne grønsager.
Jeg kan godt lide at se de ældre mænd sidde udenfor på en bænk og betragte dem der kommer forbi. Måske taler de sammen, måske gør de ikke. De sidder sammen.
Umiddelbart ser det ud til, at vi i Danmark lever for at skabe et smukt hjem og bekvemmelighed, og opholder os meget inden døre. Måske kender vi knapt navnet på vores naboer. Vi kan måske undskylde os med en klimaforskel? Måske er det kun mig der ser det sådan.
Bare at se billederne fra vores ferie 2007, giver mig længsel, jeg kan føle det som en fysisk sult, der sidder i hjertet, ikke i maven. Så er der vist slået en tyk streg under min sentimentalitet.
Vi kører lørdag d. 07 Juli 2007.
Børnene og jeg tager toget kl. 11.25 til Fredericia, hvor vi skal møde mine forældre. Vi får et forskrækket sug i maven, da vi på vores egen station opdager at billetautomaten ikke vil acceptere mit hævekort og give os de billetter vi har bestilt. En hurtig beslutning, jeg tager firmakortet og flår billetterne ud af automaten og genner børn med bagage ind i toget.
Jeg sender min chef en sms med en besked med denne mening, ”har lånt penge, forklaring følger, tilbagebetales når jeg kan komme til en bank”
Vi når til Fredericia, mine forældre når frem nogenlunde samtidigt.
Vi kører ned i hjørnet af parkeringspladsen og finder et sted hvor vi kan vente på min søster og svoger, som gerne vil komme og hilse af, inden vi kører syd på.
Vi synes det er hyggeligt at de har lyst til at køre den lange vej fra Herning til Fredericia, bare for nogle minutter sammen på banegårdens parkeringsplads.
Men samtidigt tripper vi, ”vi elsker jer, tak fordi I kom, vi vil gerne af sted”
Kl. 15.00 er vi på vej.
Billedrækken fra ferien starter med et par stykker af børnene der sover fredeligt op ad hinanden, som om de aldrig havde råbt af hinanden derhjemme, smækket med døren og ønsket de var enebarn. Det må foreviges!
Kl. 00.30 er første dag brugt op, der er stille i bilen. Den sidste time har jeg siddet bag rattet og kørt i mellem vejarbejde og stigninger og fald på 8 %.
Jeg var ivrig da vi planlagde turen, jeg mente ikke vi behøvede en overnatning på turen. Med 3 voksne der kunne skiftes kunne vi nå at hvile. Men vi trænger til en pause.
Første overnatning sker på en rasteplads efter Kassel, de to mænd, min 67årige far og min 16årige søn, i bilen, og mor, Ann og jeg ved siden af hinanden i den ene ende af campingvognen. Ann finder ikke rigtig ro, hun er nervøs for at sove på en rasteplads, hun har hørt så meget.
Vi er oppe ved 6 tiden igen.
Vi vil benytte de rene tyske faciliteter og få os en afvaskning på den store rasteplads’ toiletter. På vej gennem toilet-bommen ser min far en efterladt ubrugt toiletbillet sidde i automaten, og vil spare den halve euro og bruge den. Toiletmesteren har imidlertid set at han ikke selv trak en, og han giver far en rasende tysk skideballe.
Min mor som kommer efter far i køen, har ikke opfattet hvad der er sket og ser også den ubrugte billet. Hun rækker ud efter den og får et ordentligt klask over hånden af den sure toiletmand. Mine børn og jeg dør lidt af grin der, sådan går det når man forsøger at snyde.
Kl. 6 om morgen er de fleste af os lidt stille, hurtig morgenmad i vognen og så afsted igen. Hurtigt, ivrige efter at komme på vejen igen. Mod målet. Solen, Gardasøen. Vennerne som er en dag forud for os, uden campingvogn efter bilen.
Bilen har ingen aircondition, vores medbragte iskolde vand har efterhånden lidt mere end kropstemperatur, og vi sidder 3 på bagsædet, alle som med feber og klistrer op af hinanden.
Som vi kommer tættere på målet, hjælper det mindre og mindre at åbne vinduerne. Men vi tager det alle med godt humør, og alle tager deres tørn på bagsædet, lige som alle får siddet på den gode plads ved siden af føreren, hvor man kan bevæge armene og vælge musikken.
Vi tager billeder udad bilruden, i fart eller i kø på motorvejen. Billederne ligner fuldstændig dem som mine forældre har i deres album fra da jeg var barn. Og de samme første billeder jeg selv har taget som teenager. Samme genskin af ruden. Samme slotte og ruiner.
Da vi ender i en længere kø i lang tid, letter Thomas på vores humør, da han stikker en god del af overkroppen ud af sideruden og råber af fuld kraft, i retning af køens start ” KØR SÅ HJEM FARMOR”!!
Der begynder at komme ”rigtige” bjerge.
Bjerge gør forskellen tydelig, mellem Danmark, Nordeuropa og det mere fremmede. Én ting er forskellen på landskabet, en anden er grænserne som mennesker har sat i en verden der ikke engang er deres. Der burde ikke være grænser mellem lande. Verden burde være en rund klode af oplevelser uden adskillelse og fremmed- og fjendegjort, som om,,.. at i Danmark er det kun danskere der er ”rigtige”.
En cirkel af oplevelser, uden begyndelse og uden ende.
Det var vel det Gud ville fra begyndelsen, en stor dejlig verden af oplevelser, til alle, uden at nogen skulle være herre over andre. Uden at nogen skulle have det dårligere, ringere levemuligheder. Mindre glæde, færre muligheder, fordi man er født på den forkerte side af grænseskiltet.
Der er jo ikke noget galt i at der er forskel eller at lande er anderledes, at der er forskellig klima, natur og kultur. At det ene land er fladt og det andet har bjerge.
Det er jo netop det, der gør at man vil rejse, se det hele.
Suge det fremmede ind.
I hvert fald giver bjergene mig en lykkefølelse, vi er godt på vej! Efter det lange stykke i Tyskland, kan vi nu se vi er nået et stykke ned i Europa.
Da jeg var barn foregik de tidligste ferier jeg kan huske, med os 5 unger på bagsædet og vores trofaste gamle, men velholdte, villatelt på taget af bilen. Et stort blåt og orange telt, ca. 20 kvm., med 2 sovekabiner, med en tøjstang i mellem, et lille køkken og en ”stue” med plads til bord og stole.
Jeg husker ikke hvor vi var, (jo, jeg husker vi var i Italien) men rejselysten har jeg fået ind med modermælken.
Jeg fatter stadig ikke hvordan mine forældre fandt råd og tålmodighed til at køre så langt med 5 børn, der alle var født inden for 8 år, på bagsædet.
Måske kunne det lade sig gøre p.g.a. min fars stædige beslutsomhed og min mors.…ja hvad skal jeg kalde det? Jeg kan ikke huske at jeg som barn hørte min mor brokke sig eller bede om noget til sig selv. Eller bare udtrykke et behov. Det må du da have haft, mor?
Med 5 børn må der have været lidt at pakke og holde styr på. Dengang var alle unger skrevet ind i forældrenes pas. Der skulle ikke huskes 7 pas, fordi man var 7 i familien. Man kunne godt sidde 5 på bagsædet selvom der kun var seler til 2 eller 3. Vi havde ikke høretelefoner eller dvd skærme i bilen.
I Ann´s rejsedagbog for 2007 kan jeg se en “ked-af-det” smiley, da hun i Tyskland mistede sms kontakten med hendes elskede veninde Mille.
Af og til føles tiden lang, og for at dæmpe os satte mor og far os i gang med lege, som at få øje på forskellige bilmærker eller finde tværsummen af en nummerplade. Ordspil, små brætspil og i kort tid ad gangen læsning.
Senere fik vi campingvogn, ikke stor nok til 7 mennesker, men hvilken vogn er det -som en almindelig bil må køre med, altså? Så sov mine to brødre bare i bilen eller i et telt. De brokkede sig ikke.
I campingvognen sov vi 3 piger i den ene ende, og mor og far i den anden. Vi pjattede og fnisede, fik skæld ud, fnisede igen, fik skæld ud, indtil vi også mærkede at der var latter i den anden ende af vognen.
Der var engang hvor alt kunne grines ad og det var svært at stoppe igen. Ann mener ikke det har ændret sig.
Tilbage til nutiden.
Da vi planlagde ferien, besluttede vi at vi skulle bo på campingpladsen ved siden af den jeg besøgte som barn; Spiaggia d’oro. (Vi var på La Quercia engang i 80’erne.)
Jeg ringede i god tid til pladsen og fik at vide at man ikke kunne bestille plads, og at det heller ikke var nødvendigt, de havde udvidet og havde god plads.
Men da vi kl. 21 søndag aften nåede frem, var alt optaget. Vi fik at vide vi kunne holde på deres parkeringsplads og vente til nogen kører næste morgen. Ikke noget med ”først til mølle”, bare vær fræk, ser du nogen pakke sammen, så sæt dig i en stol ud for pladsen og reserver den, til de forrige beboere er væk.
Vi fik at vide vi skulle være fremme i skoene for at beholde pladsen, især hollændere og andre danskere kunne være ret frække og skubbe sig ind foran andre, hvis man ikke var lidt bestemt. Vi fik nu ikke noget bøvl.
Vi affandt os med ”håbepladsen” denne første aften og ville prøve lykken næste morgen. En af medarbejderne på pladsen, mente at man må kunne gå nøgen rundt på gaderne i Danmark, da alle danskere tilsyneladende var i Italien denne sommer. Han mente ikke vi vil få noget ud af at prøve andre pladser.
Vi gik en tur for at se om nogen var ved at rydde op og prøvede at vurdere hvilken del af pladsen vi foretrækker, hvis vi fik flere valgmuligheder. Noget af pladsen skråner, der var områder med mere grus end græs. Ville vi ligge lige op ad swimmingpoolen med deraf følgende skrig og larm hele dagen? Eller toiletbygningen, med masser af trafik forbi?
Mor smurte ”klapsammen” rugbrød, mens vi fandt et par campingstole. Der sad vi knap en halv time udenfor på parkeringspladsen og talte, med den ro der følger af at være nået frem. Der var flere ventende, som også havde slået en midlertidig lejr op, havde grillen i gang og dækket bordet. Pludselig væltede regnen ned. Ikke bare en lille byge, men helt utroligt meget vand! Vi flygtede ind og faldt i søvn til regnen på campingvognen, en hyggelig lyd, så længe den bare stopper igen indenfor rimelig tid.
Far og jeg stod tidligt op næste morgen og gik en tur, vi så en svensker, på vejen; Via Vicenza, der var ved at pakke sammen, han spurgte selv om vi ledte efter en plads, og om vi ville have hans når han kørte, vi takkede ja og blev der til han var væk og vi selv kunne få vognen på plads.
Via Vicenza. Bare billedet af vejskiltet (ja, jeg har faktisk taget et billede af skiltet, selvom jeg ikke lige kan komme i tanke om hvorfor) får mig til at huske hvor græsset var slidt i stier til vigtige steder. At man selv skulle have toiletpapiret med i lommen.
Hvor høj kantestenen var, som min far sparkede tåen i stykker på, der hvor græsset sluttede.
Hvordan vejen ser ud ned til søen, når man står på toppen og kigger ned af bakken. Butikken nede til højre, før søen.
Den familie der drev butikken, og den sure mand der passede campingpladsen. Var han søn af dem der havde pladsen da jeg var barn? Det tror jeg.
Vores venner lå på en plads lidt længere ned mod Lazise, han stoppede dem da de om aftenen havde besøgt os, han ville have et gebyr for deres besøg. 7 euro pr. person. De troede i første omgang det var en joke og et par af de unge i selskabet grinte, hvilket udløste et vildt raseri og trusler om politi.
Han var virkelig en hidsig mand. Vi så ham aldrig helt afslappet eller bare smile hjerteligt, som jeg ellers synes en ”campingfatter” skal.
Bortset fra hans humør, var alt på pladsen nu i orden.
Den tredje nat fik vi oplevelsen af et rigtigt tordenvejr med i bagagen. Ikke et som kan sammenlignes med de danske tordenvejr. Der var brag der fik alt til at ryste, vores service klirrede i skabene. Vi stod op, vi skulle se lysshowet henover søen. Helt fantastisk mange lyn!
Der kom nogle voldsomme kastevinde igennem pladsen. Mor og Thomas var ude og holde hjørnerne af forteltet, som truede med at flytte fra os. Vi måtte stramme stængerne, og far må ud i vejret og fæstne pløkker og barduner. Vi så flere fare rundt på pladsen omkring os. Det var uvant voldsomt, men gav også et sug i maven af oplevelsen af fremmede og større naturkræfter end vi er vant til hjemmefra. Jeg elsker det!
Næste morgen var der stille igen. Varmt. Solskin. Op ad- og omkring, affaldscontainerne var der knækkede parasoller, pavilloner, havemøbler og mindre telte i stakkevis.
Vi gik langs stranden ind til Lasize, med følelsen af genkendelse, selv om den flotte havnefront vist havde fået en ansigtsløftning siden jeg var der sidst.
Mit blik fanger det meste. De mennesker i bybilledet, handlende, sælgende, bekendte, familiemedlemmer, børn der løber mellem borde, stole og stativer. Genkendelse og glæde i øjnene. Vrede på buddrengen, som går over lige så hurtigt som den kom.
Man ser ikke italienerne skjule deres følelser bag masker, eller et korrekt ansigt, som mange andre steder. De fleste danske butikker og deres ansatte er korrekte og formelle. De har deres ”arbejdsansigt” på.
Der er selvfølgelig som alle andre steder i verden, forskel på de italienske ekspedienter. Der er de dyre butikker, hvor varmen eller modtagelsen er helt anderledes, eller manglende. De kigger lige op og ned af en og vurderer med kendermine om man er køber eller ”oser”. Afgør om man har råd til deres niveau.
Især ser jeg mennesker. Lokale eller turister. Ser om man kan få en fornemmelse af dem.
Par der kommer gående med hinanden i hånden. Måske kun af vane, mens de kigger i hver sin retning.
Par der kommer i tæt samhørighed, fælles forståelse for oplevelsen.
Udover menneskene, så jeg bybilledets ramme. Mærker, reparationer, ar. På huse, gader og inventar og mennesker, det ses at der leves.
Vi spiste på pizzeriaet lige om hjørnet. Den italienske tjener ved, at ekstra opmærksomhed på kvinder, unge som ældre, tykke som tynde, smukke eller slidte, betaler sig.
Der tages billeder med den samme tjener ved siden af 3 generationer af kvinder i samme familie. Tjeneren opfordrede selv til det, man føler sig smigret, han ved det virker. Da han rutinemæssigt flirtede, hørte jeg med chok min mor sige at jeg var single. Selv min 13 årige datter faldt for charmen og bad om penge hun kunne give som ekstra drikke penge, gad vide om han opdagede det?
Om onsdagen var der markedsdag i Lazise. Der var helt fantastisk mange mennesker. Far og Thomas opgav på forhånd og fandt en café og noget koldt at drikke.
Mor, Ann og jeg gik på opdagelse på markedet.
Ann fandt en rød læderjakke, som hun kiggede længe nok på, til at sælgeren opdagede det. Der skulle kun et ekstra blik på et par sekunder til, før han vidste at her var et muligt salg. Jakken kostede 290 euro. Hun var i 2007 13 år, jeg kunne finde mange grunde til at jeg ikke ville give så meget for en jakke der stort set kun var til pynt. Som f.eks. den gode grund at jeg i 2007 var enlig mor og at min økonomi var efter det.
Men han havde set interessen, han synes hun skulle prøve den. Han havde aldrig set noget smukkere, den var som syet til hende! Ja, jeg kunne godt se den klædte hende, det var en flot jakke, den havde sin duft af læder, den havde et klassisk snit, den var tidløs…..
Jeg begyndte langsomt at give mig overfor Ann, men endnu ikke overfor sælgeren. Jeg gjorde mine til at ville gå videre. Vi endte med at købe jakken for 100 euro. (her i slutningen af 2021 hvor jeg genlæser beretningen, har hun stadig jakken. Ann fylder 28 år om et par måneder)
Torsdag tog vi til Venedig med nogle af de venner, som boede på pladsen ved siden af os. Jeg glædede mig til at vise børnene den specielle by, som jeg selv huskede mit første besøg i, da jeg var yngre end de var i 2007. Hjemmefra er det denne by Ann havde glædet sig mest til at se.
Dagen startede dårligt, da hun følte sig sløj og træt, vi gik, men kiggede samtidigt efter det grønne lægeskilt. Først ved middagstid fandt vi en restaurant hvor vi ville spise vores middagsmad og jeg spurgte om smertestillende, vi fik et pulver der opløses i et glas vand, hun faldt i søvn med hovedet på armene henover bordet.
Først bagefter kom jeg til at tænke på hvor tillidsfuldt, eller måske dumt, det kunne være, en fremmed, i et fremmed land, medicin vi ikke kendte. Men hvorfor skulle han ønske at skade os?
Vi fik maden serveret, vores store drenge får fadøl som os andre, men Thomas’ kammerat får en øl der viser sig at være ulækkert grumset, med bundfald. Han kan ikke selv få sig til at bede den byttet, så jeg beder tjeneren om en ny øl til ham. Tjeneren nægtede, ”drengen måtte jo selv have spyttet i den”. Men efter min insisteren kom de modvilligt med et nyt glas. Dog kun et halvt, da han jo havde drukket af den anden. Sådan kan de altså også være de varme italienere. Jeg ved ikke helt hvordan der ville blive set på det nu, men dengang fandt jeg det ansvarligt og naturligt at min 16årige gerne måtte få et glas øl. Jeg har ikke ændret mening, jeg mener stadig at en kontrolleret prøvesmagning med forældrene må være mest fornuftig.
Den smålige tjener var på trods af øl episoden stadig frisk på et klap bagi til en af kvinderne i selskabet og et billede med armen om hende.
Jeg havde glemt, eller har måske aldrig opdaget, hvor forfalden Venedig er.
Sådan noget ser man måske ikke som barn, medmindre man bliver gjort opmærksom på det. Vandet er uigennemsigtigt, træet råddent, og mange huse skoddet til og lukkede. Hvad mon er planen for at redde den fantastiske by, sker det hurtigt nok?
Nå ja, jeg kommer lige i tanke om min nabo, som egentlig er en kontorbygning, de har 4 store krukker med mini træer, som de ofte må feje op og plante igen, når nogen går forbi og får den pludselige indskydelse at det kunne da være sjovt lige at hive dem op af krukkerne og slå dem lidt imod den hvide mur.
Men findes den slags underholdning ikke i Italien? Det gør det vel. Måske fejer de hver dag inden turisterne dukker op.
Der var tiggere, både unge og ældre af slagsen.
Men mest så vi smukke bygninger, stemninger. Dyre, dyre butikker. Man har en ”nok se, men ikke røre” fornemmelse.
Vi købte os til en dyr tur i gondol, så vidt jeg husker ca. 1000 kr. Til gengæld var vi 6 med, foruden gondolieren.
Smalle stræder, med råb om hjørnet for at advare modsejlende, vi ramte et hushjørne hist og her, men tog det ikke så tungt. Vores gondoliere fortæller en masse på italiensk, det gik stærkt og vi fattede kun lidt, men det var hyggeligt og han lod sig ikke stoppe af at vi tydeligt ikke forstod et ord og ikke svarer, men kun nikker og smiler.
Markuspladsen, hvor vi ikke måtte sidde på stolene, tilhørende restauranterne, hvis vi ikke var kunder, selvom enhver sælger må vide, at et indtryk af kunder, lokker flere kunder til. I stedet stod der bare hundrede tomme stole, ikke én eneste kunde i syne.
Næste gang vil jeg gerne se Murano. Og den der by med husene med de mange farver…..Burano!?
Kl. 18 sejlede den sidste båd tilbage til San Giuliano, og vi måtte løbe gennem smalle gyder, som vi troede var genveje, men som viste sig at være blinde, frem og tilbage over små broer, til vi endelig nåede frem til stoppestedet, i god tid inden båden sejlede.
Vel hjemme igen kunne vi sammenligne oplevelser med mor, som havde sprunget denne udflugt over, mens far grillede på hans nye kokosgrill, som han var super glad for, men som sendte stinkende os ud omkring os.
Fredag lejede nogle af mændene en speedbåd og tog de unge med ud at sejle. Godt smurt ind i solcreme hjemmefra, men efter nogle badeture uden ny beskyttelse, kom Thomas tilbage med en højrød ryg. Han sov i en stol hele natten, med ”indlagt varme”, mod et stykke linned.
Vi besøgte Sirmione samme aften, igen en by med stemning og lilla blomster på murene. En byport hvor én bil kan køre igennem, hvis der ingen kommer imod den, hverken bil, cykel eller fodgængere. Som alle steder i Italien forsøgte man selvfølgelig at presse sig ind med flere biler end der var plads til. Sådan er deres måde i trafikken bare.
Jeg kunne have brugt meget længere tid i Sirmione, men min far ville gerne hjem og Thomas kunne ikke finde ro i bevægelserne ved at trave i gaderne og heller ikke ved at sidde for længe på restauranten. Så vi kørte derfra alt for hurtigt igen.
På vejen hjem kom vi af en øde vej ved Pieschera, der viste sig at være opsamlingssted for dem der ville betale sig til intim nærhed. Masser af piger, der viste varerne de solgte frem, i skinnende tøj, der nærmest blot var et bælte omkring maven. Så fik børnene udvidet deres horisont.
Hver dag gik vi forbi gadesælgere med et bredt udvalg af bælter, punge, solbriller eller service af forskellig art. Ann og jeg kom forbi en smuk gadesælgerske, som tilbød at flette Anns tykke hår, som går til buksekanten og varmede ryggen helt urimeligt i solen.
Vi fandt hurtigt ud af at den delvist blottede hovedbund havde brug for solcreme for ikke at blive skoldet på steder hvor solen sjældent skinner.
Dagen efter kørte vi en tur rundt langs søen, far ville gerne til Riva. Endnu en by med små gader, cafeer, handlende. Bjerge så tæt på at jeg følte jeg måtte kunne række hånden ud og røre ved dem. Med huse der næsten lignede kulisser.
Min mor ville betale for småting i en butik, men fik at vide at hendes 10 euro seddel var falsk. Hvilken butik hun fik den fra, er umuligt at vide. Det indlysende spørgsmål der må følge efter, vil jeg slet ikke stille…
Vi skulle finde et sted at spise og fandt først én restaurant, men synes den var snusket og lidt ulækker, så vi gik en gade videre og fandt noget lidt bedre, satte os og bestilte, bare for at finde ud af at det var samme restaurant, bare den anden side af huset. Det grinte vi noget af, mens vi spiste vores ganske udmærkede pizza og drak den kolde øl.
Onsdag d. 18. juli var vores sidste dag, dagen efter stod hjemturen foran os. Sidste dag tilbragte børnene og jeg i den store nærliggende forlystelsespark, Gardaland. Mor og far blev på pladsen, med en aftale om afhentning om aftenen. En god mindeværdig sidste dag, og det var både træls og godt det var den sidste, for stedet sugede de sidste penge ud af lommen på os.
Hjemturen er altid noget der forsvinder lidt i hukommelsen, hverdagen ligger for enden og truer med trivialiteter og og de udfordringer man hver især står overfor. Det er nok derfor jeg skriver alt ned. Så jeg kan huske både det skidt og det gode som jeg lever i. Dette minde har jeg ofte taget frem af gemmerne.
Jeg bliver nødt til at se mere af Italien. Flere italienere.
Bettina/2007